Nisse

I går blev jeg spurgt, hvad jeg ønskede mig i julegave, og det er altid et vendepunkt at få stillet det spørgsmål. For det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at der inden i mig bor en tykkindet lille nisse med sne på huen, konfekt i mundvigen og gavekriller i maven. Jeg ælsker jul, traditioner, hemmeligheder, gavekøb og alt det der. Og selvom jeg har mange meninger om den massepsykotiske forbrugerjul, selvom jeg synes, det er alt for tidligt med julekatalogerne i oktober, og selvom jeg græmmede mig, da jeg købte kalenderlys i Netto, før kalenderen overhovedet pegede i retning af december, så begynder jeg altså at overgive mig nu. So sue me.

På min formiddagstrilletur så jeg den her i boghandlerens vindue - og kom vist nok til at hvine lidt af fryd. Prøv lige at se den tatovering! Jeg bøjer mig simpelthen i støvet for fans i den liga (selvom det, hvis det nu var mig, nok havde været en Dylan-tatoo). Bogen skulle også være ret interessant. Om ikke andet kan man da svælge i sin egen ungdom.

Julegaveønske I:

Julegaveønske II:

Og så, fordi I er så søde, får I lige et par valgplakater mere - for det er og bliver komisk. Det har intet at gøre med julegaver, med mindre, man ønsker sig et grammatikkursus og en venstreorienteret lakridspibe (hmmm, måske..?)

God lørdadadada.

Super friend potato maker

Lad mig først understrege, at dette ikke er en reklame, men bare en lille husmoderlig glædesberetning for den moderne kvinde. Eller noget...

Blandt dagens baby-, vasketøj- og kaffebesøgsrelaterede begivenheder var nemlig ankomsten af en længe ventet pakke fra Kina. Både manden og jeg er notoriske netshoppere, dimsomaner og udstyrstosser, og når man så præsenterer os for en webshop som den her, ja, så er der ingen vej tilbage. De har simpelthen alt. Som i...alt. I alle kategorier. Til ingen penge. Se selv efter.

Jeg vil ikke begynde at remse op, hvad der ellers var i den ret så store pakke, (som i øvrigt var blevet flået op og inspiceret grundigt af toldvæsenet til den nette afgift af en milliard) for noget af det ved jeg faktisk ikke engang, hvad er, eller hvorfor vi har brug for det.

Men jeg er særligt glad for den her tingest. Det er virkelig en no-brainer Made in China plastikdims, men den kan lave chips uden nogensomhelst brug af fedtstof, og jeg sværger i osterejens hellige navn, at de smagte vildt godt og fuldstændigt som almindelige chips. Faktisk bedre, for de var jo lune.

Kartoffelskiverne med salt på kom rent faktisk til at se sådan her ud efter otte minutter i mikroovn:

Jeg erklærer mig derfor totalt enig i det her lille udråb, hvad end det er. "Super kartoffel ven til din velsmagende mave"! eller sådan noget.

Og apropos fjollede oversættelser af ting, man ikke ved, hvad betyder, var der også den her keramiske kniv med i pakken. Den er både sund, skarp, high tech og...vogue?

Strike a pose, siger jeg bare.

November

Stor

Lille

Russisk

Dansk

Indendørs

Udendørs

Vote for Pedro

Hvad sker der for kommunalvalget, altså?

Frank Jensen har enorme røde plakater hængende over det hele: Stem på Frank, han elsker gammel russisk propaganda. Og i busserne er der papskilte med hans budskab: "Respekt for København. Ikke mere fuck-dig attitude". A'hva, Frank? En stor socialdemokrat i en lille drengs krop, altså. Slap nu af, du har jo ingen reelle modkandidater, Frankie, og i øvrigt kunne du godt skrue lidt ned for københavnercharmen, eftersom du egentlig er fra Nordjylland.

Men - der er givetvis en ny sherif i byen, og han skal nok sørge for ro, orden og....øh, gratis busser?

