Jeg trillede forbi alle mine sædvanlige pejlemærker, men svingede så ned ad en ny gade, forbi en kirke (med den tilknyttede Café Luther - de havde dog ikke lagkage), og kom til Arbejdermuseets smældende røde faner. Hey! De havde åbent! Og var søde og gav mig elevatorkort. De havde en sej, billig museumsbutik fuld af genoptrykte påklædningsdukker, klassiske børnebøger og kogebøger, håndlavede bolsjer, sjovt gammeldags legetøj og masser af plakater og postkort med retrostemningen helt i top.
Se dét er noget, Turistbureauet Røde Olsen gerne vil anbefale. Viola synes, stedet var fantastisk. Selv om hun ikke forstår noget som helst af det, fik hun gloet og gumlet på sin bolle og peget på alting og sagt noget, der mindede om et begejstret "hej" til en voksfigur af en stakkels arbejdsløs mand fra 1930'erne. Jeg kan huske den selvsamme figur fra min egen barndom.
Needless to say, jeg tog et par billeder, men det er meget bedre at se det selv. Reklame, reklame.
Hende her forestiller vist nok Fru Sørensen, som fik otte børn...
I det hele taget var noget af det mest interessante (synes jeg jo) kvindehistorierne og -billederne på stedet. Se bare her. Uha, det var hårdt at vaske tøj i 1750..
Men vupti, 200 år senere kom vaskemaskinen, og man kunne sidde med sit bobbede hår og læse dameblade i stedet for at slave. Eller hvordan virkeligheden nu var.
Jeg gætter på, at den var sådan, at hvis far mistede jobbet, så var man seriøst på spanden. Vaskemaskine eller ej.
Jo flere munde at mætte, jo større katastrofe ved arbejdsløshed. Pas derfor godt på. Sometimes a cigar is not just a cigar.
Uha, tænk at få sit navn smækket op her... på Jord og Beton Forbundets Skruebrækkertavle. Av.
På museet har de den hyggeligste kaffebar, indrettet fuldstændig som i hedengangne tider. Man kan få marmorkage, Yankie Bar, kaffe og den slags - men den største sællert, sagde ekspeditricen, var kiksekage og citronvand.
Og så var der jo den der museumsbutik. Hvor jeg købte mange, mange fine ting, for jeg kan aldrig lade være... seriøst, mangler du en gave, så gå derind. Man behøver ikke betale entré. Hvad med f.eks. en Stauning-brille - med styrke?
PS: Meget apropos så jeg den her på vej hjem. Og undredes.
.jpg)
Dejlige billeder fra et dejligt museum!
SvarSletTak for irettesættelse, jeg havde nemlig kaldt den en Bondam-Brille,hvis du havde spurgt. Så er Stauning alligevel meget bedre!!
Til dig der taget din anarki uden kaos.
SvarSletOg jeg elsker også Arbejdermuseet <3
Det er ret vildt at man stadig kan opdage nye gader lige rundt om hjørnet ikke? København er altså et dejligt løg, med mange, mange lag. Elsker også at tage en ny (om)vej indimellem. Og nu du siger det kan jeg godt huske at jeg har cyklet forbi de røde faner, men jeg har aldrig været indenfor. Det kommer jeg nu. Super hyggelig post. :-) Sandra
SvarSletJeg elsker kiksekage
SvarSletDet er nemlig et dejligt museum! Når jeg, som barn, var med familien i København, så skulle jeg altid med min far ind i museets lille café, hvor han skulle ha' en kop Rex erstatningskaffe og hver gang skulle jeg høre om hvor absolut rædselsfuldt det smagte, men hvor fantastisk det var at man stadig kunne få det! Hvor godt at du har opdaget det herlige lille sted:o)
SvarSletOg må jeg fortsætte det røde kor og sige, at cafeen Ølhalle, der er fredet og ligger i kælderen faktisk er utroligt fin. Og laver dejligt smørrebrød hvis man er til den slags. Også om søndagen, hvor det ellers kan være svært at opdrive den slags i Kbh.
SvarSlet/Sarah
Jeg må fluks derind. Er nødt til at undersøge hvor mange mennesker der boede i en gennemsnits arbejder-bolig pr. kvadratmeter. Så bliver det måske lidt nemmere at være 4 i en 2-værelses i det 21.århundrede...
SvarSletså sidder man her.. helt ovre i det mørke jylland og får en pludselig nostalgisk lyst til at besøge arbejdermuseet. Næste gang jeg forvilder mig til storbyen må jeg da lige forbi:)
SvarSlet