lørdag den 30. januar 2010

Se, rødt!

Tak for advarslen. Jeg går lige den anden vej, så.


Typisk, mand. Når man har pillet mærket af for at lure prisen, så får man bare det her...


Min kat den danser tango..?


Flere talentfulde dyr! Forstår ikke, den ikke må komme ind, det ville jo være en sensation med sådan en hund. Er der i øvrigt ikke en Gnags-sang med en hund, der ryger cigaretter?


Jow jow. God lørdag. Så fik jeg da lige læsset dét af.


torsdag den 28. januar 2010

Count your blessings

Fuglen og den dagpengefattige skal også være fin. Eller hvordan det nu er. Påfuglehårspænde, god til rødt hår og en lille fjer på.


Hyacint i vindueskarm. Er pænt, forårsagtigt og dufter som om, her lige er gjort rent. Ahem...


Den sødeste halvårsfødselsdagsgave, en viol(a)kop til moderens kaffe indtil barnet bliver gammelt nok...


Og så et trefoldigt for Superbest og deres nye americana-import-fluff-stuff...

.
Fluff! Fluff! Fluff! Og så det lange: fffffffffffffff


onsdag den 27. januar 2010

Tingfinderting

Da jeg var lille, elskede jeg Pippi Langstrømpe. Det gør jeg sådan set endnu. Dengang identificerede jeg mig med hende på et plan, der intet har at gøre med nutidens/voksenhedens blik på Pippi - I ved, det feministiske barn, outsideren, rebellen, overleveren, alt det dér - men helt barnligt konkret, fordi hun var 1) rødhåret og 2) tingfinder. Alt det andet forstod jeg først senere, og så passede spejlbilledet ikke nær så godt længere. Lidt måske.

Jeg var og er nemlig lidt af en tingfinder...


Derfor elsker jeg Found Magazine. Nogle af jer har måske klikket på linket her ude i siden, andre gider måske snart ikke høre mig ævle om det mere. Men for hulan. Found Magazine er en samling af opsamlinger, helt bogstaveligt talt. Folk, der finder tilfældige noter, sedler eller billeder, sender dem ind, og så kan man få lov at kigge med. Det er nogle gange rørende og altid skægt. Synes jeg.


Faktisk gik jeg forbi et tabt postkort den anden dag, som jeg ikke samlede op, og jeg fortryder det virkelig nu. Jeg nåede at se, der stod "Kære mor" med sirlig skrift i rød kuglepen. Åh, hvor ville jeg gerne se, hvilken hilsen, mor skulle have, men måske aldrig fik?

Apropos spildte chancer, kender I så det med at fortryde, man ikke tog et billede? Jeg har sådan en indre liste over fotos, jeg skulle have taget, som jeg kan gå og ærgre mig over - og heldigvis bruge den ærgrelse som benzin til at få kameraet op af lommen, når jeg ser noget, der skal foreviges. Et af dem var ved et center for spiseforstyrrelser, hvor døren åbenbart smækkede, så nogen havde klemt en gaffel ind for at holde den åben. Meget poetisk.

Og så lige et skønherligt link, hvor man kan hente Pippis Malebog og selv farvelægge Ingrid Nymans fantastiske tegninger. Her.

tirsdag den 26. januar 2010

Skræk og rædsel

Man bliver holdt til ilden af det her bloggeri, skal jeg love for. Jeg har fået en udfordring af Det Forkromede Overblik, og før du tænker, at det lyder som noget metafysisk, så kan jeg berolige med, at det blot er en anden blogger, som jeg ikke ved, hvad hedder. En mandlig blogger (Hvad!? Findes de? Lever Elvis så også endnu?), som har skrevet et fedt, detaljerigt indlæg om alt det, man er bange for. Som barn, som teenager, som voksen. Og nu vil dette Overblik så gerne vide, hvad mine fobier er. Om jeg tør skrive om det?

Så jeg har tygget på min egen angst, om man så må sige, og kommet frem til, at det sgu da er et helt vildt personligt spørgsmål. Først blev jeg lidt paranoid. Hvorfor vil han vide det? Jeg skal i hvert fald ikke udlevere nogle farlige nøgler til folk, så de kan skræmme mig fra vid og sans. Men så blev jeg lidt mildere stemt. For jeg tror, vi alle sammen deler en del fobier. Eller ting, vi behændigt og i stilhed undgår, fordi de ikke liiige gør os specielt trygge.

Så here goes. Fies 3 fobier:

Universet an sich. Jeg får det faktisk dårligt at af se sådan nogle HD-agtige astronaut-tv-programmer om planeter, solsystemer og sorte huller. Hvor andre sidder helt ude på kanten af stolen og synes, det er det smukkeste, mest mindblowing, de kan kigge på, så har jeg mest lyst til at finde en at holde i hånden - eller stikke fingrene i ørerne og råbe lalalalala meget højt. Uendelighed? Sort, sort, sort uendelighed? Ja, jeg kan altså ikke finde på noget, der er mere scary end det. Så jeg går lige ud og laver kaffe, mens du ser det der...

Højder. En fobi, jeg deler med ustyrligt mange andre, men som ikke desto mindre er virkelig væmmelig. Højdeubehaget inkluderer også en vis flyskræk. Så sidder man der med intet andet end plademetal mellem sine fødder og tusindkilometervis af sugende, hvid luft. Det handler ikke om motorstop eller fulde piloter eller Bermudatrekanter. Det handler om højde. Mange har sagt (med hovedet medfølende på skrå og et let overbærende, pisseirriterende smil), at "sådan har de det da også, når flyet letter og lander." Jo tak, men jeg vil bare gerne ned. NU.

Gyserfilm. Arh, Fie, det er jo meningen, man skal blive bange! JA. PRÆCIS. Derfor lader jeg kategorisk være med at se dem. Den sidste, jeg så, var Excorcisten på en dårlig VHS-kopi for mange år siden, og i dag kan jeg ikke engang skrive E-ordet uden at min puls stiger. I fjorten dage efter kunne jeg ikke sove, uden lyset var tændt. Sidste år blev jeg dog lokket med ind at se "Børnehjemmet" af ham der med Pans Labyrint. Hvorfor jeg sagde ja, er beyond me. Titlen alene, altså. Ja, det var så mig, der decideret skreg i biografen... Under denne kategori må også gå Lars von Trier som sådan. Nej, det er nok egentlig mere vrede, jeg føler for ham. Måske er han genial. Måske er han en komplet ragende vanvittig sociopat, der elsker at få folk til at gå ud af deres gode skind.

There you have it. Bestod jeg?

Udfordringen skal sendes videre, så... Natascha, Linen Ud og Grahvad, er I friske?

mandag den 25. januar 2010

Søer og sol


Min yndlingsskulptur, som hedder Siddende Unge Mennesker, tror jeg. Nogle gange synes jeg, det ser ud som om, de er ved at gå fra hinanden, andre gange diskuterer de noget meget alvorligt og andre gange igen sidder de bare og hænger ud og er unge. Skulpturen er fra 1942, så mon ikke den er besættelsesrelateret? Man binder os på mund og hånd.


Så pænt det er, og mærkeligt. Jeg ved godt, at der ikke er mere vand i søerne, end man kan stå på bunden og kun få våde bukser, men en barnevogn på isen, alligevel..? Til sommer er der ingen, der vil fatte, at man bare kunne vade henover det hele.


Hvem der bare havde en kælk og en flyverdragt og var ti år gammel...


Hende her talte ikke særlig pænt til sin mand, og sagde: "Ole for helvede, vi skal da ikke have cyklerne med ud på isen." Ole svarede: "Jo vi skal, kom nu." Damen sagde: "Det er da åndssvagt." Og så fulgte hun efter Ole, som straks satte sig op på sin saddel og red ud i solnedgangen.

Det var lidt synd for Ole, men han nød da sin iscykeltur.

søndag den 24. januar 2010

Fårk

Der er åbenbart noget, der sådan lidt ironisk kategoriserende hedder Mommy Blogs. I ved, blogs forfattet af halvfrustrerede halvkreative mødre på barsel uden andet at tage sig til. Der er åbenbart også noget med, at blogging er ved at være håbløst passé (som det jo sker, når alt for mange almindelige mennesker synes, noget er interessant). Og der er åbenbart også noget med, at der findes en gammel bloggergarde, som var med fra starten, og som sidder og udbreder sig hånligt om den drejning, det hele har taget, som de to gamle mænd i Muppet Show.

Fuck det. Helt vildt meget.

Jeg er sur i dag. Har haft en lortemorgen med barn, der ikke ville holde mund. Er på 2. døgn uden et bad. Kan ikke rumme søndagsrengøring, for der er alligevel møgbeskidt igen i morgen. Er træt og i dårligt siddende hjemmebukser, der trænger til at blive vasket. Burde tage tøj på og gå ud i solskinnet og købe ind og trille med vogn og nyde det ihogåh så meget. Og så freaking videre.

fredag den 22. januar 2010

På gaden

Det er ikke fordi, jeg skal til at være den nye Edel Hildebrandt, men det her er altså lidt sjovt.


Det minder mig om min absolutte favoritrubrik nogensinde, som blev indrykket troligt i årevis mellem Politikens personlige annoncer omme bag i avisen. Den lød:


Exhibitionister: Hvordan kan vi finde hinanden?