Godt han får hjælp af en amish kvinde med midterskilning:

Og så er der gudhjælpemig dem her:

På deres hjemmeside står der, blandt andet:

"En nihilist er ikke nødvendigvis en følelseskold sociopat. (...) Man kan være rasende over, at det hele er ligegyldigt og eksistensen uden formål. Man kan også være i en lidelsesfuld splittelse mellem indignationen over, at verden er uacceptabel og erkendelsen af, at det aldrig bliver bedre. Eller man kan muntert gribe den absurde frihed, der ligger i at opgive alt håb og grine sin højlydte hånlatter over et univers, som er for fjollet."

Lidelsesfuld spilttelse? Højlydt hånlatter? Er jeg den eneste, der i hele det her kommunalshow identificerer mig ret meget med The Dude, som bare sidder fredeligt i sit badekar, indtil nogen kommer og smider en ilder ned i badevandet? "We are nihilists, Lebowski! We believe in nozing! Nozing!"

Fint nok at tage pis på systemet, men Nihilistisk Folkeparti og alle jer andre? Få jer lige et realitytjek, dér.

PS: Jeg købte de blå støvler, og de er ekstra pæne, når man går med dem i gule blade.

Blogsnak

Måske har du, kære læser, bemærket, at blogningen så småt har grebet om sig, og det er rigtig dejligt, for der har været tidspunkter, hvor jeg seriøst har overvejet at smide forklædet, lukke Dineren og hælde kaffen ud. Men efter jeg fik, og begyndte at bruge, en konto hos statcounter.com, hvor man kan følge med i statistik over sine læsere, deres geografiske placering, besøgslængde, søgeord og den slags, så viser det sig, at der rent faktisk er en del, der læser med. 

For eksempel er der en læser i Wien. En tilbagevendende en af slagsen, endda, og det må jo betyde, at vedkommende læser dansk. En meget ivrig en i Sorø har jeg også. Og i sidste uge var der en, som overnattede på et hotel i Jylland, som bl.a. brugte sin tid på at tjekke min blog. Er det ikke pudsigt? Jeg ved ikke, hvem I er, men jeg ville ønske, I efterlod en kommentar fra tid til anden. I er i hvert fald meget velkomne til det.

Hvem er du?

Nå, videre. Når man bevæger sig fra blog til blog via folks links til hinanden, kommer man forbi nogle ret spøjse typer derude. Det er sikkert også sådan, folk finder mig, hvis vi ikke lige er venner på Facebook eller i virkeligheden (gisp!). Nogle bloggere er fantastisk originale, har meget på hjerte, eller har fået en ret særegen idé, som de dyrker hundrede procent. Der er virkelig en kæmpe boble af blogs derude, som er fuld af garvede folk, og jeg føler mig meget som en novice, selv om jeg ret beset ikke er det. 

Ja, godddag, jeg vil gerne købe en vokal....

Danske StineStregen er genial i den sammenhæng og ret kendt for det, efterhånden - en tegning om dagen og en velplaceret lille tekst om dagens personlige begivenhed, som hun illustrerer med sig selv som tegneseriefigur. Andre bruger aldrig illustrationer, men dyrker ord eller poesi. Men der er også rigtig mange, der ligner hinanden til forveksling, og som gør de samme ting. Fotoblogs er der f.eks. en millard af, og der er mange smukke og nørdede, men også mange ligegyldige. Og der er sindssygt mange danske modeblogs. Desværre består langt de fleste bare af en studerende ungmø, der tager billeder af sig selv i dagens outfit og poster links til dyre tasker og sko, som hun altzå bare dør, hvis hun ikke snart får købt. 

Når man bevæger sig ud af Danmark, er der virkelig noget at komme efter (kig her i sidebarerne efter guf, jeg synes selv, jeg er ved at have samlet et par gode ting efterhånden). Jeg kan ærgre mig lidt over, at nogle af de voldsomt seje, sjove og inspirerende bloggere ude i verden ikke fatter en dyt af, hvad jeg skriver, fordi jeg bruger et sprog, som forsvindende få mennesker taler. Jeg overvejede at skrive på engelsk, ligesom på Myspacebloggen i tidernes morgen, men det blev efterhånden lidt åndssvagt. Hvis man har mange venner i udlandet, eller ambitioner om at blive world's next big thing, er engelsk nok en god idé. Men den danske sang er en ung blondine (nå, ja, 30-årig rødhåret så), og vort modersmål er dejligt, og i øvrigt kan vi sgu ikke lade DF tage patent på alt, hvad der er dansk.

