Kvindebilleder og kiksekage

Det står garanteret i samtlige aktivitetsguides for barslende mødre, men jeg har ikke rigtig læst nogle af dem, så min opdagelse fik mig til at føle mig stort set genial. Det var i mandags, det var pinse, alting havde lukket, det småregnede og jeg var ude at vade med Viola.

Jeg trillede forbi alle mine sædvanlige pejlemærker, men svingede så ned ad en ny gade, forbi en kirke (med den tilknyttede Café Luther - de havde dog ikke lagkage), og kom til Arbejdermuseets smældende røde faner. Hey! De havde åbent! Og var søde og gav mig elevatorkort. De havde en sej, billig museumsbutik fuld af genoptrykte påklædningsdukker, klassiske børnebøger og kogebøger, håndlavede bolsjer, sjovt gammeldags legetøj og masser af plakater og postkort med retrostemningen helt i top.

Se dét er noget, Turistbureauet Røde Olsen gerne vil anbefale. Viola synes, stedet var fantastisk. Selv om hun ikke forstår noget som helst af det, fik hun gloet og gumlet på sin bolle og peget på alting og sagt noget, der mindede om et begejstret "hej" til en voksfigur af en stakkels arbejdsløs mand fra 1930'erne. Jeg kan huske den selvsamme figur fra min egen barndom.

Needless to say, jeg tog et par billeder, men det er meget bedre at se det selv. Reklame, reklame.

Hende her forestiller vist nok Fru Sørensen, som fik otte børn...

I det hele taget var noget af det mest interessante (synes jeg jo) kvindehistorierne og -billederne på stedet. Se bare her. Uha, det var hårdt at vaske tøj i 1750..

Men vupti, 200 år senere kom vaskemaskinen, og man kunne sidde med sit bobbede hår og læse dameblade i stedet for at slave. Eller hvordan virkeligheden nu var.

Jeg gætter på, at den var sådan, at hvis far mistede jobbet, så var man seriøst på spanden. Vaskemaskine eller ej.

Jo flere munde at mætte, jo større katastrofe ved arbejdsløshed. Pas derfor godt på. Sometimes a cigar is not just a cigar.

Uha, tænk at få sit navn smækket op her... på Jord og Beton Forbundets Skruebrækkertavle. Av.


På museet har de den hyggeligste kaffebar, indrettet fuldstændig som i hedengangne tider. Man kan få marmorkage, Yankie Bar, kaffe og den slags - men den største sællert, sagde ekspeditricen, var kiksekage og citronvand.

Og så var der jo den der museumsbutik. Hvor jeg købte mange, mange fine ting, for jeg kan aldrig lade være... seriøst, mangler du en gave, så gå derind. Man behøver ikke betale entré. Hvad med f.eks. en Stauning-brille - med styrke?

PS: Meget apropos så jeg den her på vej hjem. Og undredes.

Andrea skriver gæsteblog, hurra!

Forhistorien først. En gang for længe siden gik jeg på højskole. Ikke den slags, hvor man bor og lever og bliver suget ind i det sociale edderkoppespind a la efterskole. Nej, det var en daghøjskole. Jeg pendlede fra provinsen 1 time i rødt regionaltog hver eneste morgen fra min første flytte-hjemmefra lejlighed til København, hvor højskolen lå og stadig ligger.

Der mødte jeg, blandt mange andre, Andrea. Hun skrev digte og historier, der emmede af vildskab og forvirring og følsomhed og vinger, der nogle gange fløj højt og andre gange var helt ulmende brændte i kanterne. Sådan husker jeg det i hvert fald. Hun havde endda børn, hvilket var et rimelig vildt perspektiv for en 20-årig som mig.

Så kom Facebook, lang tid efter. Og folk dukkede op igen. Også Andrea, men ad helt andre veje, og det var først, da jeg havde gloet på hendes profilbillede og hjemmeside en hel del gange, at der var noget der sagde *ding* i mit hovede. "Sig mig, var det ikke noget med at vi engang...". Jo. Jeg husker blandt andet, og det har jeg vist ikke engang nævnt for hende nu, at jeg var tvunget til at kysse hende i en omgang sandhed eller konsekvens, fordi jeg havde en kæreste derhjemme, og så kysser man jo ikke på andre drenge, vel. Piger kan man åbenbart godt. Go figure.

