Viser opslag med etiketten Mærkeligheder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mærkeligheder. Vis alle opslag

fredag den 5. november 2010

Pøns pøns pøns

Der er mildest talt ikke gang i forretningen her i Dineren, hva?

Jeg ved godt, jeg har brugt adskillige indlæg på at beklage det, men for en gangs skyld har jeg ikke tænkt mig at pive!

Jeg pønser nemlig, og jeg håber sådan på, I hænger ved, indtil pønsningen kan forløses (den store forpønsling?). Snart, kære søde 83 faste læsere, snart!

Vent.....83? Hellige hammerhaj, hvor er det mange. Og hvor er det dejligt. Tak.

In other news har der været afholdt et par fremtidsruskende møder, blevet drukket en hel masse kaffe og tænkt tanker og gloet på efterår og håndteret en stor, sær sorg - og ud af det hele kommet en mærkelig personlig skrøbelig opblomstring. Der sker en masse, men massen vil ikke skrives ned. Sådan går det fra tid til anden.

Og så har vi igen et stakkels feberbarn, der pt. ligger og brænder som en lille kakkelovn i sin seng.

Der er altid noget at gøre for en husmor.

fredag den 29. oktober 2010

Gyseligt

Måske er det bare mig, men azzå, dengang jeg var lille, ing, der var der altså ikke noget, der hed Halloween. Der var heller ikke noget, der hed Valentines Day, men sådan er der jo så meget globaliseret americana, man ikke lige havde set komme.

Nu er der til gengæld skeletter, vampyrer, zombier, spøgelser, øksemordere, mumier, varulve, bloddryppende grotter, monstre, kryb og torturinstrumenter over det hele i anledning af den her syrede højtid - og hele balladen er skræddersyet til børn. Fantasien bliver virkelig fodret (grænsende til det foie-gras-gås-ned-i-halsen-stoppende) med gys og grusomheder.

Og så er det, jeg tænker: Hvad med de børn, der faktisk ikke kan lide det? Dem, der bliver reelt bange? Dem, der er mørkerædde eller bare lidt tilbagetrukne og følsomme i kanten?

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have nydt Halloween som barn. Min fantasi var alt for livlig, alt for levende, til at jeg var rigtig sej til at ryste den slags af mig. Jeg hvinede ikke af fryd, men af skræk, når der var nogen, der skulle være sjove og forskrække mig. Kan I huske Den Blå Vogn i Tivoli - før forlystelsen blev til det der klamme Lars Von Trier-agtige mareridt, det er nu? Jeg synes fandme, den var skræmmende, og jeg skulle OVERHOVEDET ikke nyde noget af kælderen under Madame Tussauds.

Er børn blevet mere hardcore, eller forventer vi måske af dem, at de er det? Og hvordan skal de sige fra, hvis det er for meget? Bare en tanke.

tirsdag den 12. oktober 2010

Dyre tasker

Jeg har altid været halvangst for pludselig en dag at se mig selv i spejlet og blive mødt af en, der prøver alt for hårdt på at klæde sig i en alder, hun ikke har. Både den ene og den anden vej. At selvbilledet ikke stemmer overens med spejlbilledet.

Nu ville det jo være en overdrivelse af bibelske dimensioner at sige, at jeg er specielt fashionistisk, men jeg går da op i at se orn'lig ud. Problemet er bare: Hvordan klæder man sig så, når man er 31 og en halv? Når man er mor? Når alle dem, der er yngre end en, endnu ikke tror på at kvindekroppen forfalder hurtigere end mænds. Når man for længst færdig med at lege studerende fattigrøv og går på arbejde (jaja, nu leger vi bare, ikke?) - et arbejde, man skal klæde sig nogenlunde pænt på til? Når alle dem, der er ældre, starter Facebookgrupper, der hedder noget med power eller primetime eller real women og ser rasende, blændende godt ud - til dels, fordi de har råd til det?

