Mandagslinks happens

Det er ren tilfældighed, at det er mandag, at jeg blogger, og at denne post indeholder links. Men hey - sådan opstod Mandagslinks jo i første omgang, så det er sikkert karma eller sårnnåed.

Jeg måtte bare lige dele et par ting.

For det første. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for Eder, at jeg ikke kan sy. Jeg kunne sikkert godt finde ud af det, men jeg har tålmodigheds-issues. Så, er der nogen, der har lyst til at sy mig et pencilskirt i Tetris-stof, så siger de bare til.


Man kan få stoffet her og se kjolen her. Selvfølgelig er der et sted på nettet, hvor man kan designe sine egne stofmønstre, jeg anede det bare ikke. Og folk er jo sjove, så der er masser at svælge i.

Og så en anden ting, jeg blev så begejstret for, at jeg bare lige må råbe det over hustagene...

En mand køber gamle pulp fiction bøger med dramatiske forsider. Med en lille skalpel sidder han nøje og skærer omridset ud af den moralsk fordærvede kvinde, den onde doktor, den døende cowboy eller den vanvittige morder, der nu pryder forsiden. Han folder fint sin udskæring op fra papiret, sætter lyset og tager et billede. Og voila. Bogen lever med en helt anden intensitet, måske en helt anden historie...

I love it

En sidste ting, der måske er nok er ret lokal, men dog har spredt sig til eksotiske steder som Malmø og Ringsted, er Is A Bella, som er min nye bedste ven og isbutik. Jeg gider ikke diskutere med Spise med Price-elskere, eller andre, som ikke kan få autentisk fritgående fløde nok i deres is, men jeg synes, det er vidunderligt, at nogen går så meget op i kvalitet, hensyn og kærlighed til deres arbejde, at de laver verdens lækreste is - som ovenikøbet kan spises af diabetikere, allergikere, veganere og ja, også sådan en familie som os, hvor fedtprocenter pludselig er blevet et ømt punkt på grund af vores barn.

De har yoghurtis, sorbeter, italiensk mælkeis og den vildeste cremede is, lavet på rismælk, som smager så englene overdøver det irriterende "rigeligt smør"-kor.

Og hvis du tror, jeg bullshitter, så smag det selv. Det er virkelig godt.

Dagens Dark Side har jeg overhovedet ikke tænkt på, fordi det her jo ret beset ikke er Mandagslinks med vilje....men faktisk så jeg denne her hos hende med Tetriskjolen.

Fan girls unite!

Sex and the city

Nej. Det handler ikke om en klike af overdressed material girls i dyre stripperhæle, der hedder noget med Blah, som af en eller anden grund har fået æren for at kvinder kan nogetsomhelst selv. Ud af den sætning kan man forhåbentlig læse min holdning til dét fænomen og også regne ud, om jeg vil betale penge for at se 2'eren.

Ligesom mit elskede Found Magazine, der har en lillebror, som hedder Dirty Found, har jeg gået og samlet lidt sammen af lumre fotos fra hid og did. Bare for at kunne lave et lille tema en dag. Og forvunden er nu al vor nød, thi dagen est oprunden... og sårn.

Først har vi den her, som står skrevet midt på Købmagergade. Jeg tænker, at hun/han der har skrevet det, er ret sikker på, at Daniel, exen eller en tredjepart (fjerdepart?) i dramaet kommer forbi og ser det her. Og bliver bitter.

Så er der dem her...

...som ikke rigtig står mål med, hvor stolt denne vægskriver er af sin....ja.

Den her sidste gik først lige lukt i forargelsescenteret i min husmorhjerne, men efter lidt betænkningstid konkluderede jeg, at jeg faktisk ikke forstår den. Hvad er der at forstå, tænker du måske. Jamen, hvem er afsenderen? Fædre, der synes, de får for lidt? Mødre, der synes, de får for lidt? Babyer, der vil have søskende...!? Ved du noget om dette både direkte og kryptiske stykke spraykunst på cykelbroen mellem Nørrebro og Frederiksberg, så sig frem.

