Ja, det er først i morgen, at der skal linkes, men det er vigtigt, det her. Vigtigt, siger jeg!
Jeg vidste da godt, der var noget, der hed mikrolån. En ædel tanke, hvor gedehyrder i Nørre Bagindien nyder godt af vestlige velgøreres blødende hjerter. Ing?
Jeg ved da også godt, at jeg selv har tordnet mod Den Gode Sags Disciple, når de svingede deres dreadlocks ind foran min barnevogn og standsede mig med skyld og skam over klodens undergang, hvis ikke jeg snart fik tændt op under det Visakort.
Men jeg har aldrig selv undersøgt, om det var noget for mig at støtte nogen som helst på en så direkte måde som ved de hersens mikrolån. Og så var det, at jeg fik nys om kiva.org, hvor det næsten ikke kan blive mere direkte. Her kan du helt enkelt bladre gennem billeder af mennesker med et ønske. Mennesker, der siger: Her er mit ansigt og min vilje.
Det virker fandme stærkt på mig. Også at det ikke er donation, men et lån. Det er der en vis smuk stolthed i.
Det er mænd og kvinder, grupper og singler, helt almindelige folk på den anden side af jordkloden. De fleste vil gerne opstarte en lille business med at sælge køer, klippe hår, kværne majsmel, you name it, og andre har et ønske om at få repareret taget på deres hus, så det ikke regner ind, så de ikke er forkølede hele tiden, så de bedre kan arbejde, så de kan tjene nogle penge, så ungerne kan komme i skole....
Man kan filtrere folk efter køn, behov, verdensdel, og hvis man er lidt mere emsig, også efter, om den lokale hjælpeorganisation, der sætter aftalerne op, er kristen, hindu eller noget andet ideologisk. Jeg synes på sin vis, det er nok, at et menneske har mod og kløgt til at komme fremad på den måde. I selv de fattigste lande, i de fjerneste egne, kan de se potentialet i at bruge internettet, at udnytte globaliseringen til at udjævne den skæve vægt i verdens rigdomme.
Og ja, mit hjerte bløder da især for den enlige mor i Peru, der kommer fra et voldeligt ægteskab og ønsker at låne 1000 dollars, så hun kan sende sin fireårige i skole. Men faktisk lige så meget for den unge mand i Rwanda, der har en soft drink-butik og gerne vil kunne købe en maskine, der kan holde mælken kold. Det kræver cojones af dem begge at vise deres glatte ansigt.
Suk. Jeg ville helt vildt gerne bruge mine mad communications-skillzzzz til at få dig til at klikke på kiva.org. Jeg kunne ævle op og ned ad stolper. Men hvis der er noget, der giver mig fniller, så er det jo netop missionærer.
Så nu skal jeg nok holde op.
Next Stop: Fadderbarn!
PS: Nu tænker jeg jo på, hvorfor det er, at man (åh, forjættede "man"... jeg mener jo "jeg") reagerer sådan på folk i fattige lande, langt, langt væk fra studenter og bøgetræer og strandede hvaler og "mine dagpenge er større end dine dagpenge". Der er jo, uden tvivl, mange mennesker lige om hjørnet, inde hos naboen, nede på bænken, der har mindst ligeså meget brug for dine penge og din hjælp. Mødrehjælpen, Sex & Samfund, Hus Forbi, Reden, Børnehjælpsdag, Julemærkehjemmet, Stop Mobning, Stop Volden, integration, lokalengagement, pust støn gisp. Det er mennesker, du kan se i øjnene på daglig basis. Men også kigge væk og lukke din dør, hvis deres desperation skulle lyse så meget ud af dem, at du blev blændet. Måske gør det mere ondt? Måske klistrer plasteret på samvittigheden bare bedre, hvis du kan klikke "Donate 25$ to poor Rosa from Paraguay" og lukke laptoppen og gå ud og drikke din fairtradekaffe i fred for den fattiges blik? Hvad tror du?
lørdag den 19. juni 2010
mandag den 14. juni 2010
Mandagslinks for store og små
Der er vist noget med, at vejrudsigten siger sommer-eller-noget-der-ligner i ugen, der ligger foran os, så som den servicemindede servitrice, jeg er, iler jeg fluks med nogle seje opskrifter på frys-selv is.... for voksne.
For hvem har egentlig sagt, at man ikke må peppe sine is lidt op? Og hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Se nu her: Lemon-vodka ispinde, chokolade-bourbon ispinde og...åh, himmel! - fersken-prosecco ispinde.
Det kræver jo nok noget af en afledningsmanøvre at holde småfolket fra isene. Så det har Dineren naturligvis også en sej løsning på:
Mens vi er ved søde ting på pind, så har jeg åbenbart ikke opdaget, at cupcakes faktisk ER overståede. De er bare zå 2009 - kager på pind, såkaldte cake pops, er nu the shizzle. Der har vi beviset på, at jeg reelt set ikke er særlig Martha Stewart (pyh!). Men det er en meget fin tendens, som jeg da godt kunne fristes til at smide penge efter - og fordømme med et fnys, så snart den bliver allestedsnærværende...*host*.
Lakridsben er da for nuttede. Minder mig lidt om det tidsfordriv, vi fik juledagene til at gå med...
Mens man sidder og guffer får, bier eller det sofistikerede svar på en vodkafyldt vandmelon i sig, vil jeg da lige anbefale lidt at kigge på. F.eks. den her samling af fantastisk kopi-legetøj.
I dag er det hele åbenbart noget med små ting eller ting til små folk eller legetøj eller kager. Hvem sagde barselsramt? Eller bare barnlig som pokker.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Har lyst til at skrive noget klogt om arv og miljø, men jeg tror bare, jeg nøjes med at konstatere, at der nogle gange sker virkelig underlige ting, når nørder bliver forældre.
