Pærepartiet og Indkøbslisten

Jeg bliver lige nødt til at afslutte det her kommunalvalg med en salut, eftersom jeg jo tidligere moret mig gevaldigt over diverse valgplakater og gjort mig lystig på visse partiers bekostning. Efter at have været i stemmeboksen har jeg et så smørret grin på læberne, at I lige får denne her post med. For nu ved jeg ikke, hvordan stemmelisten ser ud uden for hovedstaden, men her har vi, tør jeg godt sige, rekord i tosser.

Her har vi f.eks. en-mands cykelinstituttet og partiet Gordon eller Kaos.
Hvorfor er der ingen af kandidaterne, der faktisk hedder Gordon?

Og så har vi rygerne, de røde, de gavmilde og en fyr, der har navngivet sit parti efter sig selv...

Min absolutte yndlings: Indkøbslisten!

På vej hjem kunne vi så ærgre os over, at vi ikke stemte på disse yndige damer. Anne Mai Kjær, som åbenbart kan pustes op, og pige med pæreørering (Pærepartiet stod faktisk på stemmesedlen, men jeg fik ikke et billede)...



Jeg stemte rødt og rødere.

Hvad stemte du?

Gul søndag

Bananmuffins

Kærlighed

Gåtur

Hue

Flo

Jeg MÅTTE bare lige dele det her med alverden. Internezzet leder som bekendt de mærkeligste steder hen, og når man sidder og googler sig selv (jaja, indrøm det bare, du gør det også), så ender man f.eks. med hende her...

"Flo" var åbenbart en spin-off sitcom, der kørte på amerikansk tv i 1980. Den handlede om den rødhårede servitrice Flo, der havde en lille restaurant (indsæt høj begejstret lyd)!

Sådan her så introen ud...

...og sådan så Flos hår ud. Hun blev spillet af Polly Holliday, som lever endnu i en alder af 72.

Hun var også med i Gremlins som kattedamen, der får tunet sin automatiske trappestol!

Dressing for fall..

Sikke en buks.

God søndag!

A boy named Sue

Forskellige bloggere har i den seneste tid skrevet om navne. Om hvilke, der gemmer på en lækker pige, eller hvorvidt pigenavne, der slutter på -e og -a giver forskellige personer...og den slags overvejelser.

Jeg har også brugt en del tid på at fundere over navne i forbindelse med frøken Viola. For det er fandenfløjtemig et heftigt ansvar at give et menneske sit navn. Man giver jo en stor bunke baggage videre, når man giver et navn. Hvis ikke direkte personkarakteristik, så som minimum en tendens, en tidsalder, en tanke - og det faktum, at dit navn altid vil repræsentere dig. Det er vel derfor, man ikke kunne drømme om at navngive efter sin ærkefjende i folkeskolen, men gerne efter en sød mormor og så fremdeles. Og det er vel også derfor, så mange ændrer deres navn, fordi de føler sig tyngede af, hvad de hedder, eller vil tilføje et karaktertræk eller to.

Selvfølgelig er det op til en selv at give sit navn en god klang ved at være et godt og rart menneske, men der følger nu alligevel noget med.

Ham her fik så noget med fra Narnia.

Meget af udvælgelsesprocessen foregår ganske ubevidst, tror jeg. I samtiden ligger der altid nogle navne og svæver rundt i den fælles bevidsthed, og man forstår ikke, hvorfor der pludselig er fire andre med samme navn henne i vuggestuen, når man nu var så pisseoriginal. Da jeg gik i skole, var der et hav af Anderser og Martiner og Camillaer. Man rammer bare en bølge, selvom vi (måske især københavnere?) har et enormt behov for at finde på noget rasende unikt lige for tiden. Måske synes vi, at vores børn hver især skal hedde noget så komplet særligt, at det almindelige ender med at blive det, der stikker ud? Døb din baby Mette, så bliver hun den eneste i klassen anno 2017!

Børn hedder nu Storm, Fjord og Alaska, f.eks. Det er smukke navne, men er det ikke løjerligt - hvor kom den naturfænomen-agtige navnetrend lige fra? Og betyder det, at der nu kommer en masse små, der hedder ting som Vig, Torden, Sne eller Sky? Ligesom den lille overgang, hvor piger blev til krydderurter og navngivet Kamille, Persille og Mynte, eller den store bibelske bølge med de tusindvis af Markuser, Lukaser og andre evangelister. Måske, når vores børn får børn, vil de blive opkaldt efter bedsteforældrenes generation, og så vil det myldre rundt med små Kurter, Henninger og Irener og Jytter, mens vi måbende ser til.

