Et næsten helt år

Fy, dårlig journalist, kan ikke holde deadline, fy, fy, skam sig!

*skammer sig*

Måske skal jeg have mig en ny ugentlig tjans i stedet for Mandagslinks, eller også skal jeg bare indse, at det er sommer, og det eneste, der genlyder i Dineren er det svage sus af støvet fra mine sandaler på vej ud i solen.

For nu er mandagen snart slut, og jeg havde fuldstændig glemt at der var noget, jeg skulle på bloggen. Jeg er nemlig i gang med at holde dagene ud indtil weekenden, hvor der vanker en hel uges ferie med ham den lækre filmdirektørtype, jeg har giftet mig med. Jeg glæder mig. Og inkluderet i ferien er hele to fødselsdage, én for direktøren og én for underdirektricen.

Tænk, at hun fylder et helt, rundt år. Det lille lange hyl.

Som rejser sig op ad alting og ser ud som om, hun har besteget Mount Everest - hver gang.

Som er begyndt at løfte det ene ben, når man holder hendes hænder, så hun ligner Karate Kid.

Som resolut sorterer i sin mad og smider det, hun ikke gider, over skulderen. Duer ikke, væk.

Som ikke kan fordrage øllebrød, som det eneste.

Som kravler som en gorilla med en snedigt gada-gung-bensystem.

Som har sit helt eget sprog, hun ævler dagen lang. Det eneste, der giver nogenlunde mening, er "abbe", som vistnok betyder bamse, og "oane" som vistnok betyder tomater.

Som er totalt spørgejørgen og vågner med et "DET?!" de fleste morgener og peger på et eller andet.

Som er ved at få krøller i sit hår. Men ingen tænder endnu.

Som har været kilden til så meget forfærdelig angst og så meget enorm kærlighed i et helt år.

Jeg skrev engang, da hun lige var kommet til verden, at jeg måske en dag kunne skrive mere om den stofskiftedefekt, hun har. Men det kan jeg ikke endnu. Jeg konstaterer, at den er der, og at Viola er her, og at begge dele kan godt lade sig gøre samtidig. Efter man har vendt vrangen ud på sig selv et par gange. Og fyldt en blog med ting, der ikke har med det at gøre.

Kære læsere, hvis der er nogen tilbage: Jeg nyder denne sommer mere, end jeg troede var muligt. Og jeg skal nok vende tilbage til Dineren, når jeg kan. Måske er det i morgen, at inspirationens lyn slår ned, måske er det om en måned. Men hæng på. Imens læser jeg stadig alle jeres fantastiske ordgøglerier trofast og nyder hvert sekund af den verden, der har hjulpet til med, at jeg efter verdens længste vinter stadig er rigtig i hovedet.