Jeg tror, at grunden til, jeg har haft skrivekrise på det sidste, er, at jeg gerne ville levere mere, end jeg kan. Men min verden er blevet så teeny tiny lille.
Fra at føle, jeg bare skulle strække armen liiidt længere, så kunne jeg erobre verden, føler jeg nu, at jeg er blevet lempet over i en parallel dimension. Lempet med en vognstang, hvis man kan sige det. For jeg vidste jo godt, at det ville blive anderledes. Men er der nogen, der kunne have forklaret mig
hvor anderledes? Jeg tror det ikke, og jeg tror ikke, jeg kan forklare det videre. Lige meget, hvor meget "show, don't tell" jeg så end rullede ud, kunne jeg ikke forklare en ikke-mor, hvad der sker med det hele, når den der streg på graviditetstesten bliver til et levende, virkeligt barn. Bare det, at jeg opfinder et begreb som ikke-mor...
Så nu skriver jeg om mikrokosmoset. Det er der andre bloggere, der gør, så jeg tør også godt. Jo, jeg gør.
I morges var jeg så arrig på denne her indskrumpede, praktiske stille-sfære, der indeholdt dagsudsigt til vasketøj, madning af umuligt barn og telefonkø hos kommunen, at jeg begyndte at tude. Min mand var så sød at hente morgenbrød med barnevogn + barn, så jeg lige kunne rase ud. Men derefter tog han jo på arbejde. På min cykel, endda. Jeg ved, han lige så gerne ville være hos mig og barnet, men jeg ville altså også lige så gerne cykle mod indre by med hue på, gå gennem en svingdør, møde nogle kolleger, skænke noget kaffe, sidde i en kontorstol, spise i en kantine. Gøre noget, skrive noget, se noget, mene noget om...noget. Snakke med nogen, som er over 67 cm lang. Nogen, som svarer med faktiske ord, når man henvender sig.
Min datter er smuk, dejlig, sjov og mirakuløs. Hun er skæg at være sammen med, og man smelter, når et enormt, tandløst smil er det første man ser, når man tjekker, om hun sover eller ej. (Ej, er svaret) Men derudover har mine største problemer i dag været, at hende den rødmossede dame tog min vasketid (jeg tog hende oven i købet på fersk gerning), at Ydelsesservice København har lukket om onsdagen, så man ikke kan ringe, når man står og har krise over sin økonomi, og at jeg kun nåede at plukke ét øjenbryn, før der blev pevet fra den røde tremmeseng. Det føles bare ikke...som nok. Selvom det er mere end ubegribeligt rigeligt. Og selvom jeg godt ved, at jeg aldrig, hvor meget jeg så end arbejdede, ville komme til at gøre en større forskel her i verden end jeg gør, ved at være til stede som Violas mor.