A boy named Sue

Forskellige bloggere har i den seneste tid skrevet om navne. Om hvilke, der gemmer på en lækker pige, eller hvorvidt pigenavne, der slutter på -e og -a giver forskellige personer...og den slags overvejelser.

Jeg har også brugt en del tid på at fundere over navne i forbindelse med frøken Viola. For det er fandenfløjtemig et heftigt ansvar at give et menneske sit navn. Man giver jo en stor bunke baggage videre, når man giver et navn. Hvis ikke direkte personkarakteristik, så som minimum en tendens, en tidsalder, en tanke - og det faktum, at dit navn altid vil repræsentere dig. Det er vel derfor, man ikke kunne drømme om at navngive efter sin ærkefjende i folkeskolen, men gerne efter en sød mormor og så fremdeles. Og det er vel også derfor, så mange ændrer deres navn, fordi de føler sig tyngede af, hvad de hedder, eller vil tilføje et karaktertræk eller to.

Selvfølgelig er det op til en selv at give sit navn en god klang ved at være et godt og rart menneske, men der følger nu alligevel noget med.

Ham her fik så noget med fra Narnia.

Meget af udvælgelsesprocessen foregår ganske ubevidst, tror jeg. I samtiden ligger der altid nogle navne og svæver rundt i den fælles bevidsthed, og man forstår ikke, hvorfor der pludselig er fire andre med samme navn henne i vuggestuen, når man nu var så pisseoriginal. Da jeg gik i skole, var der et hav af Anderser og Martiner og Camillaer. Man rammer bare en bølge, selvom vi (måske især københavnere?) har et enormt behov for at finde på noget rasende unikt lige for tiden. Måske synes vi, at vores børn hver især skal hedde noget så komplet særligt, at det almindelige ender med at blive det, der stikker ud? Døb din baby Mette, så bliver hun den eneste i klassen anno 2017!

Børn hedder nu Storm, Fjord og Alaska, f.eks. Det er smukke navne, men er det ikke løjerligt - hvor kom den naturfænomen-agtige navnetrend lige fra? Og betyder det, at der nu kommer en masse små, der hedder ting som Vig, Torden, Sne eller Sky? Ligesom den lille overgang, hvor piger blev til krydderurter og navngivet Kamille, Persille og Mynte, eller den store bibelske bølge med de tusindvis af Markuser, Lukaser og andre evangelister. Måske, når vores børn får børn, vil de blive opkaldt efter bedsteforældrenes generation, og så vil det myldre rundt med små Kurter, Henninger og Irener og Jytter, mens vi måbende ser til.

Nu siger nogle af de kloge imidlertid, at blomsternavne til piger er in igen, og det må jo ligesom være den ubevidste tendens, vi sorterer under. Ham (!) her var blikkenslagermester (!!)...

Manges reaktion på navnet Viola har været, at det var enormt sødt og piget og blomsteragtigt. Til min store skræk! Jeg har været, og er, temmelig anti-lyserød og anti-tuttenuttet, når det kommer til min datter, og knurret olmt ad folk, der har kaldt hende prinsesse og den slags ting. For hvad konstituerer et pigeliv? Jeg ved det ikke, men det er sgu ikke kun romantisk flimmelim. Jeg håber, jeg kan hjælpe til med, at min datter kan og vil det hele - at hun vil klatre i træer, læse om planeter, løbe stærkt og råbe højt med lige så stor selvfølgelighed som hun går i strutskørter, leger med dukker, kæler med kattekillinger og fletter hår. At hun ikke er bange for noget og ikke lader sig begrænse af noget - eller nogens forestillinger om, at hun er en prinsesse. Og da jeg var gravid og navnet kun eksisterede inde i mit hoved, var en Viola netop sådan en lille viljestærk klatre-i-træer type, der sagde sin mening, og som måske gerne ville sidde og pille ved en blomst, men absolut ikke var bly som en...ja, viol.

Måske har jeg misforstået noget. Eller også skal jeg bare holde bøtte og lade mit barn fylde sit navn med lige netop det, hun ønsker at være.



PS: Kan navne have hårfarver?
PPS: Jeg håber ikke, jeg har fornærmet nogen.
PPPS: Jeg burde vist også have skrevet noget om at hedde Fie, men det må blive en anden gang.