Tænk hvis man kunne stå på en plet på jorden, mens man zoomede ud fra sig selv. Så kunne man se alt det, der omgav en. Alt det, man ikke har styr på, eller som gemmer sig i blinde vinkler. Man kunne se, hvor dørene står på vid gab eller hvor folk vender ryggen til. Hvor vejen er blind eller hvor den er åben. Hvad der foregår, når man ikke kigger. Eller hvor man er behøvet.
Jeg læste en sur mands indlæg i noget ligestillingsdebat for nylig, og en kvinde kommenterede ham med nogenlunde disse ord: "Tror du ikke, kvinder bliver rablende sindssyge af at være lukket inde i barselsburet? Hvorfor fanden tror du, vi pludselig taler så meget om mikromakromad og børnetøj? Hvornår får mænd fingeren ud og forstår, at de skal tage halvdelen af ansvaret?" Jeg kan ikke huske præcist, hvad disse to debattører egentlig skændtes om, men det emmede tungt af martyrium og forsøget på at finde ud af hvilket køn, det egentlig er mest synd for, at man får børn sammen. Den kan man så lade stå lidt. De skulle fandme skamme sig.
Og nu skal jeg nok holde op med at tale udenom. Jeg er heldigvis ikke blevet komplet sindssyg af barselsburet, blot bekræftet i, at det praktisk-husmoderlige kald nok ikke er mit. Jeg føler mig oprigtigt stolt af, at jeg har kunnet løfte min del af ansvaret, hvor stor den del så end har været, for det vidunderfulde barn, der er kommet ind i vores liv. Selvom det har vejet tungt til tider.
Men dette barn skal nu i dagpleje. Mit lille, skrøbelige barn, som jeg troede skulle passes af mig indtil hun var omtrent 2 år, for det sagde vores læge. Men så sagde han noget andet, og vupti. Nu skal hun være hos mig to dage og hos en fremmed dame tre dage om ugen. Mens jeg er overgangshjælper, på standby og på orlov og i limbo og i alle mulige tilstande på en gang. Lige om lidt. Mit store, stærke barn. Hendes stakkels efterladte, forvirrede, bekymrede, identitetskrisehavende mor....ja, det er så mig.
Jeg har seriøst brug for, at nogen fortæller mig, hvad jeg skal stille op med mit liv. Jeg er jo en anden. Jeg kan jo ikke bare hoppe på toget igen. Eller kan jeg? Skal jeg? Og hvilket tog var det i øvrigt lige, jeg sad i? Holder det stadig på perronen og venter? Havde det en destination, jeg gerne ville nå? Jeg kan ikke huske det. Ikke huske, hvor jeg var på vej hen.
Adskillige tog er kørt fra mig, det gør sådan nogle jo bare - men på en eller anden underlig måde har jeg samtidig overhalet mig selv i et goddamn jetfly. Jeg synes, hele verden og jeg selv ser fuldstændig anderledes ud. Og jeg ved ikke, om jeg kan bruge de evner, jeg trods alt nok stadig har liggende et eller andet støvet sted, til noget. Om der er nogen, der kan bruge mig til noget.
Det er ikke muligt for mig at dele de konkrete, indviklede detaljer med verden. Men jeg kunne satme godt bruge et godt råd.
Hvad stillede du op med dig selv, da du var færdig med din barsel?
.jpg)
Seaside Christmas Junk Journal by Rhonda Ellzey
2 dage siden
Jeg er også lige færdig med barsel og genkender dine overvejelser - meget. Jeg læser med og ser, om nogen kommer med et godt råd, for det kunne jeg også godt bruge.
SvarSletIkke barselsrelateret, men jeg står også et sted i mit liv hvor togene er braget forbi med 210kmt karrieremæssigt.
SvarSletJeg har nu forsøgt at "grabbe life by the balls" som en eller anden så poetisk udtrykte det (Hunter S Thompson?)ved at starte på en uddannelse selv om det skræmmer mig fra vid og sans.
Mit råd er:
Find noget du gerne ville, så ordner detaljerne sig selv, du KAN godt!
Ps tak for et godt indlæg og undskyld at jeg ikke kunne relatere barselsmæssigt.
Jeg har været tilbage i virkeligheden i en uge nu. Krabbe har gået i vugger i 3 uger. Han elsker det. Jeg savner ham.
SvarSletMen.
Jeg havde min uddannelse at komme tilbage til. Jeg var i tvivl om hvorvidt min hjerne ville komme til at fungere ordentligt igen. Ville jeg kunne skrive lige så hurtigt, og finde vinklen lige så hurtigt som jeg kunne før?
