Åndehul

Jeg gik en lang tur i dag. Laaang. Jeg havde meget på hjerte, der skulle vandres ud. Når alting er i hårdknude, hjælper det at gå. For så føles det i det mindste, som om man er på vej. Et eller andet sted hen.

Når man kigger op og ind i lejligheder rundt omkring, er der en helt særlig kategori af vinduesrygere. Hist og her stikker en hånd ud med en cigaret, den knipser automatisk asken af, og en gang imellem forsvinder den ind i stuens mørke, oplyses af et orangeglødende sug, og kommer ud igen i en lille let sky af hvid røg. Nogle er mere nonchalante og sidder i vindueskarme og kigger, mens de ryger, snakker i telefon, mens de ryger, går rundt i undertøj, mens de ryger (ved vinduet). Nogle sidder endda med benene ud af vinduet. På fjerde, femte, sjette sal. Med blikket indstillet på uendeligt. 

På Assistensen var der en gravsten med et sirligt indgraveret bz-tegn. Og der var levende lys ved Natasjas grav. I en varebil stak en maksimalt otteårig dreng hovedet ud ad vinduet og råbte arrr, Nørrebrogade, hva' sååå, er I friske? En bodega reklamerede med sjusser for en tier. Pølsedamen ved Runddelen manglede et par tænder. Egernet i gården gloede på mig, som om jeg havde fanget det med fingrene i en kagedåse, da jeg kom hjem.

Punktum.