CLEAR!

De sidste par måneder har det heddet sig, når jeg har fortalt nogen om min udvidede barsel, mit limbo, min orlov og alt det, at så har jeg jo god tid til at finde ud af, hvad jeg vil, larh-larh, blarh-blarh.

Nu er tiden her. Og den ER god. Men den er ikke til at finde ud af overhovedet. Jeg aner ikke hvor højre og venstre er efter et år i en følelsescentrifuge - og jeg er nået til den konklusion, at det er der så ikke så meget at gøre ved. Ikke før der er kommet noget afstand mellem min eksistentielle krise og tankerne om et arbejde og en art karriere. Så det bruger jeg tiden på at prøve at lære. So sue me, hest-man-bare-skal-op-på-igen.

Nå, men.

Jeg er jo, til min store fortrydelse, i mellemtiden blevet verdens sørgeligste blogger. Både sådan i toneleje, emnevalg og frekvens. Eller infrekvens, you choose. Min blog befinder sig på læselisten hos mange bloggere, jeg selv beundrer, og hvor får jeg dog bare nedtur af at være så infrekvent, at jeg havner i bunden af deres blogroll, helt gået i hak og uopdateret.

Og NU kommer pointen. Langt om længe.

Så jeg tænker, at Dineren skal have en genoplivning. Måske noget med nogen, der står omkring den med sådan nogle hjertestopsstødpuder og råber "CLEAR!". Eller måske bare en makeover. Eller et emneskift. Eller nåen flere fotografiske eksperimenter? Haikudigte?!

Eller en helt ny blog? Whoa.

Put down the gun and no one will get hurt

I dag fik jeg for første gang i mit trods alt ikke så gamle ægteskab en lodret ordre fra mand til kone.

"Jeg BEORDRER dig til at slappe af i dag," sagde han, inden han tog på arbejde.

Og så står man der og føler sig forkert med sine helt temperaturunødvendige uldsokker på og kigger på legetøjsrodet og yoghurtpletterne på gulvet og karrieren der ikke findes og pengene der ikke er der og mærker den stædigt konstante ulmende uro i maven over alt det, man ikke har en skid styr på. Og så indser man, at han har ret. For han taler nok ikke bare om, at jeg skal lade være med at styrte rundt i huset og husmorpanikke, men om at jeg skal remain the fuck calm. Ikke tage det så tungt. Det hele, altså. I ved.

Så i dag prøver jeg at lade være med at mene noget om hvad jeg skal. Eller skulle noget, jeg mener. Jeg vil i dag prøve at være min egen teflonpande og se, om jeg kan glide af på alt det, der ellers ville stege mit spejlæg, om man så må sige.

Trusler fra et skrabelod

"Klik ja, hvis du ønsker at le igen."

Er jeg den eneste, der pludselig ser Peter Mygind for mig som hårdkogt gangster, der truer folk til at skrabe Quick-lodder? Han kunne hedde Lazy Eye Pete og gå med pumpgun i en violinkasse.

Ja, jeg har for meget tid. Og for få penge.

Fie sælger ud

Jeg skal have råd til en vinterjakke. Hvis du vil hjælpe, kan du gøre et kup på min Trendsales-profil... jeg er totalt med på special prize for you og mængderabatter og alt hvad den kan trække!

KLIK HER OG KØB MIT KLUNS - eller hvad med en Fjallräv?

Brum, sum, pling

Sidste år ved denne tid kunne jeg få et blogindlæg ud af at have set en kastanje ligge på jorden nede ved Søerne. Med billeder og det hele.

Lige nu sidder jeg bare og glor ud i luften. Og luft er fandme ikke spændende. Er det?

Der er en time og nogleogfyrre minutter til klokken er 14. Så skal jeg hente 81,5 centimeters ballade, som for første gang i dag er blevet afleveret sådan rigtigt, og har sovet middagslur sådan rigtigt hos dagplejeren.

Aldrig har der da været så stille i den her lejlighed. Brum, siger opvaskemaskinen. Sum, siger computeren. Pling, siger telefonen ind i mellem.

Tik-tak ville uret sige, hvis vi havde sådan noget gammeldags noget hængende.

