fredag den 30. oktober 2009

Med far på arbejde

Da jeg var lille, var noget af det fedeste i verden at være med far på arbejde. Han kørte hele vejen til København, mens vi sad og sang med på radioen. Han tog elevatoren op i høje bygninger og afleverede sine billeder til folk med skrivemaskiner og lysborde. Der var en bager i en bestemt bygning, der altid duftede, og i elevatoren i den bygning var der et spejl, som damerne altid spejlede sig diskret i, før et ding og skydedørenes svush sluttede deres tur. Nogle steder fik man sodavand og blev spurgt, hvilken klasse man gik i, andre steder blev man bænket i en stol bag en stuepalme, mens de voksne snakkede. Nogle steder røg de cigaretter, andre steder duftede der af tryksværte. Og nogle gange var der tid til at gå på café og få croissanter.

Jeg håber, Viola vil synes det er ligeså spændende at komme med sin far på arbejde, når hun bliver stor nok.

I dag var vi ude og se mandens nye kontor, og måske er det fordi, jeg er lediggangen selv, måske fordi jeg gik lidt i barndom, men jeg synes godt nok, det var exiting.

Gæt en boulevard...



Torsdag dog.



I fart.



Nok verdens bedste fund i et glemt vægskab. Ever!



Udsigt. Ding-dong.


søndag den 25. oktober 2009

Søndag


Træthed og tidligt-i-seng-hed overmander mig. Dagens blog er derfor billeder af lidt uden- og indendørs lokalkolorit...

Burka King. Ekstra indhyllet med fritter til, eller hvad?



Medføl. Bydeformen tiltaler mig. Så gør det dog, medføl, din egoistiske svumpukkel!



Klejnerne røg først nede i Brugsen. Jeg smagte dog ikke på det palminindsmurte samlebåndsprodukt, fordi...



...jeg havde en plan om at lave en ævlekage, næsten-nonfat edition. Æbler kogt med vanilje, tørristet rasp, knuste makroner og creme fraiche 9 % rørt med akaciehonning. Yum!



Og Viola valgte at bruge det meste af dagen på at mule sin bamse.



Godnat.

lørdag den 24. oktober 2009

Udenfor festen

"...men hun er jo faktisk ret sød. Ikke?" spurgte den ene hormondunkende dunjakke den anden, og svaret var allerede givet. Jeg fik øje på dem, fordi de havde firkantede funklende fake diamanter i begge ører. Deres øreflipper lyste simpelthen op i mørket med genskinnet fra kioskens lys. Jeg lyttede. De skulle et eller andet sted hen, hvor der åbenbart var den her søde pige, og de var helt sikkert spændt på aftenens udfald, for spørgsmålet fik dem til at kigge ned i jorden og fnise, og blive lidt røde om de pyntede ører.

For lørdag aften er lig med fest. Det havde jeg faktisk glemt. Men det første jeg så, da jeg gik ud af porten i hue og gummistøvler, skubbende på barnevognen, var en pige sidst i tyverne, på tårnhøje hæle. Hun så vildt godt ud, nød tydeligvis sin egen lækre stil og skulle med garanti et sted hen, hvor hun kunne bade sig i beundrende blikke og cocktails. I ved, den dér selvsikre gang mod festen, når man ved, det bliver en god aften. Så kan man stavre og vakle og vælte nok så meget på vej hjem, men i det mindste duftede man fantastisk af parfume, læbestift og kold aftenluft, da man ankom.

I 7-Eleven var det stilhed før stormen, og alle var endnu forholdsvis civiliserede. En lettere buttet fyr i genbrugsmilitærjakke var allerede på aftenens første franske hotdog, og han havde en pose fuld af halvanden liter colaer. Jeg gætter på videoaften med drengene. En pige, som ikke var i festtøj, men snarere stadig i morgenhår, købte en sixpack Heineken og fire tykke, glittede dameblade. Jeg gætter på kærestesorg. Resten købte i flæng tyve blå King's, øl og tyggegummi ad libitum.

Jeg købte kaffe og gik ned på Dronning Louises Bro.


Man kan ane en kæk løber i fart, nederst i billedet. Så er jeg da ikke den eneste, der bruger lørdag aften på noget komplet ufestligt.


Sekstusindogniogtyve cykler er kørt mod Nørrebro i dag. Gad vide, hvor mange af dem, der bliver glemt eller stjålet eller kørt ind i en lygtepæl i nat?



Måske skulle man købe et par blå vinterstøvler? Eller måske de brune ovenover med store snørehuller? Er der nogen, der har en mening om det?