Jeg vil selv påstå, at fredag var ved at være oppe i tempo igen. Jeg kan dog også stadig se hvad jeg mangler. Men mine nye kolleger var glade.
Mit råd er, tro på at det nok skal ordne sig. Bare rolig. Og så ellers hvad UR skriver herover..
Da jeg var færdig med barsel nr. 2 tog jeg et skodjob som sommerferieafløser på et plejehjem (skulle bare lave et eller andet) Det var egentlig ok, men bare OVERHOVEDET ikke mig. Det havde jeg 3 mdr. I den tid blev en stilling slået op på den arbejdsplads, jeg altid har drømt om at arbejde på. Så søgte jeg den, fik den og er der stadig :-)
SvarSletDet eneste gode råd jeg kan give er, at komme i gang med et eller andet hurtigt. Man bliver mere eller mindre idiot af at være ledig efter en barsel. Jeg har prøvet det 2 gange, it sucks!!! (Men det er jo bare min mening ... ;-))
Jeg gik SÅ meget ned med flaget efter at have afleveret vores nr. 2 i vuggestue, at jeg måtte sygemeldes med en depression. Først efter mellemkomst af en klog kone, der i virkeligheden bare sagde 'let røven og tro på dig selv', fik jeg lyst til at leve videre. Så øj, hvor jeg kan genkende dine tanker...
SvarSletFor mig bestod det svære i kombinationen af: manglende tro på, at jeg kunne løse det job, jeg havde + en konstant følelse af tidsmangel + et dybfølt savn af min baby... Det var rædselsfuldt.
Da jeg fandt op igen fra det sorte hul, kunne jeg se, at de fleste af mine problemer var selvskabte. Barnet top-trivedes i vuggestuen, manglende tid kunne løses med hjælp fra både mand og bedsteforældre, og troen på egne evner kan læres... Der er sgu' næsten ingen kvinder, der ikke er bange for, om de en dag bliver afsløret i ikke at vide en skid om det, de tjener deres penge på. Det er SÅ latterligt, for vi damer ER dygtige!
Så derfor: gør det, du allerhelst vil; tro på, at støvet kan blæses væk, og at der er brug for dine evner et sted derude! Tænk på, at du skal lave noget, der gør dig glad: glade mødre skaber glade børn.
Jeg kastede mig ud i en stoerre ( and still going strong) arbejdskrise. Tiden paa barsel var en tiltraengt pause, som satte en masse tanker igang om mit arbejdsliv. Da jeg samtidig skulle tilbage til en ny arbejdsplads pga. en fusion, saa det helt sort ud. Jeg er , 4 maaneder senere, ikke naaet laengere ang. hvad jeg egentlig vil, saadan arbejdsmaessigt, men jeg kan efterhaanden holde ud at vaere der hvor jeg er ligenu, indtil jeg finder paa noget andet.
SvarSletFaktisk saa savner jeg en post-barsels-karriere-udviklings-sparring-coach.....
Jeg ville ønske, at jeg havde et guldkorn at poppe til dig, men det har jeg ikke. Jeg har jo et studie at vende tilbage til, og jeg glæder mig rigtig meget! Jeg er i virkeligheden mere nervøs for limboet mellem studie og arbejdsliv, end mellem barsel og studie.
SvarSletHvis jeg skal forsøge mig med et råd alligevel, så er det: fortæl nogen om det! Fortæl om de følelser, du har. Fortæl hvad du drømmer. Fortæl hvad du er nervøs for.
For mit eget vedkommende er det ofte i samtalen, at jeg kan zoome ud og få en smule perspektiv på mit liv, mig selv og mine ønsker. Måske ikke ligefrem helikopter-perspektiv, men så i det mindste fra-toppen-af-rustjebanen udsigt.
Og hvis du ku' have lyst til at dele ud af det til én, der ikke er involveret, så er du meget velkommen til at benytte dig af den e-mail adresse, du kan se, når jeg efterlader en kommentar her hos dig.
I øvrigt tillykke med at din skønne unge er stærk og sej nok til at komme i dagpleje. Mellem linjerne læser jeg, at der har været komplikationer, som har gjort, at du ikke troede det ville ske sådan lige med det første? I hvert fald tillykke med datteren og held og lykke med dig!
nå, du kan måske ikke se nogen e-mail, men den er at finde på min blog. :)
SvarSletJeg græd en uge. Og undrede mig med en snert af bitterhed over, at ingen havde forklaret mig, hvor sindssyg en livsomvæltning det er at hoppe ud af symbiosen og tilbage i De Voksnes Verden. Derefter priste jeg mig lykkelig for, at jeg som specialeskriver havde en mere end almindelig fleksibel hverdag... Det dér med fleksibiliteten kan godt anbefales.