Jeg sidder i sofaen. Med støvler på, in case telefonen skulle ringe.

Ti små egotrips (på Højbro Plads?)

Lad mig lige først sige, at jeg ingen intention har om at tagge nogen. Den har snart kørt rundt længe, den der med at skrive ti ting om sig selv, så jeg tager lige en beslutning og sætter foden ned. Læs trygt videre, du bliver ikke udpeget til nogetsomhelst.

Men jeg fik udfordringen af Furhmann For Dig, og jeg tror endda også jeg fik den for længe siden af Karla & Ditte, og man skulle jo være et skarn hvis man ikke lige kunne hælde en masse ligegyldige facts om sit ego ud af ørerne.

1. Jeg har stadig ikke kørekort, og det er fandme ved at være en dårlig joke. Jeg aner ikke, hvordan jeg skulle starte en bil, hvis jeg blev sat bag et rat.

2. Går allerede i stå. Kan ikke komme i tanker om nogle anekdoter, jeg ikke allerede har brugt.

3. Jeg er nok blevet ret kedelig, så.

4. Til gengæld er jeg også lidt sjov nogle gange.

5. Havde som ung teenager en periode, hvor jeg syntes, at hekse var seje, så jeg samlede mig noget heksegrej og prøvede at stable et eller andet ritual på benene. Men jeg gjorde mig selv så bange, at jeg måtte pakke det hele sammen igen og gå ud af værelset for at trække noget luft.

6. Har én gang været med til live rollespil. Det var sjovt, men igen; jeg skræmte mig selv fra vid og sans ved at være klædt ud som spøgelse ude i en mørk skov.

7. Når jeg kigger op på en stjernehimmel er det første jeg ser altid Karlsvognen. Det slår aldrig fejl, og jeg aner ikke hvorfor.

8. Jeg har det svært med religiøse mennesker, hvis de snakker meget om deres tro eller gud. Jeg prøver virkelig at rumme det, men min ellers ret så smidige tolerancemuskel kramper helt til.

9. Er sådan lidt synæstetisk i det.

10. Kan godt blive lidt misundelig over, at min datter har en bamse at sove med. Det kunne da være hyggeligt, kunne det ikke?

*rømmer sig ned i mikrofonen*

Hrøm, hej. Er I der endnu?

Der var en, der spurgte, hvor jeg blev af, og om jeg havde forladt bygningen og sådan. Jeg er her stadig. Jeg sidder lydløst og læser jeres blogindlæg og tweets og opfører mig i det hele taget rigtig irriterende. Sådan en tage uden at give-type. Sheesh.

Men sagen er jo, som jeg fik malet på væggen med horn og trefork i mit sidste indlæg (altså forrige, ikke sidste som i sidste ever), at jeg lige nu befinder mig i orkanens øje. Limboets laveste indstilling.

First you spread your limbo feet. Then you move to limbo beat. Limbo ankle, limbo knee. Bend back like a limbo tree....Don't move that limbo bar! You'll be a limbo starrrrr! How low can you go?*

Er kommet i gang med indkøring i dagpleje, langsomt, langsomt. Kan ikke tænke på andet. Har desuden de sidste fjorten dage kaperet voldsom febersygdom, hospitalsture og soveproblemer, foruden en weekend i Sverige, for det ikke skal være løgn. I morges fik vi så endelig sat sving i den indkøring. Sød dagplejer. Søde unger. Synet af min lille glade pige i en kæmpe kommunal barnevogn, spisende ærter med to små drenge med store blå øjne. Bamse sikkert under den ene arm. Småpludren, udveksling af anerkendende grabs på hinandens bittesmå sko, et univers hvor homo mikro sapiens folder deres helt egen logik ud.

Det kommer til at tage tid. Og jeg har intet clue om hvor længe. Eller hvad der sker med mig i mellemtiden. Men jeg kan mærke, at orkanen drejer og at jeg snurrer med, så godt jeg kan.



*Ja, jeg husker sangtekster som Rainman tæller tændstikker. Limbo Rock, Chubby Checker, 1962.

