onsdag den 30. september 2009

Uromager

Det er den rene lømmelpakke herhjemme - mens Viola har lavet ballade fra babyhøjde, har jeg ageret uromager og sat fugle på kviste. De er nu hængt op over frøkenens nye, røde seng.


Fem fugle over sengen er bedre end ti under den....eller hvordan var det nu?


Ham her er ældst og sidder øverst for at holde øje med tropperne...

Under ham sidder Pink og Grøn og spejder, mens Gul og Orange bare kvidrer dagen lang...


Elastisk nylonsnor, tre grene fra gården, fem fugle og en rulle ståltråd. Det er en hel Egon Olsen-plan.


PS: Det er da utroligt så meget andet, man får kreeret, når man IKKE følger sin plan om at lære at hækle.

mandag den 28. september 2009

Bird in a box

Nej, det er ikke en dårlig metafor for at føle sig barsels-indespærret i en lejlighed. Ej heller er det noget fra den lokale Kinagrill.

Det er en decideret fugl i en æske.


Eller...nå ja, fugle

De skal bruges til endnu et tophemmeligt DIY-krea-mor-projekt.

Stand by for airborn duty, lieutenant.


Ma'am, yes Ma'am!


lørdag den 26. september 2009

Irmapigen

Det er måske de færreste af jer, der ved det, men jeg har en fortid som Irmapige. Ikke Nettopige, ikke Faktapige, ikke Aldipige. Irmapige.

Og jeg bliver mindet om det, når jeg en sjælden gang frekventerer stedet: Man skal huske at smile til sin Irmapige.

Da jeg boede på Østerbro, arbejdede jeg i den lille, lokale Irma. Min chef hed noget pakistansk, jeg har glemt, men det mindede utrolig meget om Apu. Der var mærkeligt nok stor respekt om det, når man sagde, man havde studiejob i Irma. Det var ligesom lidt mere upperclass. Den finere version af en kassedame. Som om, Irmas gode rygte og rødvinsidealer smittede af på mig.

Jo, den er god nok.


Men på den ene side havde jeg kolleger, der syntes, jeg var lidt for fin på den, når jeg fortalte om mit studieliv. De arbejdede der, jeg var bare på besøg. Grethe, en ældre skrappedulle, blødte kun op den dag, vi var til stort anlagt koncern-julefrokost og jeg pejlede Elvis-imitatoren i retning af hende. Love me tender i en følgespot foran 3000 mennesker. Dét kunne få hende til at rødme. Louise, den svært overvægtige unge mor, der trøstespiste af de åbne slikposer, syntes bare, jeg var irriterende og brugte underlige ord.

På den anden side var der kunderne. De var nogle idioter, til trods for, at de lagde kassen. Jeg har aldrig før eller siden mødt mennesker, der på en så bevidst og bedreværdsagtig lemfældig måde kunne smide en tusindkroneseddel for næsen af mig. Det stod jo ikke i panden på mig, at jeg var ved at uddanne mig til samme niveau som de her akademiske økosnobber, der følte sig bedre end mig. De så en uniform, et serviceorgan. De havde med garanti behandlet mig anderledes, hvis jeg havde haft en afhandling under armen.

Jeg vil lade disse to produkter tale for sig selv.



Jeg var egentlig glad for mit job. Der dufter dejligt af kaffe i Irma, jeg havde et godt vagtskema og jeg tjente penge. Fint nok. Men baglokalerne var ligeså smadrede, flaskeautomaten lige så beskidt, frokostordningen lige så fraværende og uniformen lige så grim som i alle andre supermarkeder. Der var lige så mange beskidte handelskneb, lige så dårlig løn, lige så mange rotter på lageret. Ikke noget fancy dér.

