mandag den 21. september 2009

På egne ben

Halvanden time for sig selv kan være en stor og generøs gave, når man har en lille opmærksomhedskrævende drønnert derhjemme. I dag er manden snottet og skulle alligevel ingen steder, så jeg fik lov at tage solbrillen på og gå ud på egne ben. Ned ad Nørrebrogade og tilbage igen.

Jeg mødte nogle kastanier nede ved søerne

Elsker den der måde, de piggede kugler flækker på, når de rammer jorden og åbenbarer en lille lækker, rund ting man kan nulre i lommen. Det kunne bombemagere lære noget af. Tænk hvis vi gik i krig med kastanier. Valkyriernes Ridt med kastanier! Det ville da gøre noget for verdensfreden.

Nå, men jeg var egentlig ude for at finde en instruktionsbog til det her jeg-vil-lære-at-hækle-om-det-så-er-det-sidste-jeg-gør-projekt, men de havde ikke nogen i boghandlen. Til gengæld havde de den famøse bog om dansk tatovering med billeder af smukke Malle og handsome Allan, og jeg blev helt stolt. Igen. I en anden butik var det første, jeg hørte, Sweet Dogs af Trolle//Siebenhaar i højttalerne - en sang, som har en helt særlig plads i mit hjerte, eftersom manden min lavede den smukke video - og eftersom jeg stadig kan huske en eller anden aften ude på landet for nogle år tilbage, hvor Hr. Siebenhaar sad og klimpede på en guitar og fortalte mig, at han havde tænkt sig at blive berømt.

Nu ved jeg godt, at videoen, sangen og efterhånden også bogen er old news, men jeg elsker simpelthen at opleve, at folk er i verden på den måde, doin' it for themselves, på egne ben. Det føles godt og voksent og den slags.

Hækleprojektet so far. Og utålmodighed er mit mellemnavn.


I boghandlen fandt jeg forresten også mig selv. Altså for real mig selv i en bog, som den fantastiske Andrea Hejlskov har skrevet. Glæder mig råddent til at få mit eget eksemplar af den.


Her er den. Reklame!

For nu lige at koge ekstra suppe på den med egne ben, så har vi her Viola i et flygtigt, men stort øjeblik, hvor hun får fat i sine egne fødder. Og hun aner altså ikke, at hun har dem. Tænk engang, hvor mærkeligt det må være.

Og så lige en sidste ben-relateret pointe:

6 kommentarer:

  1. Nøj mand du kender mange der er noget ved musikken :o)

    Dejligt indlæg, blev glad af at læse det!

    SvarSlet
  2. Også mig!
    Jeg ved godt hvad du mener, der er så mange folk jeg engang kendte der ikke har klaret sig vanvittigt godt i den voksne verden, så det er dejligt, at der er nogle af os der er forholdsvis glade, sunde og tilfredse!

    Den ser forresten sjov ud, den facebook bog (jeg hader stadig facebook, men jeg elsker bøger, so there...)

    SvarSlet
  3. Fie, du skriver så godt, sjovt og rammende. Så fra en barslende til en anden siger jeg: Keep up the good work.
    Ps. Hvis vi kunne bytte, bare for en dag, måtte du gerne låne mine hækle evner, tilgengæld for din skarpe pen.

    SvarSlet
  4. Tak, du fremmede Julia, det betyder SÅ meget at høre, det giver genklang derude. Har du en blog selv, så post en hækleinstruktion til alle os fumlefingrede typer. Please?

    SvarSlet
  5. Nej, desværre ingen blog, due to manglende skriveevner. Man kunne selvfølgelig have "billedblog" hvor første billede kunne være af min broderede Ungdomshus klokkestreng ( I kid you not!!!! Der går urimelig mange korssting til er Ungdomshus). Eller mine strikkede hæklede cupkager - low fat...... Yep, man har alligevel lidt tid til overs på barsel:-I

    SvarSlet
  6. Haha...det lyder jo fantastisk! Vil klart støtte op om en billedblog, for jeg er vildt nysgerrig efter at se, hvordan en 69-klokkestreng ser ud. Home, sweet home. Er du måske på Facebook?

    SvarSlet