onsdag den 10. september 2008

Hr og Fru Hinanden

Brylluppet var fantastisk, og jeg kan slet ikke sige nok tak til alle, der fik det til at ske og fejrede med os. Vi var glade, smukke, rørte, forelskede, dansende, spisende, drikkende, kyssende og temmelig lykkelige. Se selv her (der skal nok komme links til flere billeder en af dagene):




Sune var dagens digterpræst i skysovs og leverede den smukkeste kærlighedsceremoni ever. Det kan man læse her:






Kære alle.

Jeg har en drøm.

En drøm om en verden hvor alle mennesker er lige så smukke og favnende som dem vi i dag fejrer.

For vi er forsamlet her i dag for at fejre kærligheden. Ikke i den oldgræske ”hyldest til små drenge” manér, men mere i sådan en ”hold da op hvor er Fies nye mand lækker” manér.

Men kærligheden. Den kommer man ikke uden om.

Dem der ikke har den er ved at gå til af misundelse over dem der har den.

Dem der har den er ved at dø af længsel efter at være som dem der ikke har den.

Dem der ikke ved om de har den er bare ved at gå amok, og dem der ved de ikke har den har enten taget livet af sig selv, har slået sig på flasken eller er begyndt at skrive. Digte. Om kærlighed.

Som Paulus siger i et af sine utallige breve til Korintherne så er, størst af alt, kærligheden.

Andre mener at det er det eneste du har brug for.

Og når du har den, og hun ryster dine nerver og rasler dine knogler, herre du søde milde, så får du store kugler af ild.

Vågn op, nordenvind, kom søndenvind. Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme,Min elskede skal komme til min have og spise af dens herlige frugter.

Lyder det i Salomons højsang, og således er kærligheden også, en invitation til frugtsalat, og lad os nu ikke fare vild i poetiske omskrivninger. For kærligheden er at invitere den anden indenfor i dit liv. At dele et liv med en anden der også kan, og vil, elske.

Og nu er I så blevet viet på bedste borgerlige manér, ukristelige typer som I er. I har underskrevet de rigtige papirer, I har sagt ja de rigtige steder. I statens øjne er I nu lovformeligt som ægtefolk at betragte.

I den protestantiske kirke, skal det i denne sammenhæng nævnes, er ægteskabet faktisk indgået i det øjeblik kvinden flytter ind under mandens tag. Eller han under hendes. Eller, måske går en presenning også an, men det tager vi senere når vi snakker karrieremuligheder for de der gøglerjobs I har slået jer på.

Faktum er – den kirkelige velsignelse er kun dette, en velsignelse af en allerede indgået pagt mellem mand og kvinde, og i den der kirkes tilfælde, en gud.

Det der er pointen med det her er dette:

Jeres ægteskab startede i en hvis forstand da I flyttede under samme tag. Da I begyndte at leve sammen, og dele morgenånde og efterladt opvask.

Staten er ikke helt så frisindet som Lutheranerne, hvilket i sig selv er temmelig bizart, men den bureaukratiske formalitet på rådhuset skal jo til, og lad os lige tale lidt om hvorfor.

Det er nemmere at være gift, når først der kommer børn og fast ejendom. Det er et meget godt argument. En juridisk formalitet som letter samlivet.

Det er den bedste måde at få bedsteforældre til at holde op med at vende sig i grave, rullestole og øjenhuler. Endelig fik vi ham afsat, man bliver jo bekymret. Din omverdens forventniger, det er også et meget godt, om end lidt hult, argument.

Sådan gør man jo, det gør alle de andre – det argument får vi myrekryb, ticks og udslæt af. På samme tid.

Men det er jo heller ikke derfor man gør det, vel?

I har sat jeres underskifter og sagt jeres ja på de rigtige tidspunkter, men der er ingen der er blevet til en kylling af at stoppe fjer op i måsen. Det er først nu I skal til at blive til et ægtepar. I har ikke sagt ja til at være gift, I har sagt ja til at blive gift.

Med jeres borgerlige ja i dag, har I sagt ja til hinanden. I har sagt ja til at vågne hver morgen resten af jeres liv ved siden af det samme menneske. Til at blive gamle og smukke og få slap og rynket pande og stryge hinanden på den når jeres venner begynder at stille træskoene.

