onsdag den 12. november 2008

Boing boing *crash*

For et par år siden reciterede jeg, på den hedengangne Myspaceblog, et par ømme strofer fra Nik & Jay's remix af Boing. Noget med at klappe pigerne i røven, mens de andre klappede dig på ryggen. Helt skrækkeligt.

Og nu - mindsanten om de to pelsklædte herrer ikke har fået bondeanger. Jeg faldt over teksten til en af de nyeste sange, Kommer Tilbage, som en en lang undsigelse af alt, hvad de har foretaget sig. En redningskrans før verden vender og går i en anden retning end det forbrugsfest/kropskultur/liberalisme-helvede, vi har levet i under hele Nik & Jays storhedstid. Det ene er et symbol på det andet. Det indser de nu, de to. Og det er sådan set fint nok, hurra for dem, de er blevet voksne.

Det er bare så elendigt skrevet, at jeg aldrig har set magen. Så horribel en dårlig undskyldning for alt det sexistiske, hjernedøde lort, de har pumpet ud i årevis. Så fordærdeligt pinlig en erstatning for almen refleksion.

Måske synes jeg bare, det er too little too late.

Læs med her:

(nik)Hvad med teenager piger der går glip deres ungdom
gir deres krop for en Dom Perignon,
siger deres job op for at blive berømt

(Jay)blandt andet fordi du har solgt dem den drøm
Hvad med hende jeg kender der så svær og modstå
hvad er det der gør hun er sin kæreste utro
hvad er det vi løber fra, hvad skal vi nå
Har vi glemt hvem vi er når vi når vores mål.

(Nik)jeg har tanker for ti, tænker ting itu.
Jeg har trådt på andre, jeg har været jaloux.
i 2001 stemte jeg på Anders Fogh
Men jeg ved bedre nu.

(Jay)Fra Clubs fyldes med folk.
der fyldes med drugs som selvfølgelig vil slås.
og en knytnæve blev til en kniv.
der blev til en pistol der blev til et mistet liv

(Nik)Men der er en ting jeg ikke fatter
det her land burde være i vatter
Ring til mig når kærligheden er her
Jeg skrider for min datter kalder (Faaar)

(omkvæd)Hvor kommer det fra, hvor ender det henne.
Det du møder på vej op møder du på vej ned.
kan jeg gøre det hele bedre når jeg kommer igen.
og sig mig fik vi satset nok på kærlighed
Hvor kommer det fra, hvor ender det henne.
Det du møder på vej op møder du på vej ned.
kan jeg gøre det hele bedre når jeg kommer igen
og sig mig fik vi satset nok på kærlighed

fredag den 17. oktober 2008

At være eller ikke være

Min mor siger ofte: "I mit næste liv vil jeg være [indsæt spændende erhverv], kunne det ikke være sjovt?"

Jeg er begyndt at lure, hvad hun mener, selv om min indre jury har forkastet idéen om muligheden for flere liv. Jeg synes, jeg er nået et punkt, hvor jeg ved en smule om mange ting, men faktisk kun føler, jeg kan én ting sådan rigtig godt.

Der er én ting, jeg kan, som hiver pengene hjem og som jeg for det meste kan gøre med en arm bag ryggen, hvis det skulle blive nødvendligt. Dermed ikke sagt, at jeg er bedre end alle mulige andre til det, men jeg kan det da. Hvilket jo er udmærket, når man har brugt hundrede år og en kandidatgrad på at lære at skrive de her evindelige ord i diverse formater og rækkefølger. Bygget oven på noget, der måske er talent.

Jeg bliver bare sådan lidt misundelig på dem, jeg kender, som kan alle mulige spændende ting, som jeg ikke har haft tid eller ork eller tålmodighed til.

Jeg har f.eks. en veninde, som skriver en blog. Jeg kan huske, da vi var små, og vi sad og tegnede, kunne hun tegne sådan nogle rigtige modelpiger med smart modeltøj på, som hun selv opfandt. De havde store øjne og kyssemund. Når hun snakkede i telefon med sin kæreste hjemme i København (hvor sejt var det i øvrigt lige at være fra København og have EN KÆRESTE?!) tegnede hun små mønstre på sine sommerlår med en kuglepen, sådan lidt distræt. De krøllede sig ofte ud over det meste af hendes ben. Hun flaksede ind i voksenlivet som den her mulitkreative sommerfugl, og nu kan kun trylle den mindste lille dims om til noget skævt, sjovt eller bare pænt. Hun har evnen til at se det smukke i små ting, og det beundrer jeg.

Så er der min mand. Som ved meget om meget, og rigtig meget om det, han laver. Nogle gange forekommer det mig, at han er en ti gange bedre researcher end mig, for hans nysgerrighed driver ham til viden som en stor rød, tegneseriemagnet. Igen meget beundringsværdigt, grænsende til det misundelsesværdige.

I det hele taget synes jeg, at hver eneste forvoksede, kreativt rundtossede middelklassebarn i vores omgangskreds er voldsomt beundringsværdig. De er dansere, kunstnere, digtere, musikere, filmfolk, designere, you name it, they make it. Og jeg ville ønske, jeg havde livs-tid til at lære at kunne alt det, de kan.

søndag den 5. oktober 2008

På en skala fra mand til kvinde....

...hvor er du så?

Et tankeeksperiment.

At lave sine egne grafer er skægt. Se her: www.graphjam.com.

fredag den 3. oktober 2008

En bid af det store ævle

En mand med solbriller på kommer gående ned ad 5th. avenue.

Med sin kat.

Oven på hovedet.

Der sidder den og troner, som en zenagtig sfinx, helt cool, med halvt lukkede øjne, og den bouncer lidt op og ned som manden går. Kun én anden end os vender sig om og tager et billede med sin mobil. Og går så videre, mens vi stadig står og fniser turistagtigt.

