Trosbekendelse

Loppe, du som er i det lokale forsamlingshus

Helliget været dit hjemmelavede vejviserskilt, komme dit parkeringskaos

Ske din vilje på auktionen, såvel som i rodekasserne

Giv os i dag vort daglige pølsebrød

Og forlad os vor skubben med albuer, som også vi forlader vore skubbere

Led os ikke hen til spegepølsesælgeren, og fri os fra pomfritterne

Thi dit er hyggen, pruttehandlen og tingfinderiet i al evighed

Amen.

Jeg læste en artikel om en kvinde, der udelukkende klædte sit barn i mærketøj. Men, not to worry, hun havde købt det brugt, sådan et eller andet sted på et loppemarked nord for København. Så hendes barn kunne gå i "kvalitetstøj" til ingen penge. Faktisk havde ungen så meget kluns, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre med det.

For hun var grebet af de mørke gør-en-god-handel-kræfter og kunne ikke stoppe.

Det er lige før, loppemarkeder kan give dig syndsforladelse. Om ikke andet, så undskylder de på sær vis din forbrugeriske adfærd. Tænk bare; du sparer CO2, du redder de små børn i Indien fra at producere billigt tøj til Vesten under slavelignende forhold, du tjener en skilling til det stramme finanskrisebudget.

Ret beset får du jo stillet din trang til at eje lige så meget, som hvis du var på shoppingtur i rigtige butikker. Ønsket om at finde noget for næsen af de andre. Til at have noget, de andre ikke har. Du mærker suset over at finde noget i en rodekasse til en femmer, som de andre med garanti ikke havde set. Du rækker det mod himlen og griner som en gal videnskabsmand. It's mine, miiine, muhahaha!

Ahem. Jeg har altid gået på loppemarkeder, og har også haft en stand en del gange. Jeg elsker det. Jeg bekender mig til loppe-evangeliet, gør jeg. Med alt hvad det indebærer af de ting, jeg lige har skældt ud over.

Særligt elsker jeg at kigge på de mennesker, der er. Møntnørderne, pladenørderne, formegettøj-pigerne, nissestrikkedamerne, dem der bare hænger ud for kaffens skyld, den lille pruttende nervekamp, der foregår hver gang, en tyver skifter hænder. Jeg elsker det hele og kan bruge hele dagen på at trawle de samme stande igennem. Jeg er faktisk ikke nogen sjov ledsager, for jeg vil helst selv gå med næsen i tingene i mit eget tempo.

Derfor måtte jeg også tage tilbage til Remisen ved Trianglen i går, selvom vi allerede havde været der om lørdagen. For jeg skulle liige se. Uden at føle, jeg var for langsom eller for hurtig eller for ego.


Jeg fik mig noget gammelt påskepynt i træ, et par sailor-agtige wedges, et fint stabeltårn til barnet, en stribet blusekjoleting, en hemmelig gave til en veninde og det her stof. Det er 1,5 x 1,5 meter, cirka, og det kostede tyve kroner. Jeg kunne ikke stå for det, selvom jeg ikke kan sy, snart sagt ejer en symaskine. Men det er jo en diner, det her, og der skal kage til kaffen og sådan noget.

Hvad skal jeg med det? Aner det ikke. Men nu er det mit. Mit, miiiit, muhahaha!


PS: Hvis du har en god idé til det stof der, så kom frisk.