Gode dyr er rådne

Tænk hvis man kunne stå på en plet på jorden, mens man zoomede ud fra sig selv. Så kunne man se alt det, der omgav en. Alt det, man ikke har styr på, eller som gemmer sig i blinde vinkler. Man kunne se, hvor dørene står på vid gab eller hvor folk vender ryggen til. Hvor vejen er blind eller hvor den er åben. Hvad der foregår, når man ikke kigger. Eller hvor man er behøvet.

Jeg læste en sur mands indlæg i noget ligestillingsdebat for nylig, og en kvinde kommenterede ham med nogenlunde disse ord: "Tror du ikke, kvinder bliver rablende sindssyge af at være lukket inde i barselsburet? Hvorfor fanden tror du, vi pludselig taler så meget om mikromakromad og børnetøj? Hvornår får mænd fingeren ud og forstår, at de skal tage halvdelen af ansvaret?" Jeg kan ikke huske præcist, hvad disse to debattører egentlig skændtes om, men det emmede tungt af martyrium og forsøget på at finde ud af hvilket køn, det egentlig er mest synd for, at man får børn sammen. Den kan man så lade stå lidt. De skulle fandme skamme sig.

Og nu skal jeg nok holde op med at tale udenom. Jeg er heldigvis ikke blevet komplet sindssyg af barselsburet, blot bekræftet i, at det praktisk-husmoderlige kald nok ikke er mit. Jeg føler mig oprigtigt stolt af, at jeg har kunnet løfte min del af ansvaret, hvor stor den del så end har været, for det vidunderfulde barn, der er kommet ind i vores liv. Selvom det har vejet tungt til tider.

Men dette barn skal nu i dagpleje. Mit lille, skrøbelige barn, som jeg troede skulle passes af mig indtil hun var omtrent 2 år, for det sagde vores læge. Men så sagde han noget andet, og vupti. Nu skal hun være hos mig to dage og hos en fremmed dame tre dage om ugen. Mens jeg er overgangshjælper, på standby og på orlov og i limbo og i alle mulige tilstande på en gang. Lige om lidt. Mit store, stærke barn. Hendes stakkels efterladte, forvirrede, bekymrede, identitetskrisehavende mor....ja, det er så mig.

Jeg har seriøst brug for, at nogen fortæller mig, hvad jeg skal stille op med mit liv. Jeg er jo en anden. Jeg kan jo ikke bare hoppe på toget igen. Eller kan jeg? Skal jeg? Og hvilket tog var det i øvrigt lige, jeg sad i? Holder det stadig på perronen og venter? Havde det en destination, jeg gerne ville nå? Jeg kan ikke huske det. Ikke huske, hvor jeg var på vej hen.

Adskillige tog er kørt fra mig, det gør sådan nogle jo bare - men på en eller anden underlig måde har jeg samtidig overhalet mig selv i et goddamn jetfly. Jeg synes, hele verden og jeg selv ser fuldstændig anderledes ud. Og jeg ved ikke, om jeg kan bruge de evner, jeg trods alt nok stadig har liggende et eller andet støvet sted, til noget. Om der er nogen, der kan bruge mig til noget.

Det er ikke muligt for mig at dele de konkrete, indviklede detaljer med verden. Men jeg kunne satme godt bruge et godt råd.

Hvad stillede du op med dig selv, da du var færdig med din barsel?

Mandagslinks happens

Det er ren tilfældighed, at det er mandag, at jeg blogger, og at denne post indeholder links. Men hey - sådan opstod Mandagslinks jo i første omgang, så det er sikkert karma eller sårnnåed.

Jeg måtte bare lige dele et par ting.

For det første. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for Eder, at jeg ikke kan sy. Jeg kunne sikkert godt finde ud af det, men jeg har tålmodigheds-issues. Så, er der nogen, der har lyst til at sy mig et pencilskirt i Tetris-stof, så siger de bare til.


Man kan få stoffet her og se kjolen her. Selvfølgelig er der et sted på nettet, hvor man kan designe sine egne stofmønstre, jeg anede det bare ikke. Og folk er jo sjove, så der er masser at svælge i.

Og så en anden ting, jeg blev så begejstret for, at jeg bare lige må råbe det over hustagene...