Kvindebilleder og kiksekage

Det står garanteret i samtlige aktivitetsguides for barslende mødre, men jeg har ikke rigtig læst nogle af dem, så min opdagelse fik mig til at føle mig stort set genial. Det var i mandags, det var pinse, alting havde lukket, det småregnede og jeg var ude at vade med Viola.

Jeg trillede forbi alle mine sædvanlige pejlemærker, men svingede så ned ad en ny gade, forbi en kirke (med den tilknyttede Café Luther - de havde dog ikke lagkage), og kom til Arbejdermuseets smældende røde faner. Hey! De havde åbent! Og var søde og gav mig elevatorkort. De havde en sej, billig museumsbutik fuld af genoptrykte påklædningsdukker, klassiske børnebøger og kogebøger, håndlavede bolsjer, sjovt gammeldags legetøj og masser af plakater og postkort med retrostemningen helt i top.

Se dét er noget, Turistbureauet Røde Olsen gerne vil anbefale. Viola synes, stedet var fantastisk. Selv om hun ikke forstår noget som helst af det, fik hun gloet og gumlet på sin bolle og peget på alting og sagt noget, der mindede om et begejstret "hej" til en voksfigur af en stakkels arbejdsløs mand fra 1930'erne. Jeg kan huske den selvsamme figur fra min egen barndom.

Needless to say, jeg tog et par billeder, men det er meget bedre at se det selv. Reklame, reklame.

Hende her forestiller vist nok Fru Sørensen, som fik otte børn...

I det hele taget var noget af det mest interessante (synes jeg jo) kvindehistorierne og -billederne på stedet. Se bare her. Uha, det var hårdt at vaske tøj i 1750..

Men vupti, 200 år senere kom vaskemaskinen, og man kunne sidde med sit bobbede hår og læse dameblade i stedet for at slave. Eller hvordan virkeligheden nu var.

Jeg gætter på, at den var sådan, at hvis far mistede jobbet, så var man seriøst på spanden. Vaskemaskine eller ej.

Jo flere munde at mætte, jo større katastrofe ved arbejdsløshed. Pas derfor godt på. Sometimes a cigar is not just a cigar.

Uha, tænk at få sit navn smækket op her... på Jord og Beton Forbundets Skruebrækkertavle. Av.


På museet har de den hyggeligste kaffebar, indrettet fuldstændig som i hedengangne tider. Man kan få marmorkage, Yankie Bar, kaffe og den slags - men den største sællert, sagde ekspeditricen, var kiksekage og citronvand.

Og så var der jo den der museumsbutik. Hvor jeg købte mange, mange fine ting, for jeg kan aldrig lade være... seriøst, mangler du en gave, så gå derind. Man behøver ikke betale entré. Hvad med f.eks. en Stauning-brille - med styrke?

PS: Meget apropos så jeg den her på vej hjem. Og undredes.

Andrea skriver gæsteblog, hurra!

Forhistorien først. En gang for længe siden gik jeg på højskole. Ikke den slags, hvor man bor og lever og bliver suget ind i det sociale edderkoppespind a la efterskole. Nej, det var en daghøjskole. Jeg pendlede fra provinsen 1 time i rødt regionaltog hver eneste morgen fra min første flytte-hjemmefra lejlighed til København, hvor højskolen lå og stadig ligger.

Der mødte jeg, blandt mange andre, Andrea. Hun skrev digte og historier, der emmede af vildskab og forvirring og følsomhed og vinger, der nogle gange fløj højt og andre gange var helt ulmende brændte i kanterne. Sådan husker jeg det i hvert fald. Hun havde endda børn, hvilket var et rimelig vildt perspektiv for en 20-årig som mig.

Så kom Facebook, lang tid efter. Og folk dukkede op igen. Også Andrea, men ad helt andre veje, og det var først, da jeg havde gloet på hendes profilbillede og hjemmeside en hel del gange, at der var noget der sagde *ding* i mit hovede. "Sig mig, var det ikke noget med at vi engang...". Jo. Jeg husker blandt andet, og det har jeg vist ikke engang nævnt for hende nu, at jeg var tvunget til at kysse hende i en omgang sandhed eller konsekvens, fordi jeg havde en kæreste derhjemme, og så kysser man jo ikke på andre drenge, vel. Piger kan man åbenbart godt. Go figure.

