Blogland har vist sig at være mere givende, end jeg havde kunnet håbe på. Det føles lidt som de gange, ens lærer kom og fortalte, at en skoleklasse i Bagindien gerne ville have danske pennevenner, smækkede en stak breve i bordet og sagde: Hvilken én vil du så have?
Et tagselvbord af eksotisk fremmedhed, følelsen af galoperende nysgerrighed, chancen for at skrive selvportrætter uafhængigt af whatever status i klassen, man nu havde. Være sig selv, eller være en superhelt - alt afhængig af dagsformen - men under alle omstændigheder have muligheden for også at være lidt eksotisk derude i provinsen.
Jeg har valgt at skrive hele blogbaduljen i mit navn. Mit levebrød er at skrive, så det gør jeg. Som mig selv, så folk kan se, at jeg er i live. Men der er mange, der gør det helt omvendt. Flere på blogroll'en er anonyme mennesker, personager, karakterer, selvbilleder uden navn.
Og så er det, jeg tænker: Hvorfor? Der er den åbenlyse: Jobhensynet, hvis man nu gerne vil brokke sig over chefen - noget som jeg ikke har anledning til, for jeg er min egen chef these days, og kan kun brokke mig over mig selv. Der er sikkert også tusind andre gode grunde, som f.eks. netop at ville være en superhelt, en antihelt, eller bare dyrke et alter ego. Men det føles lidt mærkeligt at stå nede i Netto eller gå en tur på gaden og tænke "okay, ham/hende der kunne godt være xx eller yy fra blogland."
Hvad er din grund? Får du aldrig lyst til at råbe "her er jeg, det er mig, se mig, se mig!" ?
Er det et dumt spørgsmål? Er der noget, jeg overser her?
Hilsen
hende den nysgerrige
.jpg)
Seaside Christmas Junk Journal by Rhonda Ellzey
2 dage siden
Hmm... Hos mig er det flere ting. Da jeg startede var det fordi jeg ikke ville have at mine venner og familie skulle vide alt (det var i min singletid og det gik ikke altid stille for sig). Senere blev jeg færdiguddannet og nu er det mest fordi der er temmelig mange aspekter i mit liv som ikke kommer mine klienter (jeg er psykolog) ved.
SvarSletIkke at det ville være så farligt lige nu, da mine blog vist er ved at lide en langsom og pinefuld død... Med mindre jeg meget snart giver lidt kunstig åndedræt.
Som Superhelt er det jo et problem at trøde frem - det gør en sårbar ifht til superskurke, hvis de kan gå efter ens nærmeste, med videre.
SvarSletDerudover ville jeg nok også vælge at være anonym under alle omstændigheder, da jeg med mange ting er mere åben på min blog end jeg er in person. Ihvertfald i forhold til hvem jeg taler med.
Man kan vel sige det sådan, at jeg meget vælger at kompartmentalisere dele af mit liv, og hvem jeg deler hvad med. Men bloggen er på mange måder blevet det mest dækkende, nødvendigt for at jeg kan blive udødeliggjort i Googles servere.
Dermed ikke sagt, at bloggen er totalt uden filter - selvfølgelig har jeg også en persona jeg fremstiller til den - men den er ihvertfald anderledes end den ville være, hvis jeg ikke var anonym.
uh, ja jeg har haft mange tanker om anonymitet, som med tiden er røget fløjten. I starten nævnte jeg ikke mit navn eller mit kaldenavn nogen steder, men folk begyndte at gøre det i kommentarene, og jeg lavede min blog med min kollektion under samme log in. Og billeder af mig selv flyder det også med. Google finder den kun, hvis man går igennem den med kollektionen. (Tror jeg nok)
SvarSletMen det er en svær balance gang og jeg har også nogle gange lyst til at skrive ting på min blog, som jeg ikke skriver, fordi jeg fx ved at min bedstemor læser med. Jeg kan godt savne mere kant på min blog af selv samme årsag.
Jeg har overvejet en helt anonym blog, hvor jeg kan råbe og skrige lidt mere, men det bliver ligesom lidt ved tankerne.
Egentligt er det ikke mig, du beder svare her, Flo, fordi jeg ikke er så anonym, men jeg ville åbenbart lige bidrage alligevel. Bare kald mig stikke-snuden-i-alting-fasteren!
Meget spændende emne at tage op!
SvarSletJeg er fuld af respekt for de, som vælger at blogge i eget navn. Jeg tænker, at det må kræve en helt anden form for mod at skrive noget personligt, fordi man netop ved, at alle kan læse med, og alle ved hvem afsenderen er.
Der er flere grunde til, at jeg blogger anonymt, men nok mest fordi det giver mig frirum til at blotlægge mit hjerte uden frygt for at de, jeg kender IRL, kan bruge det imod mig.