Vi fik begge en skrivebaseret karriere, sådan cirka. Andrea er stadig vild. Blandt andet skriver hun bøger - om Facebook, faktisk. (Hvor jeg stolt stak hovedet indenfor) Og så er hun lige blevet mor, igen. Og så bor hun lige på Mars. Og så har hun lige skrevet et gæsteindlæg til Dineren. Og det giver fandme mening. Tusind, tusind tak for det. Her kommer det:

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel.

Dengang gik jeg rundt i Københavns gader med en gammel, rusten barnevogn, jeg lå på gulvet med min baby og stirrede på ham i timevis. Jeg havde ikke så meget andet at lave.
Tiden gik langsommere dengang.

Så langsomt, faktisk, at hver eneste sekund kunne mærkes fysisk, som gåsehud på min overarm. Så kom han i vuggestue og jeg kom på højskole og pludselig gik tiden igen hurtigt og som den vandmand jeg er, strømmede jeg bare med, uden at tænke så meget over det. Hvilket jeg lige siden har fortrudt.

Højskolen lå i indre by og i pauserne sad vi på taget og spillede guitar. Jeg kendte ikke nogen, men jeg lod som om jeg gjorde. Sådan er det i byen. Man skal helst lade som om man kender en hel masse. Man skal helst være upåvirket og man skal helst lade som om man er street-wise - og selvom man kommer ude fra markerne, hvor der ikke er en skid at være street-wise omkring. Mark-wise.

Fie kom ude fra markerne. Hun var faktisk nærmest lige stået af fire-toget. Hun havde stadig det lidt for opmærksomme udtryk i ansigtet, dét der udtryk hvor man endnu ikke har lært at lade som om man kender en hel masse. Til alt.

Vi skrev digte, dengang. Vi læste dem op for hinanden, i et lille rum på højskolen, med nærmest hviskende stemmer blotlagde vi vores sjæl for hinanden, som om det var ingenting. Med vores påtagede street-wise miner skrev vi om skibskatastrofer og pludselig død, om pinen og plagen og ensomheden.

Og om tiden. Jeg skrev om tiden, husker jeg, om hvordan den gjorde ondt.

Hver dag, når jeg var færdig med at være på højskole cyklede jeg ned til en vuggestue, hvor legepladsen var belagt med asfalt og larmen fra gaden næsten overdøvede larmen fra de skrigende børn. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Måske tænkte jeg, at det ville være godt for mit barn at lære at blive street-wise, sådan helt fra starten af, måske tænkte jeg, at det er bedst at blive hærdet, i en tidlig alder, så man ikke bliver blødsøden og gennemsigtig som nu- for eksempel- en vandmand som mig. Og ham.

Han skulle ihvertilfælde ALDRIG stige ind i en bus på landet og krympe sig, fordi alle kigger. Han skulle ALDRIG føle at han stak ud og var anderledes, han skulle ALDRIG sidde og stirre ud over markerne og længes, med hver en fiber i kroppen, mod neonlys og centrum.
Jeg lagde ham forsigtigt i Christaniacyklen og slingrede hjem. Helt sikker på at jeg gjorde det rigtige.

Tiden gik. Der skete alt muligt.

For eksempel flyttede jeg tilbage til Landet, vel vidende at alle jeg kender er traumatiserede over deres ungdom i provinsen. Men, på en måde, skal det vel ikke gå ud over vores børn?
Lejlighedsfængslet blev for meget for mig, den dag hvor drengen stod og ruskede i altanens tremmer, græd og skreg, at han ville ud, ud, ud.

Så vi flyttede ud. Og alle sagde, at det kunne jeg ikke - det er jeg åbenbart alt for street-wise til. Nemlig.

Men jeg gjorde det alligevel og det er ikke fordi jeg siger det er en dans på roser, but then again, er der noget der er det? Er det ikke en af de ting man lærer, når tiden går? Hårdt og brutalt og trampende henover ens ansigtet og alle disse fikse ideer?

