Jeg har altid været halvangst for pludselig en dag at se mig selv i spejlet og blive mødt af en, der prøver alt for hårdt på at klæde sig i en alder, hun ikke har. Både den ene og den anden vej. At selvbilledet ikke stemmer overens med spejlbilledet.
Nu ville det jo være en overdrivelse af bibelske dimensioner at sige, at jeg er specielt fashionistisk, men jeg går da op i at se orn'lig ud. Problemet er bare: Hvordan klæder man sig så, når man er 31 og en halv? Når man er mor? Når alle dem, der er yngre end en, endnu ikke tror på at kvindekroppen forfalder hurtigere end mænds. Når man for længst færdig med at lege studerende fattigrøv og går på arbejde (jaja, nu leger vi bare, ikke?) - et arbejde, man skal klæde sig nogenlunde pænt på til? Når alle dem, der er ældre, starter Facebookgrupper, der hedder noget med power eller primetime eller real women og ser rasende, blændende godt ud - til dels, fordi de har råd til det?
Jeg er ikke den eneste, der er i tvivl. Det kan jeg tydeligt se i gadebilledet - og det skærende punkt, mine damer og herrer, er første barn og første barsel. Når en mor har nået det punkt, hvor joggingbukser ikke går længere, men hvor hun ikke kan passe de snit og størrelser, hun plejede - og ikke har råd til særlig meget nyt - så er hun på herrens mark. Der går en blanding af selvbedrag og fandenivoldskhed i den, når hun står foran klædeskabet og kæmper med sidste års modediller, der ikke har en den tidsløse holdbarhed, der skal til for at gå en sæson mere. Ergo ser man disse kvinder på gaden i haremsbukser og kneehigh vinterstøvler. Hippiehuer og (gys) voksentøj fra dyre børnemærker. For stramt eller for løst. For kort eller for langt. For meget eller for lidt.
Før var det nemt, i og for sig. Man så godt ud i ret meget. H&M og genbrug, udskæringer ad libitum og halvgale, hipsterprægede, spraglede sammensætninger af stilletter fra Kvickly og en genbrugskjole fra Pisserenden. Pludselig er det noget andet. Nu ser man godt ud i ret få stykker tøj. Man ser pludselig sin stirrende refleksion i butiksruder, der præsenterer dæmpede grå og sorte farver, noget med store tørklæder, noget lidt mere eksklusivt ladylike a la stilfuld stram pageklippet udlandsreporter slash jeg-har-en-røvdyr-skobutik-i-Hellerup. Måske lidt pels hist og nitter pist, læder og freakin' iPhoneholdere i minimalistisk dansk design om halsen. Dyre, lange tasker. Om man så må sige.
Og så er det, man bliver fremmedgjort over for hele molevitten.
Så kære klædeskabsterapeuter og personal shoppers og udnyttelse-af-kvinder-i-krise-bestseller-forfatter-typer: I har et helt uopdaget marked. Det ligger og roder rundt et sted mellem 30 og 32, det er på barselsdagpenge, det har en krop, det ikke kender - og det har netop barberet ben for første gang i rundt regnet et år.
Jeg siger det bare.
tirsdag den 12. oktober 2010
tirsdag den 5. oktober 2010
Kosmisk modvind
Og mens jeg så gik og pønsede på, hvad der skal ske med bloggen, blev barnet sygt. Meget. Og vi bruger nu vores ferieuge på at passe lille feberfrans og holde nerverne i skak.
Røvtur.
Røvtur.
lørdag den 2. oktober 2010
CLEAR!
De sidste par måneder har det heddet sig, når jeg har fortalt nogen om min udvidede barsel, mit limbo, min orlov og alt det, at så har jeg jo god tid til at finde ud af, hvad jeg vil, larh-larh, blarh-blarh.
Nu er tiden her. Og den ER god. Men den er ikke til at finde ud af overhovedet. Jeg aner ikke hvor højre og venstre er efter et år i en følelsescentrifuge - og jeg er nået til den konklusion, at det er der så ikke så meget at gøre ved. Ikke før der er kommet noget afstand mellem min eksistentielle krise og tankerne om et arbejde og en art karriere. Så det bruger jeg tiden på at prøve at lære. So sue me, hest-man-bare-skal-op-på-igen.
Nå, men.
Jeg er jo, til min store fortrydelse, i mellemtiden blevet verdens sørgeligste blogger. Både sådan i toneleje, emnevalg og frekvens. Eller infrekvens, you choose. Min blog befinder sig på læselisten hos mange bloggere, jeg selv beundrer, og hvor får jeg dog bare nedtur af at være så infrekvent, at jeg havner i bunden af deres blogroll, helt gået i hak og uopdateret.
Og NU kommer pointen. Langt om længe.
Så jeg tænker, at Dineren skal have en genoplivning. Måske noget med nogen, der står omkring den med sådan nogle hjertestopsstødpuder og råber "CLEAR!". Eller måske bare en makeover. Eller et emneskift. Eller nåen flere fotografiske eksperimenter? Haikudigte?!
Eller en helt ny blog? Whoa.