Jeg er ikke den eneste, der er i tvivl. Det kan jeg tydeligt se i gadebilledet - og det skærende punkt, mine damer og herrer, er første barn og første barsel. Når en mor har nået det punkt, hvor joggingbukser ikke går længere, men hvor hun ikke kan passe de snit og størrelser, hun plejede - og ikke har råd til særlig meget nyt - så er hun på herrens mark. Der går en blanding af selvbedrag og fandenivoldskhed i den, når hun står foran klædeskabet og kæmper med sidste års modediller, der ikke har en den tidsløse holdbarhed, der skal til for at gå en sæson mere. Ergo ser man disse kvinder på gaden i haremsbukser og kneehigh vinterstøvler. Hippiehuer og (gys) voksentøj fra dyre børnemærker. For stramt eller for løst. For kort eller for langt. For meget eller for lidt.

Før var det nemt, i og for sig. Man så godt ud i ret meget. H&M og genbrug, udskæringer ad libitum og halvgale, hipsterprægede, spraglede sammensætninger af stilletter fra Kvickly og en genbrugskjole fra Pisserenden. Pludselig er det noget andet. Nu ser man godt ud i ret få stykker tøj. Man ser pludselig sin stirrende refleksion i butiksruder, der præsenterer dæmpede grå og sorte farver, noget med store tørklæder, noget lidt mere eksklusivt ladylike a la stilfuld stram pageklippet udlandsreporter slash jeg-har-en-røvdyr-skobutik-i-Hellerup. Måske lidt pels hist og nitter pist, læder og freakin' iPhoneholdere i minimalistisk dansk design om halsen. Dyre, lange tasker. Om man så må sige.

Og så er det, man bliver fremmedgjort over for hele molevitten.

Så kære klædeskabsterapeuter og personal shoppers og udnyttelse-af-kvinder-i-krise-bestseller-forfatter-typer: I har et helt uopdaget marked. Det ligger og roder rundt et sted mellem 30 og 32, det er på barselsdagpenge, det har en krop, det ikke kender - og det har netop barberet ben for første gang i rundt regnet et år.

Jeg siger det bare.

tirsdag den 7. september 2010

Brum, sum, pling

Sidste år ved denne tid kunne jeg få et blogindlæg ud af at have set en kastanje ligge på jorden nede ved Søerne. Med billeder og det hele.

Lige nu sidder jeg bare og glor ud i luften. Og luft er fandme ikke spændende. Er det?

Der er en time og nogleogfyrre minutter til klokken er 14. Så skal jeg hente 81,5 centimeters ballade, som for første gang i dag er blevet afleveret sådan rigtigt, og har sovet middagslur sådan rigtigt hos dagplejeren.

Aldrig har der da været så stille i den her lejlighed. Brum, siger opvaskemaskinen. Sum, siger computeren. Pling, siger telefonen ind i mellem.

Tik-tak ville uret sige, hvis vi havde sådan noget gammeldags noget hængende.

Jeg sidder i sofaen. Med støvler på, in case telefonen skulle ringe.

tirsdag den 1. juni 2010

Sex and the city

Nej. Det handler ikke om en klike af overdressed material girls i dyre stripperhæle, der hedder noget med Blah, som af en eller anden grund har fået æren for at kvinder kan nogetsomhelst selv. Ud af den sætning kan man forhåbentlig læse min holdning til dét fænomen og også regne ud, om jeg vil betale penge for at se 2'eren.

Ligesom mit elskede Found Magazine, der har en lillebror, som hedder Dirty Found, har jeg gået og samlet lidt sammen af lumre fotos fra hid og did. Bare for at kunne lave et lille tema en dag. Og forvunden er nu al vor nød, thi dagen est oprunden... og sårn.

Først har vi den her, som står skrevet midt på Købmagergade. Jeg tænker, at hun/han der har skrevet det, er ret sikker på, at Daniel, exen eller en tredjepart (fjerdepart?) i dramaet kommer forbi og ser det her. Og bliver bitter.


Så er der dem her...


...som ikke rigtig står mål med, hvor stolt denne vægskriver er af sin....ja.


