"Den skal have en tur med cykelpumpen"

Rådhuspladsen er propfuld af klimarelateret faldera. Blandt andet har man spurgt nogle designstuderende, hvad de lizzom tænkte på i forbindelse med klimaet, ikk'? Tre af dem kom op med det her, og de skal altså have point for sproglig opfindsomhed. Jeg ved dog ikke rigtig, om jeg ville tænde på en, der var økoseksuel.

Det giver virkelig associationer til noget med langt kropshår og noget med røgelse og noget med ude i naturen...

Den her lille vægskrivelse kan jeg rigtig godt lide. Jeg kan lige se for mig, hvordan en eller anden har sagt "Bare skriv noget" og den skrivende så har tænkt "Gu' gider jeg da ej." Eller også er det en meget filosofisk kommentar til et eller andet. Måske er det Nihilistisk Folkeparti, der er på spil igen?

Apropos klimaet, så er der jo enormt meget verdenspresse i byen for tiden. Og nogle af dem er simpelthen så independent, at de kun har råd til gaffatape og ét telefonnummer i en skummel baggård...

Og medierne...ja, uha da, de medier. Jeg er jo en af dem, journalisterne - en stand, der har en meget fasttømret selvopfattelse og et desværre også lidt fastlåst måde at omgås med og tale til hinanden på. Men den her lille samling sproglige hverdagsklichéer fra redaktioner over hele landet er altså for skæg. Forhåbentlig også for uindviede, selvom den er fra fagbladet Journalisten....prøv lige at se den med lærken. Tsk tsk.

Dagens sidste ordfidus...

Småpiger. Panik. Nu!

Undresangen

Jeg kan blive helt rundtosset en gang imellem, når jeg tager mig selv i at sidde og blogge om juletræer, voksiposer og hagesmækker.

Hvor blev hende kvindemennesket af, der før var kendt som mig? Hende det der twentysomething nyuddannede vesterbrovrag med den ret så omfattende skosamling (hende som gik på arbejde i disse sko og nederdel) - hende der gik jævnligt til frisøren, cyklede gennem byen med musik i ørene, tjente en hel hulens masse penge og vældig jævnligt kunne ses en sen nattetime på bar med de andre damer fra avisen? Ja, det spørger avisdamerne sikkert også sig selv om. Hvor blev Fie af? Hun sad sgu da lige her og drak cocktails.

Gik hun på toilettet eller hvad?

Ja, nu skal jeg ikke pynte for meget på det. Cocktails var mest fadøl, baren mest en bestemt bodega og nattetimerne flere end godt var. Men der var også en del hjertekval indblandet dengang. Da kvalen blev vendt til først kaos, siden stor glæde - og glæden blev til nyt og mere fast job, bryllup, graviditet og barn, ja så var der ikke meget bodega tilbage i mig, om man så må sige.

Okay, jeg blev da gift i 10 cm guldhæle. Men så sov min storetå altså også i fire måneder. No kidding.

Nu er jeg på et punkt i mit liv, hvor jeg uden at lyve kan sige, at jeg er lykkelig. Dette er ikke en klagesang. Måske en undresang, ligesom den fra Kaj & Andrea om tiden. For vinterstøvlerne er flade, et enkelt glas vin kan få mig til at falde i søvn, og karriereambitionerne udfoldes i en Diner. Så hvis der er nogen, der ved det, må de meget gerne fortælle mig, om hende der kvindemennesket er væk, eller om hun bare er gået i hi.

Og foresten må de også gerne fortælle, hvordan man holder nytårsaften med en halvt år gammel baby?

Oh, Tannenbaum

Den indre nisse nøjes ikke længere med at rumstere. Han er nu i fuldt firspring hen over de granbevoksede, sneklædte stepper. Og når nissen løber, må jeg bare lade mine ben følge med. Der er ikke noget at gøre. Derfor endte Viola og jeg nede foran Irma, hvor en sød og termodragtklædt ærkekøbenhavner med bæltetaske og ring i øret solgte mig denne "lille fyr dér" for et beskedent beløb.

Posedame/farende svend/mor-udstyr.

Sådan kom det til at se ud...

Ih, altså, fine træ med flyvende julemand, kogler, kugler, trommer, stokke - og flag. Nationalpsykopatisk Folkeparti skal bare ikke have lov at stjæle symbolværdien i Dannebrog. Niksen nej.

Kvidr!