Nu siger nogle af de kloge imidlertid, at blomsternavne til piger er in igen, og det må jo ligesom være den ubevidste tendens, vi sorterer under. Ham (!) her var blikkenslagermester (!!)...

Manges reaktion på navnet Viola har været, at det var enormt sødt og piget og blomsteragtigt. Til min store skræk! Jeg har været, og er, temmelig anti-lyserød og anti-tuttenuttet, når det kommer til min datter, og knurret olmt ad folk, der har kaldt hende prinsesse og den slags ting. For hvad konstituerer et pigeliv? Jeg ved det ikke, men det er sgu ikke kun romantisk flimmelim. Jeg håber, jeg kan hjælpe til med, at min datter kan og vil det hele - at hun vil klatre i træer, læse om planeter, løbe stærkt og råbe højt med lige så stor selvfølgelighed som hun går i strutskørter, leger med dukker, kæler med kattekillinger og fletter hår. At hun ikke er bange for noget og ikke lader sig begrænse af noget - eller nogens forestillinger om, at hun er en prinsesse. Og da jeg var gravid og navnet kun eksisterede inde i mit hoved, var en Viola netop sådan en lille viljestærk klatre-i-træer type, der sagde sin mening, og som måske gerne ville sidde og pille ved en blomst, men absolut ikke var bly som en...ja, viol.

Måske har jeg misforstået noget. Eller også skal jeg bare holde bøtte og lade mit barn fylde sit navn med lige netop det, hun ønsker at være.



PS: Kan navne have hårfarver?
PPS: Jeg håber ikke, jeg har fornærmet nogen.
PPPS: Jeg burde vist også have skrevet noget om at hedde Fie, men det må blive en anden gang.

Nisse II

Når man hverken har tænkt en stor tanke eller oplevet noget remotely relevant, så må man jo gentage sig selv indtil den lille imaginære inspirationspære over ens hovede tændes med et *plink*. Derfor bliver dagens blog på ingen vis original, men blot en bunke billeder af gode småting som den indre nisse har bidt mærke i. Ikke for at piske en julestemning alt for meget op. Kun lidt.

Nissen har f.eks. startet med at tage forskud på julegaverne til sig selv. Denne lilla uglevest er syet specielt efter mål af en pige på Trendsales, og hvis det ikke er fint, så ved jeg ikke hvad...

Nissen lagde også mærke til den hersens nederdel i H&M. Meeen det er sikkert sådan en ting, man ser komplet åndssvag ud i, når man ikke er en mannequindukke. Derfor lod nissen nederdel være nederdel, men stod alligevel lidt og holdt vejret med hovedet på skrå som en anden ravn, der har fået øje på noget skinnende.

Der var også de her kæmpe snefnugspompomer. Nissen mente, de burde hænge hjemme i stuen, men eftersom der ikke er sytten meter til loftet, en knitrende pejs og et gigantisk Disneyjuletræ, må det nok vente lidt.

Derfor måtte nissen dulme nerverne med en lille passende læskedrik...

...alt imens Viola smækkede stængerne op med sine fineste nye lilla sutsko (tak igen, Iben).

Ho ho ho!

Nisse

I går blev jeg spurgt, hvad jeg ønskede mig i julegave, og det er altid et vendepunkt at få stillet det spørgsmål. For det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at der inden i mig bor en tykkindet lille nisse med sne på huen, konfekt i mundvigen og gavekriller i maven. Jeg ælsker jul, traditioner, hemmeligheder, gavekøb og alt det der. Og selvom jeg har mange meninger om den massepsykotiske forbrugerjul, selvom jeg synes, det er alt for tidligt med julekatalogerne i oktober, og selvom jeg græmmede mig, da jeg købte kalenderlys i Netto, før kalenderen overhovedet pegede i retning af december, så begynder jeg altså at overgive mig nu. So sue me.

På min formiddagstrilletur så jeg den her i boghandlerens vindue - og kom vist nok til at hvine lidt af fryd. Prøv lige at se den tatovering! Jeg bøjer mig simpelthen i støvet for fans i den liga (selvom det, hvis det nu var mig, nok havde været en Dylan-tatoo). Bogen skulle også være ret interessant. Om ikke andet kan man da svælge i sin egen ungdom.

