søndag den 27. juni 2010

Mandagslinks, helt uden Roskilde

Hellige hyphest, hvor blev jeg dog glad for at finde denne 18-årige piges blog. Hun har netop taget sin high school eksamen i Pennsylvania et sted, og den sidste måned af sit liv som skolepige-teen dedikerede hun til at læse hvert eneste nummer af Seventeen Magazine og følge dets råd om mode, hår, mad, krop, flirt og så videre.

Hendes regler for projektet var, at hun hver dag skulle 1) følge mindst ét skønhedstip, 2) følge alle slanketips, 3) afprøve alle foreslåede aktiviteter (hav selvtillid i bikini, f.eks.) 4) læse alle bøger/se alle film, bladet anbefaler og (trommehvirvel)....5) hænge alle "hot guy"-idol-plakaterne op i sit værelse.

Hun rister dem. Over en sagte, velformuleret, begavet ild. Men ikke uden at give dem en chance. Tak, ukendte almindelige sjove Jamie, for i så ung en alder at arbejde for at eliminere stereotypierne om, hvad en pige er. Hvad en pige gør. Hvad en pige synes. Hvad en pige bør. Hvordan en pige skal se ud. Så kan de pakke deres silky hair og scoretips og stripperhæle og bikinifejl og hjernedøde mødomsprædikende vampyrlort langt væk, kan de.


Her er et af de billeder, en læser har sendt hende. Mere tak.


Den blog har fået mit Like-stempel.


Ovenstående er skrevet som kladde. Men nu, hvor den dagens indlæg skal skrives færdig, konstaterer jeg, at dagen i dag bare ikke er god. Til noget. Den startede dårligt, fortsatte dårligt og ser ud til at blive dårlig hele vejen gennem de næste mange timer med hedebølgebarn m. snotnæse. Vil. Ikke. Sove. Vil. Gerne. Græde.

Så mandagslinks bliver ikke længere end det her.

Slut.

fredag den 25. juni 2010

Give away - EKSTRA VINDER!

Alert alert!

Det viser sig, at der er endnu en heldig vinder af min fabelagtige give away. Den kære Leoparddreng var så ærlig at sige, han nok kun ville få læst den ene bog, så jeg kunne trække en anden vinder.

Det drejer sig om Meghan D. Jakobsen: Trods og Trisse Gejl: Skjul.

Endnu et besøg hos random.org viste, at den heldige vinder af disse to bøger er:

Cecilie B!

Tillykke Cecilie, og skriv mig en mail på dinerpost@gmail.com

Give away vinder!

Hej alle I dejligste 20 mennesker, som deltog i min første give away!

Vi har nu en vinder, og vedkommende er fundet så tilfældigt, det kan gøres, på www.random.org. Ikke noget med at lade barnet spise lodsedler eller den slags.

Her tastede jeg tallene 1-20 ind og bad generatoren finde et tal.

Svaret blev 11 - og det betyder:

Leoparddreng, du har vundet de 3 bøger! Tillykke.

Skriv til mig på dinerpost@gmail.com!

Hurraaaaarh!!

mandag den 21. juni 2010

Give away

Eftersom jeg for noget tid siden vandt en hel bunke neglelak i en give away hos Maminka, føler jeg, at jeg må give noget videre. Jeg vinder aldrig en fløjtende dyt, og det er jo dejligt med al den held i kærlighed, dét giver, men jeg bliver altså også så julegriseglad, når det så endelig en gang imellem sker, at mit navn står på vinderloddet.

Da jeg, for hvad der føles som tusind år siden, gik på arbejde, var jeg så heldig, at det var et sted, hvor forlag sendte deres bøger hen i håb om en lille omtale. Mange bøger. Og da vi for nylig omkonfigurerede bogreolen, så de vigtige, voksne ting står øverst og de mere flå-du-bare-dem-i-stykker-lille-skat-agtige nederst, blev der nogen til overs, som stammer fra disse forlag.

Måske er det verdens kedeligste give away, det ved jeg ikke, for jeg har aldrig kastet mig ud i den slags. Men hvis man er bogglad, er det måske ikke så skidt?

Det er dem her, du kan blive den heldige bladrer af...i..øh, ja.

