Mindesten

For nogle år siden snakkede jeg med mine forældre om, at de var lidt paf over at se sig selv på museum. I den forstand, at der var en masse programmer (sikkert på DR2) om deres ungdom og oprør og musik og opvækst og jeg skal give dig. Og selv om det ikke er det samme, kan man godt få lidt den samme følelse, når man får "90'er-bogen" i fødselsdagsgave af selvsamme forældre. Jeg har ønsket mig den, siden jeg så den i boghandlerens vindue omkring jul, men da den først lå på mit bord, kunne jeg godt mærke, at det var mystisk at være blevet retro. En mindesten er rejst over min ungdom, og det må jo betyde, at den er forbi.

Ikke desto mindre er det en fantastisk skæg bog. Kan I f.eks. huske dem her? Billedteksten er noget med, at de var en god undskyldning for at røre ved hinanden. Præcis.

Åh, hvor så jeg Natural Born Killers mange gange. Jeg havde også sådan nogle runde, røde briller.... men det var faktisk mest på grund af Janis Joplin.

Alanis havde fat i den allerlængste ende. Seriøst, jeg tror ikke, nyfeminismen var blevet cementeret uden den plade. Hos mig, i hvert fald.

På min ønskeliste stod også kærestetid uden barn, og det fik jeg. Med oversize rejer og frisk limonade. Jubi!

(Apropos rejer, så lå de her i køledisken nede i Brugsen. Er det kun mig, der stejler helt vildt? Hvis I skal fortælle mig, at jeg "rent faktisk" skulle tage at købe jeres produkt, så har jeg da lige præcis tænkt mig ikke at gøre det!)

....og så var jeg i øvrigt ikke den eneste, der blev fejret:

Hurrarh!