Jeg glæder mig så meget, til jeg en dag kan gå fuldstændig nuts og købe det største træ, termomanden har. Så skal I satme se pynt og lys og trængsel og alarm.

Ønskeøen

Jeg har det lidt svært med ønskesedler. På et tidspunkt, da jeg blev gammel nok til at forsørge mig selv, begyndte det at føles ubehageligt at skrive dem. Jeg føler mig som en af dem, der laver en ønskeliste nede i Inspiration, når de skal giftes: Sådan en lidt sur, småkrævende, materialistisk brud. Det er som om, jeg sidder og bestiller ting fra mine kære, som jeg egentlig fint har råd til selv at købe. Jeg ved godt, det ikke altid er sådan - og at en lille seddel med juleønsker er praktisk og godt som inspiration. Men hvert år har jeg lyst til at skrive "Jeg ønsker mig det, du har lyst til at give mig." Men så bliver folk enten knotne - eller helt i vildrede.

I samme ånd plejer jeg heller ikke at gøre det her - altså kaste om mig med billeder af lækre ting fra diverse netbutikker. Det bliver hurtigt for shopoholisk, og det kan jeg ikke ha'. Men en gang skal det jo være. Og der er virkelig nogle lækre sager derude, som får mig til at fantasiflyve lige lukt til ønskeøen. (PS: Kære familie, I har allerede fået min seddel, så lad nu være med at gå i panik. Det er bare fine ting:-)

Snydestrik...

 

Domino i oversize. Ideel til pudekamp af en slags.

Der er for få puder i vores sofa, sagde manden den anden dag, da han havde ondt i ryggen. Og det kan jeg nok egentlig godt tilslutte mig. Pudebetrækkene er begge fra HM.

Det er så sjovt, og så indlysende altså. Tænk hvis man kunne få dem i min hårfarve, så skulle jeg gå rundt med et smørret grin hele vinteren. Og varme ører. Princess Leia ørevarmere fra Etsy.

Fineste idé, og så ville de passe godt i Dineren. Kaffeplet-servietter fra Artlebedev.

Jeg kan ikke finde ud af, om det bare er skægt eller lige på kanten at give sit barn fjollede (ud)klædningsstykker på. Barnet fatter jo ikke en brik. Hm. Hvad synes I? Nå, men her er altså lidt skæg. Herfra.

Jeg har en svaghed for kander og karafler og alt, hvad der ligner. Og så er den god for miljøet. Glasflaske fra Fred Flare.

 Og den her skal selvfølgelig også lige med. Tak til Helle! Lampen er herfra.

PS: Det er lige gået op for mig, at alle tingene er sådan nogle, der ligner noget, de ikke er.

Ceci n'est pas une ønskeseddel, eller hvad? Lidt mystisk.

Busy baby banana bake

Dagens special i Dineren. Der er ikke så meget tilbage, for den har været rigtig populær.

Opskiften er oversat fra amerikansk. D'damer vil sikkert bemærke, at kagen er fudstændig fedtfri. Ikke kaloriefri, men helt uden fedtstof. Yum.

Busy baby banana bake

300 g hvedemel

115 g sukker

1,5 tsk bagepulver

en halv tsk stødt muskatnød

2 modne, mosede bananer

1 dl mørk sirup

1 æg

1 dl minimælk

De tørre ingredienser blandes, og resten piskes i til dejen er lind. Bages i en rugbrødsform foret med bagepapir ved 165 C i ca. 40 min.

Hm... det kagebillede var vist ikke for kønt og viste slet ikke, hvor god den er! Men se lidt på det her i stedet, så kan du måske fornemme det:

Ikke mit barn, men det er med garanti et godt bud på hendes første fastelavnskostume!

On a lighter note...

Jeg er meget, meget glad for, at der blev taget godt imod min billedløse, alvorlige, frustrerede, moderlige blog den anden dag. Men nu skal det hele jo ikke gå til i jammer, når der også er kage. Eller hvad det nu hedder. Derfor kommer der i dag endnu en lille billedpost med sager fra både mikro- og makrokosmos. God weekend, alle sammen!

På Blegdamsvej ligger dette sted. Det er da sejt, at mit navn (som jeg så heller ikke i dag gider blogge om) er en forkortelse fuld af innovationsstøtte. Jeg tager det som et hint og vil prøve at innovere lidt mere.

På selvsamme vej kom jeg forbi en kælderrestaurant, hvor dette skilt stod i vinduet. Stedet så totalt smadret ud, men jeg vil vædde på, det er nogle sjove mennesker, der har det. De lyder i hvert fald svært rummelige. Men hvorfor er de to første ord helt slidte?

