Oh, kaffe!

Det ville jo ikke være Flo's Diner det her, uden en hyldest til kaffe i ny og næ. Og af en eller anden grund har jeg taget en del billeder af kopper i dag - for selvom jeg har været komplet forkert klædt på hele dagen og svedt som en slædehund på charterferie, har jeg alligevel travet byen tynd sammen med frøkenen i barnevogn, og så er det jo, at man får sig en dejlig masse kopper vandrekaffe... uanset kropstemperaturen.

Først et par fine kopper i vinduet hos Stilleben i Strædet. Faktisk, hvis der nu havde været en tredje, hvor der stod "fin", havde jeg købt dem på stedet.

Så en sidde-ned-og-glo-på-folk kop på den franske måde. Og ja, jeg ved godt, at det ikke er sådan her man kommer af med sine overskydende 10 kilo...

Jeg stødte også på den her noget feminine herrekop, som kostede 1 krone i en genbrugsbutik. Det var selvsagt ikke af nærighed, men jeg vidste ikke, hvad jeg egentlig skulle med den, så jeg købte den ikke. Men nu har jeg da et meget uskarpt billede af den...

Og så kan jeg jo passende lige vise den her frem. Mit seneste køb på etsy.com, som kom sammen med en halskædevedhæng af en Starbucks-to-go-kop og en miniature cookie. I likes my coffee.

Viola synes, kaffe er vildt uinteressant. Næ, hun vil hellere ligge i sin dyne på mors skød og glo ud af vinduet.

Og PS: Når man sådan går rundt i byen og småshopper (jeg fik en taske, Viola fik et par prikkede strømpebukser), opdager man, at det fodtøj, der er på alle hylder nu, i et uopmærksomt øjeblik gik hen og blev en afspejling af en eller anden usmagelig strippers skosamling. Hvad blev der lige af femininiteten og elegancen ved højhælede sko?

En helt ny verden

Det er altså svært at vide, hvor man skal starte, når man på to måneder har oplevet noget, der gør så fysisk ondt, er så stort og vildt, så overraskende, smukt, angstprovokerende, kærlighedsfyldt og som giver så store dønninger ind i resten af livet som fødslen af et barn. Så jeg har taget tilløb i et stykke tid nu...

For syv uger siden havde jeg alverdens tid til at blogge omhyggeligt hver dag, tage billeder af småting og ævle op og ned ad stolper om min egen navle. Nu er tid ikke noget, jeg har, men noget, jeg allernådigst får. Og så skal den helst bruges på at sove.

Anyway. På min søde mands 30 års fødselsdag blev lagkage og gæster afløst af veer, nærmest det øjeblik, de var ude af døren - og ved midnat lå jeg og skreg på Frederiksberg Hospitals fødestue. Så højt og ukontrolleret, at anæstesilægen brølede mig ind i hovedet, at jeg skulle holde min bøtte, for ellers kunne han ikke give mig den epiduralblokade. Og tak til ham for at give mig så stort et chok, at jeg lå helt stille og kunne lade the sweet, sweet drugs virke. Selvom Henrik godt nok var lige ved at slå ham i gulvet...

Kl. 10.09 om morgenen d. 13. juli kom lille Viola så til verden. Og her har hun været siden.

Enhver, der er med i den her hemmelige klub af forældre, som man ikke kunne forstå før, ved, at det er helt gakkelak med følelserne efter sådan en fødsel. Men på den tid, der er gået, har vi ikke "bare" skullet vænne os til at være forældre. Viola fik nemlig konstateret en sjælden stofskiftedefekt, som bl.a. betyder, at der er strikse kostrestriktioner, hun skal følge hele livet, og at hun i nødstilfælde kan blive så syg, at hendes organer tager skade. Det var et chok, som stadig sidder i kroppen på os og vil gøre det længe.

Måske kan jeg en dag skrive mere om, hvad det går ud på, men det bliver ikke nu. Jeg kan blot fortælle og berolige med, at hun er en rask, glad, sød, normal lille bebs, som er i rivende udvikling lige nu. Og som griner og pludrer og fægter med arme og ben ved enhver chance hun får.

Så lad mig i stedet dele min enorme og vidunderlige og konfuse moderskabsglæde med jer - og råbe et kæmpe hurra for den første blog på Flo's Diner - mama edition - og for den smukke Viola, der fylder 7 uger i dag!

Hurraaaaaah!

Video, video, VI-DE-OH!

Når regnen bare siler ned
Så har jeg tændt for color TV'et
Humphrey Bogart og Björn fra Wimbledon
Jeg har det hele på video-bånd!

