Mandagslinks. Inklusiv alting.

Why, hello. Det er mandag, er det, og selvom det på min let hummerfarvede hud kan ses, at det ikke har været skærmen, der har optaget mig i den seneste uge, er det tid til links - og ingen skal snydes for links.

Lad os starte med kager. Altid en god idé.

Den verdensomspændende cupcake craze ser ikke ud til at løje af foreløbig, og selv om det jo ikke helt er min kop kaffe at gå amok i den slags cute Martha Stewart-ness, kan jeg ikke lade være med at hvine som et lille egern, når jeg ser alt det bagerelaterede halløj, de har hos Bake It Pretty. Vil du lave en stjerneformet kage med glitrende, grønlyseblåt sukkersand, hjemmelavede slikkepinde formet som ananas eller pynte dit bagværk med et overskæg på pind, jamen så er du kommet til det rette sted.

Kan næsten ikke lade være med at købe dem her. Knapper af sukker. Ja tak!

(Okay, der bor måske en lille Martha Stewart inden i mig. Hun har bare ikke tid eller tålmodighed eller selverkendelse nok til at komme ud særlig tit. Men en gang i mellem sidder hun i hemmelighed og drømmer lidt om alt det her)

Ahrøm. Nu til noget ganske andet. Jeg læste den her vanvittigt interessante klumme i Wired om hvordan, vi er blevet bedre og hurtigere til at ile med økonomisk søttte til katastrofer rundt i verden, efter det er blevet muligt at hjælpe ved blot at sende en sms med teksten "GLORIEPUDSNING 100KR" til 1231. Og det er jo godt! Det er faktisk afgørende! Der kommer penge frem til dem, der har brug for det. Men hvorfor gør vi det - og hvorfor på den måde? Og hvad betyder det for vores engagement i verden?

Her er et udklip:

Luckily, we now have digital tools fast enough to keep up with our inborn empathy trigger. Want to help? Text in some shekels to 90999 and suddenly you’re part of the solution — which, as we now know, feels good on a neurochemical level. In fact, one can easily imagine socio-technological advances knitting us into a kind of decentralized superorganism — a pan-humanity nerve array that senses where it hurts and sends help in real time. Remember that tacky fiber-optic Tree of Souls from Avatar? Well, fluff your brain-braid, my blue brother: It already exists, and it’s growing out of your smartphone.

Læs, læs, læs.

Apropos instant karma, så er her et t-shirt koncept, som jeg finder meget besnærende. Hvert døgn udbydes et nyt design til blot 9$, men hvis man vil have det, skal man beslutte sig her og nu. I morgen er det væk, og det kommer aldrig til salg igen. Man kan uploade sine egne designs og måske være den heldige, der får sat det til salg. Så tjener man en dollar pr. solgt t-shirt. Jeg skal i hvert fald holde et skarpt øje med den side, skal jeg.

Et eksempel på et design, de har solgt.
Spock, paper, scissors (!!)

Her har vi så til gengæld en mand, som ikke kan vælge. Og når jeg siger ikke, så mener jeg OVERHOVEDET IKKE. Engang i 90'erne sad han og malede nogle superhelte, og så kunne han ikke holde op. Så nu har han gang i et maleri af alting. Som i alle ting. I hele verden. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre, tænker man, men er du gal, han gør et godt forsøg. Det er helt gakket at klikke rundt i, men også ret mindblowing, at han overhovedet forsøger. For hvad er alting? Og afhænger det ikke af, hvor man ser det fra?

Nå, men her er det. Og ja, Holger skulle også være der et eller andet sted.

Her er det kun en brøkdel.

Ugens WTF må være den her: En mor udstationeret i Afghanistan sender brystmælk hjem til sin dreng, så han da ikke skal undvære alle de gode stoffer, der er i mælken, mens mor er ude og undgå at blive slået ihjel. Hvad med at blive hjemme, dame, og være, hvor du virkelig er behøvet? "She's been gone for so long, nearly half of his life. Every time he hears her on the TV, he crawls up to touch it. He knows her face and her voice. He knows his mommy," siger stay-at-home daddy. For ind i hede hule misforståede heltegerning. Jeg ved godt, det ikke er sort-hvidt, og at hun sikkert ville bryde sin kontrakt, hvis hun blev hjemme. Guderne skal vide, at jeg går ind for, at man passer sit job - især i ligestillingens fællesbarselsnavn og dét. Men Afghanistan, alligevel? Tja, måske. Brystmælk sendt med UPS kølevogn? Bare underligt. Lille dreng, som principielt stadig ammer, der kun har set sin mor i halvdelen af sit minimale liv? Just plain wrong.

Mens vi er ved soldater, er her en fabelagtig fotoserie, som hedder American Soldier. Ian Fisher, 18 år, tager eksamen, kommer i hæren, får barberet hovedet, gifter sig med sin kæreste og sendes til Irak. Han kommer hjem igen uden skrammer, og alt er fint. Men det er en virkelig rørende billedfortælling. Og trist. Den minder mig om et klip fra Across The Universe (nogen andre, der har set den? Virkelig en film, man ikke ved, hvad man skal mene om.)

Her er fotoserien

Så er vi ved vejs ende. Trommetrommetrommelommelommelommelomme *bækken*.

Dagens Dark Side!

Fra tid til anden skændes vi alle med henholdsvis den hvide, rene, retskafne engel på den ene skulder og den røde, cigarrygende, hævntørstige djævel på den anden. Det er ikke altid let at vælge mellem lys og mørke. Well, hende her har åbenbart valgt side og går nu rundt med et tungt åg af mørke kræfter.

Undskyld, men du har noget siddende bag på din trøje...