onsdag den 24. marts 2010

Indenbys

Når jeg, som i dag, er så heldig at kunne bruge en hel eftermiddag på at trille rundt med dem, jeg elsker mest, og købe ting i smukke København, føler jeg mig på én gang som en lalleglad turist, der elsker det hele og hopper på alt, og en indædt indfødt, der er streetwise og uimponeret.

Især når jeg passerer horderne på Strøget. Særligt føler jeg for provinsteenagerne, der i flok går med hinanden under armen og taler lidt for højt. De har alle sammen det samme tøj på; nemlig det, der er smartest, der hvor de kommer fra. Deres stiveste puds, der helst skal se casual ud. Jeg husker det tydeligt, hvor vildt det var at tage til København. Men det gør det ikke mindre tåkrummende at høre en ung og usikker udenbys dialekt fnise forbi i pelskransede støvler.

Jeg skal ikke påstå, at jeg ved, hvor alt er hipt og smart. For det gør jeg mildest talt ikke, og jeg falder ofte på røven mellem de to stole, jeg sidder på som mangeårig tilflyttertype. Men jeg har steder, jeg kan lide, har jeg. For eksempel dem, vi gik forbi i dag:

Rude på Frederiksborggade har lige nu frit valg i hele butikken - 3 ting for 300 kroner. Altså også sko og støvler og vintage gallakjoler og paillethuer og hvad ved jeg. Man skulle simpelthen tro, det var løgn, men det er det ikke. Hvis du ikke kender butikken, så er det på tide at du kommer til det. Den her var der ikke i min størrelse, bugger! Men jeg fik 3 andre lækre ting.


Jeans & Coffee ligger på Nørre Farimagsgade, og de har...ja, jeans og kaffe. Så vel som tusind andre ting, som alle er økologiske og vildt hyggelige. Oppe bagved er der en lille sofahyggekrog. Jeg fik kaffe, ikke jeans. Og noget gakket tyggegummi fra regnskoven.


Den Kinesiske Købmand. De er så søde og sjovt velassorterede. Købte den halve biks, men var særligt glad for at finde dem her:


Fona2000. Jamen, jo. De har det bedste udvalg af dvd-tilbud. Ever. Vi kommer altid derfra med 5-10 film, som vi ikke kan undvære i samlingen. Til en haltreller eller cirka deromkring. De her repræsenterer jo nok mine mere fjollede tilbøjeligheder, men jeg lover, at man også kan få stimuleret filmsnobbens intellekt til samme pris...


Sømods Bolcher behøver vist ingen introduktion. Bare tag derhen. Nu.


Hvad er dine yndlingssteder, der hvor du bor? Fortæl fortæl.

PS: Jeg kan ikke huske hvor, men jeg så en Fido-Dido t-shirt i dag. Er det ikke underligt?

8 kommentarer:

  1. Du har da super styr på de fede steder! :o) Namme nam Sømods... Hmmm hvorfor har jeg ikke nogen bolcher lige nu!

    SvarSlet
  2. Fedt med FidoDido - tænk at han stadig lever???

    Jeg hepper lidt på at der er nogen fra Odense der laver et tilsvarende indlæg - jeg skal nemlig på ferie i byen i næste uge og helt blank. Altså som i virkelig blank. Hvad laver man i den by, fortæl fortæl!!!???

    Fedt indlæg, jeg får helt vild shoppetrang og det er vist... øhh.. forresten ikke helt så godt?

    SvarSlet
  3. Jeg havde helt glemt Fido Dido.

    Jeg elsker også København og er ligeledes tilflytter fra provinsen Far-far-away i Nordjylland. I dag føler jeg mig mere hjemme i København end i Frederikshavn, som er min hjemby.

    Når vi kom hjem fra USA på ferie, skulle vi altid køre indenom byen fra lufthavnen, selvom motorvejen er langt hurtigere. Men turen over Christianshavn, Kgs. Nytorv og Østerbrogade var og er helt speciel for mig. Det var min måde at sige "Hej gamle ven" til min nye/gamle by.

    Ellers er New York selvklart også en af favoritstederne og indtil for nyligt hjemsted. Af favoritsteder der kan nævnes: Hecksners Playground i Central Park, Washington Square og hele West Village området omkring det og Brooklyn Bridge.

    SvarSlet
  4. Uh, vi har mange fælles yndlingssteder.
    Godt Rude også har en biks på Istedgade!

    Jeg elsker Laserdisken, de har et godt udvalg, men vigtigst er at de er Københavns største film nørder.
    Hvis de sælger det har de en mening om det!

    Men jeg er også helt på med Fona2000, for ikke at tale om TP.
    Det er der man finder de gode tilbud.

    det er vist forresten længe siden jeg har set Blazing Saddles...

    "Oh, boys! Lookee what I got heyuh.

    Hey, where the white women at? "

    SvarSlet
  5. Mmmmm, bolcher!

    Kender du hjemmesiden www.play.com? De har gratis forsendelse fra UK til DK og er virkelig billige på film, cd'er osv... Det er selvfølgelig ikke det samme som at gå og ose i butikker, men der er også noget fedt ved at gå og vente på en pakke :-)

    SvarSlet
  6. Dorthe: De har en webshop! Du har ingen undskyldninger, bare find Dankortet frem :-)

    Trine: Ja, hvad I alverden foregår der i Odense? Det kunne jeg også godt tænke mig at vide.

    AB: Sådan har jeg det, når toget triller ind på Hovedbanen. Dejlig følelse.

    Malle: Er der også en Rude på Vesterbro?! Holy moly, jeg er bag om dansen. Burde faktisk nok bro-opdele mine yndlingssteder, for jeg aner jo ikke, hvad der foregår uden for min barnevognsrute!

    Julie: Jeg tjekker den lige ud, tak :-)

    SvarSlet
  7. Hov min kommentar blev spist.

    Hot Kotyr på Nørrebrogade! verdens bedste biks.

    SvarSlet
  8. Morfar: Absolut! Den er bare så dyr. Bliver altid knotten og går på loppe i stedet.

    SvarSlet