Ja, hvordan tror du?


ET VIGTIGT PS: Apropos hjemløse, så er det i dag, der er tøjindsamlingsevent på Rådhuspladsen mellem 17-20. Jeg skal derind med en stor pose, og det synes jeg også, du skulle tage at gøre, hvis du har huer, vanter, soveposer, sweatre eller støvler, du ikke bruger.

Se mere om det her. Der er også indsamling andre steder i landet.

onsdag den 20. januar 2010

Boom boom skrid

Ikke for at være den irriterende orddiktator (okay, så lidt da) - men hvad i alverden er det med folk og sammensatte navneord? Det er efterhånden en sjældenhed, at man på skilte i sit supermarked ser andet end "karry suppe", "bedstemor boller" og "let mælk" til salg. Træk sammen, blev der sagt! Hvis det absolut er nødvendigt, må du gerne bruge et lille fuge-s eller en bindestreg. Men for filan altså...

Tænk, at man kan hidse sig op over den slags. Oh well.

Den her er fra Rema1000. Det underligste er, at de ikke også har skrevet "camping vognen" og "værk stedet"..

Apropos sprog og den slags, så faldt jeg over den her på politiken.dk, hvor de jo altid er klar på en historie, der lugter lidt af noget med Dr. Livingstone og National Geographic og eventyr i khakibukser, I pressume.

Aber har åbenbart et sprog, man kan afkode. Boom boom, siger jeg bare.

Abeordbog:

'Boom': Pas på, en gren falder, flyt dig!

'Boom-boom': Kom her

'Krak': Pas på - en leopard!

'Krak-oo': Pas på (generel advarsel)

'Hok': Der er en stor ørn deroppe

'Hok-oo': Noget bevæger sig deroppe

'Boom-boom, krak-oo, krak-oo': Pas på - faldende træ

'Boom-boom, hok-oo krak-oo hok-oo': Vi er i nærheden af en anden abeflok

Kilde: The Independent/Politiken


lørdag den 16. januar 2010

Kvinder og mad

For nylig bestilte jeg noget rismel fra en helsebiks, så husstandens mindste dame kunne få sig noget grød. Og fik den her med i købet. Selvom det kunne se ud som om, folderen beskriver den afbildede yndige, slanke dame, handler den bare (!) om et fakir-agtigt liggeunderlag.


På Vesterbro er der imidlertid ingen tvivl om budskabet.


Godt man har en mand, der laver den her slags til en.


Måske ender jeg ligefrem med at ligne hende her bogormen fra Nansensgade. Hun er da også noget sundere at se på end den svenske sømjomfru.


torsdag den 14. januar 2010

Løsninger

Nogle gange har man brug for hjælp til at løsne en hårdknude. Sådan en, der er strammet fra flere sider til en led, lille kugle, som man ikke kan få op, om man så slider alle sine negle ned. Heldigvis har jeg gode mennesker omkring mig med ekstra hænder. Og hvis det ikke rækker, er deres tilstedeværelse en lille løsning i sig selv. Jeg skal nok få min knude op. Eller måske lære at holde af den. Med tiden.

Ellers kan man jo få sig sådan en postkasse og så bare se, hvad der kommer..

mandag den 11. januar 2010

Meta-pseudo-anti-hed

Ehmm, du vil se et af mine ar, siger du? Sådan et rigtigt et på kroppen?

Jeg blev tagget af velskrivende, vel-værende Anne, fordi jeg plejer at være god for billeddokumentation og skæve vinkler i antinormaliseringens navn. Tusind tak, jeg bukker og smiler og er superglad for, at der er nogen derude, der gider synes noget om mig og kræve noget af mig i denne gode sags tjeneste.

Men selv om jeg måske er et kuriosum, får I altså ikke mine ar visualiseret i nogen som helst (foto)vinkel. Jeg har ar - men det har alle. Derfor, når de første par røverhistorier er fortalt, holder det lynhurtigt op med at være anti og begynder at blive kopi. Desuden føles det en anelse for intimt. Håber ikke, I synes, jeg er hende den sure nu.

Så derfor - i antinormaliseringens navn - kan I værsgo få noget andet. Et billede af den morgenmad, jeg lige nu gumler på. Vi havde ikke mere brød eller musli eller havregryn, så nu bærer jeg julen ud. Eller æder den ud, om man vil.

lørdag den 9. januar 2010

Dude

Nogle gange oplever, læser eller tænker jeg på noget, som intuitivt er godt blogstof. Når jeg sætter mig ved computeren, vælter ordene ned på skærmen helt af sig selv, og det hele giver mening. Andre gange er jeg komplet blank i dagevis og synes, at intet i verden er interessant. Overhovedet.