Vi fik begge en skrivebaseret karriere, sådan cirka. Andrea er stadig vild. Blandt andet skriver hun bøger - om Facebook, faktisk. (Hvor jeg stolt stak hovedet indenfor) Og så er hun lige blevet mor, igen. Og så bor hun lige på Mars. Og så har hun lige skrevet et gæsteindlæg til Dineren. Og det giver fandme mening. Tusind, tusind tak for det. Her kommer det:

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel.

Dengang gik jeg rundt i Københavns gader med en gammel, rusten barnevogn, jeg lå på gulvet med min baby og stirrede på ham i timevis. Jeg havde ikke så meget andet at lave.
Tiden gik langsommere dengang.

Så langsomt, faktisk, at hver eneste sekund kunne mærkes fysisk, som gåsehud på min overarm. Så kom han i vuggestue og jeg kom på højskole og pludselig gik tiden igen hurtigt og som den vandmand jeg er, strømmede jeg bare med, uden at tænke så meget over det. Hvilket jeg lige siden har fortrudt.

Højskolen lå i indre by og i pauserne sad vi på taget og spillede guitar. Jeg kendte ikke nogen, men jeg lod som om jeg gjorde. Sådan er det i byen. Man skal helst lade som om man kender en hel masse. Man skal helst være upåvirket og man skal helst lade som om man er street-wise - og selvom man kommer ude fra markerne, hvor der ikke er en skid at være street-wise omkring. Mark-wise.

Fie kom ude fra markerne. Hun var faktisk nærmest lige stået af fire-toget. Hun havde stadig det lidt for opmærksomme udtryk i ansigtet, dét der udtryk hvor man endnu ikke har lært at lade som om man kender en hel masse. Til alt.

Vi skrev digte, dengang. Vi læste dem op for hinanden, i et lille rum på højskolen, med nærmest hviskende stemmer blotlagde vi vores sjæl for hinanden, som om det var ingenting. Med vores påtagede street-wise miner skrev vi om skibskatastrofer og pludselig død, om pinen og plagen og ensomheden.

Og om tiden. Jeg skrev om tiden, husker jeg, om hvordan den gjorde ondt.

Hver dag, når jeg var færdig med at være på højskole cyklede jeg ned til en vuggestue, hvor legepladsen var belagt med asfalt og larmen fra gaden næsten overdøvede larmen fra de skrigende børn. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Måske tænkte jeg, at det ville være godt for mit barn at lære at blive street-wise, sådan helt fra starten af, måske tænkte jeg, at det er bedst at blive hærdet, i en tidlig alder, så man ikke bliver blødsøden og gennemsigtig som nu- for eksempel- en vandmand som mig. Og ham.

Han skulle ihvertilfælde ALDRIG stige ind i en bus på landet og krympe sig, fordi alle kigger. Han skulle ALDRIG føle at han stak ud og var anderledes, han skulle ALDRIG sidde og stirre ud over markerne og længes, med hver en fiber i kroppen, mod neonlys og centrum.
Jeg lagde ham forsigtigt i Christaniacyklen og slingrede hjem. Helt sikker på at jeg gjorde det rigtige.

Tiden gik. Der skete alt muligt.

For eksempel flyttede jeg tilbage til Landet, vel vidende at alle jeg kender er traumatiserede over deres ungdom i provinsen. Men, på en måde, skal det vel ikke gå ud over vores børn?
Lejlighedsfængslet blev for meget for mig, den dag hvor drengen stod og ruskede i altanens tremmer, græd og skreg, at han ville ud, ud, ud.

Så vi flyttede ud. Og alle sagde, at det kunne jeg ikke - det er jeg åbenbart alt for street-wise til. Nemlig.