(Det er Kaaberbøl/Friis: Drengen i kufferten, Meghan D. Jakobsen: Trods og Trisse Gejl: Skjul)

Bare skriv et eller andet som kommentar, og så deltager du. Gerne noget om, at det ikke er helt latterligt *usikkert flakkende blik*... Og vær gerne til at få fat i. Maminka måtte råbe ret højt, før jeg hørte, at jeg var vinderen. Rundstyk. Jeg udtrækker en tilfældig vinder på fredag d. 25.

Mandagslinks beklager...

Jeg er ked af at sige det, men mandagslinks bliver der altså ikke noget af i dag. De er gået på sommerferie...eller hvad det nu hedder, det dér de bruger som undskyldning for at lukke øjnene for folkets røst inde på Christiansborg. Jeg kunne godt smide et par lænker op til pæne ting, jeg ikke har råd til, men det er der ligesom ingen, der bliver beriget af. Specielt ikke mig.

I den seneste uge har det været virkelig sjældent, jeg har åbnet MacBooken for at bevæge mig udenfor de trygge stakitter om de sociale mediers børnehave, og det skyldes nok især, at jeg som verdens sidste firstmover (første lastmover?) har fået mig en Twitteraccount og ved Jezus ikke kan finde ud af, hvad jeg skal med den. Hvad kan konceptet, som Facebookopdateringer ikke kan? Og hvorfor kan min ellers så dejlige HTC Magic ikke køre den nye Twitter-app til Android? Og hvem skal jeg følge? Og hvorfor? Og hvor fanden er de henne?

Jeg ved, at der er flere af jer, der er glade tweeties, så kan I ikke lige forklare mig...noget?

I øvrigt bliver det godt vejr i dag. Så det har jeg tænkt mig at nyde. Måske med et lille tweet fra Kongens Have?

PS: Dagens Dark Side skal INGEN snydes for. Så her kommer den.

lørdag den 19. juni 2010

Søndagslink (hey, det er da først i morgen?)

Ja, det er først i morgen, at der skal linkes, men det er vigtigt, det her. Vigtigt, siger jeg!

Jeg vidste da godt, der var noget, der hed mikrolån. En ædel tanke, hvor gedehyrder i Nørre Bagindien nyder godt af vestlige velgøreres blødende hjerter. Ing?

Jeg ved da også godt, at jeg selv har tordnet mod Den Gode Sags Disciple, når de svingede deres dreadlocks ind foran min barnevogn og standsede mig med skyld og skam over klodens undergang, hvis ikke jeg snart fik tændt op under det Visakort.

Men jeg har aldrig selv undersøgt, om det var noget for mig at støtte nogen som helst på en så direkte måde som ved de hersens mikrolån. Og så var det, at jeg fik nys om kiva.org, hvor det næsten ikke kan blive mere direkte. Her kan du helt enkelt bladre gennem billeder af mennesker med et ønske. Mennesker, der siger: Her er mit ansigt og min vilje.

Det virker fandme stærkt på mig. Også at det ikke er donation, men et lån. Det er der en vis smuk stolthed i.

Det er mænd og kvinder, grupper og singler, helt almindelige folk på den anden side af jordkloden. De fleste vil gerne opstarte en lille business med at sælge køer, klippe hår, kværne majsmel, you name it, og andre har et ønske om at få repareret taget på deres hus, så det ikke regner ind, så de ikke er forkølede hele tiden, så de bedre kan arbejde, så de kan tjene nogle penge, så ungerne kan komme i skole....

Man kan filtrere folk efter køn, behov, verdensdel, og hvis man er lidt mere emsig, også efter, om den lokale hjælpeorganisation, der sætter aftalerne op, er kristen, hindu eller noget andet ideologisk. Jeg synes på sin vis, det er nok, at et menneske har mod og kløgt til at komme fremad på den måde. I selv de fattigste lande, i de fjerneste egne, kan de se potentialet i at bruge internettet, at udnytte globaliseringen til at udjævne den skæve vægt i verdens rigdomme.

Og ja, mit hjerte bløder da især for den enlige mor i Peru, der kommer fra et voldeligt ægteskab og ønsker at låne 1000 dollars, så hun kan sende sin fireårige i skole. Men faktisk lige så meget for den unge mand i Rwanda, der har en soft drink-butik og gerne vil kunne købe en maskine, der kan holde mælken kold. Det kræver cojones af dem begge at vise deres glatte ansigt.

Suk. Jeg ville helt vildt gerne bruge mine mad communications-skillzzzz til at få dig til at klikke på kiva.org. Jeg kunne ævle op og ned ad stolper. Men hvis der er noget, der giver mig fniller, så er det jo netop missionærer.