For hvem har egentlig sagt, at man ikke må peppe sine is lidt op? Og hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Se nu her: Lemon-vodka ispinde, chokolade-bourbon ispinde og...åh, himmel! - fersken-prosecco ispinde.
Det kræver jo nok noget af en afledningsmanøvre at holde småfolket fra isene. Så det har Dineren naturligvis også en sej løsning på:
Mens vi er ved søde ting på pind, så har jeg åbenbart ikke opdaget, at cupcakes faktisk ER overståede. De er bare zå 2009 - kager på pind, såkaldte cake pops, er nu the shizzle. Der har vi beviset på, at jeg reelt set ikke er særlig Martha Stewart (pyh!). Men det er en meget fin tendens, som jeg da godt kunne fristes til at smide penge efter - og fordømme med et fnys, så snart den bliver allestedsnærværende...*host*.
Lakridsben er da for nuttede. Minder mig lidt om det tidsfordriv, vi fik juledagene til at gå med...
Mens man sidder og guffer får, bier eller det sofistikerede svar på en vodkafyldt vandmelon i sig, vil jeg da lige anbefale lidt at kigge på. F.eks. den her samling af fantastisk kopi-legetøj.
I dag er det hele åbenbart noget med små ting eller ting til små folk eller legetøj eller kager. Hvem sagde barselsramt? Eller bare barnlig som pokker.
De kan alle tre købes her - i måske den sejeste børnetøjsbiks in de wurl.
Og så til sidst, ovenikøbet inden for tema:
Dagens Dark Side!
Og så til sidst, ovenikøbet inden for tema:
Dagens Dark Side!
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Har lyst til at skrive noget klogt om arv og miljø, men jeg tror bare, jeg nøjes med at konstatere, at der nogle gange sker virkelig underlige ting, når nørder bliver forældre.
lørdag den 12. juni 2010
Enebarnet
Her kommer det. Indlægget, der med blinkende neon-pile og hornorkester og båthorn stiller sig på øretævernes holdeplads. Indlægget om at være enebarn.
Jeg har hørt på det hele mit liv. For jeg har nemlig ingen søskende. Og folk kan ikke længere sige noget, jeg ikke har hørt før. Eller tænke noget om mig, jeg ikke før har fornemmet skulle hænge sammen med min alenehed.
- Savner du ikke en bror eller søster?
- Bliver du ikke sindssyg af at være alene om/med dine forældre?
- Er der noget galt med dine forældre, siden de kun fik et barn?
- Nå, men så er du jo hamrende forkælet?
- Vil du ikke selv have flere end et barn, når nu du ved, hvordan det er?
- Nå, så er det derfor, du er så egoistisk?
- Nå, så er det derfor, du er sådan lidt socialt akavet?
- Det er altså ikke sundt for børn at vokse op som enebørn.
- Det er da synd for dig.
(svar: nej, nej, nej, ja og det staves e-l-s-k-e-t, øh hva'?, ??, sikkert, nå, og i lige måde da)
Bare smag lidt på ordet. Enebarn. Alenebarn. Det eneste barn. Som i "arj, fik I virkelig ikke flere?" Men også som i "Du synes nok, du er noget - og det tror da fanden, siden du aldrig har måttet kæmpe for mors og fars opmærksomhed."
Alt det her er jeg sådan set ovre. Jeg gider ikke længere forsvare det. Folk må selv ligge og rode med deres psykoanalyser af mig og min opvækst og min forFÆRHdelige ensomhed. Selv er jeg godt tilfreds med den. En-somheden, altså. Den alene-hed, jeg oplevede som barn og ung, hang sammen med nogle helt andre ting - og var i øvrigt slet ikke så voldsom som den, f.eks. mobbeofre kan opleve. Det var mere noget med at være anderledes og være ven med dem, der også var det.
Men.
Nu forholder det sig jo sådan, at jeg selv har ét barn. Og så kommer den næste haglbyge af spørgsmål åbenbart helt naturligt. Som om det er et begynderbarn, en test, en prøveklud:
- Nå, hvornår skal I så have nummer to? (sagt lidt skælmsk, men med tydelig alvor)
- Er du ikke bare snart vildt skruk igen? (sagt med opspærrede øjne og indforstået fnis)
- Hvor lang tid vil du lade der gå, før I skal have en lillebror/søster? (sagt med ophøjet børnepsykologisk mine)
Prøv at folde hjernen rundt om den her: Hvad hvis nu, vi ikke fik flere? Hvad hvis nu, vi ikke ville? Hvad hvis nu, det var det bedste for os?
Jeg siger ikke, at det er sådan det bliver. Eller at det er sådan, det ikke bliver. Men hvad nu hvis?
Ville det være så forfærdeligt?
Jeg har hørt på det hele mit liv. For jeg har nemlig ingen søskende. Og folk kan ikke længere sige noget, jeg ikke har hørt før. Eller tænke noget om mig, jeg ikke før har fornemmet skulle hænge sammen med min alenehed.
- Savner du ikke en bror eller søster?
- Bliver du ikke sindssyg af at være alene om/med dine forældre?
- Er der noget galt med dine forældre, siden de kun fik et barn?
- Nå, men så er du jo hamrende forkælet?
- Vil du ikke selv have flere end et barn, når nu du ved, hvordan det er?
- Nå, så er det derfor, du er så egoistisk?
- Nå, så er det derfor, du er sådan lidt socialt akavet?
- Det er altså ikke sundt for børn at vokse op som enebørn.
- Det er da synd for dig.
(svar: nej, nej, nej, ja og det staves e-l-s-k-e-t, øh hva'?, ??, sikkert, nå, og i lige måde da)
Bare smag lidt på ordet. Enebarn. Alenebarn. Det eneste barn. Som i "arj, fik I virkelig ikke flere?" Men også som i "Du synes nok, du er noget - og det tror da fanden, siden du aldrig har måttet kæmpe for mors og fars opmærksomhed."