Men jeg gjorde det alligevel og det er ikke fordi jeg siger det er en dans på roser, but then again, er der noget der er det? Er det ikke en af de ting man lærer, når tiden går? Hårdt og brutalt og trampende henover ens ansigtet og alle disse fikse ideer?

Nu bor vi på (Ud)kanten. Her er dejligt, meget autentisk, meget dramatisk og digteragtigt.
Det er som om provinsen er blevet meget federe, her på det sidste. Måske fordi alle jyderne er flyttet til København. Det stormer og her er masser af skæve eksistenser, ufaglærte arbejdere, desillusionerede kunstnere, intellektuelle og narkomaner. Lidt ligesom København. Engang.
Nogen gange tænker jeg, at København er blevet det nye provinsen, med alle disse velfriserede regler om vedligeholdelse af gårdmiljøet, mobbepolitik, madpakkepolitik og… du ved…
Ikke for at tale dårligt om nogen, eller noget eller whatever, det slår mig bare. Som knytnæver i hovedet.

Jeg sidder foran det store vindue og kigger ud over engen og de tre køer som blev lukket ud på den, i går.

De løber stadig helt vildt rundt og moderen slikker kalven og mig og min dreng og min baby gik ned til dem i går, og min dreng aede køerne, og han kan godt lide køer, og min baby sov så trygt og indåndende ikke andet end sommerluft. Og der var hvide sommerfugle der sværmede om gule mælkebøtter, der var blade der sitrede på birketræerne, der var duften fra fjorden og fjorden ligger på den anden side af engen og det er smukt, meget smukt, og min dreng går nogen gange derned og fisker. Helt for sig selv. Og så står tiden stille, siger han. Og det kan han godt lide.

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel og det er underligt at tænke tilbage, på dengang. Tiden strækker sig ud for mine fødder, som et langt spor efter mig, som en perlemorsbelagt Memory Lane. Den kan stadig godt gøre lidt ondt, tiden, men det gør ikke noget. Tiden går anderledes nu og desuden hjælper det, når jeg kysser min babys ballonkinder.

- Andrea Hejlskov

Tivoli er åben

Skandinavisk Tivoli Park var ved at åbne, da jeg kom forbi Fælledparken. Det var som at gå ind i en tidsmaskine under langsom opstart. Sæt selv flere ord på.

Fremmede kulturer

Jeg har ævlet om det før, ikke? Det der med, hvor lille ens verden bliver, når man er på barsel. Mentalt er jeg ved at åbne skodderne lige så langsomt, men den helt fysiske trummerum er nærmest ens fra dag til dag. Jeg kender efterhånden mine trilleruter ned til mindste vejskilt og kan manøvrere rundt i selv den søvnigste tilstand.

I dag havde jeg et ærinde i en anden bydel, og måske ville det ikke røre nogen som helst andre end mig, men hallo, hvor var det en anden verden at træde ind i, derude ved Trianglen og Nordre Frihavnsgade.

Der er jo rent. Og pænt. Som i nydeligt. Mødrene har ikke noget, der ligger og roder i barnevognens underetage. Genbrugsbutikkerne ligner noget, der kunne ligge inde omkring Kongens Nytorv. Der er ikke noget grafitti. Manden, der delte Berlingske Tidende ud på et gadehjørne, sprang mig over. Helt bevidst.

Og så har de sådan noget her:

Det er en cykelparkering. Jeg aner ikke, hvordan den fungerer, men der stod cykler indeni. Og den var stemplet af både det ene og det andet og Københavns Kommune. Så hvorfor har vi dem ikke på Nørrebro?

Der var også nogle vandposter. Tror jeg. Eller hvad er meningen?

I denne fjerne galakse taler de åbenbart også et andet sprog...

Hvad står der, siger du?

Vi ska vask, står der.

Det var et møntvaskeri.

Skriften på væggen

Den her er til en god ven. Tak for snakken.


Hjem er, hvor hjertet er...

...og man må elske sig selv som sin næste....


...gøre sit bedste, selv når verden er imod én...

...tro på kærligheden og kræve sin ret...

...kende sine begrænsninger...

...leve livet...

