fredag den 30. maj 2008

Retrolife

Nu hvor firserdrengene med det umådeligt kiksede hår og opsmøgede jakkeærmer har fået oprejsning ved at blive VJ's på VH1 og den slags, er turen åbenbart kommet til halvfemserne. Gud forbyde, at vi skal have vores ungdom i fred. Næ, lad os spolere den med compilations, temafester i Forum og remakes af Beverly Hills, hvor Donna er med igen som sig selv (altså Tori Spelling). Det skal jeg nok rante om en anden dag...

Men hvad er det egentlig med remakes? Handler det om at malke en succes? Eller handler det om renhjertet nostalgi og kærlighed til fortiden? Eller om en mangel på mod til at fornye sig?

Altså, jeg klager ikke. Jeg glæder mig da til at se Eddie Murphy i Beverly Hills Cop IV, men jeg ville nok hellere se ham lave noget sjovt, han ikke har lavet før. Han pørver, bevares, men det virker ikke for ham at klæde sig ud som fede damer gang på gang. Så hellere hoppe i den røde læderjakke igen, eller hvad, Eddie? Og nu skal jeg heller ikke komme for godt igang, for jeg elskede jo Indy og den roterende krystalrummandsthingie, hvor Harrison Ford så lidt løsthængende ud i canvasbuksen, men ikke desto mindre jo stadig kan smile, så man bliver blød i knæet.

Jeg vil tænke over det i weekenden, når jeg har holdt planlægningsmøde om det bryllup, hvor jeg som bekendt gifter mig med den mand, der var min første kæreste tilbage i 1995. Hvem sagde retro?

søndag den 25. maj 2008

Bridezilla goes to town

Det er ikke nemt at blive gift. Eller jo, beslutningen var den mest indlysende, jeg nogensinde har truffet, men det er ikke nemt at få det hele til at ske, snart sagt tage stilling til hele brudekjolekonceptet, skulle jeg hilse og sige.

Var ude og kigge på kjole med en veninde i går. Startede velforberedte med kaffe og notater og billeder af forskellige styles, adresser på syersker og the works. Prøvede en Karen Millen-model, men lignede en nysnøret turkis rullepølse. Prøvede Chloé-kjoler til en milliard og prøvede InWear-kjoler til en tusindkrone. Prøvede også det, jeg egentlig troede var min kjoleskæbne, nemlig en smuk, græsgrøn hippiemodel med hellangt skørt og snoede stropper fra noget der hedder T-Bags. Og lignede en ammende asparges. Ved ikke, hvorfor jeg får mad-associationer, når jeg prøver tøj. Det må nogen analysere for mig.

Nå, men. Ved et tilfælde stoppede vi op ved en lille kjolebiks i en sidegade, og der blev jeg solgt. De kjoler var som taget ud af 50'erne i fed silke og poofy skørt. (Eller lettere poofy, kun så meget, at man stadig har pencil-profil, hvis nogen forstår, hvad jeg mener med det. Butikken har desværre ingen hjemmeside, så det her må være a-la-sådan-her-hint nok). Hende, der syer, havde selv strutnederdel og knaldrødt hår og lur mig om hun ikke havde en Elvisplade eller to derhjemme. Jeg skal derind og prøve overtale hende til at sy en i grøn til mig. Meget snart. Selvom det går komplet over budget, er jeg sikker på.

Når det er gjort, kan vi rykke videre til næste issue: Sko og hår.

Godt der er et par måneder endnu.

PS: Jeg er PISSETRÆT af kjoler i en såkaldt størrelse Large, som ikke engang en dværg uden bryster kunne presse sig ned i. Hvornår får moden nogle realistiske mål?

søndag den 18. maj 2008

Jeg har læst en bog

"sTori telling by Tori Spelling" hed den så. Og jeg har læst den på under et døgn, hvilket er en lidt sørgelig rekord, eftersom jeg er blevet så uhelbredeligt dårlig til at åbne en bog, snart sagt læse den. Jeg bliver bare træt og gnaven og melankolsk over dens eksistens, så snart jeg, som en god og ordentlig pige, har bladret de første 20-30 sider igennem. Og så lægger jeg den væk, godt knotten. Traumatiseret, nej da...