Den her sidste gik først lige lukt i forargelsescenteret i min husmorhjerne, men efter lidt betænkningstid konkluderede jeg, at jeg faktisk ikke forstår den. Hvad er der at forstå, tænker du måske. Jamen, hvem er afsenderen? Fædre, der synes, de får for lidt? Mødre, der synes, de får for lidt? Babyer, der vil have søskende...!? Ved du noget om dette både direkte og kryptiske stykke spraykunst på cykelbroen mellem Nørrebro og Frederiksberg, så sig frem.


tirsdag den 4. maj 2010

Fremmede kulturer

Jeg har ævlet om det før, ikke? Det der med, hvor lille ens verden bliver, når man er på barsel. Mentalt er jeg ved at åbne skodderne lige så langsomt, men den helt fysiske trummerum er nærmest ens fra dag til dag. Jeg kender efterhånden mine trilleruter ned til mindste vejskilt og kan manøvrere rundt i selv den søvnigste tilstand.

I dag havde jeg et ærinde i en anden bydel, og måske ville det ikke røre nogen som helst andre end mig, men hallo, hvor var det en anden verden at træde ind i, derude ved Trianglen og Nordre Frihavnsgade.

Der er jo rent. Og pænt. Som i nydeligt. Mødrene har ikke noget, der ligger og roder i barnevognens underetage. Genbrugsbutikkerne ligner noget, der kunne ligge inde omkring Kongens Nytorv. Der er ikke noget grafitti. Manden, der delte Berlingske Tidende ud på et gadehjørne, sprang mig over. Helt bevidst.

Og så har de sådan noget her:


Det er en cykelparkering. Jeg aner ikke, hvordan den fungerer, men der stod cykler indeni. Og den var stemplet af både det ene og det andet og Københavns Kommune. Så hvorfor har vi dem ikke på Nørrebro?

Der var også nogle vandposter. Tror jeg. Eller hvad er meningen?


I denne fjerne galakse taler de åbenbart også et andet sprog...


Hvad står der, siger du?

Vi ska vask, står der.

Det var et møntvaskeri.

fredag den 5. marts 2010

Spending time with strangers

“Spending time with strangers has brought me closer to humanity. When I walk in the street I no longer feel surrounded by anonymous drones. I see people with their insecurities and their vulnerabilities. It has inspired a feeling of being connected to others.”
Yasmine Chatila


Den her fotoserie ramte virkelig noget i mig, især på grund af bølgeskvulpet fra den sidste tids bloggeri om anonymitet, nysgerrighed og fællesskab. Den hedder Stolen Moments og er en række billeder af tilfældige mennesker i deres vinduer i New York.

Foto: Yasmine Chatila

I den tilhørende pressemeddelelse står der:

With the proliferation of consumer spy shops, online social networks and aggressive government legislation that has almost all but erased our right to privacy, we are shifting from a society that fears being watched to one that accepts it as the norm.

Tag et kig på billederne. Bliver du forarget? Genert? Bange for, om der er nogen, der også kigger på dig? Tryg ved det? Rørt? Eller bliver du grebet, som fotografen, af en følelse af fællesskab med humanity? Jeg tror, jeg nåede igennem alle disse følelser, da jeg så dem, og jeg ved endnu ikke, på hvilken jeg er landet.

Under alle omstændigheder er det fantastiske billeder. Jeg vil i hvert fald kigge mere op og ind, næste gang jeg går en aftentur.

mandag den 1. marts 2010

Klichéfest

Så er den gal igen. Det har den godt nok været længe. Der er vist bare langt mellem både indlæg og snapse i Dineren for tiden, og det her såkaldte forår gør det ikke bedre. Men her er der lidt at kigge på for dem, der ikke endnu har taget deres business andetsteds hen.

Men vi ved jo at...


...og at man må tage det ene med det andet.


Det sagde hende her også i går...


Og jeg er ikke den eneste, der bruger sproget dårligt i dag.


PS: Det der med forår bider ikke på mig før engang i maj. Bleg sol, blege arme, blegt næb. Not my idea of a good time. Næ, giv mig en julinat og grillhygge og en solsort, der flipper helt ud af bare glæde. Dét er årstid, der vil frem.

lørdag den 6. februar 2010

Hold så op med at kalde mig en -ista

Elektronista. Et nyt begreb, som skal dække over teknologiglade kvinder; altså kvinder, der elsker teknologi/gadgets på samme måde som en fashionista elsker mode. Illustreret med stockphotos af stylede kvinder i jakkesæt, der sidder og jubler foran en bærbar i skrædderstilling.