Inden jeg gik helt hjem, stod jeg og lyttede lidt til alle de åbne vinduer på gaden, der bragede den umiskendelige lyd af privatfester ud. Toiletkø i en smal gang, klirrende Nettoposer, rygerkøkken, jakker i bunke på seng i køligt soveværelse (man kan ikke finde sin taske derinde), den obligatorisk grædende veninde på bagtrappen, dansegulvet midt i stuen, de sure naboer, skålene med peanuts og osterejer, ingen pladser i sofaen, revne nylonstrømper, par der skændes og vildt ømme tæer. Been there, done that. A lot.

 Og så, i stedet for dagens kaffebillede kommer her dagens bedste overraskelse: En kurv fra 86-årige mormor med sure agurker, marmelade, syltede sveskeblommer, valnødder i egen nylonstrømpe og roser fra hendes have. Vidunderbart for en country girl.


fredag den 23. oktober 2009

Jeg er bare så moderne

...se lige mig, jeg har fået ny header, og selv om jeg har brokket mig og spruttet og raset, lykkedes det til sidst at få mingleret lidt html og noget pæn font.

Det var bare det. Hej hurra!

torsdag den 22. oktober 2009

Åndehul

Jeg gik en lang tur i dag. Laaang. Jeg havde meget på hjerte, der skulle vandres ud. Når alting er i hårdknude, hjælper det at gå. For så føles det i det mindste, som om man er på vej. Et eller andet sted hen.

Når man kigger op og ind i lejligheder rundt omkring, er der en helt særlig kategori af vinduesrygere. Hist og her stikker en hånd ud med en cigaret, den knipser automatisk asken af, og en gang imellem forsvinder den ind i stuens mørke, oplyses af et orangeglødende sug, og kommer ud igen i en lille let sky af hvid røg. Nogle er mere nonchalante og sidder i vindueskarme og kigger, mens de ryger, snakker i telefon, mens de ryger, går rundt i undertøj, mens de ryger (ved vinduet). Nogle sidder endda med benene ud af vinduet. På fjerde, femte, sjette sal. Med blikket indstillet på uendeligt. 






På Assistensen var der en gravsten med et sirligt indgraveret bz-tegn. Og der var levende lys ved Natasjas grav. I en varebil stak en maksimalt otteårig dreng hovedet ud ad vinduet og råbte arrr, Nørrebrogade, hva' sååå, er I friske? En bodega reklamerede med sjusser for en tier. Pølsedamen ved Runddelen manglede et par tænder. Egernet i gården gloede på mig, som om jeg havde fanget det med fingrene i en kagedåse, da jeg kom hjem.




Punktum.

onsdag den 21. oktober 2009

Penge på ammehjernen

I går kom en sms fra banken: Der er indsat 4.107 kroner på din konto. Wow, tænkte jeg, så er der sørme kommet barselsdagpenge, og hvor er det dog for lidt til at leve for, og hvad gør jeg nu, og hjææælp. Så gik det op for mig, at det var børnepenge. Den skulle jeg lige sluge - tænk at være en af dem, der får børnepenge - og derpå konkludere, at det var skønt, når nu frøken V har lagt sig i den lange ende af vækstkurverne og ergo vokser ud af sit tøj konstant. Men det hjalp lissom ikke på dagpengesituationen.

Når man ringer til Ydelsesservice København, som er dem, der administrerer dagpenge til barslende, får man en lettere muggen og overbelastet dame i røret, der har forklaret den samme ting tusinde gange, og derfor ikke længere kan forklare den ordentligt. Hun sagde: Du får nok 3.600 om ugen, brutto. Og så sagde vi farvel. Eller hun gjorde. Som journalist burde jeg være on top of det dér med at gennemresearche ting og blive ved med at spørge, til jeg får et brugbart svar. Men ikke på fem timers søvn og med ammehjerne.

Ja, hallo, kan vi så få noget service?

Jeg regnede ud, at det vil give mig ca. 2.000 kroner udbetalt om ugen. Det dækker så de faste udgifter og en tur i Netto. Bum. Vil dog egentlig ikke beklage mig over det, for reelt set er jeg taknemmelig over det offentlige sikkerhedsnet. Tænk, hvis man var født i...tja, USA? Og apropos: Når man har et barn med behov for meget kontakt til sygehusvæsenet, skulle jeg hilse og sige, at man er glad for, man betaler sin skat. Det er voldsomt kompetente og rummelige mennesker. Modsat dem hos Ydelsesservice, kunne man fristes til at snerre. Gwarr.