Det lille &-tegn (som hedder ampersand i sprog-sprog. Nej, ikke andersand) købte vi i NY sidste år på bryllupsrejse - som souvenirsymbol på at være blevet føjet sammen. Først nu er det gået op for mig, hvor sjovt det er at sætte det mellem to ting.

Mmmm, kaffe & kage...

PS: Hov, er det ikke en adventskrans dér i baggrunden, tænker den opmærksomme læser. Jo da. Har skam også både sprællenissemand og mistelten. Jow, jow. Jeg er i øvrigt typen, der tænder alle fire adventslys på en gang.

Mikrokosmisk

Jeg tror, at grunden til, jeg har haft skrivekrise på det sidste, er, at jeg gerne ville levere mere, end jeg kan. Men min verden er blevet så teeny tiny lille.

Fra at føle, jeg bare skulle strække armen liiidt længere, så kunne jeg erobre verden, føler jeg nu, at jeg er blevet lempet over i en parallel dimension. Lempet med en vognstang, hvis man kan sige det. For jeg vidste jo godt, at det ville blive anderledes. Men er der nogen, der kunne have forklaret mig hvor anderledes? Jeg tror det ikke, og jeg tror ikke, jeg kan forklare det videre. Lige meget, hvor meget "show, don't tell" jeg så end rullede ud, kunne jeg ikke forklare en ikke-mor, hvad der sker med det hele, når den der streg på graviditetstesten bliver til et levende, virkeligt barn. Bare det, at jeg opfinder et begreb som ikke-mor...

Så nu skriver jeg om mikrokosmoset. Det er der andre bloggere, der gør, så jeg tør også godt. Jo, jeg gør.

I morges var jeg så arrig på denne her indskrumpede, praktiske stille-sfære, der indeholdt dagsudsigt til vasketøj, madning af umuligt barn og telefonkø hos kommunen, at jeg begyndte at tude. Min mand var så sød at hente morgenbrød med barnevogn + barn, så jeg lige kunne rase ud. Men derefter tog han jo på arbejde. På min cykel, endda. Jeg ved, han lige så gerne ville være hos mig og barnet, men jeg ville altså også lige så gerne cykle mod indre by med hue på, gå gennem en svingdør, møde nogle kolleger, skænke noget kaffe, sidde i en kontorstol, spise i en kantine. Gøre noget, skrive noget, se noget, mene noget om...noget. Snakke med nogen, som er over 67 cm lang. Nogen, som svarer med faktiske ord, når man henvender sig.

Min datter er smuk, dejlig, sjov og mirakuløs. Hun er skæg at være sammen med, og man smelter, når et enormt, tandløst smil er det første man ser, når man tjekker, om hun sover eller ej. (Ej, er svaret) Men derudover har mine største problemer i dag været, at hende den rødmossede dame tog min vasketid (jeg tog hende oven i købet på fersk gerning), at Ydelsesservice København har lukket om onsdagen, så man ikke kan ringe, når man står og har krise over sin økonomi, og at jeg kun nåede at plukke ét øjenbryn, før der blev pevet fra den røde tremmeseng. Det føles bare ikke...som nok. Selvom det er mere end ubegribeligt rigeligt. Og selvom jeg godt ved, at jeg aldrig, hvor meget jeg så end arbejdede, ville komme til at gøre en større forskel her i verden end jeg gør, ved at være til stede som Violas mor.

Guds plan er... rødvin

Det gik op for mig i går, at jeg har forsømt bloggen fuldstændigt på det sidste. Og hvis den skal opfylde bare én af sine funktioner, nemlig at være min ventil, når alting går for stærkt og hårdt i babyland, så må jeg hellere slå røven i sædet og finde på noget, selvom jeg ikke kan tænke længere.

Jeg har snakket om en navneblog mere - en, om at hedde Fie (a la kan man egentlig det, når man er 80 - og hvorfor hedder alle gravhunde Fie?) - og jeg kunne godt tænke mig at skrive lidt mere prosa'sk...som den med at stå udenfor festen. Men ingen af disse idéer giver mening for mig i dag. Desuden får jeg besøg af en meget gammel dame, som skal se en meget lille dame.

Så I må nøjes med et par fjollede billeder, jeg har taget i ugens løb. Og så tilspørger jeg jer: Hvad synes I, jeg skal blogge om? Anything goes.