Come on!

Nu må det fandme snart stoppe med den damebladstendens. Alting skal have en betegnelse, som skal vise den kvindelige styrke ved det, for det må endelig ikke være sådan, at nogen andre (måske mænd, gisp) sad som majoritet på dén tendens. Nej, så lad os give den et navn, der ender med "...på høje hæle." Eller noget i den dur.

I mean no harm. Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder. Jo. Men. Der er vist også et baglokale for kvinder, der blindt accepterer andre kvinder, fordi de er kvinder som ævler om kvinder. Og vice versa med mænd.

Jeg er sådan en, der elsker min Mac, mit kamera og min mobil og whathaveyou. Jeg er ikke skræmt af at skulle klikke på noget eller geninstallere noget. Jeg bliver fascineret af dimser og gadgets langt ud over rimelighedens grænser. Men jeg gider ikke være en slags -ista af den grund. Jeg føler ikke noget behov for at være med i en klub. Endnu en klub. Med damer i.

En anden ting er, at disse kvinders døtre sgu da er ti gange mere garvede udi teknologi. Derfor virker konceptet en anelse dødt i sværen allerede.

Og hvad er forbrugerpespektivet? En elektronista er imod lyserøde produkter, fordi de taler ned til den kvindelige købers intelligens - altså, at man ville købe en gadget, bare fordi den var lyserød, og ikke se på dens funktionalitet. Fint. Men hvilken slags markedsføring regner man så med til klubben af elektronistaer? Køb en laptop og få en bæredygtigt produceret computertaske, et jakkesæt med brede flipper og noget chai-te med i købet?

lørdag den 30. januar 2010

Se, rødt!

Tak for advarslen. Jeg går lige den anden vej, så.


Typisk, mand. Når man har pillet mærket af for at lure prisen, så får man bare det her...


Min kat den danser tango..?


Flere talentfulde dyr! Forstår ikke, den ikke må komme ind, det ville jo være en sensation med sådan en hund. Er der i øvrigt ikke en Gnags-sang med en hund, der ryger cigaretter?


Jow jow. God lørdag. Så fik jeg da lige læsset dét af.


lørdag den 16. januar 2010

Kvinder og mad

For nylig bestilte jeg noget rismel fra en helsebiks, så husstandens mindste dame kunne få sig noget grød. Og fik den her med i købet. Selvom det kunne se ud som om, folderen beskriver den afbildede yndige, slanke dame, handler den bare (!) om et fakir-agtigt liggeunderlag.


På Vesterbro er der imidlertid ingen tvivl om budskabet.


Godt man har en mand, der laver den her slags til en.


Måske ender jeg ligefrem med at ligne hende her bogormen fra Nansensgade. Hun er da også noget sundere at se på end den svenske sømjomfru.


lørdag den 9. januar 2010

Dude

Nogle gange oplever, læser eller tænker jeg på noget, som intuitivt er godt blogstof. Når jeg sætter mig ved computeren, vælter ordene ned på skærmen helt af sig selv, og det hele giver mening. Andre gange er jeg komplet blank i dagevis og synes, at intet i verden er interessant. Overhovedet.

De sidste dage har været lidt et limbo mellem de to tilstande. Ovre på Emmes Weblog læste jeg en række gode råd til den stagnerede blogger, som virkelig ramte plet - en af dem er, at man skal have en god linkpusher, som altid kan levere inspiration. Og da vi i går sad i sofaen med thai-take-away* og The Fabulous Baker Boys i fjerneren, benyttede jeg lige lejligheden til at (gen)finde Jeff Bridges' hjemmeside, som er ret så fantastisk og fin.

Manden har åbenlyst en del flere talenter end skuespillet. Musik, fotografi, doodles, tegninger og en masse små observationer, empatiske holdninger og uhøjtidelig selvpromovering. Hvis jeg var stjerne, ville jeg være som ham. Hjemmesiden er lidt et kaos i orden - der bliver ved med at dukke små tegninger op, man kan klikke på og komme videre til noget andet pudsigt eller interessant. Gad vide om han sidder og sætter det hele op selv?

