Flo’s Diner holder flyttedag. Kom med!

*stiller sig op på ølkasse*

Kammerater! Eller…nej, vent.

Kære søde læsere.

Kan nogen mon længere huske, at jeg for et par nymåner siden proklamerede, at der skulle ske noget med Dineren? Den skulle hjertemasseres, genoplives, have kunstigt åndedræt – vælg selv ambulancerelateret metafor.

Jeg har siden da pønset og tænkt og gjort ved. Blevet afbrudt af livet utallige gange, mistet modet endnu flere. Hældte først den ene vej, mod at lave en full blown Jagtvej 69 og rydde matriklen. Så den anden vej, hvor jeg plottede overtagelse af verdensherredømmet og i fantasien blev millionær på mine udgydelser.

Jeg landede et rart lille sted i midten.

Og jeg er SÅ glad for at annoncere, at Flo’s Diner lever!

Dineren har fået sin helt egen side at bo på, nemlig flosdiner.dk, og den er for en gangs skyld fyldt med det, en Diner bør være fyldt med – nemlig mad. Nærmere bestemt opskrifter en masse.

Men ikke bare den gennemsnitlige flade ferskentærte og fedtede okseburger.

Fedtfattig - og møglækker - mad er i fokus. Så tæt på hjem, som det kan komme. For som I ved, kom min vidunderlige datter ind i verden med et helt særligt stofskifte. Jeg har ikke talt så meget om det, og det har jeg egentlig heller ikke tænkt mig at gøre nu, men det betyder kort fortalt, at hun ikke kan spise fedt.

Og det er der rigtig mange andre, der heller ikke (synes at de) kan eller vil.  Så derfor vil jeg gerne dele ud af min hverdagserfaring med at lave mad uden fedt. Både mad, som den ser ud på en stresset tirsdag aften, og som den ser ud, når det er jul, påske eller bare tid til at gøre lidt ekstra ud af det. Både for børn og voksne.

Nu håber jeg, at I kender mig godt nok til at vide, at jeg afskyr missionærer, og derfor er det vigtigt, at Flo’s Diner (stadig) er et hyggeligt sted at komme. Man kan være sikker på, at der IKKE er moralprædikener eller livsstilskoncepter på menuen. Jeg forbyder ikke nogen noget, og jeg lover ikke instant lykke gennem et liv uden fedt.

Jeg vil lave god, rar, lækker, sjov, eksperimenterende mad – uden fedt. Og jeg vil skrive en blog om det. Vil du være med, så kom, og inviter alle dine venner!

Tak fordi, I lyttede.

Flo’s Diner er open for business! Også på Facebook og sårn!

*træder ned fra ølkasse*

*rømmer sig ned i mikrofonen*

Hrøm, hej. Er I der endnu?

Der var en, der spurgte, hvor jeg blev af, og om jeg havde forladt bygningen og sådan. Jeg er her stadig. Jeg sidder lydløst og læser jeres blogindlæg og tweets og opfører mig i det hele taget rigtig irriterende. Sådan en tage uden at give-type. Sheesh.

Men sagen er jo, som jeg fik malet på væggen med horn og trefork i mit sidste indlæg (altså forrige, ikke sidste som i sidste ever), at jeg lige nu befinder mig i orkanens øje. Limboets laveste indstilling.

First you spread your limbo feet. Then you move to limbo beat. Limbo ankle, limbo knee. Bend back like a limbo tree....Don't move that limbo bar! You'll be a limbo starrrrr! How low can you go?*

Er kommet i gang med indkøring i dagpleje, langsomt, langsomt. Kan ikke tænke på andet. Har desuden de sidste fjorten dage kaperet voldsom febersygdom, hospitalsture og soveproblemer, foruden en weekend i Sverige, for det ikke skal være løgn. I morges fik vi så endelig sat sving i den indkøring. Sød dagplejer. Søde unger. Synet af min lille glade pige i en kæmpe kommunal barnevogn, spisende ærter med to små drenge med store blå øjne. Bamse sikkert under den ene arm. Småpludren, udveksling af anerkendende grabs på hinandens bittesmå sko, et univers hvor homo mikro sapiens folder deres helt egen logik ud.

Det kommer til at tage tid. Og jeg har intet clue om hvor længe. Eller hvad der sker med mig i mellemtiden. Men jeg kan mærke, at orkanen drejer og at jeg snurrer med, så godt jeg kan.



*Ja, jeg husker sangtekster som Rainman tæller tændstikker. Limbo Rock, Chubby Checker, 1962.

Mandagslinks og tak

Jeg har nu rundet 60 faste læsere. Og med dem fået en del Kejserens Nye Klæder-komplekser. Det er lidt ligesom jeg har det med ris. Der er lizzom bare så mange af dem på en gang, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe det an...

Præstationsangst, med andre ord.

Jeg troede seriøst ikke, der var 60 mennesker, som gad at læse med. Det sætter unægteligt indholdets svingende intimgrad i perspektiv, men slette det hele kan jeg ikke, så jeg gentager, hvad jeg sagde engang: Jeg tilskriver bloggens indhold en øvelse i at stå ved mig selv. Er blevet bedre til det, og er også blevet rusket så grundigt af livets gang det sidste års tid (selvom det ikke altid er beskrevet her), at det eneste, der giver mening, er at bruge min tid her på kloden så fri for unødigt pis som muligt.