Alt det her er jeg sådan set ovre. Jeg gider ikke længere forsvare det. Folk må selv ligge og rode med deres psykoanalyser af mig og min opvækst og min forFÆRHdelige ensomhed. Selv er jeg godt tilfreds med den. En-somheden, altså. Den alene-hed, jeg oplevede som barn og ung, hang sammen med nogle helt andre ting - og var i øvrigt slet ikke så voldsom som den, f.eks. mobbeofre kan opleve. Det var mere noget med at være anderledes og være ven med dem, der også var det.
Men.
Nu forholder det sig jo sådan, at jeg selv har ét barn. Og så kommer den næste haglbyge af spørgsmål åbenbart helt naturligt. Som om det er et begynderbarn, en test, en prøveklud:
- Nå, hvornår skal I så have nummer to? (sagt lidt skælmsk, men med tydelig alvor)
- Er du ikke bare snart vildt skruk igen? (sagt med opspærrede øjne og indforstået fnis)
- Hvor lang tid vil du lade der gå, før I skal have en lillebror/søster? (sagt med ophøjet børnepsykologisk mine)
Prøv at folde hjernen rundt om den her: Hvad hvis nu, vi ikke fik flere? Hvad hvis nu, vi ikke ville? Hvad hvis nu, det var det bedste for os?
Jeg siger ikke, at det er sådan det bliver. Eller at det er sådan, det ikke bliver. Men hvad nu hvis?
Ville det være så forfærdeligt?
mandag den 7. juni 2010
Mandagslinks. Inklusiv alting.
Why, hello. Det er mandag, er det, og selvom det på min let hummerfarvede hud kan ses, at det ikke har været skærmen, der har optaget mig i den seneste uge, er det tid til links - og ingen skal snydes for links.
Lad os starte med kager. Altid en god idé.
Den verdensomspændende cupcake craze ser ikke ud til at løje af foreløbig, og selv om det jo ikke helt er min kop kaffe at gå amok i den slags cute Martha Stewart-ness, kan jeg ikke lade være med at hvine som et lille egern, når jeg ser alt det bagerelaterede halløj, de har hos Bake It Pretty. Vil du lave en stjerneformet kage med glitrende, grønlyseblåt sukkersand, hjemmelavede slikkepinde formet som ananas eller pynte dit bagværk med et overskæg på pind, jamen så er du kommet til det rette sted.
Ahrøm. Nu til noget ganske andet. Jeg læste den her vanvittigt interessante klumme i Wired om hvordan, vi er blevet bedre og hurtigere til at ile med økonomisk søttte til katastrofer rundt i verden, efter det er blevet muligt at hjælpe ved blot at sende en sms med teksten "GLORIEPUDSNING 100KR" til 1231. Og det er jo godt! Det er faktisk afgørende! Der kommer penge frem til dem, der har brug for det. Men hvorfor gør vi det - og hvorfor på den måde? Og hvad betyder det for vores engagement i verden?
Her har vi så til gengæld en mand, som ikke kan vælge. Og når jeg siger ikke, så mener jeg OVERHOVEDET IKKE. Engang i 90'erne sad han og malede nogle superhelte, og så kunne han ikke holde op. Så nu har han gang i et maleri af alting. Som i alle ting. I hele verden. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre, tænker man, men er du gal, han gør et godt forsøg. Det er helt gakket at klikke rundt i, men også ret mindblowing, at han overhovedet forsøger. For hvad er alting? Og afhænger det ikke af, hvor man ser det fra?
Her er det kun en brøkdel.
Ugens WTF må være den her: En mor udstationeret i Afghanistan sender brystmælk hjem til sin dreng, så han da ikke skal undvære alle de gode stoffer, der er i mælken, mens mor er ude og undgå at blive slået ihjel. Hvad med at blive hjemme, dame, og være, hvor du virkelig er behøvet? "She's been gone for so long, nearly half of his life. Every time he hears her on the TV, he crawls up to touch it. He knows her face and her voice. He knows his mommy," siger stay-at-home daddy. For ind i hede hule misforståede heltegerning. Jeg ved godt, det ikke er sort-hvidt, og at hun sikkert ville bryde sin kontrakt, hvis hun blev hjemme. Guderne skal vide, at jeg går ind for, at man passer sit job - især i ligestillingens fællesbarselsnavn og dét. Men Afghanistan, alligevel? Tja, måske. Brystmælk sendt med UPS kølevogn? Bare underligt. Lille dreng, som principielt stadig ammer, der kun har set sin mor i halvdelen af sit minimale liv? Just plain wrong.
Mens vi er ved soldater, er her en fabelagtig fotoserie, som hedder American Soldier. Ian Fisher, 18 år, tager eksamen, kommer i hæren, får barberet hovedet, gifter sig med sin kæreste og sendes til Irak. Han kommer hjem igen uden skrammer, og alt er fint. Men det er en virkelig rørende billedfortælling. Og trist. Den minder mig om et klip fra Across The Universe (nogen andre, der har set den? Virkelig en film, man ikke ved, hvad man skal mene om.)
Så er vi ved vejs ende. Trommetrommetrommelommelommelommelomme *bækken*.
Fra tid til anden skændes vi alle med henholdsvis den hvide, rene, retskafne engel på den ene skulder og den røde, cigarrygende, hævntørstige djævel på den anden. Det er ikke altid let at vælge mellem lys og mørke. Well, hende her har åbenbart valgt side og går nu rundt med et tungt åg af mørke kræfter.
Lad os starte med kager. Altid en god idé.
Den verdensomspændende cupcake craze ser ikke ud til at løje af foreløbig, og selv om det jo ikke helt er min kop kaffe at gå amok i den slags cute Martha Stewart-ness, kan jeg ikke lade være med at hvine som et lille egern, når jeg ser alt det bagerelaterede halløj, de har hos Bake It Pretty. Vil du lave en stjerneformet kage med glitrende, grønlyseblåt sukkersand, hjemmelavede slikkepinde formet som ananas eller pynte dit bagværk med et overskæg på pind, jamen så er du kommet til det rette sted.
