fredag den 13. november 2009

A boy named Sue

Forskellige bloggere har i den seneste tid skrevet om navne. Om hvilke, der gemmer på en lækker pige, eller hvorvidt pigenavne, der slutter på -e og -a giver forskellige personer...og den slags overvejelser.

Jeg har også brugt en del tid på at fundere over navne i forbindelse med frøken Viola. For det er fandenfløjtemig et heftigt ansvar at give et menneske sit navn. Man giver jo en stor bunke baggage videre, når man giver et navn. Hvis ikke direkte personkarakteristik, så som minimum en tendens, en tidsalder, en tanke - og det faktum, at dit navn altid vil repræsentere dig. Det er vel derfor, man ikke kunne drømme om at navngive efter sin ærkefjende i folkeskolen, men gerne efter en sød mormor og så fremdeles. Og det er vel også derfor, så mange ændrer deres navn, fordi de føler sig tyngede af, hvad de hedder, eller vil tilføje et karaktertræk eller to.

Selvfølgelig er det op til en selv at give sit navn en god klang ved at være et godt og rart menneske, men der følger nu alligevel noget med.


Ham her fik så noget med fra Narnia.

Meget af udvælgelsesprocessen foregår ganske ubevidst, tror jeg. I samtiden ligger der altid nogle navne og svæver rundt i den fælles bevidsthed, og man forstår ikke, hvorfor der pludselig er fire andre med samme navn henne i vuggestuen, når man nu var så pisseoriginal. Da jeg gik i skole, var der et hav af Anderser og Martiner og Camillaer. Man rammer bare en bølge, selvom vi (måske især københavnere?) har et enormt behov for at finde på noget rasende unikt lige for tiden. Måske synes vi, at vores børn hver især skal hedde noget så komplet særligt, at det almindelige ender med at blive det, der stikker ud? Døb din baby Mette, så bliver hun den eneste i klassen anno 2017!

Børn hedder nu Storm, Fjord og Alaska, f.eks. Det er smukke navne, men er det ikke løjerligt - hvor kom den naturfænomen-agtige navnetrend lige fra? Og betyder det, at der nu kommer en masse små, der hedder ting som Vig, Torden, Sne eller Sky? Ligesom den lille overgang, hvor piger blev til krydderurter og navngivet Kamille, Persille og Mynte, eller den store bibelske bølge med de tusindvis af Markuser, Lukaser og andre evangelister. Måske, når vores børn får børn, vil de blive opkaldt efter bedsteforældrenes generation, og så vil det myldre rundt med små Kurter, Henninger og Irener og Jytter, mens vi måbende ser til.



Nu siger nogle af de kloge imidlertid, at blomsternavne til piger er in igen, og det må jo ligesom være den ubevidste tendens, vi sorterer under. Ham (!) her var blikkenslagermester (!!)...

Manges reaktion på navnet Viola har været, at det var enormt sødt og piget og blomsteragtigt. Til min store skræk! Jeg har været, og er, temmelig anti-lyserød og anti-tuttenuttet, når det kommer til min datter, og knurret olmt ad folk, der har kaldt hende prinsesse og den slags ting. For hvad konstituerer et pigeliv? Jeg ved det ikke, men det er sgu ikke kun romantisk flimmelim. Jeg håber, jeg kan hjælpe til med, at min datter kan og vil det hele - at hun vil klatre i træer, læse om planeter, løbe stærkt og råbe højt med lige så stor selvfølgelighed som hun går i strutskørter, leger med dukker, kæler med kattekillinger og fletter hår. At hun ikke er bange for noget og ikke lader sig begrænse af noget - eller nogens forestillinger om, at hun er en prinsesse. Og da jeg var gravid og navnet kun eksisterede inde i mit hoved, var en Viola netop sådan en lille viljestærk klatre-i-træer type, der sagde sin mening, og som måske gerne ville sidde og pille ved en blomst, men absolut ikke var bly som en...ja, viol.

Måske har jeg misforstået noget. Eller også skal jeg bare holde bøtte og lade mit barn fylde sit navn med lige netop det, hun ønsker at være.



PS: Kan navne have hårfarver?
PPS: Jeg håber ikke, jeg har fornærmet nogen.
PPPS: Jeg burde vist også have skrevet noget om at hedde Fie, men det må blive en anden gang.

8 kommentarer:

  1. God blog, igen :)
    Uh ja, man skal passe på hvad man kalder sit
    barn. Og dog, for man blir' jo ikke som det navn man er. Så selvom man bliver døbt lyserødeglitterfe, kan man vel sagtens vokse op og blive en sej Pippi? Det tror jeg. Jeg hedder selv rigtigt Karen, men synes det lød som en der strikkede i gyngestolen med et slumretæppe viklet om benene, men mine forældre ville ikke lade mig skifte navn. Da jeg kom på efterskole, var der en pige som syntes at Karen var et for kedeligt navn til mig, så jeg fik navnet Karla- efter superKarla. Som jeg er blevet ældre er jeg faktisk ligeglad med hvad folk kalder mig, det betyder ikke så meget nu, som det gjorde da jeg var barn/teen.
    Og så synes jeg Viola er et skønt navn, og jeg kommer til at tænke på Viola fra Bamse og Kylling, som jo var en stærk sej pige, som rejste ud i verden, og samtidig var en hyggelig pige som bagte verdens bedste kager.
    Og ja, jeg synes navne helt bestemt godt kan have hårfarver!
    - Karla- Karen :)

    SvarSlet
  2. Det er sjovt du skriver om det, vi havde præcis samme overvejelser da vi skulle navngive! Altså selvom jeg egentlig synes det lyder som det værste vås, synes jeg faktisk, at der ligger personlighed i navnet. F.eks er de Mads'er jeg kender totalt slackere, Kasper'ne er dybt egocentrerede, Sara'erne er lidt flaky men gode nok på bunden, Michael'erne er altid søde drenge, og Maria'er er lidt irriterende.