Da jeg var i Irma i dag, og brugte 250 kroner på 5 ting, lagde jeg mærke til, hvem jeg var blevet. En af dem, de veluddannede klidmostre, der nonchalant går i Irma, fordi Netto lige ligger lidt for besværligt. Og damen foran mig i køen var så ubehøvlet over for den unge kassedame, at jeg fik det helt dårligt. Hun kunne ikke få 300 kroner over beløbet, hvilket åbenbart ødelagde hendes dag så meget, at hun bare måtte begynde at tale ned. Da hun vrissende forlod etablissementet, vendte pigen ansigtet mod mig, den næste idiot i rækken - og smilede. Jeg sørgede for at smile igen, ikke være besværlig ved Dankortmaskinen og pakke mine ting i en fart.

Det vil jeg hermed opfordre til, at man gør. Også i alle de andre supermarkeder.

Nå, jo, I skal lige have den her med: I anledning af et Irma-jubilæum ankom engang en papkasse med et kostume til butikken. En meget booby Irmapigekjole med strutskørt, pufærmer, lys paryk, kurv og hele svineriet. Jeg nægtede hårdnakket. En stakkels flaskepige endte i kostumet og hadede det hele vejen, hele dagen, med blussende kinder og lumre tilråb.

Hvis den havde set sådan her ud, havde jeg sagt ja, og stukket af med den på.

I anledning af Irmapigens 100 års jubilæum har kæden bedst tre designere om at opdatere hendes robe. Den her er designet af en af kvinderne bag Edith & Ella, Line Markwardsen.


Og en sidste-sidste ting. Tjek lige den her: http://hvormangeægharirmahønenlagt.dk/


tirsdag den 22. september 2009

These shoes are made for walking

Kan du huske dit første par højhælede sko?

For de fleste kvinder er det spørgsmål på højde med, hvem man fik sit første kys af, eller hvor man var d. 11. september. Ikke til at tage fejl af.

Jeg kan huske, at jeg nærmest blev pisket til at købe et par af min mor, som altid har haft en anseelig skosamling. Jeg var ellers i Jesussandaler, hjemmegjort batik og Janis Joplin-brille på det tidspunkt og synes egentlig ikke, der var nødvendigt at gøre noget ud af min i forvejen opsigtsvækkende højde. Men en dag, jeg var med mine venner i København, havde jeg fået penge med til formålet. Jeg var 16 år. I en kælderbutik i Fiolstræde købte jeg et par sorte, højhælede sko med ret tyk hæl og ankelrem. De var ikke særligt fikse, og købt lidt i protest, men med dem skete en forvandling.

Nytåret efter var jeg pludselig i kjole, strømper og hæle, og derfra eskalerede det. Om end lidt skizofrent vekslende med hippiestilen, men efterhånden fik følelsen af stolthed ved min højde, lyden af hælene mod forskellige gulvoverflader, den rødmende glæde ved at få nogen til at glo og den generelt essentielle femininitet, jeg følte, deroppe på hælene, taget over fra den fladtrådte teenager.

Høje hæle er jo nærmest et overgangsritual på linje med den første Tampax. Jeg ved ikke, hvad det svarer til for drenge, men for piger er hæle, lige fra de stavrer rundt i mors sko, det ultimative symbol på kvindelighed. Tænk lige på, at det nærmest er det sidste beklædningsobjekt, ud over bh'en, der er forbeholdt kvinder - og som dermed råber højt om forskellen på de to køn. Fra Askepots jomfruelige glassko til Carries powertårnhøje Manoloer.

Alt dette ævl er egentlig for at komme frem til dagens glade nyhed: Der var 50% i Foxy Lady shoes på Elmegade. Himlens lys brød frem af skyerne og skinnede på lige præcis de sko, jeg har sukket efter i nogle måneder nu. Til halv pris!

Lola Ramona, I love you.



Hm. Disse sko har jo faktisk indtaget et af det mandlige køns sidste beklædningsmæssige bastioner, går det lige op for mig...haps slips. Hvis der er nogen, der kan overskue de feministiske pointer i dét, så kom glad.

