Søer og sol

Min yndlingsskulptur, som hedder Siddende Unge Mennesker, tror jeg. Nogle gange synes jeg, det ser ud som om, de er ved at gå fra hinanden, andre gange diskuterer de noget meget alvorligt og andre gange igen sidder de bare og hænger ud og er unge. Skulpturen er fra 1942, så mon ikke den er besættelsesrelateret? Man binder os på mund og hånd.


Så pænt det er, og mærkeligt. Jeg ved godt, at der ikke er mere vand i søerne, end man kan stå på bunden og kun få våde bukser, men en barnevogn på isen, alligevel..? Til sommer er der ingen, der vil fatte, at man bare kunne vade henover det hele.


Hvem der bare havde en kælk og en flyverdragt og var ti år gammel...


Hende her talte ikke særlig pænt til sin mand, og sagde: "Ole for helvede, vi skal da ikke have cyklerne med ud på isen." Ole svarede: "Jo vi skal, kom nu." Damen sagde: "Det er da åndssvagt." Og så fulgte hun efter Ole, som straks satte sig op på sin saddel og red ud i solnedgangen.

Det var lidt synd for Ole, men han nød da sin iscykeltur.

Fårk

Der er åbenbart noget, der sådan lidt ironisk kategoriserende hedder Mommy Blogs. I ved, blogs forfattet af halvfrustrerede halvkreative mødre på barsel uden andet at tage sig til. Der er åbenbart også noget med, at blogging er ved at være håbløst passé (som det jo sker, når alt for mange almindelige mennesker synes, noget er interessant). Og der er åbenbart også noget med, at der findes en gammel bloggergarde, som var med fra starten, og som sidder og udbreder sig hånligt om den drejning, det hele har taget, som de to gamle mænd i Muppet Show.

Fuck det. Helt vildt meget.

Jeg er sur i dag. Har haft en lortemorgen med barn, der ikke ville holde mund. Er på 2. døgn uden et bad. Kan ikke rumme søndagsrengøring, for der er alligevel møgbeskidt igen i morgen. Er træt og i dårligt siddende hjemmebukser, der trænger til at blive vasket. Burde tage tøj på og gå ud i solskinnet og købe ind og trille med vogn og nyde det ihogåh så meget. Og så freaking videre.

På gaden

Det er ikke fordi, jeg skal til at være den nye Edel Hildebrandt, men det her er altså lidt sjovt.


Det minder mig om min absolutte favoritrubrik nogensinde, som blev indrykket troligt i årevis mellem Politikens personlige annoncer omme bag i avisen. Den lød:

Exhibitionister: Hvordan kan vi finde hinanden?

Ja, hvordan tror du?

ET VIGTIGT PS: Apropos hjemløse, så er det i dag, der er tøjindsamlingsevent på Rådhuspladsen mellem 17-20. Jeg skal derind med en stor pose, og det synes jeg også, du skulle tage at gøre, hvis du har huer, vanter, soveposer, sweatre eller støvler, du ikke bruger.

Se mere om det her. Der er også indsamling andre steder i landet.

Boom boom skrid

Ikke for at være den irriterende orddiktator (okay, så lidt da) - men hvad i alverden er det med folk og sammensatte navneord? Det er efterhånden en sjældenhed, at man på skilte i sit supermarked ser andet end "karry suppe", "bedstemor boller" og "let mælk" til salg. Træk sammen, blev der sagt! Hvis det absolut er nødvendigt, må du gerne bruge et lille fuge-s eller en bindestreg. Men for filan altså...

Tænk, at man kan hidse sig op over den slags. Oh well.

Den her er fra Rema1000. Det underligste er, at de ikke også har skrevet "camping vognen" og "værk stedet"..

Apropos sprog og den slags, så faldt jeg over den her på politiken.dk, hvor de jo altid er klar på en historie, der lugter lidt af noget med Dr. Livingstone og National Geographic og eventyr i khakibukser, I pressume.