Nu bor vi på (Ud)kanten. Her er dejligt, meget autentisk, meget dramatisk og digteragtigt.
Det er som om provinsen er blevet meget federe, her på det sidste. Måske fordi alle jyderne er flyttet til København. Det stormer og her er masser af skæve eksistenser, ufaglærte arbejdere, desillusionerede kunstnere, intellektuelle og narkomaner. Lidt ligesom København. Engang.
Nogen gange tænker jeg, at København er blevet det nye provinsen, med alle disse velfriserede regler om vedligeholdelse af gårdmiljøet, mobbepolitik, madpakkepolitik og… du ved…
Ikke for at tale dårligt om nogen, eller noget eller whatever, det slår mig bare. Som knytnæver i hovedet.

Jeg sidder foran det store vindue og kigger ud over engen og de tre køer som blev lukket ud på den, i går.

De løber stadig helt vildt rundt og moderen slikker kalven og mig og min dreng og min baby gik ned til dem i går, og min dreng aede køerne, og han kan godt lide køer, og min baby sov så trygt og indåndende ikke andet end sommerluft. Og der var hvide sommerfugle der sværmede om gule mælkebøtter, der var blade der sitrede på birketræerne, der var duften fra fjorden og fjorden ligger på den anden side af engen og det er smukt, meget smukt, og min dreng går nogen gange derned og fisker. Helt for sig selv. Og så står tiden stille, siger han. Og det kan han godt lide.

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel og det er underligt at tænke tilbage, på dengang. Tiden strækker sig ud for mine fødder, som et langt spor efter mig, som en perlemorsbelagt Memory Lane. Den kan stadig godt gøre lidt ondt, tiden, men det gør ikke noget. Tiden går anderledes nu og desuden hjælper det, når jeg kysser min babys ballonkinder.

- Andrea Hejlskov

Mandagslinks - fuld af peps

Så er det mandag igen, og Dineren har været helt stille siden sidste uge. Det kan ses på besøgsstatistikken og kommentarerne, som ebber ud. Og det kan mærkes i samvittigheden.

Men sagen er, at horisonterne åbner sig ligeså stille. Barnet bliver ældre, lyset længere, sommeren mere tilstedeværende på alle mulige fysiske og metafysiske planer. Detaljefascinationen, som vel i en eller anden grad kendetegner Dineren, fordamper lidt. Eller har i hvert fald ikke førstepladsen længere. Man kigger op og ser nogle større ting, noget socialt liv, en fremtid som man er begyndt at føle, man har lidt kontrol over. Eller kan få det.

Gav det mening?

Anyway. Jeg holder ikke op med at blogge, næ nej. Måske er der bare lidt længere mellem mine posts. Her viser Mandagslinks virkelig sit værd, det holder mig til ilden (og tasterne). Jeg ser mange bloggere skrive om det præstationspres, der følger med at have mange læsere og få mange kommentarer, og jeg vil ikke hoppe i den fælde, selv om det napper i stoltheden og giver følelsen af at blive overhalet, når blogroll'en med alle de andre opdateres dagligt med vildt spændende ting.

Jeg lover at blive ved med at blogge, men leve skal jeg også, nu hvor det endelig spædt og usikkert føles, som om jeg kan. Ellers er der jo heller intet at skrive om.

Og lad os så komme i gang med Mandagslinks. Som i dag lugter lidt af forbrugsfest, og jeg håber, I vil klikke jer rundt på de nævnte webshops.

Men først en fin oplevelse.

Det er 20 år siden, Jim Henson døde, og hvor har den mand dog gjort meget for os. Hvem er din yndlingskarakter? Miss Piggy? Onkel Rejsende Mac? The Cookie Monster? (Min er Sprocket, den plagede hund fra Fragglerne) Uanset hvad, så er her nogle rørende og sjove klip fra hans begravelse, hvor stemmerne bag dukkerne giver et nummer eller fem.

Og så en lille quiz. Kan du se, hvem denne hattefyr er?

Smil. Så kan vi vist gå videre til pæne-ting-man-gerne-ville-eje-hvis-man-havde-nogen-penge-delen.

Jeg får jo aldrig taget den Mac med ud i verden, så måske man skulle købe sig en notesbog og en blyant og lære sin håndskrift at kende igen? Gør folk det mere? Eller er det kun noget, de siger, de gør?