Desuden er jeg meget bevidst om, at alt hvad man lægger ud på nettet vil kunne findes frem igen, og da jeg ikke er færdiguddannet, betyder det noget, hvad en kommende arbejdsgiver vil kunne finde om mig, når han/hun søger på mit navn.
Det handler nok om, at det mindsker min selvcensur væsentligt, hvilket får mig til at skrive friere.
Men faktisk har jeg også et par blogs i eget navn. De har bare et helt andet tema end gravidgrahvad-bloggen, som jo knytter sig til hverdagstanker og mor-livet. Anonymiteten giver mig mulighed for denne tema-deling. Det ville blive en meget rodet blog (synes jeg), hvis jeg skulle rumme både det personlige og det faglige samme sted. Derfor holder jeg det faglige til mit navn, og det personlige anonymt, og jeg oplever egentlig, at det giver de bedste indlæg begge steder.
Der er flere grunde til, at jeg blogger anonymt. Primært er det af arbejds-/fag-hensyn - jeg vil have lov til at brokke mig over mit job, når det bliver for træls, og jeg vil have lov til at skrive om tanker og følelser, som jeg ikke har på fornemmelsen vil blive brugt imod mig i selvsamme sammenhænge.
SvarSletDerudover vil jeg gerne have et sted, hvor jeg ikke behøver at censurere mig selv. Jeg har blogget tidligere (også anonymt), men begik desværre den fejl netop at råbe "se mig, her er jeg!" med det resultat, at alt for mange, jeg kender, pludselig læste med. Hvorfor jeg så følte, at jeg ikke kunne skrive præcis, hvad der passede mig. Det er såmænd ikke fordi, jeg skriver (eller vil skrive) noget voldsomt kontroversielt - jeg vil bare gerne have lov til det, HVIS jeg skulle få lyst - uden at 'frygte' for folks reaktioner...
Min blog er jo så absolut ikke anonym, man kan jo nærmest komme med på wc, hvis man vil ;) Såfremt man er inviteret vel at mærke!
SvarSletSå for mig er det lidt omvendt, jeg er på ingen måde anonym, men lige præcis derfor, rager bloggen kun folk jeg kender i virkeligheden. Min pinkode osv kommer jo ikke fremmede ved ;)
Hvis jeg skrev om mindre personlige og måske ikke så detaljerede ting, eller i det mindste havde lidt mere filter på det jeg skriver, ville jeg sådan set ikke ha noget problem med at ha en åben blog med navn og det hele, for så ville jeg jo bare kunne vælge hvad jeg ville dele, i modsætning til nu, hvor jeg deler det hele.
..hvis det gav mening?
Jeg kan godt se pointen i, at det kan være svært at være hudløs ærlig i en blog med navn, af frygt for hvad familie/venner/kollegaer tænker om en. Som anonym ude i blogland, kan man skrive absolut hvad som helst, hver en snørklet, ækel eller underlig tanke, og det værste der kan ske er, at en eller anden (som man alligevel ikke kender) skriver "du er da et værre fjols" i kommentarerne. Så på en måde er det lidt "fejt" at gemme sig bag anonymitet, men på den anden side, ville der sikkert være en del færre spændende blogs, fordi der ville være tykt filter på?
Min er anonym.
SvarSletde tre årsager er.
Jobbet.
jobbet
jobbet.
Jeg blogger semi-anonymt, tror jeg. Jeg nævner, så vidt huskes, ikke navne, men folk, der kender mig, ville hurtigt kunne regne den ud.
SvarSletJeg skriver anonymt for ikke at udlevere min omgangskreds - især min kæreste. Jeg udelader også visse detaljer af samme årsag. Hvis jeg kun stod til ansvar for mig selv og var single, havde historien nok været en anden.
Kære allesammen, hvor er det fedt, I svarer!
SvarSletJeg fornemmer noget med, at jo mere intim, man vil være i sine ytringer, jo bedre er det at være anonym. Af hensyn til familie, venner, børn og Det Store Onde Job. Jeg forstår det godt, og har stor respekt. Det ændrer bare ikke ved, at jeg kan være ved at gå ud af mit gode skind af nysgerrighed over, hvem I er, haha :-)
Jeg tror faktisk aldrig, det har faldet mig ind at være anonym på bloggen. Men omvendt har jeg heller aldrig haft lyst til at lægge hele svineriet til skue, pardon my french. Til gengæld har jeg overvejet sådan en formspring-account, hvor folk kan spørge om det, de gerne vil vide, og så kan jeg svare, hvis jeg har lyst. Er det en god idé?
Og GravidGrahvad: Hvor er det mega-unfair at skrive, du har personlige blogs! Nu bliver jeg jo nødt til at finde dem. Men det kan jeg ikke, for jeg aner hverken hvad du laver eller hvor de er! Arg! :-D
Flo, det lyder til at du er lige så nysgerrigt anlagt som mig!
SvarSletHaha så fik du den, Fie the curious!
SvarSlet;)