Mindesten

For nogle år siden snakkede jeg med mine forældre om, at de var lidt paf over at se sig selv på museum. I den forstand, at der var en masse programmer (sikkert på DR2) om deres ungdom og oprør og musik og opvækst og jeg skal give dig. Og selv om det ikke er det samme, kan man godt få lidt den samme følelse, når man får "90'er-bogen" i fødselsdagsgave af selvsamme forældre. Jeg har ønsket mig den, siden jeg så den i boghandlerens vindue omkring jul, men da den først lå på mit bord, kunne jeg godt mærke, at det var mystisk at være blevet retro. En mindesten er rejst over min ungdom, og det må jo betyde, at den er forbi.

Ikke desto mindre er det en fantastisk skæg bog. Kan I f.eks. huske dem her? Billedteksten er noget med, at de var en god undskyldning for at røre ved hinanden. Præcis.

Åh, hvor så jeg Natural Born Killers mange gange. Jeg havde også sådan nogle runde, røde briller.... men det var faktisk mest på grund af Janis Joplin.

Alanis havde fat i den allerlængste ende. Seriøst, jeg tror ikke, nyfeminismen var blevet cementeret uden den plade. Hos mig, i hvert fald.

På min ønskeliste stod også kærestetid uden barn, og det fik jeg. Med oversize rejer og frisk limonade. Jubi!

(Apropos rejer, så lå de her i køledisken nede i Brugsen. Er det kun mig, der stejler helt vildt? Hvis I skal fortælle mig, at jeg "rent faktisk" skulle tage at købe jeres produkt, så har jeg da lige præcis tænkt mig ikke at gøre det!)

....og så var jeg i øvrigt ikke den eneste, der blev fejret:

Hurrarh!

For huun er så ung

Mens pausefiskene har svømmet den sidste uges tid i Dineren, tikker uret langsomt henimod torsdag. Min fødselsdag. Dagen, hvor jeg bliver 31.

Jeg kan godt sige jer, oh mennesker både på den ene og anden side af dette alderstal, at det føles værre end at fylde 30.

Da jeg fyldte 30 var jeg nygift og gravidtyk på den søde måde og kommet i mål på mange lange løbebaner, om man så må sige. Det føltes godt at blive 30. Voksent, roligt, spændende, accomplished. Jeg hånlo af dem, der havde 30-årskrise. Jeg havde 30-årsfred.

Men 31.

Enåtradve. Det bærer på en helt anden måde præg af at være på vej ind i ukendt land. Op ad en stige mod et loftsrum, man ikke aner, hvad indeholder. Når man stikker hovedet op af lugen kan der jo være alt muligt skrammel, man ikke ved, hvad man skal stille op med. Okay, det er en ikke særligt velfungerende metafor, men kan I følge mig? Alt det her liv, jeg har tilbage, hvad skal jeg fylde det med, hvad venter mig, hvordan sikrer jeg mig, at det ikke løber løbsk - eller værre: står i stampe? Kan jeg holde hjertet rent? Kan jeg navigere?

Dét, og så det faktum, at min næste runde fødselsdag vil blive 40.

Wohlbefinden

Jeg er syg og snottet.

Og der har været rigeligt drama den sidste tid.

Derfor er her stille.

Beklager vældigt.

God weekend.

Hold så op med at kalde mig en -ista

Elektronista. Et nyt begreb, som skal dække over teknologiglade kvinder; altså kvinder, der elsker teknologi/gadgets på samme måde som en fashionista elsker mode. Illustreret med stockphotos af stylede kvinder i jakkesæt, der sidder og jubler foran en bærbar i skrædderstilling.

Come on!

Nu må det fandme snart stoppe med den damebladstendens. Alting skal have en betegnelse, som skal vise den kvindelige styrke ved det, for det må endelig ikke være sådan, at nogen andre (måske mænd, gisp) sad som majoritet på dén tendens. Nej, så lad os give den et navn, der ender med "...på høje hæle." Eller noget i den dur.

I mean no harm. Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder. Jo. Men. Der er vist også et baglokale for kvinder, der blindt accepterer andre kvinder, fordi de er kvinder som ævler om kvinder. Og vice versa med mænd.

Jeg er sådan en, der elsker min Mac, mit kamera og min mobil og whathaveyou. Jeg er ikke skræmt af at skulle klikke på noget eller geninstallere noget. Jeg bliver fascineret af dimser og gadgets langt ud over rimelighedens grænser. Men jeg gider ikke være en slags -ista af den grund. Jeg føler ikke noget behov for at være med i en klub. Endnu en klub. Med damer i.

En anden ting er, at disse kvinders døtre sgu da er ti gange mere garvede udi teknologi. Derfor virker konceptet en anelse dødt i sværen allerede.