fredag den 24. september 2010
Put down the gun and no one will get hurt
I dag fik jeg for første gang i mit trods alt ikke så gamle ægteskab en lodret ordre fra mand til kone.
"Jeg BEORDRER dig til at slappe af i dag," sagde han, inden han tog på arbejde.
Og så står man der og føler sig forkert med sine helt temperaturunødvendige uldsokker på og kigger på legetøjsrodet og yoghurtpletterne på gulvet og karrieren der ikke findes og pengene der ikke er der og mærker den stædigt konstante ulmende uro i maven over alt det, man ikke har en skid styr på. Og så indser man, at han har ret. For han taler nok ikke bare om, at jeg skal lade være med at styrte rundt i huset og husmorpanikke, men om at jeg skal remain the fuck calm. Ikke tage det så tungt. Det hele, altså. I ved.
Så i dag prøver jeg at lade være med at mene noget om hvad jeg skal. Eller skulle noget, jeg mener. Jeg vil i dag prøve at være min egen teflonpande og se, om jeg kan glide af på alt det, der ellers ville stege mit spejlæg, om man så må sige.

fredag den 17. september 2010
Trusler fra et skrabelod
onsdag den 15. september 2010
Fie sælger ud
Jeg skal have råd til en vinterjakke. Hvis du vil hjælpe, kan du gøre et kup på min Trendsales-profil... jeg er totalt med på special prize for you og mængderabatter og alt hvad den kan trække!
KLIK HER OG KØB MIT KLUNS - eller hvad med en Fjallräv?

tirsdag den 7. september 2010
Brum, sum, pling
Sidste år ved denne tid kunne jeg få et blogindlæg ud af at have set en kastanje ligge på jorden nede ved Søerne. Med billeder og det hele.
Lige nu sidder jeg bare og glor ud i luften. Og luft er fandme ikke spændende. Er det?
Der er en time og nogleogfyrre minutter til klokken er 14. Så skal jeg hente 81,5 centimeters ballade, som for første gang i dag er blevet afleveret sådan rigtigt, og har sovet middagslur sådan rigtigt hos dagplejeren.
Aldrig har der da været så stille i den her lejlighed. Brum, siger opvaskemaskinen. Sum, siger computeren. Pling, siger telefonen ind i mellem.
Tik-tak ville uret sige, hvis vi havde sådan noget gammeldags noget hængende.
Jeg sidder i sofaen. Med støvler på, in case telefonen skulle ringe.

Etiketter:
husmor,
Klynk,
Mærkeligheder,
Viola
onsdag den 1. september 2010
Ti små egotrips (på Højbro Plads?)
Lad mig lige først sige, at jeg ingen intention har om at tagge nogen. Den har snart kørt rundt længe, den der med at skrive ti ting om sig selv, så jeg tager lige en beslutning og sætter foden ned. Læs trygt videre, du bliver ikke udpeget til nogetsomhelst.
Men jeg fik udfordringen af Furhmann For Dig, og jeg tror endda også jeg fik den for længe siden af Karla & Ditte, og man skulle jo være et skarn hvis man ikke lige kunne hælde en masse ligegyldige facts om sit ego ud af ørerne.
1. Jeg har stadig ikke kørekort, og det er fandme ved at være en dårlig joke. Jeg aner ikke, hvordan jeg skulle starte en bil, hvis jeg blev sat bag et rat.
2. Går allerede i stå. Kan ikke komme i tanker om nogle anekdoter, jeg ikke allerede har brugt.
3. Jeg er nok blevet ret kedelig, så.
4. Til gengæld er jeg også lidt sjov nogle gange.
5. Havde som ung teenager en periode, hvor jeg syntes, at hekse var seje, så jeg samlede mig noget heksegrej og prøvede at stable et eller andet ritual på benene. Men jeg gjorde mig selv så bange, at jeg måtte pakke det hele sammen igen og gå ud af værelset for at trække noget luft.
6. Har én gang været med til live rollespil. Det var sjovt, men igen; jeg skræmte mig selv fra vid og sans ved at være klædt ud som spøgelse ude i en mørk skov.
7. Når jeg kigger op på en stjernehimmel er det første jeg ser altid Karlsvognen. Det slår aldrig fejl, og jeg aner ikke hvorfor.
8. Jeg har det svært med religiøse mennesker, hvis de snakker meget om deres tro eller gud. Jeg prøver virkelig at rumme det, men min ellers ret så smidige tolerancemuskel kramper helt til.
9. Er sådan lidt synæstetisk i det.
10. Kan godt blive lidt misundelig over, at min datter har en bamse at sove med. Det kunne da være hyggeligt, kunne det ikke?