Tillad mig at slutte med et fint citat:

"I have never been able to study a new role until, alongside the director, we choose the shoes which the woman we are about to bring to the screen will be wearing. Everything starts down there."
Penelope Cruz

mandag den 21. september 2009

På egne ben

Halvanden time for sig selv kan være en stor og generøs gave, når man har en lille opmærksomhedskrævende drønnert derhjemme. I dag er manden snottet og skulle alligevel ingen steder, så jeg fik lov at tage solbrillen på og gå ud på egne ben. Ned ad Nørrebrogade og tilbage igen.

Jeg mødte nogle kastanier nede ved søerne

Elsker den der måde, de piggede kugler flækker på, når de rammer jorden og åbenbarer en lille lækker, rund ting man kan nulre i lommen. Det kunne bombemagere lære noget af. Tænk hvis vi gik i krig med kastanier. Valkyriernes Ridt med kastanier! Det ville da gøre noget for verdensfreden.

Nå, men jeg var egentlig ude for at finde en instruktionsbog til det her jeg-vil-lære-at-hækle-om-det-så-er-det-sidste-jeg-gør-projekt, men de havde ikke nogen i boghandlen. Til gengæld havde de den famøse bog om dansk tatovering med billeder af smukke Malle og handsome Allan, og jeg blev helt stolt. Igen. I en anden butik var det første, jeg hørte, Sweet Dogs af Trolle//Siebenhaar i højttalerne - en sang, som har en helt særlig plads i mit hjerte, eftersom manden min lavede den smukke video - og eftersom jeg stadig kan huske en eller anden aften ude på landet for nogle år tilbage, hvor Hr. Siebenhaar sad og klimpede på en guitar og fortalte mig, at han havde tænkt sig at blive berømt.

Nu ved jeg godt, at videoen, sangen og efterhånden også bogen er old news, men jeg elsker simpelthen at opleve, at folk er i verden på den måde, doin' it for themselves, på egne ben. Det føles godt og voksent og den slags.

Hækleprojektet so far. Og utålmodighed er mit mellemnavn.


I boghandlen fandt jeg forresten også mig selv. Altså for real mig selv i en bog, som den fantastiske Andrea Hejlskov har skrevet. Glæder mig råddent til at få mit eget eksemplar af den.


Her er den. Reklame!

For nu lige at koge ekstra suppe på den med egne ben, så har vi her Viola i et flygtigt, men stort øjeblik, hvor hun får fat i sine egne fødder. Og hun aner altså ikke, at hun har dem. Tænk engang, hvor mærkeligt det må være.

Og så lige en sidste ben-relateret pointe:

lørdag den 19. september 2009

Awesome girls


Anerkendelse kommer i de forskelligste former. En særligt skæg én af slagsen nåede mig i går, da Anja belønnede mit blod på blog-tanden med en pris som hedder "I think you are an awesome girl"-awarden. Tusind tak, det er dejligt at være awesome!


Som Anja skriver, kan man jo benytte lejligheden til at ae sit ego lidt ekstra. Når man får prisen, skal man nemlig nedfælde 10 random ting om sig selv og derefter give prisen videre. Så her kommer de, uden nogen særlig logik...

  1. Jeg kan vrikke med ørerne.
  2. Jeg interviewede engang en numerolog, som mente, at jeg skulle tage fx. Lolita, Karamella eller Rosina som mellemnavne, hvis jeg ville have et bedre liv.
  3. Jeg har boet i en by, der hedder Rude, ved siden af en glarmester, som hed Sten. Han havde en datter, der hed Kit.
  4. Jeg kan ikke have, når folk staver dårligt. Måske gør det mig intolerant, men jeg får simpelthen fniller af det.
  5. Jeg er synæstetiker i en vis udstrækning og jeg husker sangtekster som en sand Rainman.
  6. Jeg har ikke huller i ørerne, og jeg har aldrig farvet mit hår. Jeg ville gerne have en tatovering, men jeg tør sgu ikke.
  7. Jeg synes, chick litt er direkte åndssvagt.
  8. Jeg synes, noget af det sødeste i verden er, når min datter prutter og derpå smiler bredt.
  9. Jeg synes, det er svært at skrive 10 ting om sig selv.
  10. Jeg trænger til kaffe. Altid. Med mælk.
Så var det jo, man skulle give den lille award videre. Og der er jo altså ingen tvivl om, hvem der skal have den..