Den er fin

Og så noget anderledes digitalt: Jeg har i flere år nu været helt forgabt i et selvhøjtideligt, russisk designkollektiv, som laver nogle gange grimme, andre gange gennemført geniale gadgets. Er det ikke sådan med russere? Nogle gange smutter det med god smag virkelig for dem, andre gange revolutionerer de et eller andet...? Nå ja. Lad mig da endelig generalisere.

Men i hvert fald kommer der en dag, hvor jeg får råd til dette ur. Snart, forhåbentlig, snart. Verbarius, hedder det, og det skriver tiden med bogstaver, som man ville sige det, i stedet for tal. Altså: Klokken er "femten toogtyve", "kvart i syv" eller "midnat". Det har fem indbyggede sprog: Engelsk, tysk, fransk, spansk og russisk. Og man kan uploade alle andre sprog til det, hvis man hellere vil se tiden på eskimoisk. Er det ur lavet til mig eller hvad?

Nogle gange finder man bare en side, som indeholder så mange fine sager, at man må reklamere skamløst og vise sytten af deres produkter frem. Sådan er det lidt med Think Geek, som du, din nørd, sikkert kender i forvejen. Hvis ikke, så klik da her.

Her kan man blandt andet købe koffein. Jeg foretrækker min dosis i en tre-fire kopper velbrygget kaf' i løbet af en dag, mens andre hellere vil have deres skud peps i en anden, mere skjult form. Var det f.eks. noget med slikkepinde, der smager af bacon og ahornsirup - inklusiv et skud koffein? Nej? Nå, men hvad så med beef jerky, spiked up med koffein? Eller koffein-mundspray? Nå, heller ikke. Hvad man imidlertid-måske-eventuelt-kunne-presses-til-at-fundere-over-at-overveje-at-synes på en god dag, er disse Java Pops, som er små slikkepinde/rørepinde med smag af forskellige kaffevarianter. Problemet er så bare, at der er 60 mg koffein i. Keep away from children.

Gisp, mand

Hos samme biks har de noget, som jeg har tænkt mig at bestille med det flunks. Flunks? Ja, lad os sige, at det er et ord. Men altså, det er en madskål til babyer og børn, som jo har det med at efterlade et omvendt krater af en eksploderet madbuffet omkring sig, hvorend de putter noget i munden. Men den her kan de små krapyler ikke spilde af. Og så er den sjov at lege med. Sejest.

Den roterende skål

Vil du se, hvad den kan, så tjek det her link. Hende, der speaker salgstalen, er simpelthen så oppe at køre, at man skulle tro, det var løgn. Det er virkelig vildt. (Jeg har hende mistænkt for at have gumlet på noget af det der beef jerky.)

Apropos koffein, så faldt jeg over noget, som jeg ikke tror, jeg ville gå med, for kemi og fysik og den slags var sort snak for mig, dengang der var nogen, der synes, de skulle undervise mig i dét. Det ville være falsk reklame. Men se lige, hvor fin og fjollet en idé, det er.

Koffein-molekyle-halskæde. Man kan også få endorfiner, ostrogen, serotonin og ...rødvin

Og så er vi nået til enden, dér hvor Ugens Darth bor. MEN. Sidst blev jeg jo rettet i løbet af fem minutter. Darth er en titel, altså ligesom Lord eller Lady eller Kammerherreinde (!), så vidt jeg har forstået. Så det er ikke særlig specifikt, hvis det skal handle om manden med astmahjelmen. Men Ugens Vader lyder jo som om, det er Ugens Waders, altså. Kan I se det for jer? Fiskemagasinet "Ude med snøren" præsenterer: Waders med indbygget lyssværd til specielt vanskelige fisk..... nej, vel?

Jeg tror, vi skal kalde det noget helt andet. Noget, der dækker over, at det 1) handler om Star Wars og 2) handler om dingenoter. The Darkest Side? Star Fails? Dippedut Wars? Hvad end det er, så er her ugens udgave:

Kan købes her. Og velbekomme da.

PS: Wookie Cookies!

Mandagslinks, foto edition

Jeg er langt fra fan af den der krumme-tæer-mobbe-humor, hvor man griner af andres fejl og kiksetheder - eller værre: Grov-udstiller sine egne, så vi rigtig kan være sammen om at dyrke den dårlige smag i realismen og sarkasmens navn. "Harh harh, hvor er jeg grim/middelklasse-agtig/utjekket/Frank Hvamsk, men jeg er stadig bedre end dig, for jeg kan se det selv." Jeg bliver gal og får ondt i retfærdigheden af det.

