mandag den 10. maj 2010

Mandagslinks og tak

Jeg har nu rundet 60 faste læsere. Og med dem fået en del Kejserens Nye Klæder-komplekser. Det er lidt ligesom jeg har det med ris. Der er lizzom bare så mange af dem på en gang, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe det an...

Præstationsangst, med andre ord.

Jeg troede seriøst ikke, der var 60 mennesker, som gad at læse med. Det sætter unægteligt indholdets svingende intimgrad i perspektiv, men slette det hele kan jeg ikke, så jeg gentager, hvad jeg sagde engang: Jeg tilskriver bloggens indhold en øvelse i at stå ved mig selv. Er blevet bedre til det, og er også blevet rusket så grundigt af livets gang det sidste års tid (selvom det ikke altid er beskrevet her), at det eneste, der giver mening, er at bruge min tid her på kloden så fri for unødigt pis som muligt.

...jow, jow.

Det, jeg egentlig gerne vil sige, er TAK! Tak, fordi I hænger på og læser med, og giver mening og brændstof til at fortsætte det her billed-bogstavsbaserede åndehul af en halvstuderet barselsblog.

And now for something completely different. Mandagslinks, sæt i gang!

I den forgangne uge har jeg haft rigelig anledning til at hade på Post Danmark. Hvad der får et maxi-brev med min nye telefon i til at forsvinde ud i den blå luft, vil jeg ikke engang antyde her, men faktum er, at det er noget mega røv, og at de alle sammen skulle have en olfert. Jeg ved, at afsenderen sørger for at hive underbukserne op om ørerne på dem i hans lokale afdeling, men hvis du skulle møde et særligt mistænkeligt postbud, så har du hermed min tilladelse til at uddele både knips, sherifstjerner og lammere.

Hvis du ER postbud, så find lige mit brev.

Med denne retfærdige harme børstet ufint af skuldrene, præsenterer jeg hermed dagens første link; den genialeste pakkeløsning ever:


Vi springer let og uelegant videre til noget helt andet. For én fugl i hånden er ikke lige så fedt som to geishaer på en tagryg med en pilsner. Eller hvordan det gode, gamle ordsprog nu går...


Mit sind har endnu ikke sluppet barndommens fascination af tidsrejser - tænk, hvor ville det ikke være fantastisk, hvis man lige kunne dumpe ned der, sammen med dem, og sidde og kigge ud over blomsterhaven? Takket være det, der på engelsk hedder stereoviews, kan man få et splitsekunds bevægelse i billedet, og føle lidt, at man er der - i en tid, hvor der ikke var noget, der hed levende billeder. Fatter du ikke, hvad jeg snakker om?


Apropos barnesind og Asien (flot overgang, dér) ....det har jo altid heddet sig, at hvis man gravede et hul igennem jorden, så ville man ende i Kina. Små stereotype kinesere ville stå og kigge på én med deres kegleformede stråhatte og sige ni hau, mens man børstede jorden af bukserne og prøvede at finde ud af, om man stod på hovedet eller hvad?

Uheldigvis udrydder voksenlivet (og Google Maps) de fleste fantasifulde forestillinger om, hvordan der ser ud i fremmede lande. Faktum er, at hvis man vil stikke hovedet op i Kinas hovedstad, Beijing, skal man grave fra bunden af en sø i Argentina. Find ud af, hvor du ville ende, her:



Mens vi er i Beijing, så se lige på ham her...


...og overvej, om han mon nogensinde finder en kæreste, snart sagt en kone. Om han kan navigere i modsætningen enebarnsmentalitet/kommunisme? Om han har en storesøster, der blev slået ihjel på grund af sit køn? Etbarnspolitik er noget af det mest sindssyge, altså.

Nå. Men drengen er meget sigende fra en række fotos af kinesiske smådrenge, der hedder "showpieces", og som sammen med andre små fotoserier er noget af det mest bemærkelsesværdige, jeg har set længe.

Den her hedder "mohawks".

