Her kommer det. Indlægget, der med blinkende neon-pile og hornorkester og båthorn stiller sig på øretævernes holdeplads. Indlægget om at være enebarn.
Jeg har hørt på det hele mit liv. For jeg har nemlig ingen søskende. Og folk kan ikke længere sige noget, jeg ikke har hørt før. Eller tænke noget om mig, jeg ikke før har fornemmet skulle hænge sammen med min alenehed.
- Savner du ikke en bror eller søster?
- Bliver du ikke sindssyg af at være alene om/med dine forældre?
- Er der noget galt med dine forældre, siden de kun fik et barn?
- Nå, men så er du jo hamrende forkælet?
- Vil du ikke selv have flere end et barn, når nu du ved, hvordan det er?
- Nå, så er det derfor, du er så egoistisk?
- Nå, så er det derfor, du er sådan lidt socialt akavet?
- Det er altså ikke sundt for børn at vokse op som enebørn.
- Det er da synd for dig.
(svar: nej, nej, nej, ja og det staves e-l-s-k-e-t, øh hva'?, ??, sikkert, nå, og i lige måde da)
Bare smag lidt på ordet. Enebarn. Alenebarn. Det eneste barn. Som i "arj, fik I virkelig ikke flere?" Men også som i "Du synes nok, du er noget - og det tror da fanden, siden du aldrig har måttet kæmpe for mors og fars opmærksomhed."
Alt det her er jeg sådan set ovre. Jeg gider ikke længere forsvare det. Folk må selv ligge og rode med deres psykoanalyser af mig og min opvækst og min forFÆRHdelige ensomhed. Selv er jeg godt tilfreds med den. En-somheden, altså. Den alene-hed, jeg oplevede som barn og ung, hang sammen med nogle helt andre ting - og var i øvrigt slet ikke så voldsom som den, f.eks. mobbeofre kan opleve. Det var mere noget med at være anderledes og være ven med dem, der også var det.
Men.
Nu forholder det sig jo sådan, at jeg selv har ét barn. Og så kommer den næste haglbyge af spørgsmål åbenbart helt naturligt. Som om det er et begynderbarn, en test, en prøveklud:
- Nå, hvornår skal I så have nummer to? (sagt lidt skælmsk, men med tydelig alvor)
- Er du ikke bare snart vildt skruk igen? (sagt med opspærrede øjne og indforstået fnis)
- Hvor lang tid vil du lade der gå, før I skal have en lillebror/søster? (sagt med ophøjet børnepsykologisk mine)
Prøv at folde hjernen rundt om den her: Hvad hvis nu, vi ikke fik flere? Hvad hvis nu, vi ikke ville? Hvad hvis nu, det var det bedste for os?
Jeg siger ikke, at det er sådan det bliver. Eller at det er sådan, det ikke bliver. Men hvad nu hvis?
Ville det være så forfærdeligt?
.jpg)
Seaside Christmas Junk Journal by Rhonda Ellzey
1 dag siden
Folk tror altid at de er meget klogere end en selv, hvad nu hvis man om 20 år finder ud af at det bedste for et barn er at vokse op alene, at det bliver mere eftertænksomt, kreativt og udadvendt på den måde?
SvarSlet*pmp*
Jeg kender vist nok en hel del søde enebørn, jeg tror ikke på, at man bliver skør i bolden af det. Ikke mere end vi andre med søskende er blevet det
SvarSlet.
Og så slog det mig lige pludselig (sentimental-advarsel):. Tænk hvis jeg ikke havde nogle søskende! Så havde jeg heller ikke alle mine nevøer! Gisp!
Godt du selv har lavet en lille én til at holde af, Flo!
Gud ved om jeg ville have et ønske om at få børn selv, hvis jeg var enebarn. Sikke en masse tanker du lige satte igang!
Dejlig post!
