lørdag den 19. juni 2010

Søndagslink (hey, det er da først i morgen?)

Ja, det er først i morgen, at der skal linkes, men det er vigtigt, det her. Vigtigt, siger jeg!

Jeg vidste da godt, der var noget, der hed mikrolån. En ædel tanke, hvor gedehyrder i Nørre Bagindien nyder godt af vestlige velgøreres blødende hjerter. Ing?

Jeg ved da også godt, at jeg selv har tordnet mod Den Gode Sags Disciple, når de svingede deres dreadlocks ind foran min barnevogn og standsede mig med skyld og skam over klodens undergang, hvis ikke jeg snart fik tændt op under det Visakort.

Men jeg har aldrig selv undersøgt, om det var noget for mig at støtte nogen som helst på en så direkte måde som ved de hersens mikrolån. Og så var det, at jeg fik nys om kiva.org, hvor det næsten ikke kan blive mere direkte. Her kan du helt enkelt bladre gennem billeder af mennesker med et ønske. Mennesker, der siger: Her er mit ansigt og min vilje.

Det virker fandme stærkt på mig. Også at det ikke er donation, men et lån. Det er der en vis smuk stolthed i.

Det er mænd og kvinder, grupper og singler, helt almindelige folk på den anden side af jordkloden. De fleste vil gerne opstarte en lille business med at sælge køer, klippe hår, kværne majsmel, you name it, og andre har et ønske om at få repareret taget på deres hus, så det ikke regner ind, så de ikke er forkølede hele tiden, så de bedre kan arbejde, så de kan tjene nogle penge, så ungerne kan komme i skole....

Man kan filtrere folk efter køn, behov, verdensdel, og hvis man er lidt mere emsig, også efter, om den lokale hjælpeorganisation, der sætter aftalerne op, er kristen, hindu eller noget andet ideologisk. Jeg synes på sin vis, det er nok, at et menneske har mod og kløgt til at komme fremad på den måde. I selv de fattigste lande, i de fjerneste egne, kan de se potentialet i at bruge internettet, at udnytte globaliseringen til at udjævne den skæve vægt i verdens rigdomme.

Og ja, mit hjerte bløder da især for den enlige mor i Peru, der kommer fra et voldeligt ægteskab og ønsker at låne 1000 dollars, så hun kan sende sin fireårige i skole. Men faktisk lige så meget for den unge mand i Rwanda, der har en soft drink-butik og gerne vil kunne købe en maskine, der kan holde mælken kold. Det kræver cojones af dem begge at vise deres glatte ansigt.

Suk. Jeg ville helt vildt gerne bruge mine mad communications-skillzzzz til at få dig til at klikke på kiva.org. Jeg kunne ævle op og ned ad stolper. Men hvis der er noget, der giver mig fniller, så er det jo netop missionærer.

Så nu skal jeg nok holde op.

Next Stop: Fadderbarn!

PS: Nu tænker jeg jo på, hvorfor det er, at man (åh, forjættede "man"... jeg mener jo "jeg") reagerer sådan på folk i fattige lande, langt, langt væk fra studenter og bøgetræer og strandede hvaler og "mine dagpenge er større end dine dagpenge". Der er jo, uden tvivl, mange mennesker lige om hjørnet, inde hos naboen, nede på bænken, der har mindst ligeså meget brug for dine penge og din hjælp. Mødrehjælpen, Sex & Samfund, Hus Forbi, Reden, Børnehjælpsdag, Julemærkehjemmet, Stop Mobning, Stop Volden, integration, lokalengagement, pust støn gisp. Det er mennesker, du kan se i øjnene på daglig basis. Men også kigge væk og lukke din dør, hvis deres desperation skulle lyse så meget ud af dem, at du blev blændet. Måske gør det mere ondt? Måske klistrer plasteret på samvittigheden bare bedre, hvis du kan klikke "Donate 25$ to poor Rosa from Paraguay" og lukke laptoppen og gå ud og drikke din fairtradekaffe i fred for den fattiges blik? Hvad tror du?

4 kommentarer:

  1. Det var virkelig rart med et direkte link til mikrolånsbanken. Lige siden jeg hørte om det første gang har jeg ønsket mig at blive involveret, men jeg har efterhånden mistet tilliden til at pengene går til andet end reklame, porto (til alt det spam de straffer en med når man først er suget ind), store biler og bonus'er. Men det her ser rigtigt ud.

    SvarSlet
  2. Tak, Sandra, det gør mig glad! Jeg synes også, det ser rigtigt ud, og kender nogen, der bruger det. Så nu skal vi bare bestemme os for, hvem vi vil låne til.

    SvarSlet
  3. I den forbindelse vil jeg gerne advare imod MyC4.com et dansk foretagende efter samme mønster.

    De reklamepenge jeg har tjent på bloggen har jeg indbetalt hos MyC4 Men 75% af dem er spildt på grund af svindel.

    Nu donerer jeg reklameklikkene til Unicef i stedet for.

    SvarSlet
  4. Dér var det (næsten)direkte link udenom alle de store organisationer, som jeg har ventet på.
    Af hjertet tak.

    SvarSlet