SvarSletHeld og lykke med det!
/Mette
TAK for jeres ærlighed!! Det hjælper allerede at høre, at jeg ikke er alene. Hvorfor er der ikke nogen, der har skrevet om det her før, det burde jo fylde samtlige dameblade! Måske er det sådan lidt pinligt, at man er snotforvirret og ikke bare hiver de høje støvler på, svinger dametasken over armen og går på arbejde, som om intet var hændt..?
SvarSletMan har jo totalt brug for en efter-barsels-coach, som Julia siger.
Fleksibilitet ville også virkelig være min foretrukne løsning. Men kan man leve af det? Der er så mange hensyn at tage - til barnets ve og vel, til min egen forvirring, til hjemmets økonomi, til hvad fanden jeg egentlig har lyst til. Må lave brainstorm. Hvis der ikke bare blæser hult derinde.
Kære Fie - i går aftes sad jeg og kom til at skrive en langlanglang kommentar her, men da jeg endelig var færdig til at sende, havde jeg pludselig ingen netforbindelse. Jeg kopierede teksten og gemte den i en note, for måske at sende den i dag. Og så syntes jeg pludselig at det hele allerede var blevet sagt - men alligevel kan jeg ikke slippe det indlæg du har skrevet her. Der er så meget der er dybt genkendeligt. Selv nu, mere end et år efter at Lulle var blevet pot og pande med sin dagplejemor, slås jeg stadig med nogle af de dilemmaer du ridser op. Og jeg ved stadig ikke hvad løsningen er - men hælder mere og mere til en model med færre penge og mere tid til nærvær.
SvarSletOg nu tror jeg alligevel jeg fisker den lange kommentar fra i går frem. Så kan du jo se om du orker at læse dig igennem den, og om du kan bruge den til noget.
KH A
Og her kommer den så - alenlang. Håber ikke du synes at jeg spammer dig!
SvarSletKære Fie, hvor ville jeg ønske at jeg bare kunne ryste verdens mest bundsolide gode råd ud af posen lige dér. Men alt hvad jeg kan er at konstatere - endnu engang - at det altså er underligt at der tales og skrives så meget om, hvor voldsom tiden lige efter fødslen kan være, med hormonrush, ups and downs og søvnløse nætter, mens der er ganske stille omkring turen tilbage efter endt orlov. Følelsen af at have stået udenfor, og af at alle andre end én selv har opgraderet til Virkelighed 3.0, mens man selv stod med hovedet inde i en vatteret tehætte.
...og jeg kender jo ikke detaljerne, og ved fx ikke om du har orlov fra et job som du, i hvert fald som udgangspunkt, kan vende tilbage til, eller om det er ud på markedet og søge. Det var det for mig, og det var mildest talt frustrerende at gå fra barselsdagpenge til dagpenge: same same, but helvedes different.
Men hvis det er der du er, så prøv at finde nogle, der er i samme situation. Nogle der gider være med til at være hinandens sparringspartnere, og som er klar hvis du trænger til at råbe røv på neutral grund. Det var i hvert fald hvad jeg savnede inderligt, da jeg sad og gennemtrawlede jobannoncer som jeg ikke havde lyst til at svare på, og var ved at kaste op over at høre jobkonsulenter bavle om, at jeg da bare skulle ud og bruge mit netværk.
Hvis det handler mindre om det faglige, og mere om den uvirkelige oplevelse det er at have et barn som pludselig skal passes af andre, så ...ja. Så ER det fandme også en underlig situation!
Men måske kan det vendes til noget godt at I får en glidende overgang med tre dage ude og to dage hjemme? Det er i det mindste ikke helt så voldsomt, som når det hedder mandag til fredag, lige fra starten? Måske er vejen ud af limbo, at du beslutter dig for, hvad du vil bruge de tre dage på, og så prøver på at være ret så skemaagtig i begyndelsen?
Og hey, så er der heldigvis det ved fremmede damer der passer éns barn, at de ikke er fremmede ret længe. Og at de meget ofte viser sig at være rigtig søde og dejlige (og hvis de virkelig ikke er det, så forvandler man sig til en løve, som gør helvede hedt for pladsanvisningen, indtil de har fundet en der er!). Jeg havde kvalme over at skulle aflevere Lullen til sådan en fremmed dame. Men det stod ret hurtigt klart, at den fremmede dame var fantastisk, og nu er jeg så ved at varme op til at få ondt i maven over, at vi skal sige farvel til damen, når det om ca. 5 måneder er tid til børnehave.