Morfar: Betyder det der *pmp* et eller andet snedigt? Jeg ved sgu ikke. Se på Kina. Det er jo tragisk, så mange mænd der nu får et liv i ensomhed, fordi loven sagde, de skulle være enesønner. Et slag for valgfrihed! Kapow!
SvarSletFasterF: Tak. Er glad for at sætte tanker i gang! Tænk hvis du ikke havde søskende. Så var der sikkert fire små drenge et sted, der ikke havde en sød og sjov faster! :-D
Hmm ... jeg tænker ... Godt indlæg dér!
SvarSletJeg tror på, at det er opdragelsen, der giver forskellen. Ikke fordi det er særlig "jeg-har-set-lyset-agtigt", men fordi jeg kender flere enebørn, der egentlig er "helt normale" ;-)
Hvad med dem, der får 4-5-6 børn - er det synd for børnene, at de ikke får så meget alenetid med mor og far? Eller er det mere synd for enebarnet, at de er tvangsindlagt til enetid med mor/far, fordi de er det eneste barn, de er forældre til? Tænk på det stakkels enebarn, der altid får lov til de fede ting med mor og far, fordi der ikke er en søskende, man skal dele med ;-)
Og HVORFOR skal man partout have mere end et barn? Hvis det er ét barn, man har lyst til at få, så er den ikke længere. Men det ændrer desværre ikke ved alle de undrende spørgsmål.
Jeg selv har to børn, vil gerne have en mere, måske to. Da vi valgte at få en mere, var det fordi vi VILDT GERNE ville have et barn til, ikke fordi vores datter skulle have en søster/bror. Der er kæmpe forskel.
Jeg kunne vist skrive om det her i flere timer, må hellere stoppe nu. Så kan Ældste få lidt mortid, mens lillesøster sover ;-)
Tak for at sætte tankerne igang :-)
Nu kommer så lige en af mine store, behårede fordomme rullende ind på banen:
SvarSletDe mennesker som har stillet alle de der fantastiske spørgemål... må jeg have lov til at formode, at de ligesom var kvinder - om ikke allesammen, så pænt mange af dem?
Der er 8 år imellem vores børn, så på et tidspunkt begyndte folk jo også ligesom at gå ud fra, at vi kun ville have ét barn. Og FÅK, hvor blev jeg træt af at høre mange af de samme latterlige spørgsmål. Fra kvinder. Stort set altid fra kvinder.
Måske er det et eller andet biologisk, som har hængt sammen med, at kvinderne har stået for opretholdelsen af status quo i flokken eller noget - den der forbandede reguleren hinanden. Jeg ved det ikke, men jeg bliver sgu så sur!
Nå - undskyld, det er jo egentlig slet ikke det det handler om her. Og måske tager jeg fejl (gid jeg gør).
Og ja - valgfrihed, tak! Det er opdragelsen der gør udslaget, det er jeg sikker på. Jeg kender skønne mennesker, der er vokset op som eneste barn. Fx min mand. Og jeg er også ret sikker på, at en pæn del af de ulidelige idioter jeg har mødt på min vej, har søskende.
Vi har to børn, som Anne med 8 års mellemrum. Men jeg tænkte meget på, om vi skulle blive ved det ene, eller om han skulle have en søster/bror at dele os med. Vi valgte at få én til, og argumentet var for mig, at jeg dels gerne ville have et barn til, men ligeså vægtigt var det, at jeg ville have, at han havde nogle at dele sin historie med. Jeg elsker ikke mine søskende, men jeg holder af dem, og jeg nyder, at vi kan dele tanker og historier om familien, som der - sjovt nok - ikke er andre, der kender. Uden dem havde jeg knap så mange perspektiver på min tilværelse. Og så kan man jo spørge sig selv, om det er perspektiver, jeg ikke kan leve uden/finde andre steder i verden... ?