Sådan er det lidt at være i New York. Man tror, man har set det hele, man er flimrende fuld af billeder - og så dukker der en mand med en kat på hovedet op, den allersidste dag man er der. Eller der kommer en politikortege med fuld udrykning, øresneglsbærende agenttyper og en varevogn fuld af et assaultriffel-pegende swatteam. Vi reagerede ved instinktivt at dukke os. Men de skulle bare bugsere en mand ind i en bygning. Han har nok været vigtig. Måske havde han en kat.

Honeymoon i New York er kys på toppen af Empire State Building med udsigt over spidsen af Manhattan, hvor der er et gabende hul i skylinen, som giver kuldegysninger når man er 86 etager over jorden. Det er at måbe ad filthy rich damer på Lexington Avenue, der vifter med pekingeseren, Chaneltasken, Manoloerne og privatchaufføren. Det er at få portioner halvanden gang så store som herhjemme. Det er kanelbagels og kaffe i underhylere til morgenmad, vind i håret på Coney Island og nærgående egern. Det er at putte sammen i iskold aircondition, gå ud og overholde rygeforbuddet sammen og vise ID, når man køber en øl. Det er sex in the city. Det er så meget mere at jeg ikke kan skrive det ned.

Og så er det vanvittigt anbefalelsesværdigt.

onsdag den 10. september 2008

Hr og Fru Hinanden

Brylluppet var fantastisk, og jeg kan slet ikke sige nok tak til alle, der fik det til at ske og fejrede med os. Vi var glade, smukke, rørte, forelskede, dansende, spisende, drikkende, kyssende og temmelig lykkelige. Se selv her (der skal nok komme links til flere billeder en af dagene):




Sune var dagens digterpræst i skysovs og leverede den smukkeste kærlighedsceremoni ever. Det kan man læse her:






Kære alle.

Jeg har en drøm.

En drøm om en verden hvor alle mennesker er lige så smukke og favnende som dem vi i dag fejrer.

For vi er forsamlet her i dag for at fejre kærligheden. Ikke i den oldgræske ”hyldest til små drenge” manér, men mere i sådan en ”hold da op hvor er Fies nye mand lækker” manér.

Men kærligheden. Den kommer man ikke uden om.

Dem der ikke har den er ved at gå til af misundelse over dem der har den.

Dem der har den er ved at dø af længsel efter at være som dem der ikke har den.

Dem der ikke ved om de har den er bare ved at gå amok, og dem der ved de ikke har den har enten taget livet af sig selv, har slået sig på flasken eller er begyndt at skrive. Digte. Om kærlighed.

Som Paulus siger i et af sine utallige breve til Korintherne så er, størst af alt, kærligheden.

Andre mener at det er det eneste du har brug for.

Og når du har den, og hun ryster dine nerver og rasler dine knogler, herre du søde milde, så får du store kugler af ild.

Vågn op, nordenvind, kom søndenvind. Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme,Min elskede skal komme til min have og spise af dens herlige frugter.

Lyder det i Salomons højsang, og således er kærligheden også, en invitation til frugtsalat, og lad os nu ikke fare vild i poetiske omskrivninger. For kærligheden er at invitere den anden indenfor i dit liv. At dele et liv med en anden der også kan, og vil, elske.

Og nu er I så blevet viet på bedste borgerlige manér, ukristelige typer som I er. I har underskrevet de rigtige papirer, I har sagt ja de rigtige steder. I statens øjne er I nu lovformeligt som ægtefolk at betragte.

I den protestantiske kirke, skal det i denne sammenhæng nævnes, er ægteskabet faktisk indgået i det øjeblik kvinden flytter ind under mandens tag. Eller han under hendes. Eller, måske går en presenning også an, men det tager vi senere når vi snakker karrieremuligheder for de der gøglerjobs I har slået jer på.

Faktum er – den kirkelige velsignelse er kun dette, en velsignelse af en allerede indgået pagt mellem mand og kvinde, og i den der kirkes tilfælde, en gud.

Det der er pointen med det her er dette:

Jeres ægteskab startede i en hvis forstand da I flyttede under samme tag. Da I begyndte at leve sammen, og dele morgenånde og efterladt opvask.

Staten er ikke helt så frisindet som Lutheranerne, hvilket i sig selv er temmelig bizart, men den bureaukratiske formalitet på rådhuset skal jo til, og lad os lige tale lidt om hvorfor.

Det er nemmere at være gift, når først der kommer børn og fast ejendom. Det er et meget godt argument. En juridisk formalitet som letter samlivet.

Det er den bedste måde at få bedsteforældre til at holde op med at vende sig i grave, rullestole og øjenhuler. Endelig fik vi ham afsat, man bliver jo bekymret. Din omverdens forventniger, det er også et meget godt, om end lidt hult, argument.

Sådan gør man jo, det gør alle de andre – det argument får vi myrekryb, ticks og udslæt af. På samme tid.

Men det er jo heller ikke derfor man gør det, vel?

I har sat jeres underskifter og sagt jeres ja på de rigtige tidspunkter, men der er ingen der er blevet til en kylling af at stoppe fjer op i måsen. Det er først nu I skal til at blive til et ægtepar. I har ikke sagt ja til at være gift, I har sagt ja til at blive gift.

Med jeres borgerlige ja i dag, har I sagt ja til hinanden. I har sagt ja til at vågne hver morgen resten af jeres liv ved siden af det samme menneske. Til at blive gamle og smukke og få slap og rynket pande og stryge hinanden på den når jeres venner begynder at stille træskoene.