(Okay, der bor måske en lille Martha Stewart inden i mig. Hun har bare ikke tid eller tålmodighed eller selverkendelse nok til at komme ud særlig tit. Men en gang i mellem sidder hun i hemmelighed og drømmer lidt om alt det her)
Ahrøm. Nu til noget ganske andet. Jeg læste den her vanvittigt interessante klumme i Wired om hvordan, vi er blevet bedre og hurtigere til at ile med økonomisk søttte til katastrofer rundt i verden, efter det er blevet muligt at hjælpe ved blot at sende en sms med teksten "GLORIEPUDSNING 100KR" til 1231. Og det er jo godt! Det er faktisk afgørende! Der kommer penge frem til dem, der har brug for det. Men hvorfor gør vi det - og hvorfor på den måde? Og hvad betyder det for vores engagement i verden?
Her er et udklip:
Luckily, we now have digital tools fast enough to keep up with our inborn empathy trigger. Want to help? Text in some shekels to 90999 and suddenly you’re part of the solution — which, as we now know, feels good on a neurochemical level. In fact, one can easily imagine socio-technological advances knitting us into a kind of decentralized superorganism — a pan-humanity nerve array that senses where it hurts and sends help in real time. Remember that tacky fiber-optic Tree of Souls from Avatar? Well, fluff your brain-braid, my blue brother: It already exists, and it’s growing out of your smartphone.Apropos instant karma, så er her et t-shirt koncept, som jeg finder meget besnærende. Hvert døgn udbydes et nyt design til blot 9$, men hvis man vil have det, skal man beslutte sig her og nu. I morgen er det væk, og det kommer aldrig til salg igen. Man kan uploade sine egne designs og måske være den heldige, der får sat det til salg. Så tjener man en dollar pr. solgt t-shirt. Jeg skal i hvert fald holde et skarpt øje med den side, skal jeg.
Her har vi så til gengæld en mand, som ikke kan vælge. Og når jeg siger ikke, så mener jeg OVERHOVEDET IKKE. Engang i 90'erne sad han og malede nogle superhelte, og så kunne han ikke holde op. Så nu har han gang i et maleri af alting. Som i alle ting. I hele verden. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre, tænker man, men er du gal, han gør et godt forsøg. Det er helt gakket at klikke rundt i, men også ret mindblowing, at han overhovedet forsøger. For hvad er alting? Og afhænger det ikke af, hvor man ser det fra?
Her er det kun en brøkdel.Ugens WTF må være den her: En mor udstationeret i Afghanistan sender brystmælk hjem til sin dreng, så han da ikke skal undvære alle de gode stoffer, der er i mælken, mens mor er ude og undgå at blive slået ihjel. Hvad med at blive hjemme, dame, og være, hvor du virkelig er behøvet? "She's been gone for so long, nearly half of his life. Every time he hears her on the TV, he crawls up to touch it. He knows her face and her voice. He knows his mommy," siger stay-at-home daddy. For ind i hede hule misforståede heltegerning. Jeg ved godt, det ikke er sort-hvidt, og at hun sikkert ville bryde sin kontrakt, hvis hun blev hjemme. Guderne skal vide, at jeg går ind for, at man passer sit job - især i ligestillingens fællesbarselsnavn og dét. Men Afghanistan, alligevel? Tja, måske. Brystmælk sendt med UPS kølevogn? Bare underligt. Lille dreng, som principielt stadig ammer, der kun har set sin mor i halvdelen af sit minimale liv? Just plain wrong.
Mens vi er ved soldater, er her en fabelagtig fotoserie, som hedder American Soldier. Ian Fisher, 18 år, tager eksamen, kommer i hæren, får barberet hovedet, gifter sig med sin kæreste og sendes til Irak. Han kommer hjem igen uden skrammer, og alt er fint. Men det er en virkelig rørende billedfortælling. Og trist. Den minder mig om et klip fra Across The Universe (nogen andre, der har set den? Virkelig en film, man ikke ved, hvad man skal mene om.)
Så er vi ved vejs ende. Trommetrommetrommelommelommelommelomme *bækken*.
Dagens Dark Side!
Fra tid til anden skændes vi alle med henholdsvis den hvide, rene, retskafne engel på den ene skulder og den røde, cigarrygende, hævntørstige djævel på den anden. Det er ikke altid let at vælge mellem lys og mørke. Well, hende her har åbenbart valgt side og går nu rundt med et tungt åg af mørke kræfter.
tirsdag den 1. juni 2010
Sex and the city
Nej. Det handler ikke om en klike af overdressed material girls i dyre stripperhæle, der hedder noget med Blah, som af en eller anden grund har fået æren for at kvinder kan nogetsomhelst selv. Ud af den sætning kan man forhåbentlig læse min holdning til dét fænomen og også regne ud, om jeg vil betale penge for at se 2'eren.
Ligesom mit elskede Found Magazine, der har en lillebror, som hedder Dirty Found, har jeg gået og samlet lidt sammen af lumre fotos fra hid og did. Bare for at kunne lave et lille tema en dag. Og forvunden er nu al vor nød, thi dagen est oprunden... og sårn.
Først har vi den her, som står skrevet midt på Købmagergade. Jeg tænker, at hun/han der har skrevet det, er ret sikker på, at Daniel, exen eller en tredjepart (fjerdepart?) i dramaet kommer forbi og ser det her. Og bliver bitter.
...som ikke rigtig står mål med, hvor stolt denne vægskriver er af sin....ja.