En mand køber gamle pulp fiction bøger med dramatiske forsider. Med en lille skalpel sidder han nøje og skærer omridset ud af den moralsk fordærvede kvinde, den onde doktor, den døende cowboy eller den vanvittige morder, der nu pryder forsiden. Han folder fint sin udskæring op fra papiret, sætter lyset og tager et billede. Og voila. Bogen lever med en helt anden intensitet, måske en helt anden historie...

I love it

En sidste ting, der måske er nok er ret lokal, men dog har spredt sig til eksotiske steder som Malmø og Ringsted, er Is A Bella, som er min nye bedste ven og isbutik. Jeg gider ikke diskutere med Spise med Price-elskere, eller andre, som ikke kan få autentisk fritgående fløde nok i deres is, men jeg synes, det er vidunderligt, at nogen går så meget op i kvalitet, hensyn og kærlighed til deres arbejde, at de laver verdens lækreste is - som ovenikøbet kan spises af diabetikere, allergikere, veganere og ja, også sådan en familie som os, hvor fedtprocenter pludselig er blevet et ømt punkt på grund af vores barn.

De har yoghurtis, sorbeter, italiensk mælkeis og den vildeste cremede is, lavet på rismælk, som smager så englene overdøver det irriterende "rigeligt smør"-kor.

Og hvis du tror, jeg bullshitter, så smag det selv. Det er virkelig godt.

Dagens Dark Side har jeg overhovedet ikke tænkt på, fordi det her jo ret beset ikke er Mandagslinks med vilje....men faktisk så jeg denne her hos hende med Tetriskjolen.

Fan girls unite!

Et næsten helt år

Fy, dårlig journalist, kan ikke holde deadline, fy, fy, skam sig!

*skammer sig*

Måske skal jeg have mig en ny ugentlig tjans i stedet for Mandagslinks, eller også skal jeg bare indse, at det er sommer, og det eneste, der genlyder i Dineren er det svage sus af støvet fra mine sandaler på vej ud i solen.

For nu er mandagen snart slut, og jeg havde fuldstændig glemt at der var noget, jeg skulle på bloggen. Jeg er nemlig i gang med at holde dagene ud indtil weekenden, hvor der vanker en hel uges ferie med ham den lækre filmdirektørtype, jeg har giftet mig med. Jeg glæder mig. Og inkluderet i ferien er hele to fødselsdage, én for direktøren og én for underdirektricen.

Tænk, at hun fylder et helt, rundt år. Det lille lange hyl.

Som rejser sig op ad alting og ser ud som om, hun har besteget Mount Everest - hver gang.

Som er begyndt at løfte det ene ben, når man holder hendes hænder, så hun ligner Karate Kid.

Som resolut sorterer i sin mad og smider det, hun ikke gider, over skulderen. Duer ikke, væk.

Som ikke kan fordrage øllebrød, som det eneste.

Som kravler som en gorilla med en snedigt gada-gung-bensystem.

Som har sit helt eget sprog, hun ævler dagen lang. Det eneste, der giver nogenlunde mening, er "abbe", som vistnok betyder bamse, og "oane" som vistnok betyder tomater.

Som er totalt spørgejørgen og vågner med et "DET?!" de fleste morgener og peger på et eller andet.

Som er ved at få krøller i sit hår. Men ingen tænder endnu.

Som har været kilden til så meget forfærdelig angst og så meget enorm kærlighed i et helt år.

Jeg skrev engang, da hun lige var kommet til verden, at jeg måske en dag kunne skrive mere om den stofskiftedefekt, hun har. Men det kan jeg ikke endnu. Jeg konstaterer, at den er der, og at Viola er her, og at begge dele kan godt lade sig gøre samtidig. Efter man har vendt vrangen ud på sig selv et par gange. Og fyldt en blog med ting, der ikke har med det at gøre.

Kære læsere, hvis der er nogen tilbage: Jeg nyder denne sommer mere, end jeg troede var muligt. Og jeg skal nok vende tilbage til Dineren, når jeg kan. Måske er det i morgen, at inspirationens lyn slår ned, måske er det om en måned. Men hæng på. Imens læser jeg stadig alle jeres fantastiske ordgøglerier trofast og nyder hvert sekund af den verden, der har hjulpet til med, at jeg efter verdens længste vinter stadig er rigtig i hovedet.