SvarSletEfter at have fået et barn til, har jeg også tænkt på, hvordan vores liv havde formet sig, hvis vi havde valgt at fokusere på ham den ældste og ikke fået prinsessen. (Det er en kættersk og lidt vammel tanke, men tænkt er den alligevel!) For meget havde været lettere. Vi havde hurtigere fået mulighed for at være kærester frem for forældre igen, og jeg ville have knap så dårlig samvittighed over at køre karriereræs... Men vi ville godt nok også mangle nogle perspektiver på tilværelsen, som prinsessen bringer med sig!
Kh Liv
Jeg er enebarn, hvilket på sin vis har været super indtil først min far blev alvorligt syg og døde, samt nu hvor min mor gudhjælpemig også er syg. Ville godt have haft søskende at dele det med. Har faktisk selv to børn - af samme grund
SvarSletDer er fordele og ulemper ved begge dele - og man skal altid vælge det, der er bedst for ens egen lille familie.
SvarSletJeg forstår ikke, hvordan folk kan finde på at blande sig i noget, som jo dybest set er en meget privat ting.
Men nej, selvfølgelig er det ikke forfærdeligt - og det er da andet end søskende, der har indflydelse på, hvorvidt man bliver en behagelig person, som kan tage hensyn til andre mennesker.
Jeg er sandwichbarnet ud af en flok på tre. Min mand er enebarn. Jeg synes selv, vi begge er nogle fantastiske mennesker, selv om enebørn er kendt for at være nogle navlebeskuende forkælede egoister og sandwichbørn er kendt for at være nogle selvudslettende overdiplomatiske people pleasere :-) Jeg bilder mig ind, at vi begge kun har fået de gode egenskaber ud af vores livslod, og lever i lykkelig uvidenhed om andet indtil nogen siger noget andet.
SvarSletFuck dem, de kloge hoveder (enig med Anne; kvinder, ikke?) og skab jeres egen historie.
Tak allesammen, for jeres tanker! Godt at høre, der da er nogen derude, som ikke pr. automatik dømmer enebørn ude.
SvarSletUndreAnne; det har helt sikkert været kvinder, der har spurgt, om vi ikke snart skal have nummer to! Everytime, du, er det en kvinde, der har en mening om mit barn og hvorvidt, det nu er nok/godt nok. Men alle de andre spørgsmål er kommet fra enhver tænkelig kant hele mit liv, så jeg kan ikke rigtig bedømme kønsfordelingen...
Kære anonyme, som skrev kommentaren om at miste sine forældre: jeg ved lige nøjagtig, hvad du mener. Jeg har hedigvis ikke skulle håndtere de konkrete følelser endnu, men jeg ved jo, at de kommer. Jeg har trøstet mig med, at jeg selv har en dejlig familie, som vil være der for mig og hjælpe til. Men er det ikke nok?
Årh manner, hvor kender jeg dog også alle de kommentarer til hudløshed. Har brugt mange år på at udtænke snappy comebacks i form af lige så næsvise/upassende spørgsmål, men må indrømme, at jeg aldrig har fået fyret et eneste af dem af.
SvarSletSelv regner jeg med at at skulle have i hvert fald et barn mere end det ene, jeg har. Dels fordi jeg altid har syntes, at tanken om en rigtig børneflok var enormt hyggelig (om det så er det i praksis er så en anden sag - time will show), dels fordi jeg, i takt med at jeg bliver ældre, ikke længere kan skubbe den tanke væk, at jeg en skønne dag kommer til at være HELT alene med minderne fra min barndom. Og det synes jeg virkelig føles ensomt. Til gengæld savnede jeg aldrig en bror/søster, da jeg var barn. Jeg havde mine forældre, mine venner, mine bøger og en livlig fantasi og følte aldrig, at jeg manglede noget. Derfor ville jeg heller ikke have nogen som helst kvababbelser over at lade min datter vokse op som enebarn, hvis det ikke var for tanken om, at hun kommer til at være helt alene i verden en dag.
