Andrea skriver gæsteblog, hurra!

Forhistorien først. En gang for længe siden gik jeg på højskole. Ikke den slags, hvor man bor og lever og bliver suget ind i det sociale edderkoppespind a la efterskole. Nej, det var en daghøjskole. Jeg pendlede fra provinsen 1 time i rødt regionaltog hver eneste morgen fra min første flytte-hjemmefra lejlighed til København, hvor højskolen lå og stadig ligger.

Der mødte jeg, blandt mange andre, Andrea. Hun skrev digte og historier, der emmede af vildskab og forvirring og følsomhed og vinger, der nogle gange fløj højt og andre gange var helt ulmende brændte i kanterne. Sådan husker jeg det i hvert fald. Hun havde endda børn, hvilket var et rimelig vildt perspektiv for en 20-årig som mig.

Så kom Facebook, lang tid efter. Og folk dukkede op igen. Også Andrea, men ad helt andre veje, og det var først, da jeg havde gloet på hendes profilbillede og hjemmeside en hel del gange, at der var noget der sagde *ding* i mit hovede. "Sig mig, var det ikke noget med at vi engang...". Jo. Jeg husker blandt andet, og det har jeg vist ikke engang nævnt for hende nu, at jeg var tvunget til at kysse hende i en omgang sandhed eller konsekvens, fordi jeg havde en kæreste derhjemme, og så kysser man jo ikke på andre drenge, vel. Piger kan man åbenbart godt. Go figure.

Vi fik begge en skrivebaseret karriere, sådan cirka. Andrea er stadig vild. Blandt andet skriver hun bøger - om Facebook, faktisk. (Hvor jeg stolt stak hovedet indenfor) Og så er hun lige blevet mor, igen. Og så bor hun lige på Mars. Og så har hun lige skrevet et gæsteindlæg til Dineren. Og det giver fandme mening. Tusind, tusind tak for det. Her kommer det:

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel.

Dengang gik jeg rundt i Københavns gader med en gammel, rusten barnevogn, jeg lå på gulvet med min baby og stirrede på ham i timevis. Jeg havde ikke så meget andet at lave.
Tiden gik langsommere dengang.

Så langsomt, faktisk, at hver eneste sekund kunne mærkes fysisk, som gåsehud på min overarm. Så kom han i vuggestue og jeg kom på højskole og pludselig gik tiden igen hurtigt og som den vandmand jeg er, strømmede jeg bare med, uden at tænke så meget over det. Hvilket jeg lige siden har fortrudt.

Højskolen lå i indre by og i pauserne sad vi på taget og spillede guitar. Jeg kendte ikke nogen, men jeg lod som om jeg gjorde. Sådan er det i byen. Man skal helst lade som om man kender en hel masse. Man skal helst være upåvirket og man skal helst lade som om man er street-wise - og selvom man kommer ude fra markerne, hvor der ikke er en skid at være street-wise omkring. Mark-wise.

Fie kom ude fra markerne. Hun var faktisk nærmest lige stået af fire-toget. Hun havde stadig det lidt for opmærksomme udtryk i ansigtet, dét der udtryk hvor man endnu ikke har lært at lade som om man kender en hel masse. Til alt.

Vi skrev digte, dengang. Vi læste dem op for hinanden, i et lille rum på højskolen, med nærmest hviskende stemmer blotlagde vi vores sjæl for hinanden, som om det var ingenting. Med vores påtagede street-wise miner skrev vi om skibskatastrofer og pludselig død, om pinen og plagen og ensomheden.

Og om tiden. Jeg skrev om tiden, husker jeg, om hvordan den gjorde ondt.

Hver dag, når jeg var færdig med at være på højskole cyklede jeg ned til en vuggestue, hvor legepladsen var belagt med asfalt og larmen fra gaden næsten overdøvede larmen fra de skrigende børn. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Måske tænkte jeg, at det ville være godt for mit barn at lære at blive street-wise, sådan helt fra starten af, måske tænkte jeg, at det er bedst at blive hærdet, i en tidlig alder, så man ikke bliver blødsøden og gennemsigtig som nu- for eksempel- en vandmand som mig. Og ham.

Han skulle ihvertilfælde ALDRIG stige ind i en bus på landet og krympe sig, fordi alle kigger. Han skulle ALDRIG føle at han stak ud og var anderledes, han skulle ALDRIG sidde og stirre ud over markerne og længes, med hver en fiber i kroppen, mod neonlys og centrum.
Jeg lagde ham forsigtigt i Christaniacyklen og slingrede hjem. Helt sikker på at jeg gjorde det rigtige.

Tiden gik. Der skete alt muligt.

For eksempel flyttede jeg tilbage til Landet, vel vidende at alle jeg kender er traumatiserede over deres ungdom i provinsen. Men, på en måde, skal det vel ikke gå ud over vores børn?
Lejlighedsfængslet blev for meget for mig, den dag hvor drengen stod og ruskede i altanens tremmer, græd og skreg, at han ville ud, ud, ud.

Så vi flyttede ud. Og alle sagde, at det kunne jeg ikke - det er jeg åbenbart alt for street-wise til. Nemlig.

Men jeg gjorde det alligevel og det er ikke fordi jeg siger det er en dans på roser, but then again, er der noget der er det? Er det ikke en af de ting man lærer, når tiden går? Hårdt og brutalt og trampende henover ens ansigtet og alle disse fikse ideer?

Nu bor vi på (Ud)kanten. Her er dejligt, meget autentisk, meget dramatisk og digteragtigt.
Det er som om provinsen er blevet meget federe, her på det sidste. Måske fordi alle jyderne er flyttet til København. Det stormer og her er masser af skæve eksistenser, ufaglærte arbejdere, desillusionerede kunstnere, intellektuelle og narkomaner. Lidt ligesom København. Engang.
Nogen gange tænker jeg, at København er blevet det nye provinsen, med alle disse velfriserede regler om vedligeholdelse af gårdmiljøet, mobbepolitik, madpakkepolitik og… du ved…
Ikke for at tale dårligt om nogen, eller noget eller whatever, det slår mig bare. Som knytnæver i hovedet.

Jeg sidder foran det store vindue og kigger ud over engen og de tre køer som blev lukket ud på den, i går.

De løber stadig helt vildt rundt og moderen slikker kalven og mig og min dreng og min baby gik ned til dem i går, og min dreng aede køerne, og han kan godt lide køer, og min baby sov så trygt og indåndende ikke andet end sommerluft. Og der var hvide sommerfugle der sværmede om gule mælkebøtter, der var blade der sitrede på birketræerne, der var duften fra fjorden og fjorden ligger på den anden side af engen og det er smukt, meget smukt, og min dreng går nogen gange derned og fisker. Helt for sig selv. Og så står tiden stille, siger han. Og det kan han godt lide.

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel og det er underligt at tænke tilbage, på dengang. Tiden strækker sig ud for mine fødder, som et langt spor efter mig, som en perlemorsbelagt Memory Lane. Den kan stadig godt gøre lidt ondt, tiden, men det gør ikke noget. Tiden går anderledes nu og desuden hjælper det, når jeg kysser min babys ballonkinder.

- Andrea Hejlskov