...jow, jow.

Det, jeg egentlig gerne vil sige, er TAK! Tak, fordi I hænger på og læser med, og giver mening og brændstof til at fortsætte det her billed-bogstavsbaserede åndehul af en halvstuderet barselsblog.

And now for something completely different. Mandagslinks, sæt i gang!

I den forgangne uge har jeg haft rigelig anledning til at hade på Post Danmark. Hvad der får et maxi-brev med min nye telefon i til at forsvinde ud i den blå luft, vil jeg ikke engang antyde her, men faktum er, at det er noget mega røv, og at de alle sammen skulle have en olfert. Jeg ved, at afsenderen sørger for at hive underbukserne op om ørerne på dem i hans lokale afdeling, men hvis du skulle møde et særligt mistænkeligt postbud, så har du hermed min tilladelse til at uddele både knips, sherifstjerner og lammere.

Hvis du ER postbud, så find lige mit brev.

Med denne retfærdige harme børstet ufint af skuldrene, præsenterer jeg hermed dagens første link; den genialeste pakkeløsning ever:


Vi springer let og uelegant videre til noget helt andet. For én fugl i hånden er ikke lige så fedt som to geishaer på en tagryg med en pilsner. Eller hvordan det gode, gamle ordsprog nu går...


Mit sind har endnu ikke sluppet barndommens fascination af tidsrejser - tænk, hvor ville det ikke være fantastisk, hvis man lige kunne dumpe ned der, sammen med dem, og sidde og kigge ud over blomsterhaven? Takket være det, der på engelsk hedder stereoviews, kan man få et splitsekunds bevægelse i billedet, og føle lidt, at man er der - i en tid, hvor der ikke var noget, der hed levende billeder. Fatter du ikke, hvad jeg snakker om?

Så klik her

Apropos barnesind og Asien (flot overgang, dér) ....det har jo altid heddet sig, at hvis man gravede et hul igennem jorden, så ville man ende i Kina. Små stereotype kinesere ville stå og kigge på én med deres kegleformede stråhatte og sige ni hau, mens man børstede jorden af bukserne og prøvede at finde ud af, om man stod på hovedet eller hvad?

Uheldigvis udrydder voksenlivet (og Google Maps) de fleste fantasifulde forestillinger om, hvordan der ser ud i fremmede lande. Faktum er, at hvis man vil stikke hovedet op i Kinas hovedstad, Beijing, skal man grave fra bunden af en sø i Argentina. Find ud af, hvor du ville ende, her:

Fat spaden!

Mens vi er i Beijing, så se lige på ham her...


...og overvej, om han mon nogensinde finder en kæreste, snart sagt en kone. Om han kan navigere i modsætningen enebarnsmentalitet/kommunisme? Om han har en storesøster, der blev slået ihjel på grund af sit køn? Etbarnspolitik er noget af det mest sindssyge, altså.

Nå. Men drengen er meget sigende fra en række fotos af kinesiske smådrenge, der hedder "showpieces", og som sammen med andre små fotoserier er noget af det mest bemærkelsesværdige, jeg har set længe.

Den her hedder "mohawks".

Det er et projekt fra Rotterdam (der var de igen, de hollændere), som hedder Exactitudes - en sammentrækning af exact og attitude. To fotografer har gjort det til deres mission at vise, hvordan mennesker i bestemte sociale grupper er slående ens i deres valg af udstråling, udseende, udtryk.

By registering their subjects in an identical framework, with similar poses and a strictly observed dress code, Versluis and Uyttenbroek provide an almost scientific, anthropological record of people’s attempts to distinguish themselves from others by assuming a group identity, står der på hjemmesiden.

Det er meget fascinerende, hvordan mennesker klæder sig for at skille sig ud og skille sig ind, hvis man kan sige det. Det er vel både en bevidst og ubevidst handling. Meget apropos ham, der delte Berlingeren ud på Østerbro den anden dag, og bevidst undgik mig. Der står sikkert Politiken-læser printet ud over hele min væren! Til trods for, at jeg har arbejdet i Pilestræde i en årrække. Go figure.

Tag et kig og find dig selv. Gør det gør det gør det!

Lukkedag

I går oprandt dagen, hvor jeg ikke længere kunne udskyde at tage fat i den store, sorte pose med hengemt kluns i bunden af skabet. Det, som jeg pakkede væk, da jeg blev gravid og voksede med lynets hast i alle kropslige retninger.

Bunden i vejret, hele molevitten ud på sengen, og barnet sat på toppen som et lille tornadokirsebær, der kaster tøj i alle retninger og råber bah! bah! bah!!

Og så en dyb indånding.

Dér lå min fortid. Dér lå den kvinde, jeg gik og var f0r blot 18 måneder siden. Tøj, som jeg havde på på bryllupsrejse, på festival, den dag vi blev kærester, til nytårsfester - og til hverdag. En hverdag, hvor jeg var noget mere fiks end i dag, skulle jeg hilse og sige.

Der var ting helt tilbage fra 2003, som jeg havde gemt i nostalgiens navn og en sjælden gang tog på. Det kan jeg overhovedet ikke passe nu, hverken fysisk eller mentalt.