Men den her side er nu lidt sjov. For det er folk selv, der sender deres evindeligt mærkelige, ufrivilligt freudianske, knallerthårstouperede familiebilleder ind, og hvis der er noget, vi alle sammen har, så er det da et underligt familiebillede et eller andet sted.

Først en familie, der virkelig har et patriarkproblem...

...en, hvor det sorte får er pacifist...

...og en, der har forstået selvironiens skønhed. Forhåbentlig.

Se masser af awkwardness her.

Der ser ud til at være et lille fototema i dag, kære læsere. Der er vel ikke Copenhagen Photo Festival for ingenting? Næste sag er en samling fotos fra starten af 1900-tallet, autochromes, hedder de, og de er en del af franske Albert Kahns dengang imponerende projekt med at tage billeder i hele verden. Han gjorde det, og han gjorde det oven i købet i farver. Billederne har åbenbart været gemt lidt af vejen, så vidt jeg kan forstå, og det gør det jo bare endnu bedre, at man nu kan få lov at se verden af i går i andet end støvet sort/hvid.

Se f.eks. den franske Madame med moppen Colette her... er de ikke søde? De minder mig om sangen om Hubertus.

Eller hvad med Hr. og Fru Træsko her?

Eller Irak i en helt anden tidsalder?

Se mere her.

Næste levende billede, bogstavelig talt, er Alexa Meade, som tager fotos, der ligner malerier, fordi de er fotos af mennesker med maling på. Forvirret?

Klik her. Det er ret fantastisk.

Og mens vi er i jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-tro-afdelingen, kan man passende se her.

Foto eller maleri?

Og så, lidt uden for kategori, kommer her noget, som vækker minder for mig. I min barndoms/ungdoms biograf hang der, så længe jeg kan huske tilbage, en masse polske filmplakater, som var nogle helt udsyrede malerier. De beskrev filmen, men i et helt, helt andet formsprog end det, man var vant til fra amerikanske film, hvor tre vrede/bange/sexede/whatever closeups af ansigter med noget, der eksploderede/fløj ud i rummet/blev stjålet bagved var måden, man lavede filmplakater på. De polske var nærmest fri fortolkning, nærmest kunst.

Frem til pointen: Her er en lille samling af foreign movie posters, og det er en ynk, som de bliver kommenteret i billedteksten. Så fat dog, at det det interessante ved dem ikke er det, de viser, men hvordan, de viser det. Kan du stave til k-u-l-t-u-r-k-l-ø-f-t, americano stupido? Nå, *host*, undskyld.

Tag et hurtigt kig

Og SÅ har vi vist også set nok lysbilleder for i aften, hva?

Derude på internettet bliver jeg VED med at falde over Star Wars-relaterede ting og sager, hvilket egentlig er mærkeligt, for jeg har måske kun set filmene et par gange eller tre, og ja, det ER jo nørd-heaven, det univers, men altså... Jeg er nok lidt mere fascineret af hele hypen omkring det - de uendelige myriader af galakser af dimser, der har med Star Wars at gøre, izær med ham der manden med astma og den sorte hjelm, som viztnok er nogens far, ing? For det er sgu ikke småting. Så i erkendelse heraf kan jeg jo passende lave en underafdeling af Mandagslinks, helliget the dark side. Så, uden videre snak, aflsutter jeg hermed med at præsentere...ta tah:

Ugens Darth

Køb ham her, og få en Yoda-platte med i købet

Stavefejl

Der er de stavefejl, man bare ikke kan undgå at se...

Og så er der dem, man lige skal kigge efter en ekstra gang.

Mandagslinks og tak

Jeg har nu rundet 60 faste læsere. Og med dem fået en del Kejserens Nye Klæder-komplekser. Det er lidt ligesom jeg har det med ris. Der er lizzom bare så mange af dem på en gang, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe det an...

Præstationsangst, med andre ord.