Julegaveønske I:

Julegaveønske II:

Og så, fordi I er så søde, får I lige et par valgplakater mere - for det er og bliver komisk. Det har intet at gøre med julegaver, med mindre, man ønsker sig et grammatikkursus og en venstreorienteret lakridspibe (hmmm, måske..?)

God lørdadadada.

Super friend potato maker

Lad mig først understrege, at dette ikke er en reklame, men bare en lille husmoderlig glædesberetning for den moderne kvinde. Eller noget...

Blandt dagens baby-, vasketøj- og kaffebesøgsrelaterede begivenheder var nemlig ankomsten af en længe ventet pakke fra Kina. Både manden og jeg er notoriske netshoppere, dimsomaner og udstyrstosser, og når man så præsenterer os for en webshop som den her, ja, så er der ingen vej tilbage. De har simpelthen alt. Som i...alt. I alle kategorier. Til ingen penge. Se selv efter.

Jeg vil ikke begynde at remse op, hvad der ellers var i den ret så store pakke, (som i øvrigt var blevet flået op og inspiceret grundigt af toldvæsenet til den nette afgift af en milliard) for noget af det ved jeg faktisk ikke engang, hvad er, eller hvorfor vi har brug for det.

Men jeg er særligt glad for den her tingest. Det er virkelig en no-brainer Made in China plastikdims, men den kan lave chips uden nogensomhelst brug af fedtstof, og jeg sværger i osterejens hellige navn, at de smagte vildt godt og fuldstændigt som almindelige chips. Faktisk bedre, for de var jo lune.

Kartoffelskiverne med salt på kom rent faktisk til at se sådan her ud efter otte minutter i mikroovn:

Jeg erklærer mig derfor totalt enig i det her lille udråb, hvad end det er. "Super kartoffel ven til din velsmagende mave"! eller sådan noget.

Og apropos fjollede oversættelser af ting, man ikke ved, hvad betyder, var der også den her keramiske kniv med i pakken. Den er både sund, skarp, high tech og...vogue?

Strike a pose, siger jeg bare.

November

Stor

Lille

Russisk

Dansk

Indendørs

Udendørs

Vote for Pedro

Hvad sker der for kommunalvalget, altså?

Frank Jensen har enorme røde plakater hængende over det hele: Stem på Frank, han elsker gammel russisk propaganda. Og i busserne er der papskilte med hans budskab: "Respekt for København. Ikke mere fuck-dig attitude". A'hva, Frank? En stor socialdemokrat i en lille drengs krop, altså. Slap nu af, du har jo ingen reelle modkandidater, Frankie, og i øvrigt kunne du godt skrue lidt ned for københavnercharmen, eftersom du egentlig er fra Nordjylland.

Men - der er givetvis en ny sherif i byen, og han skal nok sørge for ro, orden og....øh, gratis busser?

Godt han får hjælp af en amish kvinde med midterskilning:

Og så er der gudhjælpemig dem her:

På deres hjemmeside står der, blandt andet:

"En nihilist er ikke nødvendigvis en følelseskold sociopat. (...) Man kan være rasende over, at det hele er ligegyldigt og eksistensen uden formål. Man kan også være i en lidelsesfuld splittelse mellem indignationen over, at verden er uacceptabel og erkendelsen af, at det aldrig bliver bedre. Eller man kan muntert gribe den absurde frihed, der ligger i at opgive alt håb og grine sin højlydte hånlatter over et univers, som er for fjollet."

Lidelsesfuld spilttelse? Højlydt hånlatter? Er jeg den eneste, der i hele det her kommunalshow identificerer mig ret meget med The Dude, som bare sidder fredeligt i sit badekar, indtil nogen kommer og smider en ilder ned i badevandet? "We are nihilists, Lebowski! We believe in nozing! Nozing!"

Fint nok at tage pis på systemet, men Nihilistisk Folkeparti og alle jer andre? Få jer lige et realitytjek, dér.

PS: Jeg købte de blå støvler, og de er ekstra pæne, når man går med dem i gule blade.

Blogsnak

Måske har du, kære læser, bemærket, at blogningen så småt har grebet om sig, og det er rigtig dejligt, for der har været tidspunkter, hvor jeg seriøst har overvejet at smide forklædet, lukke Dineren og hælde kaffen ud. Men efter jeg fik, og begyndte at bruge, en konto hos statcounter.com, hvor man kan følge med i statistik over sine læsere, deres geografiske placering, besøgslængde, søgeord og den slags, så viser det sig, at der rent faktisk er en del, der læser med. 