Lidt vemod, lidt konsekvens, lidt pas-nu-på-du-ikke-triller-ud-over-sengekanten-barn! Og så var den potte ude. Over halvdelen røg tilbage i sækken og står nu og venter på en nedbæring til Containeren, Hvorfra Intet Vender Tilbage.

Men. Der skete også det ubegribelige og magiske, at jeg i et anfald af "måske" hev mine gamle jeans på - og opdagede, at de rent faktisk kunne lukkes! Ikke at de sidder overvældende flot, men de kan lukkes! Og jeg havde dem på hele dagen i går. Lukkede! Udråbstegn!

Det var en god mental oprydning. Fint med mig, hvis det eneste, jeg tager med fra den store bunke på sengen, er barnet, minderne og et par jeans med god røv. Eller.....bedre røv, i hvert fald.

Mama de luxe

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det her et billede af luksus. Lydsiden er et dæmpet brus fra verden udenfor, men ellers bare stilhed. Jeg gik på café. Alene. Mens nogen passede barnet. (Jaja, måske fniser du af skrabeloddet, men logikken sagde mig, at hvis jeg nogensinde skulle vinde noget, så skulle det være right then and there i al perfektheden). Jeg gik også til frisøren, og hun grinede af mig, da jeg sagde "Er du overhovedet sådan rigtig klar over, hvor rart det er at få tørret hår?" Men hun har heller ingen børn.

Jeg gjorde faktisk også noget andet. Noget, der forhåbentlig vil resultere i, at jeg ikke bliver så vredladent såret over mit eget udseende næste gang, jeg står i lyset fra et ondsindet prøverum. Jeg er mildest talt ikke sportsmenneske, faktisk kan jeg ikke finde på noget, jeg synes er mere irriterende og latterligt end motion, men nu skal jeg til det. Og Marilyn, som hun ser ud lige der i bladet, bliver min imaginære støtte.

PS: Jeg vandt ikke en fløjtende, men I ved.... held i spil og kærlighed og sådan. Alt er godt.

Mindesten

For nogle år siden snakkede jeg med mine forældre om, at de var lidt paf over at se sig selv på museum. I den forstand, at der var en masse programmer (sikkert på DR2) om deres ungdom og oprør og musik og opvækst og jeg skal give dig. Og selv om det ikke er det samme, kan man godt få lidt den samme følelse, når man får "90'er-bogen" i fødselsdagsgave af selvsamme forældre. Jeg har ønsket mig den, siden jeg så den i boghandlerens vindue omkring jul, men da den først lå på mit bord, kunne jeg godt mærke, at det var mystisk at være blevet retro. En mindesten er rejst over min ungdom, og det må jo betyde, at den er forbi.

Ikke desto mindre er det en fantastisk skæg bog. Kan I f.eks. huske dem her? Billedteksten er noget med, at de var en god undskyldning for at røre ved hinanden. Præcis.

Åh, hvor så jeg Natural Born Killers mange gange. Jeg havde også sådan nogle runde, røde briller.... men det var faktisk mest på grund af Janis Joplin.

Alanis havde fat i den allerlængste ende. Seriøst, jeg tror ikke, nyfeminismen var blevet cementeret uden den plade. Hos mig, i hvert fald.

På min ønskeliste stod også kærestetid uden barn, og det fik jeg. Med oversize rejer og frisk limonade. Jubi!

(Apropos rejer, så lå de her i køledisken nede i Brugsen. Er det kun mig, der stejler helt vildt? Hvis I skal fortælle mig, at jeg "rent faktisk" skulle tage at købe jeres produkt, så har jeg da lige præcis tænkt mig ikke at gøre det!)

....og så var jeg i øvrigt ikke den eneste, der blev fejret:

Hurrarh!

A little love

Jeg markerer ikke Valentine's Day, som oprinder om en fjorten dages tid. Jeg synes, at det i bund og grund er noget fis, at man køber roser til sin elskede, fordi blomsterhandleren siger det. Der må være andre grunde og andre dage at gøre det på.

Men i disse dage synes jeg at have brug for kærligheden mere end sædvanligt. Brug for, at den manifesterer sig, og at mennesker er der for hinanden. Verden er et barsk sted.

Så fandt jeg disse gamle kort og smeltede lidt.

Jeg har fundet dem her og her. På de to sider er der links videre til mange andre fine vintage Valentines kort, hvis du skulle få lyst til at sende et til nogen.

Nytår med baby 1.0

På utallige opfordringer, der kan tælles på én finger, afslører jeg hermed, hvad jeg havde på nytårsaften!

Lilla hyggebuks, uldsokker, sort overdel (der med lidt anstrengelse kan klassificeres som en kjole) og min mands hættetrøje. Og mascara. Hvabehar?

Den eneste, der var tilnærmelsesvis fin i tøjet var den lille, og hun pyntede sig oven i købet med grødklatter. Vi introducerede hende for serpentiner og sæbebobler - sidstnævnte faldt i bedst jord, førstnævnte var vist bare for krøllede til at stoppe i munden, og så går det jo virkelig ikke.

Lange Grethe talte, mens vi fik en hindbærbrus og nogle Bugles...

...og så en god bøf og et par glas vin ved to lys på et bord. Så gik jeg i seng. Og blev vækket lidt over 23 med champagne. Det var vildt at skulle vågne, men der var dyne i sofaen og 90 års fødselsdagen i fjerneren (og fest hos overboen), så det var svært at modstå.