Min penneveninde extraordinaire, Amalie.


Fordi...alt muligt. For at være noget af det sjoveste selskab ever, for at insistere kompromisløst på at være sig selv, for at være en nørd, for hendes store kreative talent, for være en sand ven i nøden, for at drikke mig fuld i rom og cola første gang, og for at skrive til mig, med mig, og til inspiration for mig i mange år, da jeg følte mig tabt ude på landet blandt permanentede poptøser. Og for at have en bad ass blog. You are awesome, girl!

tirsdag den 15. september 2009

Frustrationsnissen på aftentur

Jeg har lavet en pagt med mig selv, stærkt opfordret af forskellige gode venner, om ikke at holde op med at skrive. For barselstiden er lang, og efter kun to måneder mærker jeg allerede en lille frustrationsnisse rumstere i baghovedet. Rundt og rundt i små cirkler går han. Lettere utidig, med en spids hat, hænderne på ryggen og et skæg at mumle i.

Jeg havde glædet mig sådan til at slippe for at arbejde, men nu savner jeg at være produktiv, sådan på et ret basalt niveau. Jo jo, det har da lidt at gøre med mit ego og min karriereangst, men mest af alt har det at gøre med en mental balancegang, et behov for at bruge løs af ord, for at skabe noget og være til stede i andre sfærer end den (hus)moderlige.

Ergo: For ikke at blive komplet gakkelak må jeg skrive, selvom der er for lidt tid og selvom mit primære nærvær er påkrævet andetsteds. Derfor blogger jeg. Og hvis du synes, det er uinteressant, er det bare ærgeligt. For der sker altså ikke det store i min dagligdag, og da jeg har lovet mig selv ikke at lade indlæggene flyde over med for meget baby, er det andre småting, der må fylde pladsen ud.

I dag bliver det en lille fotoreportage fra en aftentur. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen; Nørrebro er ikke særlig farlig på sådan en almindelig hverdag. Faktisk er her rasende hyggeligt og fint.

Ned ad Nørrebrogade

Og gæt hvem, der ikke under nogle omstændigheder ville sove...


Godt man har sit lækre sidekick af en mand og vandrekaffe...


Øhm, ja. Her er så fuldt stop.


Jægersborggade er ved at gå helt Vesterbro, med overskudsironiske skilte og den slags... lidt irriterende, men hey, hvis det med tiden kan fordrive rockerne, så fint med mig.


Nå, men så farvel..


Til sidst en lille quiz, for jeg er desværre ikke street nok til at læse, hvad der står her. Anyone?


søndag den 13. september 2009

Voksen og følsom

Hvornår bliver man voksen?

Nogle siger, at det er, når man selv får børn og for alvor oplever, hvad ordet ansvar vil sige. Og det er sandt, synes jeg. Når man står med en lille nyfødt i hænderne, som man selv er ophav til, og som ikke kan andet end at åbne munden som tegn på, at man skal træde til med noget mad. Hvis man ikke gør det, er barnet fortabt. Dét er ansvar.

Når det ser sådan her ud, er det et meget hyggeligt ansvar...


Men jeg tror ikke, man nogensinde holder op med at vente på, voksenheden indfinder sig. "Nok om ti år, når jeg fylder 40," siger man til sig selv med skælvende stemme. Eller "Når mit barn begynder at spørge mig om alting, og jeg må svare med den sølle erfaring, jeg har." Der er altid en splint af tvivl, en pause, en venten på, om man nu er sit ansvar voksen, som det så tørt hedder. Som når man står foran slikhylden i Netto og har et Palle-alene-i-verden-moment - altså når man tager sig selv i at tænke "Gud, jeg må faktisk gerne købe det hele, hvis jeg vil."

Måske er man voksen, når man får opvaskemaskine og sætter møbler i stand?