Der er et øøøndigt sprogområde...

Mange vælger et emne, når de blogger. Mode, medier, gadgets, business, film, litteratur, politik, whatever. I den ånd er jeg et par gange nu blevet afkrævet svar på, hvad formålet med Dineren er. Sjovt nok har det mest været journalister og andet mediegodtfolk, der ikke helt kan forstå, hvordan man kan skrive noget uden at have et erklæret formål, en velovervejet grund til at udstille sig selv på den måde. Måske er det fordi, man som journalist ellers altid gemmer sig bag sin byline, sine cases og sin aldeles uanfægtelige ret til at frasige sig al subjektivitet, Gud bedre det. Men Dineren er min egen. Den er min klumme, min debatsektion, min minimale kronik. Jeg må gerne pille mig surt i navlen, lige så vel som jeg må og kan trække perspektiver ud af mine observationer, som måske kan bruges til noget. Jeg øver mig i personlig åbenhed, stå-ved-mig-selv-hed, og jeg dyrker hverdagsvinkling af det, jeg ser, oplever og tænker på. Jeg vedligeholder min sjæl, mit talent og derfor indirekte også det, som er mit levebrød. 

Savner du mening med Dineren, kære læser? Synes du noget om den? Så skriv løs.

Og nu vil jeg tage fingeren ud af navlen og lave en kop kaffe. Tak fordi, De pillede med.

Med far på arbejde

Da jeg var lille, var noget af det fedeste i verden at være med far på arbejde. Han kørte hele vejen til København, mens vi sad og sang med på radioen. Han tog elevatoren op i høje bygninger og afleverede sine billeder til folk med skrivemaskiner og lysborde. Der var en bager i en bestemt bygning, der altid duftede, og i elevatoren i den bygning var der et spejl, som damerne altid spejlede sig diskret i, før et ding og skydedørenes svush sluttede deres tur. Nogle steder fik man sodavand og blev spurgt, hvilken klasse man gik i, andre steder blev man bænket i en stol bag en stuepalme, mens de voksne snakkede. Nogle steder røg de cigaretter, andre steder duftede der af tryksværte. Og nogle gange var der tid til at gå på café og få croissanter.

Jeg håber, Viola vil synes det er ligeså spændende at komme med sin far på arbejde, når hun bliver stor nok.

I dag var vi ude og se mandens nye kontor, og måske er det fordi, jeg er lediggangen selv, måske fordi jeg gik lidt i barndom, men jeg synes godt nok, det var exiting.

Gæt en boulevard...

Torsdag dog.

I fart.

Nok verdens bedste fund i et glemt vægskab. Ever!

Udsigt. Ding-dong.

Søndag

Træthed og tidligt-i-seng-hed overmander mig. Dagens blog er derfor billeder af lidt uden- og indendørs lokalkolorit...

Burka King. Ekstra indhyllet med fritter til, eller hvad?

Medføl. Bydeformen tiltaler mig. Så gør det dog, medføl, din egoistiske svumpukkel!

Klejnerne røg først nede i Brugsen. Jeg smagte dog ikke på det palminindsmurte samlebåndsprodukt, fordi...

...jeg havde en plan om at lave en ævlekage, næsten-nonfat edition. Æbler kogt med vanilje, tørristet rasp, knuste makroner og creme fraiche 9 % rørt med akaciehonning. Yum!

Og Viola valgte at bruge det meste af dagen på at mule sin bamse.

Godnat.

Udenfor festen

"...men hun er jo faktisk ret sød. Ikke?" spurgte den ene hormondunkende dunjakke den anden, og svaret var allerede givet. Jeg fik øje på dem, fordi de havde firkantede funklende fake diamanter i begge ører. Deres øreflipper lyste simpelthen op i mørket med genskinnet fra kioskens lys. Jeg lyttede. De skulle et eller andet sted hen, hvor der åbenbart var den her søde pige, og de var helt sikkert spændt på aftenens udfald, for spørgsmålet fik dem til at kigge ned i jorden og fnise, og blive lidt røde om de pyntede ører.