Nå, men, den her bog, som har det mest pink cover, jeg nogensinde har haft mellem hænderne, reklamerede for sig selv ved at vifte mig om næsen med all the dirty secrets fra Beverly Hills 90210. Så haps til mig. Jeg er die hard, når det kommer til Bev, hvis det skulle have gået nogens næse forbi.

Malle, du skal ikke læse videre, hvis du vil undgå spoilers!!

Det er historien om en pige, der vokser op i noget, man simpelthen tror er løgn. Billionvilla, importeret sne til jul, barnestjernekarriere, den samme fødselsdagsgave år efter år - porcelænsdukker med døde øjne. Første kys var med kokken i huset. Forført af adskillige narrehatte. Gift med en af dem ved et bryllup, der mindst, og jeg mener mindst, må have kostet a million bucks. Traumatiseret, uoplyst, romantisk, naiv, opmærksomhedshungrende og ude af stand til at tage en beslutning.

Uhyggeligt og, må jeg indrømme, sjovt skrevet. Som én lang klumme i et magasin. Har ingen idé om, om hun har skrevet det selv, men anyway. Da kapitlerne om Beverly kom, kom det for en dag, at alle knaldede med alle. Big surprise. At Shannen Doherty var bindegal. Big surprise. Men også, at Donna og David, i virkelighedens verden, altså som Tori og Brian, knaldede. Mens Donna var jomfru. Se DET er news, jeg kan bruge til noget. Foder til min lille sultne sladdermave.

Så var der historien om, da Terence Trent D'arby, som åbenbart er gone pshycic, formanede frøkenen om at lægge sit liv om. Eller da hun besøgte Mama Lola, en voodoopræstinde, fordi hendes mor havde et ondt øje til hende (og det havde hun satanfløjtemig, hvis man skal tro, hvad der står). Eller da hun havde et lille, intimt, privat, spontant bryllup på en tropeø, og bare lige smuttede i en Dolce & Gabbana-kjole og havde et par kampklædte indfødte til at trutte i en konkylie for hende. Eller da hun opdagede, at juletræer faktisk gror op ad jorden, og at man kan fælde dem selv.

Damen bliver aldrig normal, men i det mindste har hun humor.

(Jeg vil nok en dag vende tilbage til issuet om mit bogtraume. Men jeg bliver lige nødt til at forsikre verden, og mig selv, om at det er okay at nyde sådan en bog. Kan vi betragte den som en selvbiografi? Ja. Godt. Så har jeg mit på det tørre. I det mindste har jeg aldrig læst en af de der såkaldte chick lit-bøger - "en shoppingprinsesses bekendelser på høje hæle med en rundbarberet puddel i tasken", eller hvad hulen de hedder.)

Jeg har det som om, jeg lige har spist en stor, lyserød kage. Lykkelig og en anelse kvalm.

lørdag den 17. maj 2008

Oh lørdag

Klokken er snart 14.30, og jeg har foretaget mig følgende i dag:

- Vendt mig om på den anden side, så'n ved 10-tiden

- Kysset godmorgen

- Vendt mig om igen

- Fået ostemadder og kaffe på sengen

- Læst avis under dynen

- Spillet Text Twirl på Facebook - længe

- Spist guldkarameller og lakrids fra i går

- Drukket mere kaffe

- Fået en delivery fra Amazon

- Undgået at stå op


Og nu, mens jeg stadig undgår at stå op, vil jeg kaste mig over de grimme små hemmeligheder bag kulisserne på Beverly, as remembered by Den Blonde Ørred, Tori Spelling. Det bliver hyl.




fredag den 16. maj 2008

Gisp

Ny kategori: Ting, jeg ville købe, hvis jeg var rig. Eller bare sådan lidt mere ved muffen end jeg er. Jeg ku' simpelthen falde om og dø for de her sko fra Lola Ramona.


onsdag den 14. maj 2008

Farvedag

I dag er det farvedag, har jeg besluttet. Jeg er blå fra top til tå, bortset fra håret, og det har intet at gøre med min sindstilstand eller indre landkort af følelsesfarver for en gangs skyld.

Jeg har nemlig fået et par blue suede shoes. Og hvis dét ikke er på tide, ved jeg ikke, hvad det er. De lagde ud med at gnave så store huller i mine hæle, at jeg måtte gå på Biskens sokker hjem fra biografen. Men nu er de paddet med plastre i snude og rø... hæl. Og jeg kan slå mig løs med et indre sound- og billedtrack af Elvis A. P., der svirrer med hofteskålen.