Den her sidste gik først lige lukt i forargelsescenteret i min husmorhjerne, men efter lidt betænkningstid konkluderede jeg, at jeg faktisk ikke forstår den. Hvad er der at forstå, tænker du måske. Jamen, hvem er afsenderen? Fædre, der synes, de får for lidt? Mødre, der synes, de får for lidt? Babyer, der vil have søskende...!? Ved du noget om dette både direkte og kryptiske stykke spraykunst på cykelbroen mellem Nørrebro og Frederiksberg, så sig frem.
Ligesom mit elskede Found Magazine, der har en lillebror, som hedder Dirty Found, har jeg gået og samlet lidt sammen af lumre fotos fra hid og did. Bare for at kunne lave et lille tema en dag. Og forvunden er nu al vor nød, thi dagen est oprunden... og sårn.
Først har vi den her, som står skrevet midt på Købmagergade. Jeg tænker, at hun/han der har skrevet det, er ret sikker på, at Daniel, exen eller en tredjepart (fjerdepart?) i dramaet kommer forbi og ser det her. Og bliver bitter.
Så er der dem her...
...som ikke rigtig står mål med, hvor stolt denne vægskriver er af sin....ja.
Den her sidste gik først lige lukt i forargelsescenteret i min husmorhjerne, men efter lidt betænkningstid konkluderede jeg, at jeg faktisk ikke forstår den. Hvad er der at forstå, tænker du måske. Jamen, hvem er afsenderen? Fædre, der synes, de får for lidt? Mødre, der synes, de får for lidt? Babyer, der vil have søskende...!? Ved du noget om dette både direkte og kryptiske stykke spraykunst på cykelbroen mellem Nørrebro og Frederiksberg, så sig frem.
mandag den 31. maj 2010
Hvad kan man få for 50 kroner?
Svaret er et dukkehus fra 1969, der åbner på midten og har en lille dørklokke, der siger *ding*.
Her har de en hund, der hedder Snoopy...
Her har de en hund, der hedder Snoopy...
Der trænger til at blive støvsuget...
Krydderihylden er fuld...
Og der er børnetime i fjerneren...
Her er både åben ild og to ovne, inklusiv kyllingesteg....
Jeg tror, det var sådan, Brady Bunch boede.
Ih altså.
Mandagslinks, nu med bøffel
Buffalo buffalo Buffalo buffalo buffalo buffalo Buffalo buffalo.
Ehm.... hvad?
Jo. Ovenstående er en sætning, en grammatisk fungerende sætning, selv om man skulle tro, det var løwn. Prøv selv at se her. Når du så har brugt lidt hjernerotationer på dén, synes jeg, du ligesom jeg skulle gå og gnægge lidt over, hvor godt et ord, Bøffel egentlig er. Bøffel bøffel bøffel. Goddag, jeg vil gerne have en bøffelbøf.
Og så er vi vist i gang. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at lave Mandagslinks i dag, fordi jeg er så indædt forbandet over den groteske spareplan, Regeringen og DF går og pusler med. Hver dag kommer nye historier frem om, hvilke svage og udsatte mennesker, den kommer til at gå ud over. I går aftes måtte jeg stå og bande ned i et glas vin i køkkenet i en lille time, før min puls kom ned. Men. Jeg har ikke brug for mere pulsstigning lige nu. Ikke mere drama. Jeg vil have min søndag i fred og tænke udramatiske tanker og bage kage og pusle om dem, jeg elsker. Det er der fandme ingen, der skal spare væk.
Derfor bliver det en kort lille linktur, men med gode vibes til jer alle.
Hvis du ikke får din søndagsavis, så anbefaler jeg at læse den her serie i Politiken. En sjældent smuk og indlevende reportageføljeton fra den lukkede afdeling. Sådan kan journalistik også være, mine damer og herrer, når det er bedst. Hvis I spørger mig.
Måske trænger du til en kop te til din avislæsning?
Selvom det er en kort fornøjelse i dag, skal I da ikke snydes for en tur til The Dark Side.
Hvor sejt kunne det ikke lige være, hvis stemmen i din GPS i stedet for at sige "Drej til højre, nu" med nordsjællandsk husmordiktion sagde "Turn around when possible, the circle is now complete," med Darth Vader-stemme?
Og endnu bedre: Hvis du vil se, hvordan sådan et under er blevet til, kan du komme med behind the scenes, da lyden blev optaget.
Hej hej.
Hej hej.
torsdag den 27. maj 2010
onsdag den 26. maj 2010
Kvindebilleder og kiksekage
Det står garanteret i samtlige aktivitetsguides for barslende mødre, men jeg har ikke rigtig læst nogle af dem, så min opdagelse fik mig til at føle mig stort set genial. Det var i mandags, det var pinse, alting havde lukket, det småregnede og jeg var ude at vade med Viola.
Jeg trillede forbi alle mine sædvanlige pejlemærker, men svingede så ned ad en ny gade, forbi en kirke (med den tilknyttede Café Luther - de havde dog ikke lagkage), og kom til Arbejdermuseets smældende røde faner. Hey! De havde åbent! Og var søde og gav mig elevatorkort. De havde en sej, billig museumsbutik fuld af genoptrykte påklædningsdukker, klassiske børnebøger og kogebøger, håndlavede bolsjer, sjovt gammeldags legetøj og masser af plakater og postkort med retrostemningen helt i top.
Se dét er noget, Turistbureauet Røde Olsen gerne vil anbefale. Viola synes, stedet var fantastisk. Selv om hun ikke forstår noget som helst af det, fik hun gloet og gumlet på sin bolle og peget på alting og sagt noget, der mindede om et begejstret "hej" til en voksfigur af en stakkels arbejdsløs mand fra 1930'erne. Jeg kan huske den selvsamme figur fra min egen barndom.
Needless to say, jeg tog et par billeder, men det er meget bedre at se det selv. Reklame, reklame.
I det hele taget var noget af det mest interessante (synes jeg jo) kvindehistorierne og -billederne på stedet. Se bare her. Uha, det var hårdt at vaske tøj i 1750..