Det ja vi giver hinanden er et ja til livet, et ja til modet. Modet til at tage ansvaret for sin egen fremtid, og modet til at acceptere sit medansvar for et andet menneskes fremtid.

Men

Og nu skal I lige holde op med at hviske i baggrunden, for nu bliver det vigtigt. I en alder af knap tredive er der grænser for hvor meget man har lært, men lidt er der dog faldet af.

Det er et medansvar. Ikke et ansvar. Den eneste der har ansvaret for sin lykke er en selv, og dette er vigtigt at huske. Du har ansvaret for dig.

Din partner er der for at støtte og hjælpe, for at være der når det er hårdt, og dele det når det er smukt. Men følelser starter ikke i den anden, og den eneste der kan tage ansvaret for dit liv og din lykke er dig selv.

En meget klog hippie jeg kender sagde forleden at han var blevet fanget i den der mølle med at bruge vendinger som ”du får mig til at føle at jeg er… ” og ”jeg er lykkeligere sammen med dig fordi du gør mig hel”.

Det bedste, og måske det eneste brugbare, råd der skal komme herfra er dette:

To af en slags er ikke et par. Husk at I er to mennesker, ikke et par. Husk, og dyrk, jeres forskelligheder, jeres individuelle skønheder, og lad det vokse sammen med den andens. Men læg aldrig ansvaret for jeres lykke på den anden.

Thi at glemme sig selv og sit eget værd er ikke kærlighed, det er afhængighed.

Der begynder at komme noget struktur på det her nu.

Når du vågner med tømmermænd og smøglunger og han lægger en arm om dig og trækker dig ind til sig for at sove videre. Det er kærlighed.

Når du finder dig selv dansende i kongens have på en tirsdag eftermiddag i støvregn, med en ufattelig kvinde og ønsker det aldrig bliver onsdag, det er kærlighed.

At kunne tale om ting der virkelig for alvor gør afsindig ondt, og se den anden i øjnene, og møde vedkommende i øjenhøjde, ikke tale ned eller se op eller skævt, men være på samme niveau og acceptere den andens fejl og mangler og fantastiskheder, hvis det er et ord. Det er kærlighed.

Når du virkelig synes det bare er for meget og nu er det sgu for irriterende og geez hvor skal der uddeles flade, men det ændrer ikke ved at der elskes. Det er kærlighed.

At give lov til vreden og det grimme og at livet og kærligheden ikke altid bare er lækker og glansbillede. At give lov til faktisk at være vred når man er det, men ikke blive nedrig eller perfid.

Og først og fremmest –

Ærlighed.

Det er kærlighed.

Foran jer ligger et hav af smukke morgener i eftermiddage og nætter og lange samtaler og tavse søndag eftermiddage med kaffe og uglet hår.

Foran jer ligger et helt liv.

I gav bureaukraterne jeres juridisk formelle ja ved middagstid i dag. Men der er så mange ting de aldrig spørger jer om.

Så nu tilspørger jeg dig, Henrik;

Vil du have Fie, som hos dig står, og opføre dig som en mand og respektere hende for al den herlighed hun er, også når det involvere at kalde hende en harsk strigle?

Vil du se gennem fingre med de små ting og tale, ikke råbe, om de store, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?

Ligeledes tilspørger jeg dig, Fie, vil du have Henrik som hos dig står, og give ham en olfert når han fortjener det, og et kram når han behøver det?

Vil du holde fast i det levende og ægte og forsage det regelbundne og døde, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?

I så fald er det mig en fornøjelse, en ære og et privilegium at erklære jer for, ej længere på polsk levende, ægtefolk med de bedste intentioner, forhåbninger og forudsætninger for et lykkeligt samliv.

Mine damer og herrer, lad os til slut udbringe en skål for livet, og kærligheden, for alle de smukke mænd og kvinder der kan sammen, og som vil hinanden. En skål for solopgange og morgenstjerner på skyfrie forårsmorgener. En skål for denne dag, hvor Fie og Henrik lader alt folket vide at nu er det sgu for real.

De længe leve…

søndag den 31. august 2008

Det danske sprog er en ond blondine

Den danske sprog er en svær en. Tag nu bare disse tre ord. Helt almindelige, danske ord: kage, kjole og frisure.

Så sætter man præfiksene brude- eller bryllups- foran. Og pludselig sprænger man banken.

Lad mig give et eksempel, som lige er blevet bragt til min opmærksomhed:

Min søde svigermor og lillesøster lagkagelækker gik til en bager for at forespørge på en bryllupskage. Goddag, hvad koster sådan en svend? 3.000 kroner, sagde bagermester G. Rådigsen. Så tog damerne deres gode indignation og gik hen til en anden bager. Her bad de om prisen på en helt almindelig, stor kage til en hel masse mennesker. Ja, ded ka vi da gøre for 700 kroner, sagde den intetanende melsvinger så.

Det har været det samme med kjolen. Jeg har givet 2.000 kroner for min kjole. Fordi det ikke er en brudekjole, men bare en kjole. Hvis man skal have sådan en corsagekliché af en tyltornado som brudekjoler normalt er, starter man minimum ved en 7-8.000, vil jeg mene. Og da jeg ringede til frisør Provinshår i Nææstved fik jeg at vide, at en brudefrisure startede ved 1.000 kroner. Som minimum. For hvad, altså? Hårlak og smalltalk? Den klarer min mor med sin bedste tressertoupering for en krammer.

Jeg ser ikke mig selv som et småligt menneske. Jeg sætter fin pris på godt design og på at betale en idérig producent for noget specielt. Der er heller ikke tale om, at vores bryllup bliver sådan et, hvor gæsterne får cocktailpølser og håndbajere til middag, at vi ikke dresser op eller at den ikke skal have gas.