Aber har åbenbart et sprog, man kan afkode. Boom boom, siger jeg bare.

Abeordbog:

'Boom': Pas på, en gren falder, flyt dig!

'Boom-boom': Kom her

'Krak': Pas på - en leopard!

'Krak-oo': Pas på (generel advarsel)

'Hok': Der er en stor ørn deroppe

'Hok-oo': Noget bevæger sig deroppe

'Boom-boom, krak-oo, krak-oo': Pas på - faldende træ

'Boom-boom, hok-oo krak-oo hok-oo': Vi er i nærheden af en anden abeflok

Kilde: The Independent/Politiken

Kvinder og mad

For nylig bestilte jeg noget rismel fra en helsebiks, så husstandens mindste dame kunne få sig noget grød. Og fik den her med i købet. Selvom det kunne se ud som om, folderen beskriver den afbildede yndige, slanke dame, handler den bare (!) om et fakir-agtigt liggeunderlag.

På Vesterbro er der imidlertid ingen tvivl om budskabet.

Godt man har en mand, der laver den her slags til en.

Måske ender jeg ligefrem med at ligne hende her bogormen fra Nansensgade. Hun er da også noget sundere at se på end den svenske sømjomfru.

Løsninger

Nogle gange har man brug for hjælp til at løsne en hårdknude. Sådan en, der er strammet fra flere sider til en led, lille kugle, som man ikke kan få op, om man så slider alle sine negle ned. Heldigvis har jeg gode mennesker omkring mig med ekstra hænder. Og hvis det ikke rækker, er deres tilstedeværelse en lille løsning i sig selv. Jeg skal nok få min knude op. Eller måske lære at holde af den. Med tiden.

Ellers kan man jo få sig sådan en postkasse og så bare se, hvad der kommer..

Meta-pseudo-anti-hed

Ehmm, du vil se et af mine ar, siger du? Sådan et rigtigt et på kroppen?

Jeg blev tagget af velskrivende, vel-værende Anne, fordi jeg plejer at være god for billeddokumentation og skæve vinkler i antinormaliseringens navn. Tusind tak, jeg bukker og smiler og er superglad for, at der er nogen derude, der gider synes noget om mig og kræve noget af mig i denne gode sags tjeneste.

Men selv om jeg måske er et kuriosum, får I altså ikke mine ar visualiseret i nogen som helst (foto)vinkel. Jeg har ar - men det har alle. Derfor, når de første par røverhistorier er fortalt, holder det lynhurtigt op med at være anti og begynder at blive kopi. Desuden føles det en anelse for intimt. Håber ikke, I synes, jeg er hende den sure nu.

Så derfor - i antinormaliseringens navn - kan I værsgo få noget andet. Et billede af den morgenmad, jeg lige nu gumler på. Vi havde ikke mere brød eller musli eller havregryn, så nu bærer jeg julen ud. Eller æder den ud, om man vil.

Dude

Nogle gange oplever, læser eller tænker jeg på noget, som intuitivt er godt blogstof. Når jeg sætter mig ved computeren, vælter ordene ned på skærmen helt af sig selv, og det hele giver mening. Andre gange er jeg komplet blank i dagevis og synes, at intet i verden er interessant. Overhovedet.

De sidste dage har været lidt et limbo mellem de to tilstande. Ovre på Emmes Weblog læste jeg en række gode råd til den stagnerede blogger, som virkelig ramte plet - en af dem er, at man skal have en god linkpusher, som altid kan levere inspiration. Og da vi i går sad i sofaen med thai-take-away* og The Fabulous Baker Boys i fjerneren, benyttede jeg lige lejligheden til at (gen)finde Jeff Bridges' hjemmeside, som er ret så fantastisk og fin.