...og stå ved sine fejl. Hvis man kan.

Lugten i bageriet

Det lugter lidt af, at dineren har flest kunder, når der er brok på menuen. Det er ikke nogen særlig lækker lugt, især når man prøver sit bedste for at smile til selv den dummeste kronhjort, men jeg vifter da gerne lidt med den mavesure karklud, sætter hænderne i siden og tager det forurettede tøsefjæs på, hvis det kan få døren til at gå.

Tillad mig at starte lidt generelt med folk som sådan. Nej, lad mig omformulere: Folk, der er sure på en, fordi man har en barnevogn.

For godt og vel et år siden var jeg selv en af dem. Jeg var komplet og aldeles forudindtaget skidesur over, at kvinder med barnevogn fyldte fortovet - på samme måde som mænd med Christianiacykler fylder cykelstien. Med deres store, åndssvage, læderindbundne Emmaljungakareter fyldt med den ophøjede og livsstilsagtigt navngivne frugt af deres brede lænder møvede de frem, som det passede dem. Og vi andre havde bare at springe for livet udendørs som indendørs, når de skulle frem. De så alle sammen ud som om, de følte, de havde retten på deres side. Helærli, hvor var min ret lizzom?

Men nøj, hvor er jeg blevet klogere af pludselig at være den bredrøvede fyldebøtte bag roret på sådan en vogn. Folk sender mig de ondeste øjne. De ruller med dem, sukker, skubber, og albuer mig, hvis ikke de stønner "for helvede", et sekund efter, vi har passeret hinanden. Jeg gør virkelig mit ypperste for ikke at genere. Jeg holder tilbage, drejer, mingelerer, vinkler, kanter, smiler, trækker undskyldende på skuldrende, venter og bakker det bedste, jeg har lært. Lige meget hjælper det. Folk hader mig. Fordi jeg tror, jeg er noget. Eller i hvert fald optager tilstrækkelig dyrebart offentligt luftrum til at give indtryk af, jeg tror, jeg er noget. Og at min barn er noget.

Så nu vil jeg gerne stille et par spørgsmål.

Tillad mig at spørge de unge piger i H&M i dag, der prøvede sko midt på gangen og himlede til hinanden, da jeg uden at sige et ord stillede mig pænt bag dem for at vente på, jeg kunne komme forbi. Tillad mig også at spørge de to spanske turister, der åbenlyst pegede på mig og sarkastisk sagde til hinanden "Welcome to Denmark". Tillad mig at rette mit spørgsmål til de ekspeditricer, der lige foran mit fjæs gav sig til at hviske om barnevognens størrelse i deres fikse butik og sende mig et par anstrengte smil bagefter. Og for en god ordens skyld, tillad mig også at spørge mit fortidige jeg:

Hvad i al hede hule helvede ville du gøre, hvis du havde så stort et skrummel, du skulle navigere rundt med? Vil du prøve, kom herom, værsgo. Nå, ikke? Hvordan ville du have det, hvis den eneste måde, du kunne komme ud og være en del af verden på, på sådan en almindelig hverdag, var at lænke dig til en jeg-ved-ikke-hvor-mange-kilos forlængelse af din krop og slæbe den svedende rundt? En forlængelse, der vel at mærke indeholder et lille menneske - et mæn-ne-ske - som du har ansvaret for ikke bliver for varmt, for koldt, for sultent, for tørstigt, skubbet til eller skidt på af forbiflyvende duer, for den sags skyld?

Så tag dog lidt hensyn. Jeg prøver at gøre det. Det gør jeg sgu.

....

Se, nu udviklede det sig jo fint til en gang harm brokkesuppe med bittert brød. Velbekomme. Til dessert kan du få det her link, som jeg ved Gud har tænkt mig at brokke mig højlydt over ved næst/bedst kommende lejlighed. What the f er det med de kernesunde sektmedlemmer, altså?

Og så videre

Har af de dage, hvor jeg ikke kan overskue at mene noget om noget. Eller at andre gør det. Eller at jeg skal argumentere for noget eller høre på andres mening. Det er ikke engang, fordi jeg bliver sur eller hidsig eller på anden vis opildnet af det. Jeg orker bare ikke. Og vil gerne bare være venner.