Jeg troede seriøst ikke, der var 60 mennesker, som gad at læse med. Det sætter unægteligt indholdets svingende intimgrad i perspektiv, men slette det hele kan jeg ikke, så jeg gentager, hvad jeg sagde engang: Jeg tilskriver bloggens indhold en øvelse i at stå ved mig selv. Er blevet bedre til det, og er også blevet rusket så grundigt af livets gang det sidste års tid (selvom det ikke altid er beskrevet her), at det eneste, der giver mening, er at bruge min tid her på kloden så fri for unødigt pis som muligt.

...jow, jow.

Det, jeg egentlig gerne vil sige, er TAK! Tak, fordi I hænger på og læser med, og giver mening og brændstof til at fortsætte det her billed-bogstavsbaserede åndehul af en halvstuderet barselsblog.

And now for something completely different. Mandagslinks, sæt i gang!

I den forgangne uge har jeg haft rigelig anledning til at hade på Post Danmark. Hvad der får et maxi-brev med min nye telefon i til at forsvinde ud i den blå luft, vil jeg ikke engang antyde her, men faktum er, at det er noget mega røv, og at de alle sammen skulle have en olfert. Jeg ved, at afsenderen sørger for at hive underbukserne op om ørerne på dem i hans lokale afdeling, men hvis du skulle møde et særligt mistænkeligt postbud, så har du hermed min tilladelse til at uddele både knips, sherifstjerner og lammere.

Hvis du ER postbud, så find lige mit brev.

Med denne retfærdige harme børstet ufint af skuldrene, præsenterer jeg hermed dagens første link; den genialeste pakkeløsning ever:


Vi springer let og uelegant videre til noget helt andet. For én fugl i hånden er ikke lige så fedt som to geishaer på en tagryg med en pilsner. Eller hvordan det gode, gamle ordsprog nu går...


Mit sind har endnu ikke sluppet barndommens fascination af tidsrejser - tænk, hvor ville det ikke være fantastisk, hvis man lige kunne dumpe ned der, sammen med dem, og sidde og kigge ud over blomsterhaven? Takket være det, der på engelsk hedder stereoviews, kan man få et splitsekunds bevægelse i billedet, og føle lidt, at man er der - i en tid, hvor der ikke var noget, der hed levende billeder. Fatter du ikke, hvad jeg snakker om?

Så klik her

Apropos barnesind og Asien (flot overgang, dér) ....det har jo altid heddet sig, at hvis man gravede et hul igennem jorden, så ville man ende i Kina. Små stereotype kinesere ville stå og kigge på én med deres kegleformede stråhatte og sige ni hau, mens man børstede jorden af bukserne og prøvede at finde ud af, om man stod på hovedet eller hvad?

Uheldigvis udrydder voksenlivet (og Google Maps) de fleste fantasifulde forestillinger om, hvordan der ser ud i fremmede lande. Faktum er, at hvis man vil stikke hovedet op i Kinas hovedstad, Beijing, skal man grave fra bunden af en sø i Argentina. Find ud af, hvor du ville ende, her:

Fat spaden!

Mens vi er i Beijing, så se lige på ham her...


...og overvej, om han mon nogensinde finder en kæreste, snart sagt en kone. Om han kan navigere i modsætningen enebarnsmentalitet/kommunisme? Om han har en storesøster, der blev slået ihjel på grund af sit køn? Etbarnspolitik er noget af det mest sindssyge, altså.

Nå. Men drengen er meget sigende fra en række fotos af kinesiske smådrenge, der hedder "showpieces", og som sammen med andre små fotoserier er noget af det mest bemærkelsesværdige, jeg har set længe.

Den her hedder "mohawks".

Det er et projekt fra Rotterdam (der var de igen, de hollændere), som hedder Exactitudes - en sammentrækning af exact og attitude. To fotografer har gjort det til deres mission at vise, hvordan mennesker i bestemte sociale grupper er slående ens i deres valg af udstråling, udseende, udtryk.

By registering their subjects in an identical framework, with similar poses and a strictly observed dress code, Versluis and Uyttenbroek provide an almost scientific, anthropological record of people’s attempts to distinguish themselves from others by assuming a group identity, står der på hjemmesiden.

Det er meget fascinerende, hvordan mennesker klæder sig for at skille sig ud og skille sig ind, hvis man kan sige det. Det er vel både en bevidst og ubevidst handling. Meget apropos ham, der delte Berlingeren ud på Østerbro den anden dag, og bevidst undgik mig. Der står sikkert Politiken-læser printet ud over hele min væren! Til trods for, at jeg har arbejdet i Pilestræde i en årrække. Go figure.