Manden har åbenlyst en del flere talenter end skuespillet. Musik, fotografi, doodles, tegninger og en masse små observationer, empatiske holdninger og uhøjtidelig selvpromovering. Hvis jeg var stjerne, ville jeg være som ham. Hjemmesiden er lidt et kaos i orden - der bliver ved med at dukke små tegninger op, man kan klikke på og komme videre til noget andet pudsigt eller interessant. Gad vide om han sidder og sætter det hele op selv?

(tegning af Jeff Bridges)

Han linker til sin mor (en tegning, hvor der bare står "mom"), han linker til gadekunst, musikere, gode sagers tjeneste, film, han er med i, fjollet merchandise...alt muligt.

(tegninger af Jeff Bridges)

Under kategorien stuff er et sandt linkbonanza. Nogle af dem har jeg set før, men der er også nye fine ting, som f.eks. en samling af tongue twisters fra hele verden. Vidste du måske, at det var svært at sige "hvor er dine høns, bror?" på swahili? Kale kakuku kadogo ka kaka kako wapi kaka?

Eller hvad med disse fantastiske billeder fra et fængsel i Arkansas 1915-1937:


Måske er selveste The Dude min linkpusher? Who knew..?

PS: Kender I i øvrigt det med, at en håndskrift nærmest er bedre end et førstehåndsindtryk? Jeg kan ikke lade være med at synes, manden må være rar og sjov og god, bare ved at se på hans fine håndskrift. Sådan har jeg det også med min egen mands skrift. Jeg kan få hjertebanken bare af at se på den.


*Jeg bestilte noget, som hed Bet Phat Prick, efter at have grinet i et par minutter. Det var and med chili og basilikumsnask, så det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide det, men man er jo noget spændt på, hvad og hvem der kommer til ens dør, når man bestiller noget med det navn. Vi forestillede os en stor fyr med en virkelig dårlig attitude - sådan en, der enten siger "her har du din mad, spade," eller møver sig ind i gangen og siger, "nå, hvasså dér, jeg bliver lige og spiser med, ik". En bet phat prick.

Overneger

Jeg faldt over en børnebog i dag. Du kender den sikkert, og den er sikkert ikke anderledes end andre børnebøger fra omkring 1945, men jeg fik et chok alligevel. Tænk, at det ikke er længere siden. Så tror da filan, at det er svært at tale om race og etnicitet på en ordentlig måde i det her land. Det er altså ikke for at spille frelst. Jeg blev bare helt paf.

Tjek lige, hvad bogstaverne består af..

Nårh, det er synd for Rasmus, der er blevet sat i Københavns Zoo og savner sit eget land.

Det er jo ren Tintin i Congo, det her.

Ja, for sådan bor en rigtig overneger.

Undskyld hvis nogens ophavsret er krænket. Men bum.
Man kan altid købe bogen her.

Nytår med baby 1.0

På utallige opfordringer, der kan tælles på én finger, afslører jeg hermed, hvad jeg havde på nytårsaften!

Lilla hyggebuks, uldsokker, sort overdel (der med lidt anstrengelse kan klassificeres som en kjole) og min mands hættetrøje. Og mascara. Hvabehar?

Den eneste, der var tilnærmelsesvis fin i tøjet var den lille, og hun pyntede sig oven i købet med grødklatter. Vi introducerede hende for serpentiner og sæbebobler - sidstnævnte faldt i bedst jord, førstnævnte var vist bare for krøllede til at stoppe i munden, og så går det jo virkelig ikke.

Lange Grethe talte, mens vi fik en hindbærbrus og nogle Bugles...

...og så en god bøf og et par glas vin ved to lys på et bord. Så gik jeg i seng. Og blev vækket lidt over 23 med champagne. Det var vildt at skulle vågne, men der var dyne i sofaen og 90 års fødselsdagen i fjerneren (og fest hos overboen), så det var svært at modstå.

Klokken midnat kiggede vi på fyrværkeriet over byen. "Jeg har en cigaaaaaarggghhhh" var det sidste, jeg hørte en pige råbe, inden vi lukkede og slukkede.

Så! Ikke mere raketsnak. Nu tager vi hul på et nyt år.