(tegning af Jeff Bridges)

Han linker til sin mor (en tegning, hvor der bare står "mom"), han linker til gadekunst, musikere, gode sagers tjeneste, film, han er med i, fjollet merchandise...alt muligt.



(tegninger af Jeff Bridges)

Under kategorien stuff er et sandt linkbonanza. Nogle af dem har jeg set før, men der er også nye fine ting, som f.eks. en samling af tongue twisters fra hele verden. Vidste du måske, at det var svært at sige "hvor er dine høns, bror?" på swahili? Kale kakuku kadogo ka kaka kako wapi kaka?

Eller hvad med disse fantastiske billeder fra et fængsel i Arkansas
Måske er selveste The Dude min linkpusher? Who knew..?

PS: Kender I i øvrigt det med, at en håndskrift nærmest er bedre end et førstehåndsindtryk? Jeg kan ikke lade være med at synes, manden må være rar og sjov og god, bare ved at se på hans fine håndskrift. Sådan har jeg det også med min egen mands skrift. Jeg kan få hjertebanken bare af at se på den.


*Jeg bestilte noget, som hed Bet Phat Prick, efter at have grinet i et par minutter. Det var and med chili og basilikumsnask, så det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide det, men man er jo noget spændt på, hvad og hvem der kommer til ens dør, når man bestiller noget med det navn. Vi forestillede os en stor fyr med en virkelig dårlig attitude - sådan en, der enten siger "her har du din mad, spade," eller møver sig ind i gangen og siger, "nå, hvasså dér, jeg bliver lige og spiser med, ik". En bet phat prick.

mandag den 4. januar 2010

Overneger

Jeg faldt over en børnebog i dag. Du kender den sikkert, og den er sikkert ikke anderledes end andre børnebøger fra omkring 1945, men jeg fik et chok alligevel. Tænk, at det ikke er længere siden. Så tror da filan, at det er svært at tale om race og etnicitet på en ordentlig måde i det her land. Det er altså ikke for at spille frelst. Jeg blev bare helt paf.


Tjek lige, hvad bogstaverne består af..


Nårh, det er synd for Rasmus, der er blevet sat i Københavns Zoo og savner sit eget land.

Det er jo ren Tintin i Congo, det her.


Ja, for sådan bor en rigtig overneger.

Undskyld hvis nogens ophavsret er krænket. Men bum.
Man kan altid købe bogen her.

onsdag den 30. december 2009

Historien om et årti

Akkeja. Endnu et år er gået, og man sidder atter her med julefråde i mundvigene og lytter til alle de kanonslagselskende utålmodighedsramte drenge, der farer rundt i parken.

Man burde måske evaluere 2009, men det har været så følsomt et år, så det tror jeg nu hellere, jeg vil gøre med mig selv og dem, der var med i virkeligheden.

Til gengæld er der jo det utroligt mærkelige ved dette årsskifte, at vi drejer om hjørnet til et nyt årti. 00'erne er slut, og jeg synes sgu nærmest lige, de var kommet i gang. Jeg læste en eller anden artikel, hvor påstanden var, at man altid ser med størst melankoli og længsel på det årti, hvor man gik ind i sine 20'ere, uanset, hvor gammel, man er. Man synes altid, at verden var smuk og spændende lige dér, og at alt, der kom efter, ødelagde den med sin kynisme og voldsomhed.

For mit vedkommende var det 1990'erne (med nød og næppe) og dermed blev 00'erne de barske år. Det passer lidt, og så alligevel ikke. Men i virkeligheden er det jo blot et udtryk for, at man bliver voksen.

Hvorom alting er (note: bør komme på listen over dødsirriterende udtryk brugt i 00'erne, sammen med "på sigt"!) - så evaluerer jeg hermed årtiet med ét billede fra gemmerne for hvert år.