Det kan man filosofere længe over. Måske så længe, at man når at blive gammel? Hvornår man så er det, er en helt anden diskussion...

Heldigvis betyder voksenheden ikke nødvendigvis, at man holder op med at være barnlig som bare pokker. Se nu bare på manden og mig, der besluttede at gå en tur ind i byen i går, med barnevogn og fornuftige varme trøjer på og andre voksne ting. Hvor endte vi? I Faraos Cigarer, hvor vi købte tegneserier. Jeg fik den nyeste (og sidste) Valhalla, Vølvens Syner, og ham her:

Stay puft!

torsdag den 10. september 2009

Nørder

Forestil jer to langlemmede teenageveninder af den ikke særligt piget-populær-og-permanentede slags på et pigeværelse ca. 1993. De danser gungrende uelegant rundt på gulvet og brøler med på sangen, der kommer ud på max volume af konfirmationsanlægget ovre i hjørnet. Sangen er Twist & Shout, og der er dømt Beatlemania i provinsen, alt for mange år for sent og håbløst langt væk fra de aktuelle hitlister.

Klip til nutiden - hvor denne barslende, 30-årige, gamle Beatlesnørd fik en opringning fra sin teenageveninde, som havde billetter til premieren på Come Together på Østre Gasværk, og havde tænkt på mig som special guest. Ja tak! Op på stiletterne, ud og drikke kulturel hvidvin og høre, hvad de kunne få ud af soundtracket til en stor del af min tidlige ungdom.

Mens jeg ventede på Katrine, faldt jeg i snak med en ivrig autografjæger, der talte bornholmsk og havde taget opstilling ved den røde løber, mens den endnu var gabende tom. Han var ude efter to helt bestemte kvindelige kendte, og jeg måtte love, at jeg ikke ville lade dem gå uset forbi, og at jeg ville tage et billede af ham og dem, hvis det kunne lade sig gøre....

Her har vi ham:

Mens vi ventede, fortalte han, at han havde en veninde i London, som ville have ham til at flytte derover. Hun var også autografjæger, og sammen havde de opsøgt mangen en Hollywoodstar. Jeg så hans autografbog som bevis. Men han ville ikke flytte. Og han bevægede sig da også så hjemmevant, at adskillige skuespillere og andre kendisser hilste hjerteligt på ham, som han stod der. Autografnørden var ved at blive lige så kendt som de kendte selv, åbenbart. Der kan man bare se..

Forestillingen var intet mindre end fabelagtig, og jeg vil piske alle, de har så meget som en lille svaghed for det smukke i Beatles' sangkatalog, til at gå ind og få en stor oplevelse. Det er både en hyldest, en dekonstruktion og en fortolkning, og scenografien er dybt imponerende. Der er klip og præsentation her.

Sig Biiiitels!

Det er da godt, vi blev lidt pænere end vi var i 1993. Nå, anyway. Alt det hvidvin og tå-gang på stiletter og spænding i kroppen og høj musik endte med at give mig en tordnende hovedpine her til morgen. Men pyt, jeg er glad i låget, omend lidt omtåget og distræt.

Når man er det, får man uforvarende gjort ting som det her. Med rande under øjnene:

Malingen skulle ikke i håret. Men på det her:

mandag den 7. september 2009

Destruktion/kreation

Man kan sige meget om Nørrebro, og især det sted, vi bor. Og det gør man. Ævl, ævl, ævl. Men lige meget, hvor meget smadr, små syge stenkastere af diverse kulturelle og etniske oprindelser, får forårsaget, er der altid nogen, der bruger deres kræfter på at skabe noget nyt ud af kaos. Det er smukt. Og ofte skægt. Som nu f.eks. den her bil, der blev offer i en kamp med polisen:




Og apropos at skabe noget nyt ud af noget smadret, så har vi her det nyeste do-it-yourself-barsels-krea-handy-mor projekt. Et køkkenskab, som skal sættes i stand og ende med at være helt rødt med varmtone-bejdsede skuffer. Jeg er nået til spartelstadiet.