Når man er træt, har ondt i sit skrog, og er 22 kilo smukkere end man plejer, hvad er så bedre end at få kaffebesøg af to søde damer med jordbærkage? That's right, den kan man ikke slå. De var lidt våde af regnen, og den medbragte lille dreng var småknotten, men det er jo ikke noget, lidt snacks og hygge ikke kan kurere. Snart var alle tørre og glade og sludrende. Ahh.

Senere kom manden hjem med nyindkøbt videokamera. Vi dokumenterede, at det virker - og fastslog, at babyer jo bare er fantastiske at filme.

Video, video, VI-DE-OH! Yes, baby, den kører nat og dag, så nu kan vi få det hele med, når pigen forhåbentlig snart befinder sig i verden. Verden venter blot på "Pigen i sneen", "Pigen og lømlerne fra Bakkegaarden" og "Pigen på Bornholm"!

(Lyd af fingre, der trommer i bordet)

Sandsynligheden for en fødsel stiger i disse dage proportionalt med utålmodigheden. Måske skulle man lave en ligning: Antal uger plus antal strækmærker gange tudeture divideret med søvnløshed i anden = gravid tyksak, der går rundt som løve i bur (godt man ikke blev matematisk student)...

En tjek-op-tur på hospitalet hist, en plukve pist, men ingen baby. Det er lidt ligesom med det hersens tordenvejr, vi går og venter på skal rense luften. Der kommer lidt, men det er bare et bum og en byge, og så er det nøjagtig ligeså lummert igen bagefter. Antiklimaks i en hornlygte!

Til gengæld kan man så fordrive tiden med at se en masse hyggelige folk. I dag på café med gravid veninde. I morgen besøg af faster fra Fyn, på fredag kaffeslabberas med the blogsters. Hvis altså ikke pigebarnet beslutter sig for at være en af de 22 procent babyer, der haver ulejlighed med at lade sig føde i uge 39, som jeg går ind i i morgen.

I dag har jeg ikke fået fotograferet noget som helst - ud over dagens aftensmad, som verdens dejligste og næstmest utålmodige medlem af husstanden lavede til sofaliggende undertegnede. Mums!

Sløv søndag

Mens resten af byen befinder sig med syvendedagstømmermænd på en støvet mark ved Roskilde, ser jeg Mythbusters og spiser hjemmebagt pizza med manden. Not a bad deal, faktisk.

Varme = hævede fødder. Fede små grisebasser.


Men - hedebølgen har da været godt for noget. Potten med chilifrø er begyndt at røre på sig. Stor triumf!

Lookalikes

Heldigvis er det sjældent, folk siger "Du har din mors kæmpe tænder, din farmors skarpe tunge og din fars store næse" - selvom jeg HAR hørt alle tre sandheder. Som regel er det noget blidere i retning af "Du har jo din flotte højde fra morfar." Andre puslespilsbrikker er mormors barm, mors øjne, den Olsenske ansigtsform etc.

Lille mormor af polsk afstamning. Hun var engang helt mørkhåret og ja - ret storbarmet.

Men ingen kan rigtig regne ud, hvor mit røde hår kommer fra. Min mors teori er, at farven må være noget grundlæggende stærkt genetisk som er særligt for mig, mens jeg selv nærmere tror, jeg er et naturens tilfælde af små røde gener fra hist og pist på stamtræet - et rødt skæg hér, en ekstra bleg hudtone dér.

En genetics calculator på nettet fortæller mig, at mit barn har 50/50 chance for at få grønne øjne, ligesom sin far. Måske vil hun også blive rødhåret, for det er jeg jo - og min ellers så mørke mand har lidt kastaniefarve i skægget, en blond mor og søster - og fregner i hele sit smukke fjæs.

I hans familie var engang en spansk soldat med charme nok til at efterlade gener, der skabte enkeltstående mørke børn blandt lyse søskende i mange generationer. Det ser sjovt ud på de gamle fotos, at der altid en én mørk ælling på hvert billede, der står og ser totalt anderledes ud.

Her er det umiddelbare genetiske materiale, vi har at give videre. Lys og mørk. What to think?

Faktisk er fregnerne det eneste, vi som forældre sådan fysisk har til fælles. Og så højden. Så gad vide, hvordan pigen ser ud. Hvilke gener ligger og bare venter på at slå igennem? Bliver hun høj og kropsligt stor som mig, små vipser som sine bedstemødre, langlemmet og mørk som sin far, firskåren som sin farfar?

Måske går hun med hat som sin morfar?

Endnu en varm dag

Langsommelighed

I dag går jeg ind i uge 38, og dermed er der officielt 14 dage til termin. I min trofaste gravidbog står der, at 15 % af den samlede børnepulje fødes i denne uge. Gad vide, om pigen bliver en af dem? Hm. Der står dog også, at det "er godt for psyken" at indstille sig på, man går mindst en uge over tid. Jeg skal give dem godt, skal jeg. Hvert eneste lille jag eller stik får det til at gibbe i mig. Og alle mine aftaler kommer med en fødselsklausul.