Deler i øvrigt Annes oplevelse af, at det især er kvinder, der har svært ved at holde igen med de inkvisitoriske spørgsmål, og hvis ikke jeg var modstander af generaliseringer om kønnenes karakteristika, kunne jeg godt komme med et par teorier om årsagen...
Hurra for enebørn. Mig fx. Kan TOTAL skrive under på samme remse, og oveni hatten så prøv at have fødselsdag juleaften. Arrmen hvor ER det synd for dig, yada yada yada. Og nu da jeg har fået to, siger folk ting som 'nårh hvor heldigt, så ender Kasper ikke som enebarn'....ender som enebarn, hvilket vil sige det samme som døden nærmest.
SvarSlet*pmp* Peger Med Pibe Fordi Folk der peger med piber har altid ret. (Facebookgruppe).
SvarSletWord Flo
SvarSletArjmen, folk skal da bare flette næbbet og passe deres egen lille børn-hær derhjemme. Og hvad så, hvis man kun vil have ét barn? Enten fordi man ikke orker at skulle hele babymøllen igennem igen, fordi man havde en rædselsfuld graviditet, fordi man har haft svært ved at blive gravid, eller fordi man simpelthen, slet og ret, bare ikke. Vil. Have. Flere. Børn.
SvarSletUanset hvad, så er det jo en personlig beslutning, og det kan jeg ikke forstå, at folk har så svært ved at acceptere. Ja, nogle enebørn er smaskhamrende ulidelige at være i stue med, men der er der eddersparkeme også mange ikke-enebørn, der er, så mon ikke det hænger sammen med opdragelsen, som Polka også er inde på?!
Og så kan det ikke undre, at det udelukkende er kvinder, der spørger til, om I ikke snart skal have et barn mere. Fatter bare ikke hvorfor. I mangel af andre spørgsmål, måske? Eller i frygt for, at I - gys! - har tænkt jer at bryde normen med de 2,3 børn pr. par (eller hvor mange det nu er, der er 'normen').
Nå. Så blev jeg da helt harm, dér. Undskyld, det gik ud over dit blogindlæg. :-) Men tak for at sætte tankerne i gang.
Folk har så travlt med andres valg... men ofte tror jeg (håber jeg), at det blot er tankeløse kommentarer, fordi de ikke kan forstå at folk vælger anderledes end dem selv.
SvarSletJeg er selv vokset op med en kæmpe søskendeflok, og min mand er enebarn.
Jeg har ikke noget nært forhold til nogen af mine søskende, selvom jeg holder af 2 ud af 4 (de 2 andre holder jeg ud).
Jeg har selv eet barn nu, men vil gerne have een mere. På et tidspunkt. Og håber sådan, at mine børn vil få et bedre og mere nært forhold, end jeg har haft til mine søskende. Har altid syntes det var fantastisk med dem der bare elsker deres søskende.
Min mand er til gengæld ved at miste sit sidste familiemedlem, og har så "kun" mig og barnet tilbage. Det er hårdt for ham, og af samme grund ønsker han ikke at vores barn skal være enebarn. Men han har ikke savnet noget som barn, og er da blevet et skønt socialt menneske.
En forsinket kommentar, fordi jeg lige fandt dit indlæg... Er selv enebarn og har aldrig savnet søskende som barn. Som voksen ville jeg gerne have haft nogen at dele det hele med. Men ved jo, at det, at man har søskende, slet ikke er nogen garanti i den retning...
SvarSletBørn har jeg aldrig selv ønsket. Men inden det blev min beslutning, var det altid min tanke, at hvis det skulle være, skulle jeg kun have ét - fordi jeg ville være skidegod til at opdrage et enebarn - men ikke en søskendeflok - kender jo bare ikke det hierarki.
Jojo, det har været ulemper - netop det med søskendehierarkiet lærer vi ikke - vi må ud i andre sociale sammenhænge for at lære bare noget af det. Til gengæld er vi generelt supergode til at hygge os i vores eget selskab og forveksler ikke alenehed med ensomhed...