Og hvad er forbrugerpespektivet? En elektronista er imod lyserøde produkter, fordi de taler ned til den kvindelige købers intelligens - altså, at man ville købe en gadget, bare fordi den var lyserød, og ikke se på dens funktionalitet. Fint. Men hvilken slags markedsføring regner man så med til klubben af elektronistaer? Køb en laptop og få en bæredygtigt produceret computertaske, et jakkesæt med brede flipper og noget chai-te med i købet?

Lookalike

For nu lige at være enormt krydsreference-agtig, så har du sikkert også opdaget, at der er lookalike-uge på Facebook. Det er der i hvert fald andre, der har.

Problemet er bare, at der aldrig rigtig er nogen, der har sammenlignet mig med nogen kendte. Engang påstod en eller anden, at jeg lignede Kelly Taylor, men det var i 8. klasse og løgn. Måske et forsøg på flirt, som jeg ikke fattede, fordi jeg ikke fattede den slags.

Jeg blev faktisk pissefornærmet, fordi Kelly har kommodeben og er sur hele tiden. Okay, måske ikke lige her.

Der er dem, der mener, at det er fordi, mit fjæs bare ligner mig - og en pige, der rent faktisk ligner Scarlett Johansson i Lost In Translation (!), mener, at det er fordi, jeg er så celeber i mig selv, at folk ligner mig, ikke omvendt. Jeg griner i mit skæg. En enkelt foreslog Julianne Moore. Men det er nok bare fordi, hun er rødhåret, og i øvrigt er hun jo en str. minimal og har en tilsvarende lille næse. Hvilket jeg så ikke har.

Nogle gange ligner jeg jo bare Flo herself:

Men...kvinder husker komplimenter som elefanter husker...øh, gode vandhuller, ved I nok. Og en morgen for længe siden sagde min søde mand, at jeg lignede Rita Hayworth. Jeg bed så meget mærke i det, at det stadig gælder. Sådan er reglerne jo!

Så lad mig svælge i den vage lighed med dette skønne kvindemenneske...

Sandheden, however, er nok mere noget i den her retning...

En tidlig Sanne i orange heldragt.

Hæ hæ hæ...det var sjovt.

A little love

Jeg markerer ikke Valentine's Day, som oprinder om en fjorten dages tid. Jeg synes, at det i bund og grund er noget fis, at man køber roser til sin elskede, fordi blomsterhandleren siger det. Der må være andre grunde og andre dage at gøre det på.

Men i disse dage synes jeg at have brug for kærligheden mere end sædvanligt. Brug for, at den manifesterer sig, og at mennesker er der for hinanden. Verden er et barsk sted.

Så fandt jeg disse gamle kort og smeltede lidt.

Jeg har fundet dem her og her. På de to sider er der links videre til mange andre fine vintage Valentines kort, hvis du skulle få lyst til at sende et til nogen.

Se, rødt!

Tak for advarslen. Jeg går lige den anden vej, så.

Typisk, mand. Når man har pillet mærket af for at lure prisen, så får man bare det her...


Min kat den danser tango..?


Flere talentfulde dyr! Forstår ikke, den ikke må komme ind, det ville jo være en sensation med sådan en hund. Er der i øvrigt ikke en Gnags-sang med en hund, der ryger cigaretter?


Jow jow. God lørdag. Så fik jeg da lige læsset dét af.

Count your blessings

Fuglen og den dagpengefattige skal også være fin. Eller hvordan det nu er. Påfuglehårspænde, god til rødt hår og en lille fjer på.

Hyacint i vindueskarm. Er pænt, forårsagtigt og dufter som om, her lige er gjort rent. Ahem...

Den sødeste halvårsfødselsdagsgave, en viol(a)kop til moderens kaffe indtil barnet bliver gammelt nok...

Og så et trefoldigt for Superbest og deres nye americana-import-fluff-stuff...

.
Fluff! Fluff! Fluff! Og så det lange: fffffffffffffff

Tingfinderting

Da jeg var lille, elskede jeg Pippi Langstrømpe. Det gør jeg sådan set endnu. Dengang identificerede jeg mig med hende på et plan, der intet har at gøre med nutidens/voksenhedens blik på Pippi - I ved, det feministiske barn, outsideren, rebellen, overleveren, alt det dér - men helt barnligt konkret, fordi hun var 1) rødhåret og 2) tingfinder. Alt det andet forstod jeg først senere, og så passede spejlbilledet ikke nær så godt længere. Lidt måske.

Jeg var og er nemlig lidt af en tingfinder...

