Nu hvor firserdrengene med det umådeligt kiksede hår og opsmøgede jakkeærmer har fået oprejsning ved at blive VJ's på VH1 og den slags, er turen åbenbart kommet til halvfemserne. Gud forbyde, at vi skal have vores ungdom i fred. Næ, lad os spolere den med compilations, temafester i Forum og remakes af Beverly Hills, hvor Donna er med igen som sig selv (altså Tori Spelling). Det skal jeg nok rante om en anden dag...
Men hvad er det egentlig med remakes? Handler det om at malke en succes? Eller handler det om renhjertet nostalgi og kærlighed til fortiden? Eller om en mangel på mod til at fornye sig?
Altså, jeg klager ikke. Jeg glæder mig da til at se Eddie Murphy i Beverly Hills Cop IV, men jeg ville nok hellere se ham lave noget sjovt, han ikke har lavet før. Han pørver, bevares, men det virker ikke for ham at klæde sig ud som fede damer gang på gang. Så hellere hoppe i den røde læderjakke igen, eller hvad, Eddie? Og nu skal jeg heller ikke komme for godt igang, for jeg elskede jo Indy og den roterende krystalrummandsthingie, hvor Harrison Ford så lidt løsthængende ud i canvasbuksen, men ikke desto mindre jo stadig kan smile, så man bliver blød i knæet.
Jeg vil tænke over det i weekenden, når jeg har holdt planlægningsmøde om det bryllup, hvor jeg som bekendt gifter mig med den mand, der var min første kæreste tilbage i 1995. Hvem sagde retro?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar