torsdag den 24. juli 2008

Country girl

Når man vokser op i det, der så fladt kaldes provinsen, og siden rykker et sted hen, hvor der er flere mennesker og ny, mere tryg slags ensomhed, så bliver man fra tid til anden husket på, hvordan der er ude på landet. Gode og dårlige huskerier, både savn, lykke og strittende sørgelig melankoli. Jeg har f.eks. lige set en film. Jeg må endnu ikke fortælle nogen, hvad den specifikt handler om, eller hvor god, jeg synes, den er. Men jeg må gerne fabulere om de påmindelser, den gav mig, så værsgo:

Jeg husker, hvordan der lugter i et forsamlingshus, når der er loppemarked eller juletræsfest. Hvordan skaftet på en brugt rive kradser. Hvordan en god gynge er. Hvordan vinden bider i kinderne, når man står ved et busstoppested klokken 6.54 i januar, som ikke engang er et stoppested, men bare et sted, bussen stopper, fordi det nu en gang er der man står med sit orange buskort, der lugter sært af gummistøvler. Hvordan mælkebøtter og svampe ser ud nedefra og hvordan de farver hænderne, når man har plukket en, og bliver svimmel af at kigge op, fordi svalerne larmer og flyver så hasarderet, at man tror, de falder ned. Hvordan fasaner siger, når de bliver forskrækkede. Hvordan træsko tynger fødderne. Hvordan hundrede gule kyllinger under en varmelampe føles.

Men også hvordan lyset i den tidlige vinter er skarpt og fjendtligt og ligger fortvivlende over markerne og man er ulykkelig og fanget, fordi man ikke var med til at lege kysseleg i frikvarteret, fordi der ikke var nogen, der gad at kysse en, fordi man var underligt langlemmet, mere indelukket, fordi man kunne læse og stave, og sige hvad der stod på Jellingestenen udenad, men ikke rigtig regne eller regne den ud. Så var man Luciabrud og fik stearin i det lange hår og græd fordi det gjorde så pisseondt.

Og hvordan alting havde sit indbyggede, snørklede hierarki. Hvor det betød noget, hvem man var datter af. Hvor man blev, og stadig bliver, omtalt som fotografens datter. Lundsgaards barnebarn. Nå ja, hende den rødhårede, ja, var det ikke hende, der blev født i en snestorm, jo det kan vi da alle sammen huske, det var i radioen dengang bæltekøretøjet med hendes gravide mor kørte mod Slagelse, ja, gubevars at det ikke sner sådan mere.

PS: Filmen hedder Frygtelig Lykkelig og har premiere til oktober engang.

1 kommentar:

  1. sunhedsministeriet28. juli 2008 kl. 20.35

    nu bliver jeg helt plysset og en lille smule frostskadet inden i. Der er intet så ensomt som at gå hjem fra skole mens de andre går i en gruppe bag dig, og du stopper ikke og venter på dem, for hvad hvis der ikke er noget smart at sige, og det ved du der ikke er. Og der er intet så uensomt som at ligge i en bunke halm ved værkstedsdøren og lugten af benzin fra knallerterne river i næseborene og man behøver ikke sige noget smart for vi har jo nogle dæk der kan sparkes til.

    København er både mere og mindre ensom. Måske er det bare noget andet.

    SvarSlet