Derfor elsker jeg Found Magazine. Nogle af jer har måske klikket på linket her ude i siden, andre gider måske snart ikke høre mig ævle om det mere. Men for hulan. Found Magazine er en samling af opsamlinger, helt bogstaveligt talt. Folk, der finder tilfældige noter, sedler eller billeder, sender dem ind, og så kan man få lov at kigge med. Det er nogle gange rørende og altid skægt. Synes jeg.


Faktisk gik jeg forbi et tabt postkort den anden dag, som jeg ikke samlede op, og jeg fortryder det virkelig nu. Jeg nåede at se, der stod "Kære mor" med sirlig skrift i rød kuglepen. Åh, hvor ville jeg gerne se, hvilken hilsen, mor skulle have, men måske aldrig fik?

Apropos spildte chancer, kender I så det med at fortryde, man ikke tog et billede? Jeg har sådan en indre liste over fotos, jeg skulle have taget, som jeg kan gå og ærgre mig over - og heldigvis bruge den ærgrelse som benzin til at få kameraet op af lommen, når jeg ser noget, der skal foreviges. Et af dem var ved et center for spiseforstyrrelser, hvor døren åbenbart smækkede, så nogen havde klemt en gaffel ind for at holde den åben. Meget poetisk.

Og så lige et skønherligt link, hvor man kan hente Pippis Malebog og selv farvelægge Ingrid Nymans fantastiske tegninger. Her.

Skræk og rædsel

Man bliver holdt til ilden af det her bloggeri, skal jeg love for. Jeg har fået en udfordring af Det Forkromede Overblik, og før du tænker, at det lyder som noget metafysisk, så kan jeg berolige med, at det blot er en anden blogger, som jeg ikke ved, hvad hedder. En mandlig blogger (Hvad!? Findes de? Lever Elvis så også endnu?), som har skrevet et fedt, detaljerigt indlæg om alt det, man er bange for. Som barn, som teenager, som voksen. Og nu vil dette Overblik så gerne vide, hvad mine fobier er. Om jeg tør skrive om det?

Så jeg har tygget på min egen angst, om man så må sige, og kommet frem til, at det sgu da er et helt vildt personligt spørgsmål. Først blev jeg lidt paranoid. Hvorfor vil han vide det? Jeg skal i hvert fald ikke udlevere nogle farlige nøgler til folk, så de kan skræmme mig fra vid og sans. Men så blev jeg lidt mildere stemt. For jeg tror, vi alle sammen deler en del fobier. Eller ting, vi behændigt og i stilhed undgår, fordi de ikke liiige gør os specielt trygge.

Så here goes. Fies 3 fobier:

Universet an sich. Jeg får det faktisk dårligt at af se sådan nogle HD-agtige astronaut-tv-programmer om planeter, solsystemer og sorte huller. Hvor andre sidder helt ude på kanten af stolen og synes, det er det smukkeste, mest mindblowing, de kan kigge på, så har jeg mest lyst til at finde en at holde i hånden - eller stikke fingrene i ørerne og råbe lalalalala meget højt. Uendelighed? Sort, sort, sort uendelighed? Ja, jeg kan altså ikke finde på noget, der er mere scary end det. Så jeg går lige ud og laver kaffe, mens du ser det der...

Højder. En fobi, jeg deler med ustyrligt mange andre, men som ikke desto mindre er virkelig væmmelig. Højdeubehaget inkluderer også en vis flyskræk. Så sidder man der med intet andet end plademetal mellem sine fødder og tusindkilometervis af sugende, hvid luft. Det handler ikke om motorstop eller fulde piloter eller Bermudatrekanter. Det handler om højde. Mange har sagt (med hovedet medfølende på skrå og et let overbærende, pisseirriterende smil), at "sådan har de det da også, når flyet letter og lander." Jo tak, men jeg vil bare gerne ned. NU.

Gyserfilm. Arh, Fie, det er jo meningen, man skal blive bange! JA. PRÆCIS. Derfor lader jeg kategorisk være med at se dem. Den sidste, jeg så, var Excorcisten på en dårlig VHS-kopi for mange år siden, og i dag kan jeg ikke engang skrive E-ordet uden at min puls stiger. I fjorten dage efter kunne jeg ikke sove, uden lyset var tændt. Sidste år blev jeg dog lokket med ind at se "Børnehjemmet" af ham der med Pans Labyrint. Hvorfor jeg sagde ja, er beyond me. Titlen alene, altså. Ja, det var så mig, der decideret skreg i biografen... Under denne kategori må også gå Lars von Trier som sådan. Nej, det er nok egentlig mere vrede, jeg føler for ham. Måske er han genial. Måske er han en komplet ragende vanvittig sociopat, der elsker at få folk til at gå ud af deres gode skind.

There you have it. Bestod jeg?

Udfordringen skal sendes videre, så... Natascha, Linen Ud og Grahvad, er I friske?