For lørdag aften er lig med fest. Det havde jeg faktisk glemt. Men det første jeg så, da jeg gik ud af porten i hue og gummistøvler, skubbende på barnevognen, var en pige sidst i tyverne, på tårnhøje hæle. Hun så vildt godt ud, nød tydeligvis sin egen lækre stil og skulle med garanti et sted hen, hvor hun kunne bade sig i beundrende blikke og cocktails. I ved, den dér selvsikre gang mod festen, når man ved, det bliver en god aften. Så kan man stavre og vakle og vælte nok så meget på vej hjem, men i det mindste duftede man fantastisk af parfume, læbestift og kold aftenluft, da man ankom.

I 7-Eleven var det stilhed før stormen, og alle var endnu forholdsvis civiliserede. En lettere buttet fyr i genbrugsmilitærjakke var allerede på aftenens første franske hotdog, og han havde en pose fuld af halvanden liter colaer. Jeg gætter på videoaften med drengene. En pige, som ikke var i festtøj, men snarere stadig i morgenhår, købte en sixpack Heineken og fire tykke, glittede dameblade. Jeg gætter på kærestesorg. Resten købte i flæng tyve blå King's, øl og tyggegummi ad libitum.

Jeg købte kaffe og gik ned på Dronning Louises Bro.

Man kan ane en kæk løber i fart, nederst i billedet. Så er jeg da ikke den eneste, der bruger lørdag aften på noget komplet ufestligt.

Sekstusindogniogtyve cykler er kørt mod Nørrebro i dag. Gad vide, hvor mange af dem, der bliver glemt eller stjålet eller kørt ind i en lygtepæl i nat?

Måske skulle man købe et par blå vinterstøvler? Eller måske de brune ovenover med store snørehuller? Er der nogen, der har en mening om det?

Inden jeg gik helt hjem, stod jeg og lyttede lidt til alle de åbne vinduer på gaden, der bragede den umiskendelige lyd af privatfester ud. Toiletkø i en smal gang, klirrende Nettoposer, rygerkøkken, jakker i bunke på seng i køligt soveværelse (man kan ikke finde sin taske derinde), den obligatorisk grædende veninde på bagtrappen, dansegulvet midt i stuen, de sure naboer, skålene med peanuts og osterejer, ingen pladser i sofaen, revne nylonstrømper, par der skændes og vildt ømme tæer. Been there, done that. A lot.

 Og så, i stedet for dagens kaffebillede kommer her dagens bedste overraskelse: En kurv fra 86-årige mormor med sure agurker, marmelade, syltede sveskeblommer, valnødder i egen nylonstrømpe og roser fra hendes have. Vidunderbart for en country girl.

Jeg er bare så moderne

...se lige mig, jeg har fået ny header, og selv om jeg har brokket mig og spruttet og raset, lykkedes det til sidst at få mingleret lidt html og noget pæn font.

Det var bare det. Hej hurra!

Åndehul

Jeg gik en lang tur i dag. Laaang. Jeg havde meget på hjerte, der skulle vandres ud. Når alting er i hårdknude, hjælper det at gå. For så føles det i det mindste, som om man er på vej. Et eller andet sted hen.

Når man kigger op og ind i lejligheder rundt omkring, er der en helt særlig kategori af vinduesrygere. Hist og her stikker en hånd ud med en cigaret, den knipser automatisk asken af, og en gang imellem forsvinder den ind i stuens mørke, oplyses af et orangeglødende sug, og kommer ud igen i en lille let sky af hvid røg. Nogle er mere nonchalante og sidder i vindueskarme og kigger, mens de ryger, snakker i telefon, mens de ryger, går rundt i undertøj, mens de ryger (ved vinduet). Nogle sidder endda med benene ud af vinduet. På fjerde, femte, sjette sal. Med blikket indstillet på uendeligt. 

På Assistensen var der en gravsten med et sirligt indgraveret bz-tegn. Og der var levende lys ved Natasjas grav. I en varebil stak en maksimalt otteårig dreng hovedet ud ad vinduet og råbte arrr, Nørrebrogade, hva' sååå, er I friske? En bodega reklamerede med sjusser for en tier. Pølsedamen ved Runddelen manglede et par tænder. Egernet i gården gloede på mig, som om jeg havde fanget det med fingrene i en kagedåse, da jeg kom hjem.

Punktum.