På babyniveau er der også gang i noget opvågnen og skabelse - Viola har opdaget, at det er dejligt, når hendes far spiller guitar. Så hun fyrer op for den spæde rytmesans og stemmer i med hyl og hvin.


Og sådan går en helt almindelig dag på Nørrebronx. Farligt? Not so much.



Vegans, beware!

Så meget som denne country girl elsker en sød, gumlende ko på en saftig mark, elsker jeg altså også at gumle på en saftig ko på en...øh, sød tallerken. Heldigvis har min dejlige mand det på samme måde, og derfor tog vi på det hersens fancy, nye steakhouse inde i byen, MASH, i anledning af bryllupsdagen.

Dette syn møder dig på vej ned til de bløde, røde sædebåse i hyggelig og faktisk ret eksklusiv dinerstil...

Så fik man udleveret sådan en kniv her (Crocodile Dundee i mit hoved: "now, that's a knife...")


Og så kom min 300 g. New York strip steak med chili fries, peber sauce og grøn salat med vinaigrette...


I øvrigt så man lige mig have de her lækre hæle og en fin jakke på...


Rabarber-is, rødvin og kaffe. Og så en taxa hjem. Det er fed luksus for uudhvilede otte-ugers forældre.


søndag den 6. september 2009

Love, love, love

Papirbryllup, hedder den, sådan en 1 års bryllupsdag. Holder man ud i 75 år, kan man fejre atombryllup (så er der eksplosiv fest på plejehjemmet!), og ind imellem de to ekstremer ligger en masse bryllupsdage med navne efter ædelstene, metaller og andre materialer af stigende værdi.

Papir er så det, der er mindst værd. Og symbolikken i det skrøbelige papir er lidt demotiverende - det kan let rives itu, krølles sammen eller man kan få nogle væmmelige papercuts.

Men heldigvis er vores papir solidt, for det træ, det er skåret af, har groet længe. Min første kæreste blev, med mange års mellemrum, min sidste. Som David sagde til Donna: "I can't picture a time when I wasn't in love with you."

Grin I bare, sådan er det :)

Her er et af mine yndlingsbilleder fra dagen:

Det, Sune siger på billedet, er (blandt andet) dette:

I gav bureaukraterne jeres juridisk formelle ja ved middagstid i dag. Men der er så mange ting de aldrig spørger jer om.
Så nu tilspørger jeg dig, Henrik;
Vil du have Fie, som hos dig står, og opføre dig som en mand og respektere hende for al den herlighed hun er, også når det involvere at kalde hende en harsk strigle?
Vil du se gennem fingre med de små ting og tale, ikke råbe, om de store, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?
Ligeledes tilspørger jeg dig, Fie, vil du have Henrik som hos dig står, og give ham en olfert når han fortjener det, og et kram når han behøver det?
Vil du holde fast i det levende og ægte og forsage det regelbundne og døde, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?
I så fald er det mig en fornøjelse, en ære og et privilegium at erklære jer for, ej længere på polsk levende, ægtefolk med de bedste intentioner, forhåbninger og forudsætninger for et lykkeligt samliv.
Mine damer og herrer, lad os til slut udbringe en skål for livet, og kærligheden, for alle de smukke mænd og kvinder der kan sammen, og som vil hinanden. En skål for solopgange og morgenstjerner på skyfrie forårsmorgener. En skål for denne dag, hvor Fie og Henrik lader alt folket vide at nu er det sgu for real.


Kapow!
Jeg elsker dig, sweetie.

fredag den 4. september 2009

Legestue

Jeg har fundet på en ny leg, som jeg håber, I vil være med til. Den hedder Før & Nu.

Den burde have en snappy jingle a la den her, men så langt er jeg ikke kommet. Kan du komponere, så kom glad!

Reglerne er enkle: Find et foto, der er taget for et år siden, og opdatér det.

Simple fun for simple folk!

Jeg lægger ud med et familierelateret motiv.

Før:

Vi er ved at planlægge vores bryllup...


Nu:

Vi gjorde vores pligt som ægtefolk...