Men hvad sker der for det, amerikanerne så ømt kalder bryllupsindustrien? (Jeg har i øvrigt med fornyet interesse set Bridezillas her på det sidste og græmmet mig grumt. Ikke fordi de er hysteriske, for det er lissom pointen med showet, men fordi der er så meget lir, der omgiver et bryllup. Rehersaldinner er vist nok en helt integreret del af den amerikanske bryllupstradition. Hvad øver de? Hinandens navne? Og tjek lige alle de brudepiger i ens kjoler ud, som også hører sig til. Veninder i variende størrelser i den samme stropløse, lilla tubekjole.) Industrien, der leverer prinsessedrømme i metermål, pyntet med plastik og penge?

Jeg skulle til at sige, at jeg ville stoppe mit brok mens legen var god. Men det flyder vist allerede ud over alle breder med brok.

Misforstå mig dog ikke. Jeg glæder mig som en vanvittig til mit bryllup og til at se alle de dejlige mennesker, der omgiver min smukke mand og mig. Og nu er der kun seks dage til, yay!

mandag den 11. august 2008

Pyntesyg

Så sker der noget.

Her har vi det første par brudesko. Hvad ingen smarte butikker kunne, kunne eBay.







Og så har vi lidt forskellige øreringe, som dem der ikke har huller i ørerne må lave selv...




Og så har vi nogle hårtanker på nogle alt for lækre tøser:



Kommer tid, kommer ring, kjole og flere sko.




torsdag den 24. juli 2008

Country girl

Når man vokser op i det, der så fladt kaldes provinsen, og siden rykker et sted hen, hvor der er flere mennesker og ny, mere tryg slags ensomhed, så bliver man fra tid til anden husket på, hvordan der er ude på landet. Gode og dårlige huskerier, både savn, lykke og strittende sørgelig melankoli. Jeg har f.eks. lige set en film. Jeg må endnu ikke fortælle nogen, hvad den specifikt handler om, eller hvor god, jeg synes, den er. Men jeg må gerne fabulere om de påmindelser, den gav mig, så værsgo:

Jeg husker, hvordan der lugter i et forsamlingshus, når der er loppemarked eller juletræsfest. Hvordan skaftet på en brugt rive kradser. Hvordan en god gynge er. Hvordan vinden bider i kinderne, når man står ved et busstoppested klokken 6.54 i januar, som ikke engang er et stoppested, men bare et sted, bussen stopper, fordi det nu en gang er der man står med sit orange buskort, der lugter sært af gummistøvler. Hvordan mælkebøtter og svampe ser ud nedefra og hvordan de farver hænderne, når man har plukket en, og bliver svimmel af at kigge op, fordi svalerne larmer og flyver så hasarderet, at man tror, de falder ned. Hvordan fasaner siger, når de bliver forskrækkede. Hvordan træsko tynger fødderne. Hvordan hundrede gule kyllinger under en varmelampe føles.

Men også hvordan lyset i den tidlige vinter er skarpt og fjendtligt og ligger fortvivlende over markerne og man er ulykkelig og fanget, fordi man ikke var med til at lege kysseleg i frikvarteret, fordi der ikke var nogen, der gad at kysse en, fordi man var underligt langlemmet, mere indelukket, fordi man kunne læse og stave, og sige hvad der stod på Jellingestenen udenad, men ikke rigtig regne eller regne den ud. Så var man Luciabrud og fik stearin i det lange hår og græd fordi det gjorde så pisseondt.

Og hvordan alting havde sit indbyggede, snørklede hierarki. Hvor det betød noget, hvem man var datter af. Hvor man blev, og stadig bliver, omtalt som fotografens datter. Lundsgaards barnebarn. Nå ja, hende den rødhårede, ja, var det ikke hende, der blev født i en snestorm, jo det kan vi da alle sammen huske, det var i radioen dengang bæltekøretøjet med hendes gravide mor kørte mod Slagelse, ja, gubevars at det ikke sner sådan mere.

PS: Filmen hedder Frygtelig Lykkelig og har premiere til oktober engang.

søndag den 20. juli 2008

Så kommer hun der med sin kvindesnak igen..

I dagens overdimensionerede foldepapirprojekt af en gang selvhøjtidelig tryksværte, dvs. Politiken, står der rent faktisk noget interessant. Om "bornertheden", der har indfundet sig hos 68-kvindernes børn.

Det må jo så betyde mig og de andre halvfjerdserbørn med playmobilhår og fløjsbukser, der blev til kvinder i en tidsalder, hvor verden måske nok siger "det er bare zå modigt", hvis en model har en lille delle, men ellers promoverer kvinden som en trimmet, slank og frem for alt sexet størrelse. Tilsyneladende er der intet i vejen med dét. Vi hader at blive sat i bås med skønhedsidealerne, men vi er jo oprigtigt glade og trygge ved vores voksbehandlinger, polstrede BH'er, tårnhøje hæle, korte kjoler, dyre frisører, glossy lips og alt det andet. Alt det, som vi rutinemæssigt gør hver morgen og kun undlader, hvis vi har ferie eller får et anfald af Nynne/Bridget/antiheltinde pseudooprør. Jeg skal da gladeligt indrømme, at jeg ville få et flip, hvis nogen tog min røvdyre mascara, Venus Breeze-ting, peelingcremer og fodfile fra mig.

"Når vi i dag tager overdelen på, er det for at gøre præcis det samme, som kvindebevægelsen gjorde ved at tage den af; for at få fred for den erotisering, der er sket af kroppen de sidste 15 år," stod der i avisen.