Apropos biografen, så var det Iron Man, vi så den aften. Nu har jeg jo altid haft et svagt punkt for Robert Downey Jr., og jeg må sige, at både ham og Jeff Bridges, der slet ikke var dude'sk, men tværtom temmelig ond og mentalt ustabil, gjorde det fremragende. Jeg vil osse have et jernsuit, skyde med missiler fra albuerne og tæve stereotypiske albanere. Den var dog lidt for længe om at komme i gang med den egentlige action.

Apropos superhelte, så så jeg for første gang Ang Lee's Hulk her den anden dag og er dybt begejstret. Det er sgu da en helt fantastisk film. Måske borset fra de den lilla spandexbuks, han render rundt i....altså, hvad er meningen med den? Men jeg fatter slet ikke dem, der synes, han er grøn for lidt af tiden. Helt tilpas grøn, synes jeg, han er.

Og så er vi så fint tilbage ved farvetemaet. Jeg vil opfordre alle til at vælge sig en farve, de kan knuselske hele dagen - spis f.eks. kun rød mad.



onsdag den 7. maj 2008

My precioussss


Døren gik op, og ind kom en pige med et lusket smil og en stor konditorkasse. Hun spurgte: Hvor sidder KIWI-redaktionen? Og jeg råbte (måske lidt for højt og med lidt for meget barnlighed i stemmen) "Hernede" og viftede med begge arme.
Det var en pressemeddelelse - en såkaldt huskekage. En kæmpe kringle med marcipan på toppen, hvor der stod: Klik ind på http://www.denstorebagedag.dk/, skrevet med chokolade. Klokken var 14.30, og jeg har da aldrig oplevet mage til mageløs timing. Kaf' og kringle. Uhms.

Men Fie, det er da ikke en kringle dér på billedet? Nej da, det er et par sko, jeg købte i Nice. Og jeg glæder mig til at indvie dem snarest muligt. Pyt med, at de gør mig to meter høj - de er så fine.



Se det var et rigtigt eventyr.

tirsdag den 6. maj 2008

Get your kicks...

Jeg stod på bussen med en kæmpe kasse, der kun kan bæres besværligt under den ene arm eller holdes med begge hænder. Den var fuld af ting, der skulle fotograferes til bladet. Når man sådan stiger på bus 66 klokken 10 om formiddagen, er passagererne mildt sagt tragikomiske. Der er your basic ældre damer og herrer (mere eller mindre bitre), kvinder indhyllet i slør, lange sorte gevandter og 17 poser med grøntsager, og måske et antal rødnæsede førtidspensionister. Og så altså sådan nogle som mig, hvis firma ikke er så glad for, at man kører for meget i taxa.

Jeg stiller mig i midtergangen, der hvor sæderne kan klappes op. For jeg vil ikke besvære nogen med min store kasse. Men det gør jeg åbenbart. Mens jeg prøver at holde balancen, får jeg er "Hallååå...klapvogn!" brølet i nakken af en brovten kone, og en af de førnævnte indhyllede, grøntsagstrillende klapvognsførere tripper ind foran mig. Bagfra kommer en gammel, grå dame møvende og beder mig om at flytte mig, så hun da lige kan slå et sæde ned og sidde der, hvor jeg balancerer med min kasse. For ingen af de 17 ledige sæder er gode nok, næ nej. Og så videre, og så videre, indtil jeg stod henne ved bagdøren og var ved at vælte i ethvert sving.

Okay, Fie, hvad er pointen?

Jamen, bare, at jeg lige vil have lov at brokke mig over de såkaldt ældre og svage, som i den grad pissede på mig i dag i bus nummer 66. Jeg kunne da nok forstå, at jeg ikke havde nogen form for prioritet. Ville det slå disse mennesker ihjel at sige please, bare en gang imellem? (Det er meget apropos også meget enerverende at blive smidt væk fra et sæde af hensyn til at nogen, som i øvrigt er ved alle lemmer og sansers fulde brug, har passeret de 55 år - selv om man er clearly syg. Det skete engang for mig med lungebetændelse og 40 i feber på vej til lægen.)