Så nu skal jeg nok holde op.

Next Stop: Fadderbarn!

PS: Nu tænker jeg jo på, hvorfor det er, at man (åh, forjættede "man"... jeg mener jo "jeg") reagerer sådan på folk i fattige lande, langt, langt væk fra studenter og bøgetræer og strandede hvaler og "mine dagpenge er større end dine dagpenge". Der er jo, uden tvivl, mange mennesker lige om hjørnet, inde hos naboen, nede på bænken, der har mindst ligeså meget brug for dine penge og din hjælp. Mødrehjælpen, Sex & Samfund, Hus Forbi, Reden, Børnehjælpsdag, Julemærkehjemmet, Stop Mobning, Stop Volden, integration, lokalengagement, pust støn gisp. Det er mennesker, du kan se i øjnene på daglig basis. Men også kigge væk og lukke din dør, hvis deres desperation skulle lyse så meget ud af dem, at du blev blændet. Måske gør det mere ondt? Måske klistrer plasteret på samvittigheden bare bedre, hvis du kan klikke "Donate 25$ to poor Rosa from Paraguay" og lukke laptoppen og gå ud og drikke din fairtradekaffe i fred for den fattiges blik? Hvad tror du?

mandag den 14. juni 2010

Mandagslinks for store og små

Der er vist noget med, at vejrudsigten siger sommer-eller-noget-der-ligner i ugen, der ligger foran os, så som den servicemindede servitrice, jeg er, iler jeg fluks med nogle seje opskrifter på frys-selv is.... for voksne.

For hvem har egentlig sagt, at man ikke må peppe sine is lidt op? Og hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Se nu her: Lemon-vodka ispinde, chokolade-bourbon ispinde og...åh, himmel! - fersken-prosecco ispinde.





Det kræver jo nok noget af en afledningsmanøvre at holde småfolket fra isene. Så det har Dineren naturligvis også en sej løsning på:




Mens vi er ved søde ting på pind, så har jeg åbenbart ikke opdaget, at cupcakes faktisk ER overståede. De er bare zå 2009 - kager på pind, såkaldte cake pops, er nu the shizzle. Der har vi beviset på, at jeg reelt set ikke er særlig Martha Stewart (pyh!). Men det er en meget fin tendens, som jeg da godt kunne fristes til at smide penge efter - og fordømme med et fnys, så snart den bliver allestedsnærværende...*host*.



Lakridsben er da for nuttede. Minder mig lidt om det tidsfordriv, vi fik juledagene til at gå med...


Mens man sidder og guffer får, bier eller det sofistikerede svar på en vodkafyldt vandmelon i sig, vil jeg da lige anbefale lidt at kigge på. F.eks. den her samling af fantastisk kopi-legetøj.



I dag er det hele åbenbart noget med små ting eller ting til små folk eller legetøj eller kager. Hvem sagde barselsramt? Eller bare barnlig som pokker.


De kan alle tre købes her - i måske den sejeste børnetøjsbiks in de wurl.

Og så til sidst, ovenikøbet inden for tema:

Dagens Dark Side!

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Har lyst til at skrive noget klogt om arv og miljø, men jeg tror bare, jeg nøjes med at konstatere, at der nogle gange sker virkelig underlige ting, når nørder bliver forældre.



lørdag den 12. juni 2010

Enebarnet

Her kommer det. Indlægget, der med blinkende neon-pile og hornorkester og båthorn stiller sig på øretævernes holdeplads. Indlægget om at være enebarn.

Jeg har hørt på det hele mit liv. For jeg har nemlig ingen søskende. Og folk kan ikke længere sige noget, jeg ikke har hørt før. Eller tænke noget om mig, jeg ikke før har fornemmet skulle hænge sammen med min alenehed.

- Savner du ikke en bror eller søster?
- Bliver du ikke sindssyg af at være alene om/med dine forældre?
- Er der noget galt med dine forældre, siden de kun fik et barn?
- Nå, men så er du jo hamrende forkælet?
- Vil du ikke selv have flere end et barn, når nu du ved, hvordan det er?
- Nå, så er det derfor, du er så egoistisk?
- Nå, så er det derfor, du er sådan lidt socialt akavet?
- Det er altså ikke sundt for børn at vokse op som enebørn.
- Det er da synd for dig.