Den har jeg tygget på hele morgenen. Altså ikke overdelen, men pointen. Vi er glade for at dække os til, for at maskere os, for at pakke kroppen ind og væk i sexet tøj. Vi kunne ikke drømme om at være topløse eller gå uden BH. Det handler om antydningens kunst og om at overleve en hel aften i byen, eller en hel dag på jobbet for den sags skyld, uden at være en omvandrende undskyldning for at gøre seksuelle tilnærmelser. Det er altså et værn mod seksualiseringen at trimme hårene, brysterne, kroppen, at være sexet. Æd lige den.

Er meget optaget af kropsbevidsthed for tiden. Og er egentlig gladere for mit eget eksemplar end jeg har været i mange år, plus/minus lidt dellerelateret brok og sådan. Jeg begynder at bløde op over for dyrkelsen af skønhed, men jeg hader stadig stereotyperne. Det er meget komplekst og diffust altsammen, hva?

onsdag den 2. juli 2008

Utålmodighed og ævl

Det sker som regel altid, at jeg begynder på et eller andet, dyrker det ret meget, lader det ligge, det bliver støvet, det bliver gammelt, jeg synes, det var åndssvagt - og så pludselig opdager jeg det igen, og tænker ved mig selv, at det da var fuldstænig genialt tænkt. Som regel går der så lang tid, at tingen bliver retro. Hvilket selvfølgelig ikke siger så meget i dag, hvor yesterdays fashion er tomorrows cult.

Måske skal ting bare have lov at modnes. Måske handler det ikke om min egen utålmodighed. Det ville jeg jo gerne tro, at det ikke gør.

Tag nu f.eks. den her blog. Jeg har kigget på den og tænkt ja, ja, du er der, og nu skal du liiige slappe af. Ikke stresse mig. Jeg har ignoreret den og den har sikkert passet sig selv fint. Lidt ensomhed har aldrig gjort nogen noget. Men så tænker jeg alligevel: Alle de ord, alle de daglige indtryk og tanker og strømme af ævl, der løber i mit hoved, skal det ikke have lov at komme ud? Skal jeg ikke dele min såkaldte gnist af storladent geni med andre? Joeh. Kommer tid, kommer ord.

Jeg har rejsefeber. Jeg er utålmodig som ind i helvede. Jeg vil ud. Opleve noget nyt og lægge det bag mig som en vinterjakke i et skab. I morgen tager jeg på Roskilde, nyder solen og friheden, samler ord og mentale billeder. Så kan det være, jeg kan læsse dem af her, når jeg kommer hjem.

tirsdag den 10. juni 2008

Fru Olsen

Jeg bryder mig ikke om hvidt polyestertyl, matchende ringe, satinsko, folk der klipper sokker og slips over, corsager, at betale sko med kobbermønter, at jeg angiveligt ikke må sove sammen med min elskede dagen før, strømpebånd, blåt-lånt-nyt-gammelt-halløj, lyserøde risposer og al den slags deprimerende, kontrollerende blah.

Derfor skal jeg, som det er nogle bekendt, giftes i grønt og have det skægt.

Så lykkedes det mig at settle på en brudekjole. Den fineste Fie-kjole nogensinde, fra Emporio Rix inde i Sværtegade, hvor verdens nok sødeste og sejeste kjoledame tog mål af mit sommersvedende, gamacheindpakkede korpus og sendte mig i byen efter den helt rigtige farve.

Det bragte mig til City Kunstnerartikler, hvor der efter megen kiggen på farveblyanter, karton, pap og farvelader dukkede et stort stykke groft papir i den helt rigtige grønne farve op. Haps, tilbage til kjolebutik. Modellen hedder Tulipan, går til knæene, og ligner noget, Jackie Kennedy kunne have haft på, hvis der havde været lidt mere Rita Hayworth i hende. Og så kommer den max til at koste 2.000 kr. Genialt.

Nu overvejer jeg hårpynt, frisure, slør/ikke slør, sko og undertøj. Har fundet meget inspiration hos de her indietosser, men alle forslag er velkomne. Er ude i noget med guldstiletter til max. tusind kroner (jo, sko må gerne være dyre).

Kom glad med links!

fredag den 30. maj 2008

Retrolife

Nu hvor firserdrengene med det umådeligt kiksede hår og opsmøgede jakkeærmer har fået oprejsning ved at blive VJ's på VH1 og den slags, er turen åbenbart kommet til halvfemserne. Gud forbyde, at vi skal have vores ungdom i fred. Næ, lad os spolere den med compilations, temafester i Forum og remakes af Beverly Hills, hvor Donna er med igen som sig selv (altså Tori Spelling). Det skal jeg nok rante om en anden dag...

Men hvad er det egentlig med remakes? Handler det om at malke en succes? Eller handler det om renhjertet nostalgi og kærlighed til fortiden? Eller om en mangel på mod til at fornye sig?

Altså, jeg klager ikke. Jeg glæder mig da til at se Eddie Murphy i Beverly Hills Cop IV, men jeg ville nok hellere se ham lave noget sjovt, han ikke har lavet før. Han pørver, bevares, men det virker ikke for ham at klæde sig ud som fede damer gang på gang. Så hellere hoppe i den røde læderjakke igen, eller hvad, Eddie? Og nu skal jeg heller ikke komme for godt igang, for jeg elskede jo Indy og den roterende krystalrummandsthingie, hvor Harrison Ford så lidt løsthængende ud i canvasbuksen, men ikke desto mindre jo stadig kan smile, så man bliver blød i knæet.

Jeg vil tænke over det i weekenden, når jeg har holdt planlægningsmøde om det bryllup, hvor jeg som bekendt gifter mig med den mand, der var min første kæreste tilbage i 1995. Hvem sagde retro?

søndag den 25. maj 2008

Bridezilla goes to town

Det er ikke nemt at blive gift. Eller jo, beslutningen var den mest indlysende, jeg nogensinde har truffet, men det er ikke nemt at få det hele til at ske, snart sagt tage stilling til hele brudekjolekonceptet, skulle jeg hilse og sige.