For eksempel er der en læser i Wien. En tilbagevendende en af slagsen, endda, og det må jo betyde, at vedkommende læser dansk. En meget ivrig en i Sorø har jeg også. Og i sidste uge var der en, som overnattede på et hotel i Jylland, som bl.a. brugte sin tid på at tjekke min blog. Er det ikke pudsigt? Jeg ved ikke, hvem I er, men jeg ville ønske, I efterlod en kommentar fra tid til anden. I er i hvert fald meget velkomne til det.

Hvem er du?

Nå, videre. Når man bevæger sig fra blog til blog via folks links til hinanden, kommer man forbi nogle ret spøjse typer derude. Det er sikkert også sådan, folk finder mig, hvis vi ikke lige er venner på Facebook eller i virkeligheden (gisp!). Nogle bloggere er fantastisk originale, har meget på hjerte, eller har fået en ret særegen idé, som de dyrker hundrede procent. Der er virkelig en kæmpe boble af blogs derude, som er fuld af garvede folk, og jeg føler mig meget som en novice, selv om jeg ret beset ikke er det. 

Ja, godddag, jeg vil gerne købe en vokal....

Danske StineStregen er genial i den sammenhæng og ret kendt for det, efterhånden - en tegning om dagen og en velplaceret lille tekst om dagens personlige begivenhed, som hun illustrerer med sig selv som tegneseriefigur. Andre bruger aldrig illustrationer, men dyrker ord eller poesi. Men der er også rigtig mange, der ligner hinanden til forveksling, og som gør de samme ting. Fotoblogs er der f.eks. en millard af, og der er mange smukke og nørdede, men også mange ligegyldige. Og der er sindssygt mange danske modeblogs. Desværre består langt de fleste bare af en studerende ungmø, der tager billeder af sig selv i dagens outfit og poster links til dyre tasker og sko, som hun altzå bare dør, hvis hun ikke snart får købt. 

Når man bevæger sig ud af Danmark, er der virkelig noget at komme efter (kig her i sidebarerne efter guf, jeg synes selv, jeg er ved at have samlet et par gode ting efterhånden). Jeg kan ærgre mig lidt over, at nogle af de voldsomt seje, sjove og inspirerende bloggere ude i verden ikke fatter en dyt af, hvad jeg skriver, fordi jeg bruger et sprog, som forsvindende få mennesker taler. Jeg overvejede at skrive på engelsk, ligesom på Myspacebloggen i tidernes morgen, men det blev efterhånden lidt åndssvagt. Hvis man har mange venner i udlandet, eller ambitioner om at blive world's next big thing, er engelsk nok en god idé. Men den danske sang er en ung blondine (nå, ja, 30-årig rødhåret så), og vort modersmål er dejligt, og i øvrigt kan vi sgu ikke lade DF tage patent på alt, hvad der er dansk.

Der er et øøøndigt sprogområde...

Mange vælger et emne, når de blogger. Mode, medier, gadgets, business, film, litteratur, politik, whatever. I den ånd er jeg et par gange nu blevet afkrævet svar på, hvad formålet med Dineren er. Sjovt nok har det mest været journalister og andet mediegodtfolk, der ikke helt kan forstå, hvordan man kan skrive noget uden at have et erklæret formål, en velovervejet grund til at udstille sig selv på den måde. Måske er det fordi, man som journalist ellers altid gemmer sig bag sin byline, sine cases og sin aldeles uanfægtelige ret til at frasige sig al subjektivitet, Gud bedre det. Men Dineren er min egen. Den er min klumme, min debatsektion, min minimale kronik. Jeg må gerne pille mig surt i navlen, lige så vel som jeg må og kan trække perspektiver ud af mine observationer, som måske kan bruges til noget. Jeg øver mig i personlig åbenhed, stå-ved-mig-selv-hed, og jeg dyrker hverdagsvinkling af det, jeg ser, oplever og tænker på. Jeg vedligeholder min sjæl, mit talent og derfor indirekte også det, som er mit levebrød. 

Savner du mening med Dineren, kære læser? Synes du noget om den? Så skriv løs.

Og nu vil jeg tage fingeren ud af navlen og lave en kop kaffe. Tak fordi, De pillede med.