Klokken midnat kiggede vi på fyrværkeriet over byen. "Jeg har en cigaaaaaarggghhhh" var det sidste, jeg hørte en pige råbe, inden vi lukkede og slukkede.

Så! Ikke mere raketsnak. Nu tager vi hul på et nyt år.

Historien om et årti

Akkeja. Endnu et år er gået, og man sidder atter her med julefråde i mundvigene og lytter til alle de kanonslagselskende utålmodighedsramte drenge, der farer rundt i parken.

Man burde måske evaluere 2009, men det har været så følsomt et år, så det tror jeg nu hellere, jeg vil gøre med mig selv og dem, der var med i virkeligheden.

Til gengæld er der jo det utroligt mærkelige ved dette årsskifte, at vi drejer om hjørnet til et nyt årti. 00'erne er slut, og jeg synes sgu nærmest lige, de var kommet i gang. Jeg læste en eller anden artikel, hvor påstanden var, at man altid ser med størst melankoli og længsel på det årti, hvor man gik ind i sine 20'ere, uanset, hvor gammel, man er. Man synes altid, at verden var smuk og spændende lige dér, og at alt, der kom efter, ødelagde den med sin kynisme og voldsomhed.

For mit vedkommende var det 1990'erne (med nød og næppe) og dermed blev 00'erne de barske år. Det passer lidt, og så alligevel ikke. Men i virkeligheden er det jo blot et udtryk for, at man bliver voksen.

Hvorom alting er (note: bør komme på listen over dødsirriterende udtryk brugt i 00'erne, sammen med "på sigt"!) - så evaluerer jeg hermed årtiet med ét billede fra gemmerne for hvert år.

I år 2000 havde jeg ikke noget digitalkamera, men det havde min far. Fie 21 år:

I 2001 var alting voldsomt, som jeg husker det. På introtur i bedste lejrskolestil med danskstudiet kom nogen pludselig farende og sagde, at World Trade Center var ved at styrte sammen. Vi stod omkring en bilradio og måbede og troede nærmest, at krigen kom nu. Jeg ville bare hjem, kan jeg huske. Der var også noget med et folketingsvalg, der endte på den forkerte side af det politiske barometer (eller var det året før/efter?). Jeg husker at cykle gennem sne på vej hjem fra valgaften i fjernsynet og tænke, at nu går det hele da helt ad helvede til. Jeg husker også - og jeg er sgu ked af at indrømme det - at jeg stod af en københavnsk bus i panik for en mand, der så så sur og langskægget ud, at jeg blev virkelig bange. Det skete kun en gang dog, og jeg slog mig selv i hovedet indtil den næste bus kom. I 2001 havde jeg stadig ikke noget digitalkamera. Men jeg gemte et par billeder fra New York på min harddisk (foto fra Politiken).

I 2002 boede jeg det dejligste sted, jeg har prøvet i byen - af de ikke færre end 11 steder, jeg har nået i min karriere som københavner. Bdr. Soldenfeldts Stiftelse ved søerne på Ryesgade, hvor der kun måtte bo unge piger og gamle damer. Jeg havde det fineste gamle køkken og delte ét bad med jeg ved ikke hvor mange piger. Jeg kan stadig tage et bad på lyntid. Tjek i øvrigt lige datamaten på mit skrivebord...

I 2003 købte jeg den her falkefuglsskulptur, da en af mine nærmeste var meget syg, og det hele var famlen i mørke. Jeg havde ikke råd til at købe kunst på SU, men jeg gjorde det alligevel, for jeg tror, jeg identificerede mig meget med dens blindhed. Kan ikke huske, hvem der har lavet den, men den hedder "Blind date".

I 2004 var jeg i praktik på Fagbladet Sygeplejersken, mit første "rigtige" journalistiske job, og fra deres daværende lokaler på Strøget kunne man sidde på første parket til Frede og Marys bryllup. Jeg tog en hel masse billeder den dag, bla. det her:

2005-mappen er fuld af billeder med sol på. Det var åbenbart en varm sommer, hvor jeg besøgte ukristeligt mange mennesker og var på rejse og på tur og jeg skal komme efter dig. Det var også året for en reunionfest med den gamle folkeskole, men det ville være unfair at lægge de billeder ud her, mildest talt. Jeg tror nok, jeg kæmpede med min forsinkede dansk-litteratur-bachelor-opgave på det tidspunkt, men jeg har lykkeligt fortrængt det. Der er ikke noget ondt at sige om 2005, bortset fra noget solskoldning:

2006 var på mange måder et sidste år. Sidste år på RUC (thank God for det speciale, aldrigaldrigmere), sidste år på SU, sidste år med Urban i Pilestræde. Avisen flyttede til ydre Østerbro, jeg fulgte med, og gik fra menig studerende korrekturlæser til menig redaktionssekretær og forvirret freelancer. Pengene rullede bogstavelig talt ind på en måde, jeg aldrig havde oplevet før, og mit forbrug tog himmelflugt. Selv flygtede jeg ofte til den nærmeste bar med mine kolleger, men den historie har I vist hørt. Her et typisk mobilbillede fra Pilestræde. Øl, dårlig vinkel, sen nattetime.