I år 2000 havde jeg ikke noget digitalkamera, men det havde min far. Fie 21 år:


I 2001 var alting voldsomt, som jeg husker det. På introtur i bedste lejrskolestil med danskstudiet kom nogen pludselig farende og sagde, at World Trade Center var ved at styrte sammen. Vi stod omkring en bilradio og måbede og troede nærmest, at krigen kom nu. Jeg ville bare hjem, kan jeg huske. Der var også noget med et folketingsvalg, der endte på den forkerte side af det politiske barometer (eller var det året før/efter?). Jeg husker at cykle gennem sne på vej hjem fra valgaften i fjernsynet og tænke, at nu går det hele da helt ad helvede til. Jeg husker også - og jeg er sgu ked af at indrømme det - at jeg stod af en københavnsk bus i panik for en mand, der så så sur og langskægget ud, at jeg blev virkelig bange. Det skete kun en gang dog, og jeg slog mig selv i hovedet indtil den næste bus kom. I 2001 havde jeg stadig ikke noget digitalkamera. Men jeg gemte et par billeder fra New York på min harddisk (foto fra Politiken).


I 2002 boede jeg det dejligste sted, jeg har prøvet i byen - af de ikke færre end 11 steder, jeg har nået i min karriere som københavner. Bdr. Soldenfeldts Stiftelse ved søerne på Ryesgade, hvor der kun måtte bo unge piger og gamle damer. Jeg havde det fineste gamle køkken og delte ét bad med jeg ved ikke hvor mange piger. Jeg kan stadig tage et bad på lyntid. Tjek i øvrigt lige datamaten på mit skrivebord...


I 2003 købte jeg den her falkefuglsskulptur, da en af mine nærmeste var meget syg, og det hele var famlen i mørke. Jeg havde ikke råd til at købe kunst på SU, men jeg gjorde det alligevel, for jeg tror, jeg identificerede mig meget med dens blindhed. Kan ikke huske, hvem der har lavet den, men den hedder "Blind date".

I 2004 var jeg i praktik på Fagbladet Sygeplejersken, mit første "rigtige" journalistiske job, og fra deres daværende lokaler på Strøget kunne man sidde på første parket til Frede og Marys bryllup. Jeg tog en hel masse billeder den dag, bla. det her:


2005-mappen er fuld af billeder med sol på. Det var åbenbart en varm sommer, hvor jeg besøgte ukristeligt mange mennesker og var på rejse og på tur og jeg skal komme efter dig. Det var også året for en reunionfest med den gamle folkeskole, men det ville være unfair at lægge de billeder ud her, mildest talt. Jeg tror nok, jeg kæmpede med min forsinkede dansk-litteratur-bachelor-opgave på det tidspunkt, men jeg har lykkeligt fortrængt det. Der er ikke noget ondt at sige om 2005, bortset fra noget solskoldning:


2006 var på mange måder et sidste år. Sidste år på RUC (thank God for det speciale, aldrigaldrigmere), sidste år på SU, sidste år med Urban i Pilestræde. Avisen flyttede til ydre Østerbro, jeg fulgte med, og gik fra menig studerende korrekturlæser til menig redaktionssekretær og forvirret freelancer. Pengene rullede bogstavelig talt ind på en måde, jeg aldrig havde oplevet før, og mit forbrug tog himmelflugt. Selv flygtede jeg ofte til den nærmeste bar med mine kolleger, men den historie har I vist hørt. Her et typisk mobilbillede fra Pilestræde. Øl, dårlig vinkel, sen nattetime.


2007 var crash-and-burn-året på mange punkter. Og det var Roskilde i det mest groteske regnvejr. MEN! Det var frem for alt året, hvor jeg var så heldig, at ham her også gerne ville have mig:


2008, hvad kan jeg sige om dig? Du var fuld af lykke og flytten rundt og læggen planer og bliven gift og gravid. Nyt job på et magasin havde jeg også, og i den anledning noget færre millioner at rutte med, skulle jeg da hilse og sige. I det hele taget var alting så anderledes, at det faktisk føltes, som om jeg allerede dér gik ind i et nyt årti. Året var som en slikbutik i New York, hvor man får en bøde, hvis man brokker sig, for der ER bare ikke noget at brokke sig over (øh, hej mærkelige sammenligning... men vi var i hvert fald i NY på bryllupsrejse...)