Tag et kig og find dig selv. Gør det gør det gør det!

Tivoli er åben

Skandinavisk Tivoli Park var ved at åbne, da jeg kom forbi Fælledparken. Det var som at gå ind i en tidsmaskine under langsom opstart. Sæt selv flere ord på.

Fremmede kulturer

Jeg har ævlet om det før, ikke? Det der med, hvor lille ens verden bliver, når man er på barsel. Mentalt er jeg ved at åbne skodderne lige så langsomt, men den helt fysiske trummerum er nærmest ens fra dag til dag. Jeg kender efterhånden mine trilleruter ned til mindste vejskilt og kan manøvrere rundt i selv den søvnigste tilstand.

I dag havde jeg et ærinde i en anden bydel, og måske ville det ikke røre nogen som helst andre end mig, men hallo, hvor var det en anden verden at træde ind i, derude ved Trianglen og Nordre Frihavnsgade.

Der er jo rent. Og pænt. Som i nydeligt. Mødrene har ikke noget, der ligger og roder i barnevognens underetage. Genbrugsbutikkerne ligner noget, der kunne ligge inde omkring Kongens Nytorv. Der er ikke noget grafitti. Manden, der delte Berlingske Tidende ud på et gadehjørne, sprang mig over. Helt bevidst.

Og så har de sådan noget her:

Det er en cykelparkering. Jeg aner ikke, hvordan den fungerer, men der stod cykler indeni. Og den var stemplet af både det ene og det andet og Københavns Kommune. Så hvorfor har vi dem ikke på Nørrebro?

Der var også nogle vandposter. Tror jeg. Eller hvad er meningen?

I denne fjerne galakse taler de åbenbart også et andet sprog...

Hvad står der, siger du?

Vi ska vask, står der.

Det var et møntvaskeri.

Mandagslinks 4.0

Jeg har en kæmpe svaghed for hollandsk. Jeg synes simpelthen, det er det sjoveste sprog, der findes i Europa. Det lyder helt gakket, det staves endnu mere fantastisk, og forbruget af dobbeltvokaler, hvor end der er plads, slår jo alt med længder. For det meste er det let at decifrere, hvad der står, for man skal bare bruge sin fantasi lidt.

Se bare, hvad abe, nød og kat hedder:

Mies. How cute is that? Men før jeg bliver alt for kæk, kommer her pointen: Et link til en side, der hjælper dig med udtalen af ord på en masse forskellige sprog. En animeret dame/herre efter eget valg og tungemål kan simpelthen udtale hvad som helst for dig. Ja, også Eyjafjallajökull.

Text-to-Speech-thingie

Jeg testede med det hollandske ord

rioolwaterzuiveringsinstallatieconsumentenonderzoekershonden-brokkendieetwinkelgarderobejuffrouw

som betyder: Garderobedame i en hundehelsebutik, hvor kunderne er spildevandsrenseinstallationsundersøgere. Eller sådan noget.

Og den sagde det sgu.

En anden ting, jeg nok ikke så overraskende har en svaghed for, er bogstaver. De er pæne og spændende og grafiske og brugbare og meningsbærende og alt muligt godt. Derfor kaster jeg lige et par af dem ind her:








De er fra et af mine sidelinks, Daily Drop Cap, som du fluks skal klikke på, hvis du ikke allerede har været der. Gratis begyndelsesbogstaver, lige til at smække ind på din blog. Mmm, gratis.

Hvad der til gengæld er lidt sværere, grundet copyright, er at vise et eksempel på bogstaver fra noget, der hedder letter playground. Det var noget, jeg så ovre hos Ungt Blod, og I må bare tage mit ord for, at det er et klik værd. Hvor mange måder, man mon kan lave et H på? Eller et W? Eller et S? Eller et I? Mulighederne er uendelige, og jeg er meget betaget. Klik så.

Nu ved jeg godt, at jeg også sidste gang nævnte noget med en taske til en laptop, og sådan nogle kunne man jo lave hele linkguides til. Måske er min fascination af dem betinget af, at jeg aldrig kommer nogen steder med min computer? Hm. Det må jeg lige gøre noget ved.