2007 var crash-and-burn-året på mange punkter. Og det var Roskilde i det mest groteske regnvejr. MEN! Det var frem for alt året, hvor jeg var så heldig, at ham her også gerne ville have mig:

2008, hvad kan jeg sige om dig? Du var fuld af lykke og flytten rundt og læggen planer og bliven gift og gravid. Nyt job på et magasin havde jeg også, og i den anledning noget færre millioner at rutte med, skulle jeg da hilse og sige. I det hele taget var alting så anderledes, at det faktisk føltes, som om jeg allerede dér gik ind i et nyt årti. Året var som en slikbutik i New York, hvor man får en bøde, hvis man brokker sig, for der ER bare ikke noget at brokke sig over (øh, hej mærkelige sammenligning... men vi var i hvert fald i NY på bryllupsrejse...)

2009. Om året, der lige er gået, er der jo kun én ting at sige. Viola.

Godt nytår, alle sammen!

Klip

Snetilfredshed

Hjortetrafikknudepunkt

Marshmallowmexikaneren og snemand m. fortjenstmedalje

Juletræspynt: Oldemors brillestel, en nøgle og en spætte

The bird is the word!

Gave

Pærepartiet og Indkøbslisten

Jeg bliver lige nødt til at afslutte det her kommunalvalg med en salut, eftersom jeg jo tidligere moret mig gevaldigt over diverse valgplakater og gjort mig lystig på visse partiers bekostning. Efter at have været i stemmeboksen har jeg et så smørret grin på læberne, at I lige får denne her post med. For nu ved jeg ikke, hvordan stemmelisten ser ud uden for hovedstaden, men her har vi, tør jeg godt sige, rekord i tosser.

Her har vi f.eks. en-mands cykelinstituttet og partiet Gordon eller Kaos.
Hvorfor er der ingen af kandidaterne, der faktisk hedder Gordon?

Og så har vi rygerne, de røde, de gavmilde og en fyr, der har navngivet sit parti efter sig selv...

Min absolutte yndlings: Indkøbslisten!

På vej hjem kunne vi så ærgre os over, at vi ikke stemte på disse yndige damer. Anne Mai Kjær, som åbenbart kan pustes op, og pige med pæreørering (Pærepartiet stod faktisk på stemmesedlen, men jeg fik ikke et billede)...



Jeg stemte rødt og rødere.

Hvad stemte du?

Vegans, beware!

Så meget som denne country girl elsker en sød, gumlende ko på en saftig mark, elsker jeg altså også at gumle på en saftig ko på en...øh, sød tallerken. Heldigvis har min dejlige mand det på samme måde, og derfor tog vi på det hersens fancy, nye steakhouse inde i byen, MASH, i anledning af bryllupsdagen.

Dette syn møder dig på vej ned til de bløde, røde sædebåse i hyggelig og faktisk ret eksklusiv dinerstil...

Så fik man udleveret sådan en kniv her (Crocodile Dundee i mit hoved: "now, that's a knife...")

Og så kom min 300 g. New York strip steak med chili fries, peber sauce og grøn salat med vinaigrette...

I øvrigt så man lige mig have de her lækre hæle og en fin jakke på...

Rabarber-is, rødvin og kaffe. Og så en taxa hjem. Det er fed luksus for uudhvilede otte-ugers forældre.

En helt ny verden

Det er altså svært at vide, hvor man skal starte, når man på to måneder har oplevet noget, der gør så fysisk ondt, er så stort og vildt, så overraskende, smukt, angstprovokerende, kærlighedsfyldt og som giver så store dønninger ind i resten af livet som fødslen af et barn. Så jeg har taget tilløb i et stykke tid nu...

For syv uger siden havde jeg alverdens tid til at blogge omhyggeligt hver dag, tage billeder af småting og ævle op og ned ad stolper om min egen navle. Nu er tid ikke noget, jeg har, men noget, jeg allernådigst får. Og så skal den helst bruges på at sove.

Anyway. På min søde mands 30 års fødselsdag blev lagkage og gæster afløst af veer, nærmest det øjeblik, de var ude af døren - og ved midnat lå jeg og skreg på Frederiksberg Hospitals fødestue. Så højt og ukontrolleret, at anæstesilægen brølede mig ind i hovedet, at jeg skulle holde min bøtte, for ellers kunne han ikke give mig den epiduralblokade. Og tak til ham for at give mig så stort et chok, at jeg lå helt stille og kunne lade the sweet, sweet drugs virke. Selvom Henrik godt nok var lige ved at slå ham i gulvet...

Kl. 10.09 om morgenen d. 13. juli kom lille Viola så til verden. Og her har hun været siden.

Enhver, der er med i den her hemmelige klub af forældre, som man ikke kunne forstå før, ved, at det er helt gakkelak med følelserne efter sådan en fødsel. Men på den tid, der er gået, har vi ikke "bare" skullet vænne os til at være forældre. Viola fik nemlig konstateret en sjælden stofskiftedefekt, som bl.a. betyder, at der er strikse kostrestriktioner, hun skal følge hele livet, og at hun i nødstilfælde kan blive så syg, at hendes organer tager skade. Det var et chok, som stadig sidder i kroppen på os og vil gøre det længe.