Det ja vi giver hinanden er et ja til livet, et ja til modet. Modet til at tage ansvaret for sin egen fremtid, og modet til at acceptere sit medansvar for et andet menneskes fremtid.

Men

Og nu skal I lige holde op med at hviske i baggrunden, for nu bliver det vigtigt. I en alder af knap tredive er der grænser for hvor meget man har lært, men lidt er der dog faldet af.

Det er et medansvar. Ikke et ansvar. Den eneste der har ansvaret for sin lykke er en selv, og dette er vigtigt at huske. Du har ansvaret for dig.

Din partner er der for at støtte og hjælpe, for at være der når det er hårdt, og dele det når det er smukt. Men følelser starter ikke i den anden, og den eneste der kan tage ansvaret for dit liv og din lykke er dig selv.

En meget klog hippie jeg kender sagde forleden at han var blevet fanget i den der mølle med at bruge vendinger som ”du får mig til at føle at jeg er… ” og ”jeg er lykkeligere sammen med dig fordi du gør mig hel”.

Det bedste, og måske det eneste brugbare, råd der skal komme herfra er dette:

To af en slags er ikke et par. Husk at I er to mennesker, ikke et par. Husk, og dyrk, jeres forskelligheder, jeres individuelle skønheder, og lad det vokse sammen med den andens. Men læg aldrig ansvaret for jeres lykke på den anden.

Thi at glemme sig selv og sit eget værd er ikke kærlighed, det er afhængighed.

Der begynder at komme noget struktur på det her nu.

Når du vågner med tømmermænd og smøglunger og han lægger en arm om dig og trækker dig ind til sig for at sove videre. Det er kærlighed.

Når du finder dig selv dansende i kongens have på en tirsdag eftermiddag i støvregn, med en ufattelig kvinde og ønsker det aldrig bliver onsdag, det er kærlighed.

At kunne tale om ting der virkelig for alvor gør afsindig ondt, og se den anden i øjnene, og møde vedkommende i øjenhøjde, ikke tale ned eller se op eller skævt, men være på samme niveau og acceptere den andens fejl og mangler og fantastiskheder, hvis det er et ord. Det er kærlighed.

Når du virkelig synes det bare er for meget og nu er det sgu for irriterende og geez hvor skal der uddeles flade, men det ændrer ikke ved at der elskes. Det er kærlighed.

At give lov til vreden og det grimme og at livet og kærligheden ikke altid bare er lækker og glansbillede. At give lov til faktisk at være vred når man er det, men ikke blive nedrig eller perfid.

Og først og fremmest –

Ærlighed.

Det er kærlighed.

Foran jer ligger et hav af smukke morgener i eftermiddage og nætter og lange samtaler og tavse søndag eftermiddage med kaffe og uglet hår.

Foran jer ligger et helt liv.

I gav bureaukraterne jeres juridisk formelle ja ved middagstid i dag. Men der er så mange ting de aldrig spørger jer om.

Så nu tilspørger jeg dig, Henrik;

Vil du have Fie, som hos dig står, og opføre dig som en mand og respektere hende for al den herlighed hun er, også når det involvere at kalde hende en harsk strigle?

Vil du se gennem fingre med de små ting og tale, ikke råbe, om de store, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?

Ligeledes tilspørger jeg dig, Fie, vil du have Henrik som hos dig står, og give ham en olfert når han fortjener det, og et kram når han behøver det?

Vil du holde fast i det levende og ægte og forsage det regelbundne og døde, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?

I så fald er det mig en fornøjelse, en ære og et privilegium at erklære jer for, ej længere på polsk levende, ægtefolk med de bedste intentioner, forhåbninger og forudsætninger for et lykkeligt samliv.

Mine damer og herrer, lad os til slut udbringe en skål for livet, og kærligheden, for alle de smukke mænd og kvinder der kan sammen, og som vil hinanden. En skål for solopgange og morgenstjerner på skyfrie forårsmorgener. En skål for denne dag, hvor Fie og Henrik lader alt folket vide at nu er det sgu for real.

De længe leve…