Hvis jeg kender mig selv ret, kan det være, jeg i morgen ryger lige i flæsket på folk, der siger noget, jeg absolut mener at kunne sige noget klogere om og have mere ret i, men lige i dag....ja. Bum.

Derfor kommer der her nogle tilfældige billeder fra det der Nørrebro - for your viewing pleasure. Hav en rar påske. Husk at være søde ved hinanden. I tanke og handling.

Indenbys

Når jeg, som i dag, er så heldig at kunne bruge en hel eftermiddag på at trille rundt med dem, jeg elsker mest, og købe ting i smukke København, føler jeg mig på én gang som en lalleglad turist, der elsker det hele og hopper på alt, og en indædt indfødt, der er streetwise og uimponeret.

Især når jeg passerer horderne på Strøget. Særligt føler jeg for provinsteenagerne, der i flok går med hinanden under armen og taler lidt for højt. De har alle sammen det samme tøj på; nemlig det, der er smartest, der hvor de kommer fra. Deres stiveste puds, der helst skal se casual ud. Jeg husker det tydeligt, hvor vildt det var at tage til København. Men det gør det ikke mindre tåkrummende at høre en ung og usikker udenbys dialekt fnise forbi i pelskransede støvler.

Jeg skal ikke påstå, at jeg ved, hvor alt er hipt og smart. For det gør jeg mildest talt ikke, og jeg falder ofte på røven mellem de to stole, jeg sidder på som mangeårig tilflyttertype. Men jeg har steder, jeg kan lide, har jeg. For eksempel dem, vi gik forbi i dag:

Rude på Frederiksborggade har lige nu frit valg i hele butikken - 3 ting for 300 kroner. Altså også sko og støvler og vintage gallakjoler og paillethuer og hvad ved jeg. Man skulle simpelthen tro, det var løgn, men det er det ikke. Hvis du ikke kender butikken, så er det på tide at du kommer til det. Den her var der ikke i min størrelse, bugger! Men jeg fik 3 andre lækre ting.


Jeans & Coffee ligger på Nørre Farimagsgade, og de har...ja, jeans og kaffe. Så vel som tusind andre ting, som alle er økologiske og vildt hyggelige. Oppe bagved er der en lille sofahyggekrog. Jeg fik kaffe, ikke jeans. Og noget gakket tyggegummi fra regnskoven.


Den Kinesiske Købmand. De er så søde og sjovt velassorterede. Købte den halve biks, men var særligt glad for at finde dem her:


Fona2000. Jamen, jo. De har det bedste udvalg af dvd-tilbud. Ever. Vi kommer altid derfra med 5-10 film, som vi ikke kan undvære i samlingen. Til en haltreller eller cirka deromkring. De her repræsenterer jo nok mine mere fjollede tilbøjeligheder, men jeg lover, at man også kan få stimuleret filmsnobbens intellekt til samme pris...

Sømods Bolcher behøver vist ingen introduktion. Bare tag derhen. Nu.

Hvad er dine yndlingssteder, der hvor du bor? Fortæl fortæl.

PS: Jeg kan ikke huske hvor, men jeg så en Fido-Dido t-shirt i dag. Er det ikke underligt?

Klichéfest

Så er den gal igen. Det har den godt nok været længe. Der er vist bare langt mellem både indlæg og snapse i Dineren for tiden, og det her såkaldte forår gør det ikke bedre. Men her er der lidt at kigge på for dem, der ikke endnu har taget deres business andetsteds hen.

Men vi ved jo at...

...og at man må tage det ene med det andet.

Det sagde hende her også i går...


Og jeg er ikke den eneste, der bruger sproget dårligt i dag.

PS: Det der med forår bider ikke på mig før engang i maj. Bleg sol, blege arme, blegt næb. Not my idea of a good time. Næ, giv mig en julinat og grillhygge og en solsort, der flipper helt ud af bare glæde. Dét er årstid, der vil frem.