onsdag den 2. december 2009

Undresangen

Jeg kan blive helt rundtosset en gang imellem, når jeg tager mig selv i at sidde og blogge om juletræer, voksiposer og hagesmækker.

Hvor blev hende kvindemennesket af, der før var kendt som mig? Hende det der twentysomething nyuddannede vesterbrovrag med den ret så omfattende skosamling (hende som gik på arbejde i disse sko og nederdel) - hende der gik jævnligt til frisøren, cyklede gennem byen med musik i ørene, tjente en hel hulens masse penge og vældig jævnligt kunne ses en sen nattetime på bar med de andre damer fra avisen? Ja, det spørger avisdamerne sikkert også sig selv om. Hvor blev Fie af? Hun sad sgu da lige her og drak cocktails.

Gik hun på toilettet eller hvad?



Ja, nu skal jeg ikke pynte for meget på det. Cocktails var mest fadøl, baren mest en bestemt bodega og nattetimerne flere end godt var. Men der var også en del hjertekval indblandet dengang. Da kvalen blev vendt til først kaos, siden stor glæde - og glæden blev til nyt og mere fast job, bryllup, graviditet og barn, ja så var der ikke meget bodega tilbage i mig, om man så må sige.

Okay, jeg blev da gift i 10 cm guldhæle. Men så sov min storetå altså også i fire måneder. No kidding.



Nu er jeg på et punkt i mit liv, hvor jeg uden at lyve kan sige, at jeg er lykkelig. Dette er ikke en klagesang. Måske en undresang, ligesom den fra Kaj & Andrea om tiden. For vinterstøvlerne er flade, et enkelt glas vin kan få mig til at falde i søvn, og karriereambitionerne udfoldes i en Diner. Så hvis der er nogen, der ved det, må de meget gerne fortælle mig, om hende der kvindemennesket er væk, eller om hun bare er gået i hi.

Og foresten må de også gerne fortælle, hvordan man holder nytårsaften med en halvt år gammel baby?

5 kommentarer:

  1. Gode spørgsmål, her er mine bud:
    Fie er der stadig, hun er bare lige trådt lidt i baggrunden for mama F, for hende er der mere brug for ligenu. Sådan er det. Men du er jo stadig dig, bare en ny og opdateret udgave. Så nok mere i hi end forsvundet (hvis jeg skal trække på min egen erfaring). Det er jo bare nogle andre ting man prioriterer nu, livet har ligesom fået et twist.
    Vi holdt nytårsaften med en 3 måneder gammel prut, og det gik fint. Vi holdt ham vågen til kl 24, skålede og kyssede alle tre. Så puttede vi ham, han faldt i søvn og så drak vi champagne og røg smøger på altanen. (Fortovet og en babyalarm virker altså også når man bor i stuen!). Det skal nok blive godt!

    Og jeg har også prøvet det med de sovende tæer i månedsvis! Ne-de-ren!! De brokker sig stadig indimellem hvis jeg presser dem!

    SvarSlet
  2. Jeg synes nu stadig, du lader til at være temmelig sej.

    Og hjernecellerne ligger absolut ikke i barsels-brak, det vidner din blog da tydeligt om.

    Courage!

    SvarSlet
  3. Helle, sådan en nytårsaften lyder fantastisk og romantisk. Men hvis vi holder Vipsen vågen til midnat, tror jeg, hun vil larme mere end fyrværkeriet over København :-) Hun må vist bare blive kysset før kl 24.

    Anne - tak. Sejheden har vist bare fået en anden karakter, men den er jeg nu også stolt af. Kommer tid, kommer cocktails.

    SvarSlet
  4. Der er også altid gode kyssere at hente inden kl 24 ;) Og så er der ro(mantik) når der er 90 års fødselsdagen og kransekage (altså bortset fra København der giver den gas!)

    SvarSlet
  5. Nå ja ... og sådan kan man så læse et indlæg, der kunne handle om en selv. Sådan næsten da. Men er svaret ikke bare, at du er blevet mor - du er stadig dig, bare i en nyere version med andre erfaringer?
    Nytårsaften sidste år fejrede jeg i en amme-barselsdøs med 6 ugers spædbarn på armen. Behøver jeg sige, at jeg sov tidligt - men dog var vågen det meste af natten .... i nattøjet og med ammepude og barn lænket til min krop. I år er han lidt mere end et år. Og forhåbentligt betyder det lidt mere festivitas til moderen. Altså så festligt som det bliver, når vi har dømt romantisk aften for to :-) Vi glæder os.

    SvarSlet