Det er et projekt fra Rotterdam (der var de igen, de hollændere), som hedder Exactitudes - en sammentrækning af exact og attitude. To fotografer har gjort det til deres mission at vise, hvordan mennesker i bestemte sociale grupper er slående ens i deres valg af udstråling, udseende, udtryk.

By registering their subjects in an identical framework, with similar poses and a strictly observed dress code, Versluis and Uyttenbroek provide an almost scientific, anthropological record of people’s attempts to distinguish themselves from others by assuming a group identity, står der på hjemmesiden.

Det er meget fascinerende, hvordan mennesker klæder sig for at skille sig ud og skille sig ind, hvis man kan sige det. Det er vel både en bevidst og ubevidst handling. Meget apropos ham, der delte Berlingeren ud på Østerbro den anden dag, og bevidst undgik mig. Der står sikkert Politiken-læser printet ud over hele min væren! Til trods for, at jeg har arbejdet i Pilestræde i en årrække. Go figure.

8 kommentarer:

  1. Da jeg var mindre, havde jeg en forestilling om, at der var parallelle universer. Sådan at hvis man døde, kunne man blive genfødt i Det Vilde Vesten, eller '40'erne eller fremtiden. Det ville være sejt! Specielt hvis man selv kunne vælge!

    SvarSlet
  2. Ork jo, jeg hænger ved - kender ingen som dig, der let og elegant hopper fra emne til emne ;-) Er på arbejde pt., men når jeg kommer hjem kommer jeg igen på besøg og får geishaerne til at bevæge sig!

    SvarSlet
  3. Stereoviews er da noget af det sejeste jeg længe har set!
    Jeg har faktisk været et par af de steder på billederne og de ser noget anderledes ud i dag.

    Gode links, som altid.
    Desuden er jeg sikker på at du har mere end 60 faste læsere.
    Det er bare ikke alle der har en google konto.

    SvarSlet
  4. Ja, ikke for at stresse dig yderligere, men dine 60 læsere kan du roligt gange med 5, haha. Kender godt stress faktoren, og jeg er ikke nær noget der ligner dine statistikker. Du er svært hyggelig at læse. :-) Sandra

    SvarSlet
  5. JAH jeg kan kommentere igen. ;) Ved ikke lige hvad der skete før.

    Men ja, jeg kan i hvert fald melde mig som fast læser nr. 61. Jeg er, som Flora Amalie foreslog, blot ikke bukket under for googles tyranni (endnu)! ;)

    Og så blev jeg da riimelig overrasket over at jeg ifølge Exactitudes kan kategoriseres som tekno-hippie?!! Meeen, jeg sætter min lid til at det var i 2001, og at man ville kalde den kategori noget helt andet idag. :D

    SvarSlet
  6. Den børnehave, hvor jeg arbejdede, havde vi nogle kinesertvillinger. Når de sad og gravede i sandet, synes jeg, det var ret så morsomt at sige, at de kunne grave ned til kineserne. Og det var ikke mobning - de var nemlig ret humoristiske. Og bagtalte en gang mine bryster på kinesisk, såøh...

    Ditte

    SvarSlet
  7. Jamen Fie, de der 60 "faste læsere" er da kun toppen af isbjerget. Har blogspot ikke stats på? Jeg tør vædde med at du har maaaaarnge flere læsere. Og hver eneste en er fuldt fortjent. Du skriver skønt (har jeg sagt det før?), og dine mandagslinks er vanedannende efter få doser.

    SvarSlet
  8. Tak allesødesammen. Jeg ved godt, at der er flere end 60 - seneste tjek hos Statcounter siger 199 unikke og 109 tilbagevendende i går.

    Men 60 læsere, som står ved, at de følger med, så :-)

    Fårk, 199 det er mange. Undskyld mig, mens jeg lige stikker fingrene i ørerne og og holder mig for øjnene og råber lalalalalala...eller vent, så mange hænder har jeg ikke.

    SvarSlet