Jeg tror, at grunden til, jeg har haft skrivekrise på det sidste, er, at jeg gerne ville levere mere, end jeg kan. Men min verden er blevet så teeny tiny lille.
Fra at føle, jeg bare skulle strække armen liiidt længere, så kunne jeg erobre verden, føler jeg nu, at jeg er blevet lempet over i en parallel dimension. Lempet med en vognstang, hvis man kan sige det. For jeg vidste jo godt, at det ville blive anderledes. Men er der nogen, der kunne have forklaret mig hvor anderledes? Jeg tror det ikke, og jeg tror ikke, jeg kan forklare det videre. Lige meget, hvor meget "show, don't tell" jeg så end rullede ud, kunne jeg ikke forklare en ikke-mor, hvad der sker med det hele, når den der streg på graviditetstesten bliver til et levende, virkeligt barn. Bare det, at jeg opfinder et begreb som ikke-mor...
Så nu skriver jeg om mikrokosmoset. Det er der andre bloggere, der gør, så jeg tør også godt. Jo, jeg gør.
I morges var jeg så arrig på denne her indskrumpede, praktiske stille-sfære, der indeholdt dagsudsigt til vasketøj, madning af umuligt barn og telefonkø hos kommunen, at jeg begyndte at tude. Min mand var så sød at hente morgenbrød med barnevogn + barn, så jeg lige kunne rase ud. Men derefter tog han jo på arbejde. På min cykel, endda. Jeg ved, han lige så gerne ville være hos mig og barnet, men jeg ville altså også lige så gerne cykle mod indre by med hue på, gå gennem en svingdør, møde nogle kolleger, skænke noget kaffe, sidde i en kontorstol, spise i en kantine. Gøre noget, skrive noget, se noget, mene noget om...noget. Snakke med nogen, som er over 67 cm lang. Nogen, som svarer med faktiske ord, når man henvender sig.
Min datter er smuk, dejlig, sjov og mirakuløs. Hun er skæg at være sammen med, og man smelter, når et enormt, tandløst smil er det første man ser, når man tjekker, om hun sover eller ej. (Ej, er svaret) Men derudover har mine største problemer i dag været, at hende den rødmossede dame tog min vasketid (jeg tog hende oven i købet på fersk gerning), at Ydelsesservice København har lukket om onsdagen, så man ikke kan ringe, når man står og har krise over sin økonomi, og at jeg kun nåede at plukke ét øjenbryn, før der blev pevet fra den røde tremmeseng. Det føles bare ikke...som nok. Selvom det er mere end ubegribeligt rigeligt. Og selvom jeg godt ved, at jeg aldrig, hvor meget jeg så end arbejdede, ville komme til at gøre en større forskel her i verden end jeg gør, ved at være til stede som Violas mor.
.jpg)
Seaside Christmas Junk Journal by Rhonda Ellzey
1 dag siden
HURRA for much needed ærlighed i denne her genre af mumblogging. Og husk nu lige, at du skriver noget, du rører mennesker med, og det er også en form for kommunikation med voksne mennesker. Min dag ville i hvert fald være en smule dårligere uden din blog. Keep trucking! (Keep mumming duer ikke rigtig vel?)
SvarSletStine
Åh, hvor har jeg bare ikke glemt det endnu! Præcis, præcis sådan var det. Og jeg aner ikke engang hvad jeg skal sige, for jeg kan jo også godt huske, hvordan det bare overhovedet ikke hjalp, at der var så mange der forsikrede mig om, at voksenhedens verden vender tilbage til dig, og du til den, før du når at blive helt ude af dig selv (men heller ikke før det er lige på kanten...).
SvarSletMen Stine har ret. Og jeg håber, du bliver ved med at dele fra dit mikrokosmos.
Hvor er det smukke ord Fie. (Indrømmet, jeg sidder og vifter et par tårer væk). Når din blog rører mig, er det selvfølgelig fordi, at jeg, som alle andre mødre, kender de følelser du beskriver ud og ind og har følt dem i massevis siden jeg blev mor. Men lige meget hvor længe man er på barsel og går rundt i sit lille bitte mikrokosmos, så bliver det i det store perspektiv, en lille bid af ens liv. Nu hvor jeg er tilbage igen, putter mit barn i institution og smutter på arbejde, så kan jeg sådan savne at være sammen med hende i stedet for.. (de første 3-4 måneder jeg var tilbage, tror jeg dog ikke jeg savnede hende ret meget!).Der sker på mange måder også noget udvidende for ens verden med barnet, når det blir så stort at man kan snakke, læse, spille, tage på ture osv. Samtidig er den indsnevrede følelse af, at man tramper rundt i sine egen små fodspor også meget mere massiv i november. Forslag der hæmmer kedeligheder i november er: jule-hygge med gode venner, en lille bytur, ture med s-tog ud af byen til små naturbidder og nye ruter rundt på end barnvognstur. Du er heldig med din evne til at omsætte ord til dansende, levende sætninger, der sætter sving i følelserne hos modtagerne, og vækker noget med deres fængende præcished, balance mellem varme, alvor, ærlighed, kløgt og så en knivspids sort humor til tider. Min gamle drengedrøm om at skrive en roman en dag, bliver altid lagt endnu længere tilbage i skuffen og baghovedet, når jeg lige har læst din blog. Gnæk gnæk. Hils smukheden, og ham den søde.
SvarSletIben
Tusind tak, alle sammen. Hvor det dog hjælper at høre, I gider læse med og kender min frustration!
SvarSlet@Stine: Du har ret - uden de virtuelle voksne mennesker i det store internet ville jeg være en del mere lost. Dejligt at der er nogen derude.
@Anne: Jeg tror på dig, når du siger, det voksne liv vender tilbage! Og hvis ikke, kommer jeg efter dig :-)
@Iben: Tak, søde du. Og ja tak til julehygge. Hvornår?
wow, har lige fundet din diner. Herligt, herligt sted! Og lige på kornet, jo, med det indlæg! Altså hvem har sagt, at det bare er så underskønt at være på barsel, og at man bare skal nyde det sååå meget hver eeeneste dag? (hvem end de er, lyver de) For nogle dage er det bare røv og man vil bare gerne være helt ikke-mor-agtig igen, ik?
SvarSletGlæder mig til at følge med i dit mikrokosmos
Hej Astrid og tusind tak for rosen...
SvarSletVelkommen til!
Kender det, kender det, kender det!
SvarSletDet der mikrokosmos kan være så utrolig trangt. Jeg fik/får ofte klaustrofobi af det, og det resulterede i, at jeg startede på uni igen, med en 2 mdr. gammel trold på armen, og med konstant dårlig samvittighed over at prioritere mine behov højere end troldens.
Jeg har desværre ingen gode ideer eller fif at dele ud af, udover at det er fedt at du er ærlig omkring det. Det hjalp mig meget at kunne læsse alle frustrationer af en gang imellem, og endnu mere hjalp det, når man fandt ud af, at der vare flere der havde det på samme måde. Skørt at det ikke at være alene om en eller anden følelse kan være sådan en opmuntring. :)