Utålmodighed og ævl

Det sker som regel altid, at jeg begynder på et eller andet, dyrker det ret meget, lader det ligge, det bliver støvet, det bliver gammelt, jeg synes, det var åndssvagt - og så pludselig opdager jeg det igen, og tænker ved mig selv, at det da var fuldstænig genialt tænkt. Som regel går der så lang tid, at tingen bliver retro. Hvilket selvfølgelig ikke siger så meget i dag, hvor yesterdays fashion er tomorrows cult.

Måske skal ting bare have lov at modnes. Måske handler det ikke om min egen utålmodighed. Det ville jeg jo gerne tro, at det ikke gør.

Tag nu f.eks. den her blog. Jeg har kigget på den og tænkt ja, ja, du er der, og nu skal du liiige slappe af. Ikke stresse mig. Jeg har ignoreret den og den har sikkert passet sig selv fint. Lidt ensomhed har aldrig gjort nogen noget. Men så tænker jeg alligevel: Alle de ord, alle de daglige indtryk og tanker og strømme af ævl, der løber i mit hoved, skal det ikke have lov at komme ud? Skal jeg ikke dele min såkaldte gnist af storladent geni med andre? Joeh. Kommer tid, kommer ord.

Jeg har rejsefeber. Jeg er utålmodig som ind i helvede. Jeg vil ud. Opleve noget nyt og lægge det bag mig som en vinterjakke i et skab. I morgen tager jeg på Roskilde, nyder solen og friheden, samler ord og mentale billeder. Så kan det være, jeg kan læsse dem af her, når jeg kommer hjem.