Men hvorfor er det, at det skal være så svært at finde ud af, hvordan det barselsorlov/dagpengesystem fungerer? Flere steder er der oprettet hjemmesider med forklaringer i lange baner, men ingen, jeg kender, har kunnet navigere let og smertefrit igennem det. Et eller andet sted må der da sidde et kommunikationsuddannet menneske, som kan formidle til borgerne, hvordan det hænger sammen. Men mon ikke, det er som hos SKAT, hvor rygterne siger, at ingen - altså INGEN - har overblik over samtlige danske skatteregler. Ikke engang skatteministeren eller en eller anden superrevisor. Kan det ikke gøres nemmere for...ja, skattepengene, f.eks?

Ja, hallo. Service? Det kan der ikke blive tale om. Til gengæld har vi mange par briller og bar røv.

Det er det rene volapyk.

PS: For at se, om de famøse dagpenge skulle være kommet, har jeg længe forsøgt at komme på netbank. Men når man har en Mac, skal det af en eller anden grund være ekstra besværligt, så jeg skal huske et bruger-id, en adgangskode OG en pinkode til en lille åndssvag dims, der ligner en regnemaskine, og som jeg hver gang (HVER GANG) jeg vil tjekke min bank, skal generere en ny kode til mig. Velkommen til Oldnordisk Bankcenter, her maler vi vores korn til mel, tænder bål med flintesten og bruger sytten forskellige koder til vores netbank. Igen: Det kan man ikke på fem timers søvn.

Og så lige en vagt relateret video. Jeg vil ha' hendes hat. Men det har jeg så ikke råd til.

mandag den 12. oktober 2009

Sparefrans

Jeg skal ærligt indrømme, at den indre tilbudsjæger/sparefrans/cheapo var en af de mest tungtvejende grunde til, at jeg tog på Babymesse her i weekenden. Når man samler en hel masse folk, der producerer eller sælger noget babyrelateret, er konkurrencen stor, og 5 stk etellerandet for 100 kr-kasserne er mange. Grådigmor.

Indkøbet endte med 2 klassiske plakater fra Zoologisk Have, 5 bodystockings, 1 bidering, 1 rangle, 3 savlesmækker og et gratis medlemsskab til noget, der hedder sundhedsplejersken.dk. Og chancen for at vinde en fancy ladcykel. Hele baduljen betalt af mormor.

Den siger båt-båt-skviiirk, når man klemmer på den. Viola synes, det er vildt skægt, og det er det faktisk også.
Sådan en Babymesse er egentlig lidt forstemmende. For klientellet er jo, som jeg blev enig med min medbragte mor om, købestærke, overskudsagtige byboer, der for rigtig manges vedkommende trillede velklædte, velnærede poder rundt i læderindbundne Emmaljungavogne. Der er ikke mange ude fra Brøndby Strand, der kigger forbi med 20 grønne Look i lommen, vel? De besøgende - inkl. os - behøvede lissom ikke flere funky babyting. Men vi shoppede gladeligt rundt i fransk legetøj, dansk ammedesign og økologiske babymadsordninger. Materialismen ligger åbenlyst og gør sig lækker midt på Øksnehallens klinkegulv, selvom alle kigger væk og føler sig finanskriseramte, nøjsomme, oprindelige, frilands, bæredygtige og den slags.


Det klinger nok lidt hult, det her. Jeg kunne jo bare være blevet hjemme, og have ladet være med at betale 80 kroner for at komme ind, hvis jeg skal være så fordømmende, nedadsnobbende og bedrevidende, ikke sandt? Jo. Men det gjorde jeg så ikke.

Uden for Babymessen lå - meget passende - den her. Sikke en forestilling, der må have været. Inviteret gæst, venstre opgang, dørene lukkes præcis. Høhøhø.

Man kunne få sig en trone til pigeværelset. Eller gøre sit barn til tilbudsavismodel.


MEN man kunne altså også få nogle rigtig fine ting, nå.


Og så, helt uden for nogen som helst kontekst, dagens kaffebillede:

søndag den 4. oktober 2009

Detaljer

Beklager, men heller ikke i dag er der ord til overs. Jeg er meget detaljefikseret for tiden - jeg holder kaje og kigger. Måske er det efteråret, der har lusket sig ind på mig med sin stille hulementalitet.

Viola kom op og kiggede med...


...og resten af familien kom op at hænge.


Snorketræet drømte om at være en fin dame, måske?


Elastikpakken Ella.


Alt forladt, lille økosmarte mejeri. Jeg ælter også dig, gør jeg.


torsdag den 1. oktober 2009

En mors perspektiv

I dag har jeg ikke så mange ord. Så vi tager den i billeder.

Morgenkaffe i ny fjollet kop


På Dronning Louises bro. Tack så mycke!


En mors perspektiv


Folkets trold


Na na na na - na na na na - na na na na - na na na na - Batman!


1. oktobers blå uldsokker


Og en blå aftenhimmel. På gaden:


...og ved søerne.


Le grande finale: Kopiparfumen med det bedste navn ever.