    Vi havde intet forhold til det navn vi endte med at vælge, andet end at vi syntes (og synes), det var fint. De eneste associationer (som faktisk først kom en del senere end navnet var bestemt) vi havde til navnet, var "Broadus", "and Hobbes" og selvfølgelig (og mest irriterende fordi folk altid spørger om han er opkaldt efter ham - som om!?!) "Klein".
    Så hvis min teori holder stik, er det da ikke helt skidt? Altså stor sort rapper bliver han nok aldrig (men hvem ved i disse high tec tider?). Berømt designer? Muligvis. Fræk lille balladelømmel? HELT sikkert!!

    Anyhoo, selvom det måske lyder underligt, er jeg glad for, at vi ikke kender nogen personligt med det navn. Ikke fordi det skal være specielt, (du ved vel by now, at jeg ikke går særlig meget op i at være smadder speciel), men mere fordi vi så ikke havde den der association til nogle andre vi kendte.

    Okay, Vrøvlehovedet out!

    SvarSlet
  3. At navngive et menneske er en kæmpe opgave!!! De hænger ligesom på det rimelig længe.
    Vi havde bestemt os for et drengenavn længe inden jeg fødte, og da der så kom en dreng ud passede det slet ikke til ham. Det mindede alt for meget om et Halfdan Rasmussen rim!
    Vi måtte også ud i flere afstemninger af en vis kulturel karakter. Irsk far foreslog : Sonny, og dansk mor svarede: I THINK NOT, og istedet foreslog: Rasmus, og irsk far fik det til at lyde som noget han havde fået galt i halsen.
    PS. Syntes Viola er smukt, og stærkt. Og man kan hedde det hele livet, lisom.

    SvarSlet
  4. Prøv forresten at lægge mærke til navneskiltene i en opgang. Man kan næsten altid se hvem der er forældre, og hvem der er børn. Man er fx. ikke i tvivl om at Carsten og Gitte, er forældre til Sixten og Selma, og ikke omvendt.

    SvarSlet
  5. Drengebørn må faktisk ikke hedde Fjord. Min lille nevø hedder det, men ikke officielt, for det kunne han ikke få lov til. Hans forældre arbejder stadig på, at han skal have hedde det på hans dåbsattest, men det er en laaang historie (man kan lige læse lidt om kampen på de her udvalgte indlæg på søsterens blog http://alphafeen.blogspot.com/search/label/Fjords%20navn)

    Og ja hvor er det svært med navne, jeg er helt glad for at jeg ikke skal navngive så meget som en hamster ligeforløbig..

    Men hvor er det fedt, når ens navne fordomme bliver omvendt og man pludselig møder en flink person der har ens ikke favorit navn!

    SvarSlet
  6. @Karla: Tak for opbakningen - jeg anede ikke, der var en Viola i Bamse og Kylling!! Da jeg var lille, hed hun Pernille (med mariehøneprikket hat) og senere Luna (med blå-stjernet kjole). Og i øvrigt synes jeg slet ikke, at Karen er et slumretæppe. Men det er så nok fordi, jeg kender nogle meget handlekraftige Karen'er!

    @Helle: Det er faktisk skægt, for da jeg første gang hørte om din Michael tænkte jeg, at han måtte være en værre sjuft - for sådan nogle Michaeler har jeg altid mødt. Men så var det dejligt, at din mand kunne opløse dén fordom! Og du ved jo, hvordan jeg har det med Calvin - det er bare så fint, altså.

    @ Julia: Haha, godt set med forældrenenavne og børn... Gud, tænk hvis Sixten og Selma engang i fremtiden faktisk navngiver deres unger Carsten og Gitte!

    @Fasterfis: Tak for linket - meget spændende. Det er da for dumt, at man ikke må hedde Fjord. Da jeg kom til verden, måtte man heller ikke hedde Fie! Jeg skriver under på din søsters indsamling med det samme.

    SvarSlet
  7. Det er jeg glad for. Begge dele! :o)
    Forresten kender jeg 3 Helle'er. Alle tre er sygeplejersker, super snaksagelige og lidt småskøre. Coincidence? I think not! He he :D

    SvarSlet
  8. Jeg tror, at 75% af alle piger født i 1984 hedder Anne, og deres mandlige modstykke hedder Christian. Som jeg også (surprise, surprise) havde heddet, var jeg kommet til verden i form af et drengebarn.

    Jeg har i øvrigt aldrig mødt en flink Christian, og det er lidt trist, når min årgang nu engang vrimler med dem.

    SvarSlet