Måske kan jeg en dag skrive mere om, hvad det går ud på, men det bliver ikke nu. Jeg kan blot fortælle og berolige med, at hun er en rask, glad, sød, normal lille bebs, som er i rivende udvikling lige nu. Og som griner og pludrer og fægter med arme og ben ved enhver chance hun får.

Så lad mig i stedet dele min enorme og vidunderlige og konfuse moderskabsglæde med jer - og råbe et kæmpe hurra for den første blog på Flo's Diner - mama edition - og for den smukke Viola, der fylder 7 uger i dag!

Hurraaaaaah!

Video, video, VI-DE-OH!

Når regnen bare siler ned
Så har jeg tændt for color TV'et
Humphrey Bogart og Björn fra Wimbledon
Jeg har det hele på video-bånd!

Når man er træt, har ondt i sit skrog, og er 22 kilo smukkere end man plejer, hvad er så bedre end at få kaffebesøg af to søde damer med jordbærkage? That's right, den kan man ikke slå. De var lidt våde af regnen, og den medbragte lille dreng var småknotten, men det er jo ikke noget, lidt snacks og hygge ikke kan kurere. Snart var alle tørre og glade og sludrende. Ahh.

Senere kom manden hjem med nyindkøbt videokamera. Vi dokumenterede, at det virker - og fastslog, at babyer jo bare er fantastiske at filme.

Video, video, VI-DE-OH! Yes, baby, den kører nat og dag, så nu kan vi få det hele med, når pigen forhåbentlig snart befinder sig i verden. Verden venter blot på "Pigen i sneen", "Pigen og lømlerne fra Bakkegaarden" og "Pigen på Bornholm"!

Udklip fra en slags dagbog

18. november
For en uge siden fandt vi ud af, at jeg er gravid. Jeg er omkring 5 eller 6 uger henne. Så vidt jeg kan regne ud med hjælp fra nettet, er min terminsdato 15. juli 2009. Et sommerbarn.

I dag har jeg haft kvalme for første gang. Det lettede faktisk lidt at være kvalm: Det har overrasket mig at finde ud af, at kun cirka halvdelen af gravide kvinder får kvalme. Det er jo nærmest det mest berømte tegn på, at man er gravid. Og hvis man ikke har kvalme, er det faktisk meget svært at tro på det! Man føler sig ikke rigtigt gravid. Eller gravid på den rigtige måde. Som om folk vil se skævt til en. Nå, hun er da dårlig til at være gravid, hun har ikke engang kvalme.

Det er som om, jeg er sendt ind på banen i et boldspil, hvor jeg ikke kender reglerne (og jeg hader sport). Til gengæld er jeg holdt op med at ryge, og jeg føler mig vildt sej.

20. november
Jeg har første aftale hos lægen 2. december. Jeg bliver sindssyg af at vente så længe. Og jeg bliver skidebange af at tænke på, at jeg jo godt ved, de ikke booker en tid før man er to måneder henne, fordi man så på den måde screener for spontane aborter. Tak for venligheden, siger jeg bare. Jeg har brug for at snakke med nogen NU! Tænk hvis jeg aborterer uden at vide, hvad der sker, eller hvorfor, eller om jeg gør noget forkert.

10. december
Kvalmehelvede. Det var et under, jeg havde det godt, den dag vi skulle på NOMA. Det var en god oplevelse, som det endnu ikke er lykkedes mig at fortælle nogen om, fordi jeg ikke kan klare at tænke på mad. Ikke den mad, i hvert fald. Vores køleskab stinker også helt vildt. Jeg ved ikke af hvad, men det er en pinsel at åbne det. Nogle ting er dog lige til højrehapsen: Henrik kom hjem i går med rødkål på glas og rugbrød, og så fik vi frikadellemadder. Der ramte han virkelig plet.

7. januar
Den komplet officielle dag. Var til nakkefoldsscanning i formiddags. Med faldne underkæber og tårer i øjnene gloede vi på det lille væsen på bare 7 centimeter, der virkelig ligner et færdigudviklet barn. Den viftede ivrigt med arme og ben og puttede sin tommelfinger i munden, og jeg har aldrig set noget så vildt i hele mit (under)liv. Hun printede et par billeder til os, som vi klamrede os til i venteværelset, mens jeg kunne mærke al nervøsiteten og angsten forlade mig og gøre mine ben til ren spaghetti. Dernæst ringe til mødre og trække cykler gennem sne og flette fingre på kaffebar med rystende hænder.

Til julebal..

Send your own ElfYourself eCards

Hr og Fru Hinanden

Brylluppet var fantastisk, og jeg kan slet ikke sige nok tak til alle, der fik det til at ske og fejrede med os. Vi var glade, smukke, rørte, forelskede, dansende, spisende, drikkende, kyssende og temmelig lykkelige. Se selv her (der skal nok komme links til flere billeder en af dagene):

Sune var dagens digterpræst i skysovs og leverede den smukkeste kærlighedsceremoni ever. Det kan man læse her:

Kære alle.

Jeg har en drøm.

En drøm om en verden hvor alle mennesker er lige så smukke og favnende som dem vi i dag fejrer.

For vi er forsamlet her i dag for at fejre kærligheden. Ikke i den oldgræske ”hyldest til små drenge” manér, men mere i sådan en ”hold da op hvor er Fies nye mand lækker” manér.

Men kærligheden. Den kommer man ikke uden om.

Dem der ikke har den er ved at gå til af misundelse over dem der har den.

Dem der har den er ved at dø af længsel efter at være som dem der ikke har den.

Dem der ikke ved om de har den er bare ved at gå amok, og dem der ved de ikke har den har enten taget livet af sig selv, har slået sig på flasken eller er begyndt at skrive. Digte. Om kærlighed.

Som Paulus siger i et af sine utallige breve til Korintherne så er, størst af alt, kærligheden.

Andre mener at det er det eneste du har brug for.

Og når du har den, og hun ryster dine nerver og rasler dine knogler, herre du søde milde, så får du store kugler af ild.

Vågn op, nordenvind, kom søndenvind. Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme,Min elskede skal komme til min have og spise af dens herlige frugter.

Lyder det i Salomons højsang, og således er kærligheden også, en invitation til frugtsalat, og lad os nu ikke fare vild i poetiske omskrivninger. For kærligheden er at invitere den anden indenfor i dit liv. At dele et liv med en anden der også kan, og vil, elske.

Og nu er I så blevet viet på bedste borgerlige manér, ukristelige typer som I er. I har underskrevet de rigtige papirer, I har sagt ja de rigtige steder. I statens øjne er I nu lovformeligt som ægtefolk at betragte.

I den protestantiske kirke, skal det i denne sammenhæng nævnes, er ægteskabet faktisk indgået i det øjeblik kvinden flytter ind under mandens tag. Eller han under hendes. Eller, måske går en presenning også an, men det tager vi senere når vi snakker karrieremuligheder for de der gøglerjobs I har slået jer på.

Faktum er – den kirkelige velsignelse er kun dette, en velsignelse af en allerede indgået pagt mellem mand og kvinde, og i den der kirkes tilfælde, en gud.

Det der er pointen med det her er dette:

Jeres ægteskab startede i en hvis forstand da I flyttede under samme tag. Da I begyndte at leve sammen, og dele morgenånde og efterladt opvask.

Staten er ikke helt så frisindet som Lutheranerne, hvilket i sig selv er temmelig bizart, men den bureaukratiske formalitet på rådhuset skal jo til, og lad os lige tale lidt om hvorfor.

Det er nemmere at være gift, når først der kommer børn og fast ejendom. Det er et meget godt argument. En juridisk formalitet som letter samlivet.

Det er den bedste måde at få bedsteforældre til at holde op med at vende sig i grave, rullestole og øjenhuler. Endelig fik vi ham afsat, man bliver jo bekymret. Din omverdens forventniger, det er også et meget godt, om end lidt hult, argument.

Sådan gør man jo, det gør alle de andre – det argument får vi myrekryb, ticks og udslæt af. På samme tid.

Men det er jo heller ikke derfor man gør det, vel?

I har sat jeres underskifter og sagt jeres ja på de rigtige tidspunkter, men der er ingen der er blevet til en kylling af at stoppe fjer op i måsen. Det er først nu I skal til at blive til et ægtepar. I har ikke sagt ja til at være gift, I har sagt ja til at blive gift.

Med jeres borgerlige ja i dag, har I sagt ja til hinanden. I har sagt ja til at vågne hver morgen resten af jeres liv ved siden af det samme menneske. Til at blive gamle og smukke og få slap og rynket pande og stryge hinanden på den når jeres venner begynder at stille træskoene.

Det ja vi giver hinanden er et ja til livet, et ja til modet. Modet til at tage ansvaret for sin egen fremtid, og modet til at acceptere sit medansvar for et andet menneskes fremtid.

Men

Og nu skal I lige holde op med at hviske i baggrunden, for nu bliver det vigtigt. I en alder af knap tredive er der grænser for hvor meget man har lært, men lidt er der dog faldet af.

Det er et medansvar. Ikke et ansvar. Den eneste der har ansvaret for sin lykke er en selv, og dette er vigtigt at huske. Du har ansvaret for dig.

Din partner er der for at støtte og hjælpe, for at være der når det er hårdt, og dele det når det er smukt. Men følelser starter ikke i den anden, og den eneste der kan tage ansvaret for dit liv og din lykke er dig selv.

En meget klog hippie jeg kender sagde forleden at han var blevet fanget i den der mølle med at bruge vendinger som ”du får mig til at føle at jeg er… ” og ”jeg er lykkeligere sammen med dig fordi du gør mig hel”.

Det bedste, og måske det eneste brugbare, råd der skal komme herfra er dette:

To af en slags er ikke et par. Husk at I er to mennesker, ikke et par. Husk, og dyrk, jeres forskelligheder, jeres individuelle skønheder, og lad det vokse sammen med den andens. Men læg aldrig ansvaret for jeres lykke på den anden.

Thi at glemme sig selv og sit eget værd er ikke kærlighed, det er afhængighed.

Der begynder at komme noget struktur på det her nu.

Når du vågner med tømmermænd og smøglunger og han lægger en arm om dig og trækker dig ind til sig for at sove videre. Det er kærlighed.

Når du finder dig selv dansende i kongens have på en tirsdag eftermiddag i støvregn, med en ufattelig kvinde og ønsker det aldrig bliver onsdag, det er kærlighed.