Anywho, her er en rigtig, rigtig fin taske

Apropos ting, der ikke helt er, hvad de ser ud til, havde en café i Elmegade hen over jul og nytår genoptrykt John Lennon og Yoko Onos budskab WAR IS OVER! (if you want it) og hængt det op i gader og stræder. Aldrig har jeg set bedre reklamestunt i en bydel fuld af venstreorienterede, julesentimentale cafégængere, og jeg blev selv ramt lige i hjertekulen. Det er et smukt og enkelt budskab, så jeg valgte at trække på skuldrene over, at det jo altså også betød "vi er ikke for fine til at sælge dig halvdårlig cafémad ved hjælp af popkulturel patos."

Årh, Fie, gider du lige overanalysere på den sure måde? Jaja, rundstyk, så.

Igen er jeg syv lange og brede om at nå pointen: Man kan her hente gratis fredsplakater ned i stort format, printe dem ud, og hænge dem op. Så hvis du føler den indre aktivist rumstere, er det et godt sted at starte. Og de er ovenikøbet pæne.

Another poster for peace

Det slog mig, at næsten ingen danske links har fundet vej til disse mandagsfiduser. Det er sjældent, man støder på andet spændende end noget pænt opsat netbutiks-væsen eller en tosset designstuderende, der tænker sårn lidt ud af boksen. Måske kan I hjælpe?

Til gengæld faldt jeg over ham her (igen). Billederne var over det hele for nogle år siden, og de er altså et gensyn værd. Peter Funch er fotojournalist. Han stillede sig op et sted og tog en masse billeder, og i redigeringsprocessen fandt han så de tilfælde af fællestræk, mennesker nu engang har. Måske ikke på samme tid, men på samme sted. Hvert billede er med andre ord klippet sammen af mange andre for at skabe en helhed, der både er der, og ikke er der. I låve it.

Babel Tales

Foto: Peter Funch

Dagens sidste er altså fin. Der er ikke så meget at sige om det, andet end at det er...drumroll...

et par usynlige sko! Enjoy!

PS: Jeg er ikke heeelt tilfreds med ugens samling. Den er sådan lidt... ikke helt "KAPOW, hvor blev du overrasket der!" nok. Faktisk har det lidt føltes som om, der ikke var mere at komme efter på det der interwebz. Hvilket jo bare har at være løgn! Vi må se i næste uge.

Lukkedag

I går oprandt dagen, hvor jeg ikke længere kunne udskyde at tage fat i den store, sorte pose med hengemt kluns i bunden af skabet. Det, som jeg pakkede væk, da jeg blev gravid og voksede med lynets hast i alle kropslige retninger.

Bunden i vejret, hele molevitten ud på sengen, og barnet sat på toppen som et lille tornadokirsebær, der kaster tøj i alle retninger og råber bah! bah! bah!!

Og så en dyb indånding.

Dér lå min fortid. Dér lå den kvinde, jeg gik og var f0r blot 18 måneder siden. Tøj, som jeg havde på på bryllupsrejse, på festival, den dag vi blev kærester, til nytårsfester - og til hverdag. En hverdag, hvor jeg var noget mere fiks end i dag, skulle jeg hilse og sige.

Der var ting helt tilbage fra 2003, som jeg havde gemt i nostalgiens navn og en sjælden gang tog på. Det kan jeg overhovedet ikke passe nu, hverken fysisk eller mentalt.

Lidt vemod, lidt konsekvens, lidt pas-nu-på-du-ikke-triller-ud-over-sengekanten-barn! Og så var den potte ude. Over halvdelen røg tilbage i sækken og står nu og venter på en nedbæring til Containeren, Hvorfra Intet Vender Tilbage.

Men. Der skete også det ubegribelige og magiske, at jeg i et anfald af "måske" hev mine gamle jeans på - og opdagede, at de rent faktisk kunne lukkes! Ikke at de sidder overvældende flot, men de kan lukkes! Og jeg havde dem på hele dagen i går. Lukkede! Udråbstegn!

Det var en god mental oprydning. Fint med mig, hvis det eneste, jeg tager med fra den store bunke på sengen, er barnet, minderne og et par jeans med god røv. Eller.....bedre røv, i hvert fald.