Og der er noget i dét, som måske er det tætteste jeg kan komme på et råd, selvom det er banalt: Husk, husk, husk, at det som regel er værst, indtil du står midt i det. Fordi det er ukendt. Fremtiden er tit så skræmmende på afstand! jeg håber alt hvad jeg kan, at den stille og roligt falder på plads omkring dig, når den bliver nutid.
Kærlig hilsen Anne
...Nå. Den var så for lang til at blive postet som kommentar. Sender en mail.
SvarSlet...Jeez, jeg får da godt nok lige bredt mig i dit kommentarfelt?!
SvarSletJeg fik en meddelelse om at den var for lang til at kunne postes - skrev så den forrige besked - og opdagede at romanen alligevel var sluppet igennem. Nu stopper jeg!
Børn vender op og ned på ens tilværelse! - Og det tror jeg på en måde er meningen... - Man modnes helt enormt og ændrer sig og sit syn på ting efter man er blevet mor (eller far).
SvarSletJeg vil bare sige: "slå koldt vand i blodet" og tag hele følelsespakken med - for man kan stadig "Bide livet i låret" og for igen at bruge en andens ord "Live strong - live with passion" - og dine evner Fie, dem mister du ikke - og dem er der stadig brug for! <3 KH.
@Anne: Tak for rådet om at fremtiden oftest ser mest skræmmende ud på afstand. Det har jeg aldrig tænkt over på den måde før. Så om ikke andet fik jeg noget med mig fra din lange kommentar. ;)
SvarSletTror ikke helt, jeg kan leve op til alle de kloge ord, der allerede er skrevet, men vil alligevel give mit pip: Da jeg - for over 3 år siden - kørte min dengang 8 1/2 måned gamle datter ind i daginstitutionen, var jeg overbevist om, at alt ville ramle sammen. Det hele! Når jeg knap kunne nå noget som helst, når jeg "bare" gik hjemme på barsel, hvordan i alverden skulle det så hænge sammen, når man lige lagde 37 timer plus transport oveni??
SvarSletMen på helt forunderlig vis løste alt sig på bedste måde. Hverdagen hang alligevel sammen. Mindre (meget mindre) tid med datter, ja, men hun nød jo institutionen, pædagogerne, legetøjet, udfordringerne og ikke mindst de andre børn.
Og arbejdet? Ja, jeg havde været væk i 10 måneder, og ja, der var da sket nogle ting, men i grunden var der ikke sket en pind. Lidt udskiftning her og der, lidt nye ideer, men ellers var alt faktisk som før.
Ind imellem tænker jeg nu alligevel, at verden har overhalet mig, og min karriere er ikke på skinner, og alle de nyuddannede er meget klogere end mig - men hvad så? Jeg vil langt hellere tage et par barselsorlover mere og nyde tiden med et par unger mere, og så kan det der karriere rende og hoppe!
Nå. Det blev langt. Håber du kan bruge mit pip :-)
Kære Flo.
SvarSletSikke et fantastisk velformuleret indlæg om de SÅ diffuse følelser jeg også have da barslen sluttede. Begge gange!
Ved slet ikke hvad man/du skal gøre... jeg selv forsøger at tænke mig om, og mærke grundigt efter hvad jeg virkeligheden gerne vil. Og så giver jeg det tid, fordi jeg ikke er sikker på at jeg skal handle alt for voldsomt mens jeg står i en slags krise.
KH Line
Hvad stillede du op med dig selv, da du var færdig med din barsel?
SvarSlet....gik på arbejde..
Og glædede mig til at hente min lille pige igen om eftermiddagen. Måske det er nemmere at starte job igen hvis man ikke tænker så meget over det, men blot starter igen. For ellers kan man nemlig komme ud i meget lange og komplicerede identitetskriseligende dialoger med sig selv. Nogle gange er disse dialog selvfølgelig på sin plads, andre gange kan det forstyrre ens hoved uendelig meget.
Så derfor tror jeg blot at min pointe er at tage små skridt af gangen og glæde sig over at nu kan man både tale med voksne mennesker om ikke-baby ting om dagen, og være sammen med sin(e) skønne børn om eftermiddagen og aftenen.
Er de gode dyr rådnet så meget at du har forladt www helt?
SvarSlet