At kunne tale om ting der virkelig for alvor gør afsindig ondt, og se den anden i øjnene, og møde vedkommende i øjenhøjde, ikke tale ned eller se op eller skævt, men være på samme niveau og acceptere den andens fejl og mangler og fantastiskheder, hvis det er et ord. Det er kærlighed.

Når du virkelig synes det bare er for meget og nu er det sgu for irriterende og geez hvor skal der uddeles flade, men det ændrer ikke ved at der elskes. Det er kærlighed.

At give lov til vreden og det grimme og at livet og kærligheden ikke altid bare er lækker og glansbillede. At give lov til faktisk at være vred når man er det, men ikke blive nedrig eller perfid.

Og først og fremmest –

Ærlighed.

Det er kærlighed.

Foran jer ligger et hav af smukke morgener i eftermiddage og nætter og lange samtaler og tavse søndag eftermiddage med kaffe og uglet hår.

Foran jer ligger et helt liv.

I gav bureaukraterne jeres juridisk formelle ja ved middagstid i dag. Men der er så mange ting de aldrig spørger jer om.

Så nu tilspørger jeg dig, Henrik;

Vil du have Fie, som hos dig står, og opføre dig som en mand og respektere hende for al den herlighed hun er, også når det involvere at kalde hende en harsk strigle?

Vil du se gennem fingre med de små ting og tale, ikke råbe, om de store, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?

Ligeledes tilspørger jeg dig, Fie, vil du have Henrik som hos dig står, og give ham en olfert når han fortjener det, og et kram når han behøver det?

Vil du holde fast i det levende og ægte og forsage det regelbundne og døde, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?

I så fald er det mig en fornøjelse, en ære og et privilegium at erklære jer for, ej længere på polsk levende, ægtefolk med de bedste intentioner, forhåbninger og forudsætninger for et lykkeligt samliv.

Mine damer og herrer, lad os til slut udbringe en skål for livet, og kærligheden, for alle de smukke mænd og kvinder der kan sammen, og som vil hinanden. En skål for solopgange og morgenstjerner på skyfrie forårsmorgener. En skål for denne dag, hvor Fie og Henrik lader alt folket vide at nu er det sgu for real.

De længe leve…

Nou breekt mijn klomp

Har du også følelsen af, at evnen til at forstå, og måske endda tale, hollandsk stiger proportionalt med din promille? Og at det nederlandske tungemål burde være det nye esperanto, fordi det er så sjovt?

Morgenrood brengt water in de sloot, siger jeg bare.

Til min store glæde viser det sig, at det er gensidigt. Den lettere påvirkede, partycrashende hollænder fra i går var helt med mig - han synes, af samme årsag, at dansk var det nemmeste sprog i verden at læse og forstå. Total jubel. Minoriterternes berusede triumf. En anden similaritet, mente han, var de høje, lyshårede kvinder, der åbenbart også er i overtal i Holland. Ja, jo, godt så, skål. Men da jeg så lettere fnisende spurgte, hvorfor i alverden de kørte med et totalt overforbrug af vokaler i deres sprog (jeg mener: Den Haag, altså, what's up with that?), synes han ikke , jeg var så sjov længere.

Nå, men. Han havde også en teori om, at tyskere er så teknisk grundige og dygtige, fordi deres sprog er så grammatisk indviklet, at de fra barnsben lærer at overskue kompleksitet. Hvad siger det så mon om danskerne?

PS: Overskiften betyder "Nu flækker min træsko".

Internationale

Når nu Politiken så flot klarer deres obligatorisk patosbefængte og radicoolt nedsættende reportagebeskrivelse af 1. maj i Fælledparken, vil jeg lade være med dét.

Det giver mig altid en lille klump i halsen at høre optoget gå igennem gaderne, og jeg får en følelse af, at jeg bare må være med. Så afsted med os i regnvejret, med pitstop i en bagelbiks, og entrere parken med halvvåde fødder, der sært nok automatisk husker den særlige balancegang fra Roskildemudderet. Nogen spillede en sang, der hed 'Lorteland', andre delte flyers ud for DKP. (Dem har jeg nu aldrig helt forstået - kommunismen fejlede fælt, kære venner. Hold så op med at hylde en af de mest undertrykkende ideologier, verden har set.) Nå, men så var vi der. Og kiggede lidt på det hele. Drak lidt kaffe og tænkte: Rød front! - og så gik vi mod det lille atelier, som er så hyggeligt. Indkøbte en pose Røde Hunde til lejligheden, og en håndfuld øl.

Resten af dagen gik med at diskutere, hvordan lavstatusfagene kan få genoprejsning, om det er forsvarligt at købe aktier i Parken Entertainment, når man nu kan investere i vindmøller og fairtade - og så lege med forhåndenværende værktøj og dims for resten. Og så kom der ganske uanmeldt 3 vildt fremmede europæere forbi. En franskmand, en tysker og en hollænder. Som lagde ud med at spørge mig, hvordan det stod til med feminismen i Danmark. De mente, at det kørte så godt for os, at vi ikke havde behov for den. Aha. Og så måtte de jo have en lille sang om solidaritet.

Det er den bedste 1. maj, jeg har haft længe. Fint afbalanceret mellem en sund gang åndsnærværelse og noget ganske almindeligt venskabeligt samvær, som jeg er sikker på, nok skal redde verden med tiden.

Og så et lille billede: