lørdag den 4. juli 2009

Lookalikes

Heldigvis er det sjældent, folk siger "Du har din mors kæmpe tænder, din farmors skarpe tunge og din fars store næse" - selvom jeg HAR hørt alle tre sandheder. Som regel er det noget blidere i retning af "Du har jo din flotte højde fra morfar." Andre puslespilsbrikker er mormors barm, mors øjne, den Olsenske ansigtsform etc.

Lille mormor af polsk afstamning. Hun var engang helt mørkhåret og ja - ret storbarmet.


Men ingen kan rigtig regne ud, hvor mit røde hår kommer fra. Min mors teori er, at farven må være noget grundlæggende stærkt genetisk som er særligt for mig, mens jeg selv nærmere tror, jeg er et naturens tilfælde af små røde gener fra hist og pist på stamtræet - et rødt skæg hér, en ekstra bleg hudtone dér.

En genetics calculator på nettet fortæller mig, at mit barn har 50/50 chance for at få grønne øjne, ligesom sin far. Måske vil hun også blive rødhåret, for det er jeg jo - og min ellers så mørke mand har lidt kastaniefarve i skægget, en blond mor og søster - og fregner i hele sit smukke fjæs.

I hans familie var engang en spansk soldat med charme nok til at efterlade gener, der skabte enkeltstående mørke børn blandt lyse søskende i mange generationer. Det ser sjovt ud på de gamle fotos, at der altid en én mørk ælling på hvert billede, der står og ser totalt anderledes ud.

Her er det umiddelbare genetiske materiale, vi har at give videre. Lys og mørk. What to think?


Faktisk er fregnerne det eneste, vi som forældre sådan fysisk har til fælles. Og så højden. Så gad vide, hvordan pigen ser ud. Hvilke gener ligger og bare venter på at slå igennem? Bliver hun høj og kropsligt stor som mig, små vipser som sine bedstemødre, langlemmet og mørk som sin far, firskåren som sin farfar?

Måske går hun med hat som sin morfar?

1 kommentar:

  1. Vi har nogenlunde de samme farver herhjemme som I har, og Calvin startede med at ligne Michael på en prik, men ligner nu mere mig, med blå øjne, rødligt hår og bleg hud. Jeg havde håbet han fik sin fars grønne øjne indianer gener, og ikke mine blege danske!

    Jeg hepper på, at lilledamen får rødt hår og fregner! Og selvfølgelig kommer til at gå med hat!

    SvarSlet