Men vupti, 200 år senere kom vaskemaskinen, og man kunne sidde med sit bobbede hår og læse dameblade i stedet for at slave. Eller hvordan virkeligheden nu var.
Jeg gætter på, at den var sådan, at hvis far mistede jobbet, så var man seriøst på spanden. Vaskemaskine eller ej.
Uha, tænk at få sit navn smækket op her... på Jord og Beton Forbundets Skruebrækkertavle. Av.
På museet har de den hyggeligste kaffebar, indrettet fuldstændig som i hedengangne tider. Man kan få marmorkage, Yankie Bar, kaffe og den slags - men den største sællert, sagde ekspeditricen, var kiksekage og citronvand.
Og så var der jo den der museumsbutik. Hvor jeg købte mange, mange fine ting, for jeg kan aldrig lade være... seriøst, mangler du en gave, så gå derind. Man behøver ikke betale entré. Hvad med f.eks. en Stauning-brille - med styrke?
Jeg trillede forbi alle mine sædvanlige pejlemærker, men svingede så ned ad en ny gade, forbi en kirke (med den tilknyttede Café Luther - de havde dog ikke lagkage), og kom til Arbejdermuseets smældende røde faner. Hey! De havde åbent! Og var søde og gav mig elevatorkort. De havde en sej, billig museumsbutik fuld af genoptrykte påklædningsdukker, klassiske børnebøger og kogebøger, håndlavede bolsjer, sjovt gammeldags legetøj og masser af plakater og postkort med retrostemningen helt i top.
Se dét er noget, Turistbureauet Røde Olsen gerne vil anbefale. Viola synes, stedet var fantastisk. Selv om hun ikke forstår noget som helst af det, fik hun gloet og gumlet på sin bolle og peget på alting og sagt noget, der mindede om et begejstret "hej" til en voksfigur af en stakkels arbejdsløs mand fra 1930'erne. Jeg kan huske den selvsamme figur fra min egen barndom.
Needless to say, jeg tog et par billeder, men det er meget bedre at se det selv. Reklame, reklame.
Hende her forestiller vist nok Fru Sørensen, som fik otte børn...
I det hele taget var noget af det mest interessante (synes jeg jo) kvindehistorierne og -billederne på stedet. Se bare her. Uha, det var hårdt at vaske tøj i 1750..
Men vupti, 200 år senere kom vaskemaskinen, og man kunne sidde med sit bobbede hår og læse dameblade i stedet for at slave. Eller hvordan virkeligheden nu var.
Jeg gætter på, at den var sådan, at hvis far mistede jobbet, så var man seriøst på spanden. Vaskemaskine eller ej.
Jo flere munde at mætte, jo større katastrofe ved arbejdsløshed. Pas derfor godt på. Sometimes a cigar is not just a cigar.
Uha, tænk at få sit navn smækket op her... på Jord og Beton Forbundets Skruebrækkertavle. Av.
På museet har de den hyggeligste kaffebar, indrettet fuldstændig som i hedengangne tider. Man kan få marmorkage, Yankie Bar, kaffe og den slags - men den største sællert, sagde ekspeditricen, var kiksekage og citronvand.
Og så var der jo den der museumsbutik. Hvor jeg købte mange, mange fine ting, for jeg kan aldrig lade være... seriøst, mangler du en gave, så gå derind. Man behøver ikke betale entré. Hvad med f.eks. en Stauning-brille - med styrke?
PS: Meget apropos så jeg den her på vej hjem. Og undredes.
mandag den 24. maj 2010
Andrea skriver gæsteblog, hurra!
Forhistorien først. En gang for længe siden gik jeg på højskole. Ikke den slags, hvor man bor og lever og bliver suget ind i det sociale edderkoppespind a la efterskole. Nej, det var en daghøjskole. Jeg pendlede fra provinsen 1 time i rødt regionaltog hver eneste morgen fra min første flytte-hjemmefra lejlighed til København, hvor højskolen lå og stadig ligger.
Der mødte jeg, blandt mange andre, Andrea. Hun skrev digte og historier, der emmede af vildskab og forvirring og følsomhed og vinger, der nogle gange fløj højt og andre gange var helt ulmende brændte i kanterne. Sådan husker jeg det i hvert fald. Hun havde endda børn, hvilket var et rimelig vildt perspektiv for en 20-årig som mig.
Så kom Facebook, lang tid efter. Og folk dukkede op igen. Også Andrea, men ad helt andre veje, og det var først, da jeg havde gloet på hendes profilbillede og hjemmeside en hel del gange, at der var noget der sagde *ding* i mit hovede. "Sig mig, var det ikke noget med at vi engang...". Jo. Jeg husker blandt andet, og det har jeg vist ikke engang nævnt for hende nu, at jeg var tvunget til at kysse hende i en omgang sandhed eller konsekvens, fordi jeg havde en kæreste derhjemme, og så kysser man jo ikke på andre drenge, vel. Piger kan man åbenbart godt. Go figure.
Vi fik begge en skrivebaseret karriere, sådan cirka. Andrea er stadig vild. Blandt andet skriver hun bøger - om Facebook, faktisk. (Hvor jeg stolt stak hovedet indenfor) Og så er hun lige blevet mor, igen. Og så bor hun lige på Mars. Og så har hun lige skrevet et gæsteindlæg til Dineren. Og det giver fandme mening. Tusind, tusind tak for det. Her kommer det:
Det er ti år siden jeg sidst var på barsel.
Dengang gik jeg rundt i Københavns gader med en gammel, rusten barnevogn, jeg lå på gulvet med min baby og stirrede på ham i timevis. Jeg havde ikke så meget andet at lave.
Tiden gik langsommere dengang.
Så langsomt, faktisk, at hver eneste sekund kunne mærkes fysisk, som gåsehud på min overarm. Så kom han i vuggestue og jeg kom på højskole og pludselig gik tiden igen hurtigt og som den vandmand jeg er, strømmede jeg bare med, uden at tænke så meget over det. Hvilket jeg lige siden har fortrudt.
Højskolen lå i indre by og i pauserne sad vi på taget og spillede guitar. Jeg kendte ikke nogen, men jeg lod som om jeg gjorde. Sådan er det i byen. Man skal helst lade som om man kender en hel masse. Man skal helst være upåvirket og man skal helst lade som om man er street-wise - og selvom man kommer ude fra markerne, hvor der ikke er en skid at være street-wise omkring. Mark-wise.
Fie kom ude fra markerne. Hun var faktisk nærmest lige stået af fire-toget. Hun havde stadig det lidt for opmærksomme udtryk i ansigtet, dét der udtryk hvor man endnu ikke har lært at lade som om man kender en hel masse. Til alt.
Vi skrev digte, dengang. Vi læste dem op for hinanden, i et lille rum på højskolen, med nærmest hviskende stemmer blotlagde vi vores sjæl for hinanden, som om det var ingenting. Med vores påtagede street-wise miner skrev vi om skibskatastrofer og pludselig død, om pinen og plagen og ensomheden.
Og om tiden. Jeg skrev om tiden, husker jeg, om hvordan den gjorde ondt.
Hver dag, når jeg var færdig med at være på højskole cyklede jeg ned til en vuggestue, hvor legepladsen var belagt med asfalt og larmen fra gaden næsten overdøvede larmen fra de skrigende børn. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Måske tænkte jeg, at det ville være godt for mit barn at lære at blive street-wise, sådan helt fra starten af, måske tænkte jeg, at det er bedst at blive hærdet, i en tidlig alder, så man ikke bliver blødsøden og gennemsigtig som nu- for eksempel- en vandmand som mig. Og ham.
Han skulle ihvertilfælde ALDRIG stige ind i en bus på landet og krympe sig, fordi alle kigger. Han skulle ALDRIG føle at han stak ud og var anderledes, han skulle ALDRIG sidde og stirre ud over markerne og længes, med hver en fiber i kroppen, mod neonlys og centrum.
Jeg lagde ham forsigtigt i Christaniacyklen og slingrede hjem. Helt sikker på at jeg gjorde det rigtige.
Tiden gik. Der skete alt muligt.
For eksempel flyttede jeg tilbage til Landet, vel vidende at alle jeg kender er traumatiserede over deres ungdom i provinsen. Men, på en måde, skal det vel ikke gå ud over vores børn?
Lejlighedsfængslet blev for meget for mig, den dag hvor drengen stod og ruskede i altanens tremmer, græd og skreg, at han ville ud, ud, ud.
Så vi flyttede ud. Og alle sagde, at det kunne jeg ikke - det er jeg åbenbart alt for street-wise til. Nemlig.
Men jeg gjorde det alligevel og det er ikke fordi jeg siger det er en dans på roser, but then again, er der noget der er det? Er det ikke en af de ting man lærer, når tiden går? Hårdt og brutalt og trampende henover ens ansigtet og alle disse fikse ideer?
Nu bor vi på (Ud)kanten. Her er dejligt, meget autentisk, meget dramatisk og digteragtigt.
Det er som om provinsen er blevet meget federe, her på det sidste. Måske fordi alle jyderne er flyttet til København. Det stormer og her er masser af skæve eksistenser, ufaglærte arbejdere, desillusionerede kunstnere, intellektuelle og narkomaner. Lidt ligesom København. Engang.
Nogen gange tænker jeg, at København er blevet det nye provinsen, med alle disse velfriserede regler om vedligeholdelse af gårdmiljøet, mobbepolitik, madpakkepolitik og… du ved…
Ikke for at tale dårligt om nogen, eller noget eller whatever, det slår mig bare. Som knytnæver i hovedet.
Jeg sidder foran det store vindue og kigger ud over engen og de tre køer som blev lukket ud på den, i går.
De løber stadig helt vildt rundt og moderen slikker kalven og mig og min dreng og min baby gik ned til dem i går, og min dreng aede køerne, og han kan godt lide køer, og min baby sov så trygt og indåndende ikke andet end sommerluft. Og der var hvide sommerfugle der sværmede om gule mælkebøtter, der var blade der sitrede på birketræerne, der var duften fra fjorden og fjorden ligger på den anden side af engen og det er smukt, meget smukt, og min dreng går nogen gange derned og fisker. Helt for sig selv. Og så står tiden stille, siger han. Og det kan han godt lide.
Det er ti år siden jeg sidst var på barsel og det er underligt at tænke tilbage, på dengang. Tiden strækker sig ud for mine fødder, som et langt spor efter mig, som en perlemorsbelagt Memory Lane. Den kan stadig godt gøre lidt ondt, tiden, men det gør ikke noget. Tiden går anderledes nu og desuden hjælper det, når jeg kysser min babys ballonkinder.
- Andrea Hejlskov
Der mødte jeg, blandt mange andre, Andrea. Hun skrev digte og historier, der emmede af vildskab og forvirring og følsomhed og vinger, der nogle gange fløj højt og andre gange var helt ulmende brændte i kanterne. Sådan husker jeg det i hvert fald. Hun havde endda børn, hvilket var et rimelig vildt perspektiv for en 20-årig som mig.
Så kom Facebook, lang tid efter. Og folk dukkede op igen. Også Andrea, men ad helt andre veje, og det var først, da jeg havde gloet på hendes profilbillede og hjemmeside en hel del gange, at der var noget der sagde *ding* i mit hovede. "Sig mig, var det ikke noget med at vi engang...". Jo. Jeg husker blandt andet, og det har jeg vist ikke engang nævnt for hende nu, at jeg var tvunget til at kysse hende i en omgang sandhed eller konsekvens, fordi jeg havde en kæreste derhjemme, og så kysser man jo ikke på andre drenge, vel. Piger kan man åbenbart godt. Go figure.