Var ude og kigge på kjole med en veninde i går. Startede velforberedte med kaffe og notater og billeder af forskellige styles, adresser på syersker og the works. Prøvede en Karen Millen-model, men lignede en nysnøret turkis rullepølse. Prøvede Chloé-kjoler til en milliard og prøvede InWear-kjoler til en tusindkrone. Prøvede også det, jeg egentlig troede var min kjoleskæbne, nemlig en smuk, græsgrøn hippiemodel med hellangt skørt og snoede stropper fra noget der hedder T-Bags. Og lignede en ammende asparges. Ved ikke, hvorfor jeg får mad-associationer, når jeg prøver tøj. Det må nogen analysere for mig.

Nå, men. Ved et tilfælde stoppede vi op ved en lille kjolebiks i en sidegade, og der blev jeg solgt. De kjoler var som taget ud af 50'erne i fed silke og poofy skørt. (Eller lettere poofy, kun så meget, at man stadig har pencil-profil, hvis nogen forstår, hvad jeg mener med det. Butikken har desværre ingen hjemmeside, så det her må være a-la-sådan-her-hint nok). Hende, der syer, havde selv strutnederdel og knaldrødt hår og lur mig om hun ikke havde en Elvisplade eller to derhjemme. Jeg skal derind og prøve overtale hende til at sy en i grøn til mig. Meget snart. Selvom det går komplet over budget, er jeg sikker på.

Når det er gjort, kan vi rykke videre til næste issue: Sko og hår.

Godt der er et par måneder endnu.

PS: Jeg er PISSETRÆT af kjoler i en såkaldt størrelse Large, som ikke engang en dværg uden bryster kunne presse sig ned i. Hvornår får moden nogle realistiske mål?

søndag den 18. maj 2008

Jeg har læst en bog

"sTori telling by Tori Spelling" hed den så. Og jeg har læst den på under et døgn, hvilket er en lidt sørgelig rekord, eftersom jeg er blevet så uhelbredeligt dårlig til at åbne en bog, snart sagt læse den. Jeg bliver bare træt og gnaven og melankolsk over dens eksistens, så snart jeg, som en god og ordentlig pige, har bladret de første 20-30 sider igennem. Og så lægger jeg den væk, godt knotten. Traumatiseret, nej da...

Nå, men, den her bog, som har det mest pink cover, jeg nogensinde har haft mellem hænderne, reklamerede for sig selv ved at vifte mig om næsen med all the dirty secrets fra Beverly Hills 90210. Så haps til mig. Jeg er die hard, når det kommer til Bev, hvis det skulle have gået nogens næse forbi.

Malle, du skal ikke læse videre, hvis du vil undgå spoilers!!

Det er historien om en pige, der vokser op i noget, man simpelthen tror er løgn. Billionvilla, importeret sne til jul, barnestjernekarriere, den samme fødselsdagsgave år efter år - porcelænsdukker med døde øjne. Første kys var med kokken i huset. Forført af adskillige narrehatte. Gift med en af dem ved et bryllup, der mindst, og jeg mener mindst, må have kostet a million bucks. Traumatiseret, uoplyst, romantisk, naiv, opmærksomhedshungrende og ude af stand til at tage en beslutning.

Uhyggeligt og, må jeg indrømme, sjovt skrevet. Som én lang klumme i et magasin. Har ingen idé om, om hun har skrevet det selv, men anyway. Da kapitlerne om Beverly kom, kom det for en dag, at alle knaldede med alle. Big surprise. At Shannen Doherty var bindegal. Big surprise. Men også, at Donna og David, i virkelighedens verden, altså som Tori og Brian, knaldede. Mens Donna var jomfru. Se DET er news, jeg kan bruge til noget. Foder til min lille sultne sladdermave.

Så var der historien om, da Terence Trent D'arby, som åbenbart er gone pshycic, formanede frøkenen om at lægge sit liv om. Eller da hun besøgte Mama Lola, en voodoopræstinde, fordi hendes mor havde et ondt øje til hende (og det havde hun satanfløjtemig, hvis man skal tro, hvad der står). Eller da hun havde et lille, intimt, privat, spontant bryllup på en tropeø, og bare lige smuttede i en Dolce & Gabbana-kjole og havde et par kampklædte indfødte til at trutte i en konkylie for hende. Eller da hun opdagede, at juletræer faktisk gror op ad jorden, og at man kan fælde dem selv.

Damen bliver aldrig normal, men i det mindste har hun humor.

(Jeg vil nok en dag vende tilbage til issuet om mit bogtraume. Men jeg bliver lige nødt til at forsikre verden, og mig selv, om at det er okay at nyde sådan en bog. Kan vi betragte den som en selvbiografi? Ja. Godt. Så har jeg mit på det tørre. I det mindste har jeg aldrig læst en af de der såkaldte chick lit-bøger - "en shoppingprinsesses bekendelser på høje hæle med en rundbarberet puddel i tasken", eller hvad hulen de hedder.)