2009. Om året, der lige er gået, er der jo kun én ting at sige. Viola.


Godt nytår, alle sammen!

onsdag den 23. december 2009

Tider skal komme, tider skal henrulle

 

Se nu lige her. Det første er fra sidste efterår, det andet er fra i går.

Forskellen er ikke bare sne og tid og blade og græs. Inde i huset, bag vinduerne, er der nu et barn på fem måneder og en ægtemand, som hører til mig. Et par forældre, som nu er bedsteforældre. Julegaver med et navn på, der ikke fandtes sidste år. Sidste år sad jeg med kvalme og lille topmave og alkofri øl midt i juleanden, og vi snakkede om, at der til næste jul ville være en mere ved bordet.

En lille drønnert, der spiser rismelsgrød og hamrer en stor grødske ned i bordet, så det siger ka-brag klokken otte om morgenen. Og som skal have røde strømpebukser på i morgen. Og som ikke fatter en dyt af, hvad det der med juletræ er for noget.

Der har altid været én julesang, som kunne få min stemme til at bævre, og det er "Dejlig er jorden". Slææægt skal føølge slægters gang.

Glædelig jul!

tirsdag den 8. december 2009

"Den skal have en tur med cykelpumpen"

Rådhuspladsen er propfuld af klimarelateret faldera. Blandt andet har man spurgt nogle designstuderende, hvad de lizzom tænkte på i forbindelse med klimaet, ikk'? Tre af dem kom op med det her, og de skal altså have point for sproglig opfindsomhed. Jeg ved dog ikke rigtig, om jeg ville tænde på en, der var økoseksuel.

Det giver virkelig associationer til noget med langt kropshår og noget med røgelse og noget med ude i naturen...



Den her lille vægskrivelse kan jeg rigtig godt lide. Jeg kan lige se for mig, hvordan en eller anden har sagt "Bare skriv noget" og den skrivende så har tænkt "Gu' gider jeg da ej." Eller også er det en meget filosofisk kommentar til et eller andet. Måske er det Nihilistisk Folkeparti, der er på spil igen?



Apropos klimaet, så er der jo enormt meget verdenspresse i byen for tiden. Og nogle af dem er simpelthen så independent, at de kun har råd til gaffatape og ét telefonnummer i en skummel baggård...



Og medierne...ja, uha da, de medier. Jeg er jo en af dem, journalisterne - en stand, der har en meget fasttømret selvopfattelse og et desværre også lidt fastlåst måde at omgås med og tale til hinanden på. Men den her lille samling sproglige hverdagsklichéer fra redaktioner over hele landet er altså for skæg. Forhåbentlig også for uindviede, selvom den er fra fagbladet Journalisten....prøv lige at se den med lærken. Tsk tsk.



Dagens sidste ordfidus...

Småpiger. Panik. Nu!


tirsdag den 17. november 2009

Pærepartiet og Indkøbslisten

Jeg bliver lige nødt til at afslutte det her kommunalvalg med en salut, eftersom jeg jo tidligere moret mig gevaldigt over diverse valgplakater og gjort mig lystig på visse partiers bekostning. Efter at have været i stemmeboksen har jeg et så smørret grin på læberne, at I lige får denne her post med. For nu ved jeg ikke, hvordan stemmelisten ser ud uden for hovedstaden, men her har vi, tør jeg godt sige, rekord i tosser.

Her har vi f.eks. en-mands cykelinstituttet og partiet Gordon eller Kaos.
Hvorfor er der ingen af kandidaterne, der faktisk hedder Gordon?



Og så har vi rygerne, de røde, de gavmilde og en fyr, der har navngivet sit parti efter sig selv...



Min absolutte yndlings: Indkøbslisten!



På vej hjem kunne vi så ærgre os over, at vi ikke stemte på disse yndige damer. Anne Mai Kjær, som åbenbart kan pustes op, og pige med pæreørering (Pærepartiet stod faktisk på stemmesedlen, men jeg fik ikke et billede)...



Jeg stemte rødt og rødere.

Hvad stemte du?