Vi fik begge en skrivebaseret karriere, sådan cirka. Andrea er stadig vild. Blandt andet skriver hun bøger - om Facebook, faktisk. (Hvor jeg stolt stak hovedet indenfor) Og så er hun lige blevet mor, igen. Og så bor hun lige på Mars. Og så har hun lige skrevet et gæsteindlæg til Dineren. Og det giver fandme mening. Tusind, tusind tak for det. Her kommer det:
Det er ti år siden jeg sidst var på barsel.
Dengang gik jeg rundt i Københavns gader med en gammel, rusten barnevogn, jeg lå på gulvet med min baby og stirrede på ham i timevis. Jeg havde ikke så meget andet at lave.
Tiden gik langsommere dengang.
Så langsomt, faktisk, at hver eneste sekund kunne mærkes fysisk, som gåsehud på min overarm. Så kom han i vuggestue og jeg kom på højskole og pludselig gik tiden igen hurtigt og som den vandmand jeg er, strømmede jeg bare med, uden at tænke så meget over det. Hvilket jeg lige siden har fortrudt.
Højskolen lå i indre by og i pauserne sad vi på taget og spillede guitar. Jeg kendte ikke nogen, men jeg lod som om jeg gjorde. Sådan er det i byen. Man skal helst lade som om man kender en hel masse. Man skal helst være upåvirket og man skal helst lade som om man er street-wise - og selvom man kommer ude fra markerne, hvor der ikke er en skid at være street-wise omkring. Mark-wise.
Fie kom ude fra markerne. Hun var faktisk nærmest lige stået af fire-toget. Hun havde stadig det lidt for opmærksomme udtryk i ansigtet, dét der udtryk hvor man endnu ikke har lært at lade som om man kender en hel masse. Til alt.
Vi skrev digte, dengang. Vi læste dem op for hinanden, i et lille rum på højskolen, med nærmest hviskende stemmer blotlagde vi vores sjæl for hinanden, som om det var ingenting. Med vores påtagede street-wise miner skrev vi om skibskatastrofer og pludselig død, om pinen og plagen og ensomheden.
Og om tiden. Jeg skrev om tiden, husker jeg, om hvordan den gjorde ondt.
Hver dag, når jeg var færdig med at være på højskole cyklede jeg ned til en vuggestue, hvor legepladsen var belagt med asfalt og larmen fra gaden næsten overdøvede larmen fra de skrigende børn. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Måske tænkte jeg, at det ville være godt for mit barn at lære at blive street-wise, sådan helt fra starten af, måske tænkte jeg, at det er bedst at blive hærdet, i en tidlig alder, så man ikke bliver blødsøden og gennemsigtig som nu- for eksempel- en vandmand som mig. Og ham.
Han skulle ihvertilfælde ALDRIG stige ind i en bus på landet og krympe sig, fordi alle kigger. Han skulle ALDRIG føle at han stak ud og var anderledes, han skulle ALDRIG sidde og stirre ud over markerne og længes, med hver en fiber i kroppen, mod neonlys og centrum.
Jeg lagde ham forsigtigt i Christaniacyklen og slingrede hjem. Helt sikker på at jeg gjorde det rigtige.
Tiden gik. Der skete alt muligt.
For eksempel flyttede jeg tilbage til Landet, vel vidende at alle jeg kender er traumatiserede over deres ungdom i provinsen. Men, på en måde, skal det vel ikke gå ud over vores børn?
Lejlighedsfængslet blev for meget for mig, den dag hvor drengen stod og ruskede i altanens tremmer, græd og skreg, at han ville ud, ud, ud.
Så vi flyttede ud. Og alle sagde, at det kunne jeg ikke - det er jeg åbenbart alt for street-wise til. Nemlig.
Men jeg gjorde det alligevel og det er ikke fordi jeg siger det er en dans på roser, but then again, er der noget der er det? Er det ikke en af de ting man lærer, når tiden går? Hårdt og brutalt og trampende henover ens ansigtet og alle disse fikse ideer?
Nu bor vi på (Ud)kanten. Her er dejligt, meget autentisk, meget dramatisk og digteragtigt.
Det er som om provinsen er blevet meget federe, her på det sidste. Måske fordi alle jyderne er flyttet til København. Det stormer og her er masser af skæve eksistenser, ufaglærte arbejdere, desillusionerede kunstnere, intellektuelle og narkomaner. Lidt ligesom København. Engang.
Nogen gange tænker jeg, at København er blevet det nye provinsen, med alle disse velfriserede regler om vedligeholdelse af gårdmiljøet, mobbepolitik, madpakkepolitik og… du ved…
Ikke for at tale dårligt om nogen, eller noget eller whatever, det slår mig bare. Som knytnæver i hovedet.
Jeg sidder foran det store vindue og kigger ud over engen og de tre køer som blev lukket ud på den, i går.
De løber stadig helt vildt rundt og moderen slikker kalven og mig og min dreng og min baby gik ned til dem i går, og min dreng aede køerne, og han kan godt lide køer, og min baby sov så trygt og indåndende ikke andet end sommerluft. Og der var hvide sommerfugle der sværmede om gule mælkebøtter, der var blade der sitrede på birketræerne, der var duften fra fjorden og fjorden ligger på den anden side af engen og det er smukt, meget smukt, og min dreng går nogen gange derned og fisker. Helt for sig selv. Og så står tiden stille, siger han. Og det kan han godt lide.
Det er ti år siden jeg sidst var på barsel og det er underligt at tænke tilbage, på dengang. Tiden strækker sig ud for mine fødder, som et langt spor efter mig, som en perlemorsbelagt Memory Lane. Den kan stadig godt gøre lidt ondt, tiden, men det gør ikke noget. Tiden går anderledes nu og desuden hjælper det, når jeg kysser min babys ballonkinder.
- Andrea Hejlskov
Abonner på:
Opslag (Atom)
.jpg)