(svar: nej, nej, nej, ja og det staves e-l-s-k-e-t, øh hva'?, ??, sikkert, nå, og i lige måde da)

Bare smag lidt på ordet. Enebarn. Alenebarn. Det eneste barn. Som i "arj, fik I virkelig ikke flere?" Men også som i "Du synes nok, du er noget - og det tror da fanden, siden du aldrig har måttet kæmpe for mors og fars opmærksomhed."

Alt det her er jeg sådan set ovre. Jeg gider ikke længere forsvare det. Folk må selv ligge og rode med deres psykoanalyser af mig og min opvækst og min forFÆRHdelige ensomhed. Selv er jeg godt tilfreds med den. En-somheden, altså. Den alene-hed, jeg oplevede som barn og ung, hang sammen med nogle helt andre ting - og var i øvrigt slet ikke så voldsom som den, f.eks. mobbeofre kan opleve. Det var mere noget med at være anderledes og være ven med dem, der også var det.

Men.

Nu forholder det sig jo sådan, at jeg selv har ét barn. Og så kommer den næste haglbyge af spørgsmål åbenbart helt naturligt. Som om det er et begynderbarn, en test, en prøveklud:

- Nå, hvornår skal I så have nummer to? (sagt lidt skælmsk, men med tydelig alvor)
- Er du ikke bare snart vildt skruk igen? (sagt med opspærrede øjne og indforstået fnis)
- Hvor lang tid vil du lade der gå, før I skal have en lillebror/søster? (sagt med ophøjet børnepsykologisk mine)

Prøv at folde hjernen rundt om den her: Hvad hvis nu, vi ikke fik flere? Hvad hvis nu, vi ikke ville? Hvad hvis nu, det var det bedste for os?

Jeg siger ikke, at det er sådan det bliver. Eller at det er sådan, det ikke bliver. Men hvad nu hvis?

Ville det være så forfærdeligt?

mandag den 7. juni 2010

Mandagslinks. Inklusiv alting.

Why, hello. Det er mandag, er det, og selvom det på min let hummerfarvede hud kan ses, at det ikke har været skærmen, der har optaget mig i den seneste uge, er det tid til links - og ingen skal snydes for links.

Lad os starte med kager. Altid en god idé.

Den verdensomspændende cupcake craze ser ikke ud til at løje af foreløbig, og selv om det jo ikke helt er min kop kaffe at gå amok i den slags cute Martha Stewart-ness, kan jeg ikke lade være med at hvine som et lille egern, når jeg ser alt det bagerelaterede halløj, de har hos Bake It Pretty. Vil du lave en stjerneformet kage med glitrende, grønlyseblåt sukkersand, hjemmelavede slikkepinde formet som ananas eller pynte dit bagværk med et overskæg på pind, jamen så er du kommet til det rette sted.



(Okay, der bor måske en lille Martha Stewart inden i mig. Hun har bare ikke tid eller tålmodighed eller selverkendelse nok til at komme ud særlig tit. Men en gang i mellem sidder hun i hemmelighed og drømmer lidt om alt det her)

Ahrøm. Nu til noget ganske andet. Jeg læste den her vanvittigt interessante klumme i Wired om hvordan, vi er blevet bedre og hurtigere til at ile med økonomisk søttte til katastrofer rundt i verden, efter det er blevet muligt at hjælpe ved blot at sende en sms med teksten "GLORIEPUDSNING 100KR" til 1231. Og det er jo godt! Det er faktisk afgørende! Der kommer penge frem til dem, der har brug for det. Men hvorfor gør vi det - og hvorfor på den måde? Og hvad betyder det for vores engagement i verden?

Her er et udklip:
Luckily, we now have digital tools fast enough to keep up with our inborn empathy trigger. Want to help? Text in some shekels to 90999 and suddenly you’re part of the solution — which, as we now know, feels good on a neurochemical level. In fact, one can easily imagine socio-technological advances knitting us into a kind of decentralized superorganism — a pan-humanity nerve array that senses where it hurts and sends help in real time. Remember that tacky fiber-optic Tree of Souls from Avatar? Well, fluff your brain-braid, my blue brother: It already exists, and it’s growing out of your smartphone.

Apropos instant karma, så er her et t-shirt koncept, som jeg finder meget besnærende. Hvert døgn udbydes et nyt design til blot 9$, men hvis man vil have det, skal man beslutte sig her og nu. I morgen er det væk, og det kommer aldrig til salg igen. Man kan uploade sine egne designs og måske være den heldige, der får sat det til salg. Så tjener man en dollar pr. solgt t-shirt. Jeg skal i hvert fald holde et skarpt øje med den side, skal jeg.