Så, nu har jeg brokket mig. Det var sikkert småligt og banalt, men nok nødvendigt for at jeg kan være rar ved den næste etbenede narrehat, der skal bruge mit sæde....om man så må sige.

Wrarf.

lørdag den 3. maj 2008

Coffee and cigarettes

Så! Nu besluttede jeg mig for en header til denhersens blog. Overvejede at udskrive en logokonkurrence, men i egenskab af forvokset, totalt stædig jeg-vil-sæææl-barn, tænkte jeg, at jeg nok var better off med noget DIY, sådan i første omgang.

Det skal dog ikke afholde nogen fra at blande sig. Hvad synes I? Hvordan ser Flo's Diner egentlig ud? Som nogen måske så, lagde jeg ud med noget med tærter, for dem kan man aldrig få nok af. På den anden side er kaffe og cigaretter jo...kaffe og cigaretter, altså.


Man kan osse kigge her og blive inspireret. Det er ligesom en slikbutik.


Jeg overvejede også den her, med en sort kant, men den er i sagens natur ikke særlig imødekommende:


fredag den 2. maj 2008

Nou breekt mijn klomp

Har du også følelsen af, at evnen til at forstå, og måske endda tale, hollandsk stiger proportionalt med din promille? Og at det nederlandske tungemål burde være det nye esperanto, fordi det er så sjovt?

Morgenrood brengt water in de sloot, siger jeg bare.

Til min store glæde viser det sig, at det er gensidigt. Den lettere påvirkede, partycrashende hollænder fra i går var helt med mig - han synes, af samme årsag, at dansk var det nemmeste sprog i verden at læse og forstå. Total jubel. Minoriterternes berusede triumf. En anden similaritet, mente han, var de høje, lyshårede kvinder, der åbenbart også er i overtal i Holland. Ja, jo, godt så, skål. Men da jeg så lettere fnisende spurgte, hvorfor i alverden de kørte med et totalt overforbrug af vokaler i deres sprog (jeg mener: Den Haag, altså, what's up with that?), synes han ikke , jeg var så sjov længere.

Nå, men. Han havde også en teori om, at tyskere er så teknisk grundige og dygtige, fordi deres sprog er så grammatisk indviklet, at de fra barnsben lærer at overskue kompleksitet. Hvad siger det så mon om danskerne?

PS: Overskiften betyder "Nu flækker min træsko".

Internationale

Når nu Politiken så flot klarer deres obligatorisk patosbefængte og radicoolt nedsættende reportagebeskrivelse af 1. maj i Fælledparken, vil jeg lade være med dét.

Det giver mig altid en lille klump i halsen at høre optoget gå igennem gaderne, og jeg får en følelse af, at jeg bare må være med. Så afsted med os i regnvejret, med pitstop i en bagelbiks, og entrere parken med halvvåde fødder, der sært nok automatisk husker den særlige balancegang fra Roskildemudderet. Nogen spillede en sang, der hed 'Lorteland', andre delte flyers ud for DKP. (Dem har jeg nu aldrig helt forstået - kommunismen fejlede fælt, kære venner. Hold så op med at hylde en af de mest undertrykkende ideologier, verden har set.) Nå, men så var vi der. Og kiggede lidt på det hele. Drak lidt kaffe og tænkte: Rød front! - og så gik vi mod det lille atelier, som er så hyggeligt. Indkøbte en pose Røde Hunde til lejligheden, og en håndfuld øl.


Resten af dagen gik med at diskutere, hvordan lavstatusfagene kan få genoprejsning, om det er forsvarligt at købe aktier i Parken Entertainment, når man nu kan investere i vindmøller og fairtade - og så lege med forhåndenværende værktøj og dims for resten. Og så kom der ganske uanmeldt 3 vildt fremmede europæere forbi. En franskmand, en tysker og en hollænder. Som lagde ud med at spørge mig, hvordan det stod til med feminismen i Danmark. De mente, at det kørte så godt for os, at vi ikke havde behov for den. Aha. Og så måtte de jo have en lille sang om solidaritet.


Det er den bedste 1. maj, jeg har haft længe. Fint afbalanceret mellem en sund gang åndsnærværelse og noget ganske almindeligt venskabeligt samvær, som jeg er sikker på, nok skal redde verden med tiden.


Og så et lille billede: