Historien om et årti

Akkeja. Endnu et år er gået, og man sidder atter her med julefråde i mundvigene og lytter til alle de kanonslagselskende utålmodighedsramte drenge, der farer rundt i parken.

Man burde måske evaluere 2009, men det har været så følsomt et år, så det tror jeg nu hellere, jeg vil gøre med mig selv og dem, der var med i virkeligheden.

Til gengæld er der jo det utroligt mærkelige ved dette årsskifte, at vi drejer om hjørnet til et nyt årti. 00'erne er slut, og jeg synes sgu nærmest lige, de var kommet i gang. Jeg læste en eller anden artikel, hvor påstanden var, at man altid ser med størst melankoli og længsel på det årti, hvor man gik ind i sine 20'ere, uanset, hvor gammel, man er. Man synes altid, at verden var smuk og spændende lige dér, og at alt, der kom efter, ødelagde den med sin kynisme og voldsomhed.

For mit vedkommende var det 1990'erne (med nød og næppe) og dermed blev 00'erne de barske år. Det passer lidt, og så alligevel ikke. Men i virkeligheden er det jo blot et udtryk for, at man bliver voksen.

Hvorom alting er (note: bør komme på listen over dødsirriterende udtryk brugt i 00'erne, sammen med "på sigt"!) - så evaluerer jeg hermed årtiet med ét billede fra gemmerne for hvert år.

I år 2000 havde jeg ikke noget digitalkamera, men det havde min far. Fie 21 år:

I 2001 var alting voldsomt, som jeg husker det. På introtur i bedste lejrskolestil med danskstudiet kom nogen pludselig farende og sagde, at World Trade Center var ved at styrte sammen. Vi stod omkring en bilradio og måbede og troede nærmest, at krigen kom nu. Jeg ville bare hjem, kan jeg huske. Der var også noget med et folketingsvalg, der endte på den forkerte side af det politiske barometer (eller var det året før/efter?). Jeg husker at cykle gennem sne på vej hjem fra valgaften i fjernsynet og tænke, at nu går det hele da helt ad helvede til. Jeg husker også - og jeg er sgu ked af at indrømme det - at jeg stod af en københavnsk bus i panik for en mand, der så så sur og langskægget ud, at jeg blev virkelig bange. Det skete kun en gang dog, og jeg slog mig selv i hovedet indtil den næste bus kom. I 2001 havde jeg stadig ikke noget digitalkamera. Men jeg gemte et par billeder fra New York på min harddisk (foto fra Politiken).

I 2002 boede jeg det dejligste sted, jeg har prøvet i byen - af de ikke færre end 11 steder, jeg har nået i min karriere som københavner. Bdr. Soldenfeldts Stiftelse ved søerne på Ryesgade, hvor der kun måtte bo unge piger og gamle damer. Jeg havde det fineste gamle køkken og delte ét bad med jeg ved ikke hvor mange piger. Jeg kan stadig tage et bad på lyntid. Tjek i øvrigt lige datamaten på mit skrivebord...

I 2003 købte jeg den her falkefuglsskulptur, da en af mine nærmeste var meget syg, og det hele var famlen i mørke. Jeg havde ikke råd til at købe kunst på SU, men jeg gjorde det alligevel, for jeg tror, jeg identificerede mig meget med dens blindhed. Kan ikke huske, hvem der har lavet den, men den hedder "Blind date".

I 2004 var jeg i praktik på Fagbladet Sygeplejersken, mit første "rigtige" journalistiske job, og fra deres daværende lokaler på Strøget kunne man sidde på første parket til Frede og Marys bryllup. Jeg tog en hel masse billeder den dag, bla. det her:

2005-mappen er fuld af billeder med sol på. Det var åbenbart en varm sommer, hvor jeg besøgte ukristeligt mange mennesker og var på rejse og på tur og jeg skal komme efter dig. Det var også året for en reunionfest med den gamle folkeskole, men det ville være unfair at lægge de billeder ud her, mildest talt. Jeg tror nok, jeg kæmpede med min forsinkede dansk-litteratur-bachelor-opgave på det tidspunkt, men jeg har lykkeligt fortrængt det. Der er ikke noget ondt at sige om 2005, bortset fra noget solskoldning:

2006 var på mange måder et sidste år. Sidste år på RUC (thank God for det speciale, aldrigaldrigmere), sidste år på SU, sidste år med Urban i Pilestræde. Avisen flyttede til ydre Østerbro, jeg fulgte med, og gik fra menig studerende korrekturlæser til menig redaktionssekretær og forvirret freelancer. Pengene rullede bogstavelig talt ind på en måde, jeg aldrig havde oplevet før, og mit forbrug tog himmelflugt. Selv flygtede jeg ofte til den nærmeste bar med mine kolleger, men den historie har I vist hørt. Her et typisk mobilbillede fra Pilestræde. Øl, dårlig vinkel, sen nattetime.

2007 var crash-and-burn-året på mange punkter. Og det var Roskilde i det mest groteske regnvejr. MEN! Det var frem for alt året, hvor jeg var så heldig, at ham her også gerne ville have mig:

2008, hvad kan jeg sige om dig? Du var fuld af lykke og flytten rundt og læggen planer og bliven gift og gravid. Nyt job på et magasin havde jeg også, og i den anledning noget færre millioner at rutte med, skulle jeg da hilse og sige. I det hele taget var alting så anderledes, at det faktisk føltes, som om jeg allerede dér gik ind i et nyt årti. Året var som en slikbutik i New York, hvor man får en bøde, hvis man brokker sig, for der ER bare ikke noget at brokke sig over (øh, hej mærkelige sammenligning... men vi var i hvert fald i NY på bryllupsrejse...)

2009. Om året, der lige er gået, er der jo kun én ting at sige. Viola.

Godt nytår, alle sammen!