Sød paddehat...

Burhønse-udstillingsvindue for streetkluns - kan også bruges som gemmested for små gangstere, hvis de står HELT stille...

Er det mig, eller ligner de her dæksler fuldstændig en bunke mega Oreos?

Nogen var hurtig med spraydåsen ved Metroudgravningen på Assistenskirkegården. Lidt ulækkert, når man tænker på, hvad det er, de graver op.

"Guds plan" er nok det mest præstentiøst franske navn til en vin, jeg nogensinde har set. Man ser vinbonden for sig med rødvinsnæsen vendt mod Guds himmel i gestikulerende selvglæde. Jeg har vildt lyst til at købe den. Og drikke den. Det tror jeg nemlig er Guds plan med mig i disse dage.

Der er altid noget at købe for en husmor...

Jeg griber lige chancen for at ævle om shopping, spille frelst og samtidig gøre lidt reklame. Herlig skizofren blanding, ikke?

Nå, men sagen er, at jeg har jagtet et nyt betræk til den Voksi-pose, jeg arvede fra en sød veninde, men uden held. Der er damer nok på Trendsales, dba og qxl, som syr, men jeg kunne ikke overskue at lade en vildt fremmed jysk dame, der tager overpris, sy en i noget, der sikkert ville være gyseligt Marimekkoblomstret stof og en leveringstid på tre uger. Nogle gange vil man gerne have det mellem hænderne, inden man køber, ikke? Til mit store held behøvede jeg bare trisse ned i fantastiske Husflid på Blågårdsgade, hvor der lå bunkevis af hjemmesyede betræk. De koster godt nok 499,- men længere ned i pris tror jeg ikke, man kommer, med mindre man syr selv. Og det kommer jo lissom på ingen måde til at ske i dette årtusinde.

Jeg endte efter meget vægelsind med noget gult halvfjerdser-mønster, syet af dynebetræk, så det er blødt på den der helt lækre, brugte måde. Genbrug, når det er bedst...synes jeg!

Se lige deres fine logo..

Og så vil jeg i skizofreniens navn gå direkte fra denne skamløst frelste, lokalpatriotiske, miljøbevidste, retronørdede, lille-forretningsdrivende promovering til en stor, ond indkøbskæde. Vi nærmer os noget overgangskost herhjemme, og det betyder, så vidt jeg ved, mos i hele stuen. Derfor var jeg lige praktisk og gik i Rema1000, hvor de har den her voksdug til 39 kroner.

Det synes husmoderen dælme er et godt køb. 

My point exactly!

Foto: Jeong Mee Yoon, taget fra http://www.information.dk/fotobloggen/215784

Åh, hvor blev jeg glad for at se dette fotoprojekt (tak, Susanne), hvor hhv. pige- og drengebørn er fotograferet omgivet af deres ting. Det understreger så godt, hvad det er, jeg har imod den der lyserøde prinsesse-tendens, jeg snakkede om den anden dag i forbindelse med Violas navngivning.

Fødes du som pige, skal du omgives af lyserøde ting med blomster, feer, prinsesser og hjerter på, fra den dag, du kommer ind i verden. Fødes du som dreng, er det blå ting med biler, dinosaurer eller våben. Hvorfor? Blandt andet fordi forbrugerismen er ved at æde os og vores evne til at tænke selv, og - ikke mindst - definere vores køn selv. Hvordan skal piger og drenge nogensinde have en chance for reel ligestilling, hvis de fra barnsben lulles ind i forestillingen om, at der er en "rigtig" måde at være sit køn på? Og at den indeholder en helt bestemt æstetik og opførselskodeks, som man først bryder med, når man passerer de 10 år. Hvis ikke de 15 år. Hvis nogensinde.

Denne fantastiske sydkoreanske fotograf har virkelig nailet problemstillingen i sine skræmmende billeder og skriver blandt andet:

"The Pink and Blue Projects were initiated by my five-year-old daughter, who loves the color pink so much that she wanted to wear only pink clothes and play with only pink toys and objects. I discovered that my daughter’s case was not unusual. (...) Perhaps it is the influence of pervasive commercial advertisements aimed at little girls and their parents (...). Girls train subconsciously and unconsciously to wear the color pink in order to look feminine."

Det er et enormt problem, vi som forbrugere står overfor, mine damer og herrer.

Det mener jeg sgu.

Se flere af Jeong Mee Yoons billeder og læs om projektet på hendes hjemmeside.