Jeg har det som om, jeg lige har spist en stor, lyserød kage. Lykkelig og en anelse kvalm.

lørdag den 17. maj 2008

Oh lørdag

Klokken er snart 14.30, og jeg har foretaget mig følgende i dag:

- Vendt mig om på den anden side, så'n ved 10-tiden

- Kysset godmorgen

- Vendt mig om igen

- Fået ostemadder og kaffe på sengen

- Læst avis under dynen

- Spillet Text Twirl på Facebook - længe

- Spist guldkarameller og lakrids fra i går

- Drukket mere kaffe

- Fået en delivery fra Amazon

- Undgået at stå op


Og nu, mens jeg stadig undgår at stå op, vil jeg kaste mig over de grimme små hemmeligheder bag kulisserne på Beverly, as remembered by Den Blonde Ørred, Tori Spelling. Det bliver hyl.




fredag den 16. maj 2008

Gisp

Ny kategori: Ting, jeg ville købe, hvis jeg var rig. Eller bare sådan lidt mere ved muffen end jeg er. Jeg ku' simpelthen falde om og dø for de her sko fra Lola Ramona.


onsdag den 14. maj 2008

Farvedag

I dag er det farvedag, har jeg besluttet. Jeg er blå fra top til tå, bortset fra håret, og det har intet at gøre med min sindstilstand eller indre landkort af følelsesfarver for en gangs skyld.

Jeg har nemlig fået et par blue suede shoes. Og hvis dét ikke er på tide, ved jeg ikke, hvad det er. De lagde ud med at gnave så store huller i mine hæle, at jeg måtte gå på Biskens sokker hjem fra biografen. Men nu er de paddet med plastre i snude og rø... hæl. Og jeg kan slå mig løs med et indre sound- og billedtrack af Elvis A. P., der svirrer med hofteskålen.

Apropos biografen, så var det Iron Man, vi så den aften. Nu har jeg jo altid haft et svagt punkt for Robert Downey Jr., og jeg må sige, at både ham og Jeff Bridges, der slet ikke var dude'sk, men tværtom temmelig ond og mentalt ustabil, gjorde det fremragende. Jeg vil osse have et jernsuit, skyde med missiler fra albuerne og tæve stereotypiske albanere. Den var dog lidt for længe om at komme i gang med den egentlige action.

Apropos superhelte, så så jeg for første gang Ang Lee's Hulk her den anden dag og er dybt begejstret. Det er sgu da en helt fantastisk film. Måske borset fra de den lilla spandexbuks, han render rundt i....altså, hvad er meningen med den? Men jeg fatter slet ikke dem, der synes, han er grøn for lidt af tiden. Helt tilpas grøn, synes jeg, han er.

Og så er vi så fint tilbage ved farvetemaet. Jeg vil opfordre alle til at vælge sig en farve, de kan knuselske hele dagen - spis f.eks. kun rød mad.



onsdag den 7. maj 2008

My precioussss


Døren gik op, og ind kom en pige med et lusket smil og en stor konditorkasse. Hun spurgte: Hvor sidder KIWI-redaktionen? Og jeg råbte (måske lidt for højt og med lidt for meget barnlighed i stemmen) "Hernede" og viftede med begge arme.
Det var en pressemeddelelse - en såkaldt huskekage. En kæmpe kringle med marcipan på toppen, hvor der stod: Klik ind på http://www.denstorebagedag.dk/, skrevet med chokolade. Klokken var 14.30, og jeg har da aldrig oplevet mage til mageløs timing. Kaf' og kringle. Uhms.

Men Fie, det er da ikke en kringle dér på billedet? Nej da, det er et par sko, jeg købte i Nice. Og jeg glæder mig til at indvie dem snarest muligt. Pyt med, at de gør mig to meter høj - de er så fine.



Se det var et rigtigt eventyr.

tirsdag den 6. maj 2008

Get your kicks...

Jeg stod på bussen med en kæmpe kasse, der kun kan bæres besværligt under den ene arm eller holdes med begge hænder. Den var fuld af ting, der skulle fotograferes til bladet. Når man sådan stiger på bus 66 klokken 10 om formiddagen, er passagererne mildt sagt tragikomiske. Der er your basic ældre damer og herrer (mere eller mindre bitre), kvinder indhyllet i slør, lange sorte gevandter og 17 poser med grøntsager, og måske et antal rødnæsede førtidspensionister. Og så altså sådan nogle som mig, hvis firma ikke er så glad for, at man kører for meget i taxa.

Jeg stiller mig i midtergangen, der hvor sæderne kan klappes op. For jeg vil ikke besvære nogen med min store kasse. Men det gør jeg åbenbart. Mens jeg prøver at holde balancen, får jeg er "Hallååå...klapvogn!" brølet i nakken af en brovten kone, og en af de førnævnte indhyllede, grøntsagstrillende klapvognsførere tripper ind foran mig. Bagfra kommer en gammel, grå dame møvende og beder mig om at flytte mig, så hun da lige kan slå et sæde ned og sidde der, hvor jeg balancerer med min kasse. For ingen af de 17 ledige sæder er gode nok, næ nej. Og så videre, og så videre, indtil jeg stod henne ved bagdøren og var ved at vælte i ethvert sving.

Okay, Fie, hvad er pointen?

Jamen, bare, at jeg lige vil have lov at brokke mig over de såkaldt ældre og svage, som i den grad pissede på mig i dag i bus nummer 66. Jeg kunne da nok forstå, at jeg ikke havde nogen form for prioritet. Ville det slå disse mennesker ihjel at sige please, bare en gang imellem? (Det er meget apropos også meget enerverende at blive smidt væk fra et sæde af hensyn til at nogen, som i øvrigt er ved alle lemmer og sansers fulde brug, har passeret de 55 år - selv om man er clearly syg. Det skete engang for mig med lungebetændelse og 40 i feber på vej til lægen.)

Så, nu har jeg brokket mig. Det var sikkert småligt og banalt, men nok nødvendigt for at jeg kan være rar ved den næste etbenede narrehat, der skal bruge mit sæde....om man så må sige.

Wrarf.

lørdag den 3. maj 2008

Coffee and cigarettes

Så! Nu besluttede jeg mig for en header til denhersens blog. Overvejede at udskrive en logokonkurrence, men i egenskab af forvokset, totalt stædig jeg-vil-sæææl-barn, tænkte jeg, at jeg nok var better off med noget DIY, sådan i første omgang.

Det skal dog ikke afholde nogen fra at blande sig. Hvad synes I? Hvordan ser Flo's Diner egentlig ud? Som nogen måske så, lagde jeg ud med noget med tærter, for dem kan man aldrig få nok af. På den anden side er kaffe og cigaretter jo...kaffe og cigaretter, altså.


Man kan osse kigge her og blive inspireret. Det er ligesom en slikbutik.


Jeg overvejede også den her, med en sort kant, men den er i sagens natur ikke særlig imødekommende:


fredag den 2. maj 2008

Nou breekt mijn klomp

Har du også følelsen af, at evnen til at forstå, og måske endda tale, hollandsk stiger proportionalt med din promille? Og at det nederlandske tungemål burde være det nye esperanto, fordi det er så sjovt?

Morgenrood brengt water in de sloot, siger jeg bare.

Til min store glæde viser det sig, at det er gensidigt. Den lettere påvirkede, partycrashende hollænder fra i går var helt med mig - han synes, af samme årsag, at dansk var det nemmeste sprog i verden at læse og forstå. Total jubel. Minoriterternes berusede triumf. En anden similaritet, mente han, var de høje, lyshårede kvinder, der åbenbart også er i overtal i Holland. Ja, jo, godt så, skål. Men da jeg så lettere fnisende spurgte, hvorfor i alverden de kørte med et totalt overforbrug af vokaler i deres sprog (jeg mener: Den Haag, altså, what's up with that?), synes han ikke , jeg var så sjov længere.

Nå, men. Han havde også en teori om, at tyskere er så teknisk grundige og dygtige, fordi deres sprog er så grammatisk indviklet, at de fra barnsben lærer at overskue kompleksitet. Hvad siger det så mon om danskerne?

PS: Overskiften betyder "Nu flækker min træsko".

Internationale

Når nu Politiken så flot klarer deres obligatorisk patosbefængte og radicoolt nedsættende reportagebeskrivelse af 1. maj i Fælledparken, vil jeg lade være med dét.

Det giver mig altid en lille klump i halsen at høre optoget gå igennem gaderne, og jeg får en følelse af, at jeg bare må være med. Så afsted med os i regnvejret, med pitstop i en bagelbiks, og entrere parken med halvvåde fødder, der sært nok automatisk husker den særlige balancegang fra Roskildemudderet. Nogen spillede en sang, der hed 'Lorteland', andre delte flyers ud for DKP. (Dem har jeg nu aldrig helt forstået - kommunismen fejlede fælt, kære venner. Hold så op med at hylde en af de mest undertrykkende ideologier, verden har set.) Nå, men så var vi der. Og kiggede lidt på det hele. Drak lidt kaffe og tænkte: Rød front! - og så gik vi mod det lille atelier, som er så hyggeligt. Indkøbte en pose Røde Hunde til lejligheden, og en håndfuld øl.


Resten af dagen gik med at diskutere, hvordan lavstatusfagene kan få genoprejsning, om det er forsvarligt at købe aktier i Parken Entertainment, når man nu kan investere i vindmøller og fairtade - og så lege med forhåndenværende værktøj og dims for resten. Og så kom der ganske uanmeldt 3 vildt fremmede europæere forbi. En franskmand, en tysker og en hollænder. Som lagde ud med at spørge mig, hvordan det stod til med feminismen i Danmark. De mente, at det kørte så godt for os, at vi ikke havde behov for den. Aha. Og så måtte de jo have en lille sang om solidaritet.


Det er den bedste 1. maj, jeg har haft længe. Fint afbalanceret mellem en sund gang åndsnærværelse og noget ganske almindeligt venskabeligt samvær, som jeg er sikker på, nok skal redde verden med tiden.


Og så et lille billede:







lørdag den 26. april 2008

Kikset

Så fik jeg mig den blog. Og med i handlen kom en skriveblokering, der foreløbig har udmøntet sig i en tur i Netto, en åben flaske vin, en halv pakke cigaretter og noget rengøringsvanvid.

Jeg er bombet tilbage til de spæde Myspacedage, hvor jeg skændtes med mig selv i dagevis om hvorvidt, jeg nu var interessant nok til at dele noget som helst skrevent med verden, der ikke var arbejdsrelateret. Hvad det gjorde ved min privatsfære og den slags håbløst gammeldags overvejelser.

I det nyeste nummer af Wired er en klumme om nørdernes territorium, der bliver invaderet af snart sagt alle, der kan spille Guitar Hero, have citater fra en eller anden B-film på t-shirten og gå med store, grimme briller. Hvem ender med at være kikset, når det er blevet smart at være det?

Det føles lidt som om, det er mig.

Klap med mig: Syn-æs-te-si

Den anden dag fik jeg stukket en lille seddel i næsen af min søde kollega. Der var noget parfume på, som jeg skulle have en mening om. "Den lugter brun", sagde jeg så. Og så synes hun, jeg var sjov.

Dufte har nemlig farver. Stærke følelser og fysiske påvirkninger har også altid farver. Måneder har farver, og nogle gange også ugedage. Maj er f.eks. gul, og det er noget lort. Spørg mig ikke hvorfor.

Når man blander sanser sammen på den måde, hedder det synæstesi. Jeg har læst og hørt om fænomenet før, men aldrig rigtig koblet det på mig selv. Så nu har jeg googlet som en vanvittig, men jeg synes ikke, jeg er kommet det nærmere, hvor mange, der har det sådan her. Jeg troede jo egentlig, at det var sådan, alle sansede.

Og jeg ved egentlig heller ikke, om jeg er fuldblods-synæstet - skal man ikke kunne se musik og høre former og den slags?