Her har vi så til gengæld en mand, som ikke kan vælge. Og når jeg siger ikke, så mener jeg OVERHOVEDET IKKE. Engang i 90'erne sad han og malede nogle superhelte, og så kunne han ikke holde op. Så nu har han gang i et maleri af alting. Som i alle ting. I hele verden. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre, tænker man, men er du gal, han gør et godt forsøg. Det er helt gakket at klikke rundt i, men også ret mindblowing, at han overhovedet forsøger. For hvad er alting? Og afhænger det ikke af, hvor man ser det fra?



Her er det kun en brøkdel.

Ugens WTF må være den her: En mor udstationeret i Afghanistan sender brystmælk hjem til sin dreng, så han da ikke skal undvære alle de gode stoffer, der er i mælken, mens mor er ude og undgå at blive slået ihjel. Hvad med at blive hjemme, dame, og være, hvor du virkelig er behøvet? "She's been gone for so long, nearly half of his life. Every time he hears her on the TV, he crawls up to touch it. He knows her face and her voice. He knows his mommy," siger stay-at-home daddy. For ind i hede hule misforståede heltegerning. Jeg ved godt, det ikke er sort-hvidt, og at hun sikkert ville bryde sin kontrakt, hvis hun blev hjemme. Guderne skal vide, at jeg går ind for, at man passer sit job - især i ligestillingens fællesbarselsnavn og dét. Men Afghanistan, alligevel? Tja, måske. Brystmælk sendt med UPS kølevogn? Bare underligt. Lille dreng, som principielt stadig ammer, der kun har set sin mor i halvdelen af sit minimale liv? Just plain wrong.

Mens vi er ved soldater, er her en fabelagtig fotoserie, som hedder American Soldier. Ian Fisher, 18 år, tager eksamen, kommer i hæren, får barberet hovedet, gifter sig med sin kæreste og sendes til Irak. Han kommer hjem igen uden skrammer, og alt er fint. Men det er en virkelig rørende billedfortælling. Og trist. Den minder mig om et klip fra Across The Universe (nogen andre, der har set den? Virkelig en film, man ikke ved, hvad man skal mene om.)



Så er vi ved vejs ende. Trommetrommetrommelommelommelommelomme *bækken*.

Dagens Dark Side!

Fra tid til anden skændes vi alle med henholdsvis den hvide, rene, retskafne engel på den ene skulder og den røde, cigarrygende, hævntørstige djævel på den anden. Det er ikke altid let at vælge mellem lys og mørke. Well, hende her har åbenbart valgt side og går nu rundt med et tungt åg af mørke kræfter.



tirsdag den 1. juni 2010

Sex and the city

Nej. Det handler ikke om en klike af overdressed material girls i dyre stripperhæle, der hedder noget med Blah, som af en eller anden grund har fået æren for at kvinder kan nogetsomhelst selv. Ud af den sætning kan man forhåbentlig læse min holdning til dét fænomen og også regne ud, om jeg vil betale penge for at se 2'eren.

Ligesom mit elskede Found Magazine, der har en lillebror, som hedder Dirty Found, har jeg gået og samlet lidt sammen af lumre fotos fra hid og did. Bare for at kunne lave et lille tema en dag. Og forvunden er nu al vor nød, thi dagen est oprunden... og sårn.

Først har vi den her, som står skrevet midt på Købmagergade. Jeg tænker, at hun/han der har skrevet det, er ret sikker på, at Daniel, exen eller en tredjepart (fjerdepart?) i dramaet kommer forbi og ser det her. Og bliver bitter.


Så er der dem her...


...som ikke rigtig står mål med, hvor stolt denne vægskriver er af sin....ja.


Den her sidste gik først lige lukt i forargelsescenteret i min husmorhjerne, men efter lidt betænkningstid konkluderede jeg, at jeg faktisk ikke forstår den. Hvad er der at forstå, tænker du måske. Jamen, hvem er afsenderen? Fædre, der synes, de får for lidt? Mødre, der synes, de får for lidt? Babyer, der vil have søskende...!? Ved du noget om dette både direkte og kryptiske stykke spraykunst på cykelbroen mellem Nørrebro og Frederiksberg, så sig frem.