Mandagslinks og tak

Jeg har nu rundet 60 faste læsere. Og med dem fået en del Kejserens Nye Klæder-komplekser. Det er lidt ligesom jeg har det med ris. Der er lizzom bare så mange af dem på en gang, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe det an...

Præstationsangst, med andre ord.

Jeg troede seriøst ikke, der var 60 mennesker, som gad at læse med. Det sætter unægteligt indholdets svingende intimgrad i perspektiv, men slette det hele kan jeg ikke, så jeg gentager, hvad jeg sagde engang: Jeg tilskriver bloggens indhold en øvelse i at stå ved mig selv. Er blevet bedre til det, og er også blevet rusket så grundigt af livets gang det sidste års tid (selvom det ikke altid er beskrevet her), at det eneste, der giver mening, er at bruge min tid her på kloden så fri for unødigt pis som muligt.

...jow, jow.

Det, jeg egentlig gerne vil sige, er TAK! Tak, fordi I hænger på og læser med, og giver mening og brændstof til at fortsætte det her billed-bogstavsbaserede åndehul af en halvstuderet barselsblog.

And now for something completely different. Mandagslinks, sæt i gang!

I den forgangne uge har jeg haft rigelig anledning til at hade på Post Danmark. Hvad der får et maxi-brev med min nye telefon i til at forsvinde ud i den blå luft, vil jeg ikke engang antyde her, men faktum er, at det er noget mega røv, og at de alle sammen skulle have en olfert. Jeg ved, at afsenderen sørger for at hive underbukserne op om ørerne på dem i hans lokale afdeling, men hvis du skulle møde et særligt mistænkeligt postbud, så har du hermed min tilladelse til at uddele både knips, sherifstjerner og lammere.

Hvis du ER postbud, så find lige mit brev.

Med denne retfærdige harme børstet ufint af skuldrene, præsenterer jeg hermed dagens første link; den genialeste pakkeløsning ever:


Vi springer let og uelegant videre til noget helt andet. For én fugl i hånden er ikke lige så fedt som to geishaer på en tagryg med en pilsner. Eller hvordan det gode, gamle ordsprog nu går...


Mit sind har endnu ikke sluppet barndommens fascination af tidsrejser - tænk, hvor ville det ikke være fantastisk, hvis man lige kunne dumpe ned der, sammen med dem, og sidde og kigge ud over blomsterhaven? Takket være det, der på engelsk hedder stereoviews, kan man få et splitsekunds bevægelse i billedet, og føle lidt, at man er der - i en tid, hvor der ikke var noget, der hed levende billeder. Fatter du ikke, hvad jeg snakker om?

Så klik her

Apropos barnesind og Asien (flot overgang, dér) ....det har jo altid heddet sig, at hvis man gravede et hul igennem jorden, så ville man ende i Kina. Små stereotype kinesere ville stå og kigge på én med deres kegleformede stråhatte og sige ni hau, mens man børstede jorden af bukserne og prøvede at finde ud af, om man stod på hovedet eller hvad?

Uheldigvis udrydder voksenlivet (og Google Maps) de fleste fantasifulde forestillinger om, hvordan der ser ud i fremmede lande. Faktum er, at hvis man vil stikke hovedet op i Kinas hovedstad, Beijing, skal man grave fra bunden af en sø i Argentina. Find ud af, hvor du ville ende, her:

Fat spaden!

Mens vi er i Beijing, så se lige på ham her...


...og overvej, om han mon nogensinde finder en kæreste, snart sagt en kone. Om han kan navigere i modsætningen enebarnsmentalitet/kommunisme? Om han har en storesøster, der blev slået ihjel på grund af sit køn? Etbarnspolitik er noget af det mest sindssyge, altså.

Nå. Men drengen er meget sigende fra en række fotos af kinesiske smådrenge, der hedder "showpieces", og som sammen med andre små fotoserier er noget af det mest bemærkelsesværdige, jeg har set længe.

Den her hedder "mohawks".

Det er et projekt fra Rotterdam (der var de igen, de hollændere), som hedder Exactitudes - en sammentrækning af exact og attitude. To fotografer har gjort det til deres mission at vise, hvordan mennesker i bestemte sociale grupper er slående ens i deres valg af udstråling, udseende, udtryk.

By registering their subjects in an identical framework, with similar poses and a strictly observed dress code, Versluis and Uyttenbroek provide an almost scientific, anthropological record of people’s attempts to distinguish themselves from others by assuming a group identity, står der på hjemmesiden.

Det er meget fascinerende, hvordan mennesker klæder sig for at skille sig ud og skille sig ind, hvis man kan sige det. Det er vel både en bevidst og ubevidst handling. Meget apropos ham, der delte Berlingeren ud på Østerbro den anden dag, og bevidst undgik mig. Der står sikkert Politiken-læser printet ud over hele min væren! Til trods for, at jeg har arbejdet i Pilestræde i en årrække. Go figure.

Tag et kig og find dig selv. Gør det gør det gør det!