De sidste dage har været lidt et limbo mellem de to tilstande. Ovre på Emmes Weblog læste jeg en række gode råd til den stagnerede blogger, som virkelig ramte plet - en af dem er, at man skal have en god linkpusher, som altid kan levere inspiration. Og da vi i går sad i sofaen med thai-take-away* og The Fabulous Baker Boys i fjerneren, benyttede jeg lige lejligheden til at (gen)finde Jeff Bridges' hjemmeside, som er ret så fantastisk og fin.

Manden har åbenlyst en del flere talenter end skuespillet. Musik, fotografi, doodles, tegninger og en masse små observationer, empatiske holdninger og uhøjtidelig selvpromovering. Hvis jeg var stjerne, ville jeg være som ham. Hjemmesiden er lidt et kaos i orden - der bliver ved med at dukke små tegninger op, man kan klikke på og komme videre til noget andet pudsigt eller interessant. Gad vide om han sidder og sætter det hele op selv?

(tegning af Jeff Bridges)

Han linker til sin mor (en tegning, hvor der bare står "mom"), han linker til gadekunst, musikere, gode sagers tjeneste, film, han er med i, fjollet merchandise...alt muligt.



(tegninger af Jeff Bridges)

Under kategorien stuff er et sandt linkbonanza. Nogle af dem har jeg set før, men der er også nye fine ting, som f.eks. en samling af tongue twisters fra hele verden. Vidste du måske, at det var svært at sige "hvor er dine høns, bror?" på swahili? Kale kakuku kadogo ka kaka kako wapi kaka?

Eller hvad med disse fantastiske billeder fra et fængsel i Arkansas
Måske er selveste The Dude min linkpusher? Who knew..?

PS: Kender I i øvrigt det med, at en håndskrift nærmest er bedre end et førstehåndsindtryk? Jeg kan ikke lade være med at synes, manden må være rar og sjov og god, bare ved at se på hans fine håndskrift. Sådan har jeg det også med min egen mands skrift. Jeg kan få hjertebanken bare af at se på den.


*Jeg bestilte noget, som hed Bet Phat Prick, efter at have grinet i et par minutter. Det var and med chili og basilikumsnask, så det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide det, men man er jo noget spændt på, hvad og hvem der kommer til ens dør, når man bestiller noget med det navn. Vi forestillede os en stor fyr med en virkelig dårlig attitude - sådan en, der enten siger "her har du din mad, spade," eller møver sig ind i gangen og siger, "nå, hvasså dér, jeg bliver lige og spiser med, ik". En bet phat prick.

mandag den 4. januar 2010

Overneger

Jeg faldt over en børnebog i dag. Du kender den sikkert, og den er sikkert ikke anderledes end andre børnebøger fra omkring 1945, men jeg fik et chok alligevel. Tænk, at det ikke er længere siden. Så tror da filan, at det er svært at tale om race og etnicitet på en ordentlig måde i det her land. Det er altså ikke for at spille frelst. Jeg blev bare helt paf.


Tjek lige, hvad bogstaverne består af..


Nårh, det er synd for Rasmus, der er blevet sat i Københavns Zoo og savner sit eget land.

Det er jo ren Tintin i Congo, det her.


Ja, for sådan bor en rigtig overneger.

Undskyld hvis nogens ophavsret er krænket. Men bum.
Man kan altid købe bogen her.

søndag den 3. januar 2010

Nytår med baby 1.0

På utallige opfordringer, der kan tælles på én finger, afslører jeg hermed, hvad jeg havde på nytårsaften!

Lilla hyggebuks, uldsokker, sort overdel (der med lidt anstrengelse kan klassificeres som en kjole) og min mands hættetrøje. Og mascara. Hvabehar?

Den eneste, der var tilnærmelsesvis fin i tøjet var den lille, og hun pyntede sig oven i købet med grødklatter. Vi introducerede hende for serpentiner og sæbebobler - sidstnævnte faldt i bedst jord, førstnævnte var vist bare for krøllede til at stoppe i munden, og så går det jo virkelig ikke.

Lange Grethe talte, mens vi fik en hindbærbrus og nogle Bugles...


...og så en god bøf og et par glas vin ved to lys på et bord. Så gik jeg i seng. Og blev vækket lidt over 23 med champagne. Det var vildt at skulle vågne, men der var dyne i sofaen og 90 års fødselsdagen i fjerneren (og fest hos overboen), så det var svært at modstå.

Klokken midnat kiggede vi på fyrværkeriet over byen. "Jeg har en cigaaaaaarggghhhh" var det sidste, jeg hørte en pige råbe, inden vi lukkede og slukkede.


Så! Ikke mere raketsnak. Nu tager vi hul på et nyt år.