Al denne lediggang er dog ikke helt frugtesløs. For aldrig har jeg da nuslet så meget omkring og snuset til sommerluft og dvælet ved detaljer og fået ting til at gro og søsat små, men stolte gør-det-selv-skuder.

Jeg kunne spise hele den danske sommerhøst af alting. Og nej, der er ikke skruet op for de orange toner. Sådan skal gulerødder bare se ud!

I vores generelle tilstand af handyness in progress (der kommer billeder fra pigens værelse så snart der ikke er powertools over det hele) har vi også fået omplantet nogle urter og sat nogle hylder op, som de kan stå og suge dagslys på. I den tilsyneladende tomme krukke bor en masse chilifrø, som helst skulle blive til sådan nogle fine gule bell pepper-agtige nogen. Mååhms.

Jo, man må gerne lige få et closeup af fersken-blomme-festen. Jeg tror, jeg vil genfødes som fersken. Tænk at være sådan en tigerstribet lille rund, sexet frugt... erhm.. nå, videre.

Hvis man ikke selv er den store kunstner, kan man i det mindste se muligheder i andres doodles. Jeg har farvelagt et stykke tapet med tossede dyr på, som man kan fortabe sig i, hvis man er en lille glo-lysten baby. Hvad? Der findes da grønne pingviner og blå elefanter!

Som et led i DIY-krea-mor-udviklingen har jeg også, mest for sjov, lavet et par pompomer og gik helt i barndom af det. Så hyggeligt.


Bum.

Søstersolidaritet

Nogle kvinder har syttentusind mere eller mindre tætte veninder, som de ser hele tiden for at svælge i dame-emner og generelt være pigede. Sådan en har jeg mildest talt aldrig været. I ved, de der Sex-And-The-City-die-hard-Beverly-slyngveninder-vi-har-kendt-hinanden-siden-vi-gik-i-børnehave-typer. Not me. Piger er altså bare lidt vanskelige...yes? No?

Anyway. Når jeg så fra tid til anden befinder mig i rent kvindeligt selskab, kan det være svært at navigere. Men i dag var en undtagelse, og en rasende hyggelig en af slagsen. En venindes veninde havde for min skyld slæbt to kæmpe sorte sække med babytøj til huse, som jeg kunne få lov at sidde og rode i, samtidig med at de to skønne damer, et stk. søn og et stk. hund underholdt, sludrede og diskede op med kaffeslabberas. Gnidningsfrit, skægt og rørende at blive lukket ind i det lille Christianshavnerhjem.

Hvis der er en bedre måde at spendere en tropevarm tirsdag på, så har jeg aldrig hørt om den.

Tøjbonanza!

Malle, lille Calle og Helle. Og Lucifer, men han er hurtigere end sin egen skygge.

Broen var oppe. Jeg synes stadig, det er lidt spændende. Ja, jeg er fra landet.

Get your kicks on route 66.

Søstersolidariteten ville ingen ende tage: Resten af dagen gik med at fodre en anden kær, lidt heartbroken pige med mad, rødvin, kaffe og halvkvalte visdomsord om kærlighedens forræderiske væsen. Godt man kan dele lidt ud af sine erfaringer med knudemænd og andre frøer, man ville ønske, man ikke havde kysset (så meget).

Måske er piger slet ikke så vanskelige.

The ways of womanhood

Nu ved jeg, hvorfor jeg har tøvet med at blogge så længe.

Alt, hvad jeg gør, handler mere og mere om den 3.400 grams nye verdensborger, der gemmer sig bag mit maveskind. Og hvis der er noget, folk synes er indsnævret, gammeldags og snorkende kedeligt, så er det gravide/mødre, der kun ævler om deres børn. Selv jeg synes, det er irriterende f.eks. at blive typecastet som borddame for andre nybagte eller to-be forældre. Men sådan er the ways of womanhood åbenbart.

Så hvis der overhovedet er nogen, der gider følge med i det, der mere og mere ligner en barselsblog, kommer her en præsentaton af mit seneste DIY-værk. Moderfølelsen og redebyggeriet fornægter sig ikke, og guskelov for det.

Mind you, at min kreative åre har været mere en dryppende vandhane end en decideret flodstrøm af idéer i mange år. Men. Den skal hænge over puslebordet og jeg er svært stolt af den. Farver og bevægelse til bebs og forhåbentlig lidt zen til mig og manden, når vi for fjortende gang på en nat står og skal skifte ble.

Og så lige et artsy closeup.