mandag den 30. august 2010
*rømmer sig ned i mikrofonen*
Hrøm, hej. Er I der endnu?
Der var en, der spurgte, hvor jeg blev af, og om jeg havde forladt bygningen og sådan. Jeg er her stadig. Jeg sidder lydløst og læser jeres blogindlæg og tweets og opfører mig i det hele taget rigtig irriterende. Sådan en tage uden at give-type. Sheesh.
Men sagen er jo, som jeg fik malet på væggen med horn og trefork i mit sidste indlæg (altså forrige, ikke sidste som i sidste ever), at jeg lige nu befinder mig i orkanens øje. Limboets laveste indstilling.
First you spread your limbo feet. Then you move to limbo beat. Limbo ankle, limbo knee. Bend back like a limbo tree....Don't move that limbo bar! You'll be a limbo starrrrr! How low can you go?*
Er kommet i gang med indkøring i dagpleje, langsomt, langsomt. Kan ikke tænke på andet. Har desuden de sidste fjorten dage kaperet voldsom febersygdom, hospitalsture og soveproblemer, foruden en weekend i Sverige, for det ikke skal være løgn. I morges fik vi så endelig sat sving i den indkøring. Sød dagplejer. Søde unger. Synet af min lille glade pige i en kæmpe kommunal barnevogn, spisende ærter med to små drenge med store blå øjne. Bamse sikkert under den ene arm. Småpludren, udveksling af anerkendende grabs på hinandens bittesmå sko, et univers hvor homo mikro sapiens folder deres helt egen logik ud.
Det kommer til at tage tid. Og jeg har intet clue om hvor længe. Eller hvad der sker med mig i mellemtiden. Men jeg kan mærke, at orkanen drejer og at jeg snurrer med, så godt jeg kan.
*Ja, jeg husker sangtekster som Rainman tæller tændstikker. Limbo Rock, Chubby Checker, 1962.

lørdag den 7. august 2010
Gode dyr er rådne
Tænk hvis man kunne stå på en plet på jorden, mens man zoomede ud fra sig selv. Så kunne man se alt det, der omgav en. Alt det, man ikke har styr på, eller som gemmer sig i blinde vinkler. Man kunne se, hvor dørene står på vid gab eller hvor folk vender ryggen til. Hvor vejen er blind eller hvor den er åben. Hvad der foregår, når man ikke kigger. Eller hvor man er behøvet.
Jeg læste en sur mands indlæg i noget ligestillingsdebat for nylig, og en kvinde kommenterede ham med nogenlunde disse ord: "Tror du ikke, kvinder bliver rablende sindssyge af at være lukket inde i barselsburet? Hvorfor fanden tror du, vi pludselig taler så meget om mikromakromad og børnetøj? Hvornår får mænd fingeren ud og forstår, at de skal tage halvdelen af ansvaret?" Jeg kan ikke huske præcist, hvad disse to debattører egentlig skændtes om, men det emmede tungt af martyrium og forsøget på at finde ud af hvilket køn, det egentlig er mest synd for, at man får børn sammen. Den kan man så lade stå lidt. De skulle fandme skamme sig.
Og nu skal jeg nok holde op med at tale udenom. Jeg er heldigvis ikke blevet komplet sindssyg af barselsburet, blot bekræftet i, at det praktisk-husmoderlige kald nok ikke er mit. Jeg føler mig oprigtigt stolt af, at jeg har kunnet løfte min del af ansvaret, hvor stor den del så end har været, for det vidunderfulde barn, der er kommet ind i vores liv. Selvom det har vejet tungt til tider.
Men dette barn skal nu i dagpleje. Mit lille, skrøbelige barn, som jeg troede skulle passes af mig indtil hun var omtrent 2 år, for det sagde vores læge. Men så sagde han noget andet, og vupti. Nu skal hun være hos mig to dage og hos en fremmed dame tre dage om ugen. Mens jeg er overgangshjælper, på standby og på orlov og i limbo og i alle mulige tilstande på en gang. Lige om lidt. Mit store, stærke barn. Hendes stakkels efterladte, forvirrede, bekymrede, identitetskrisehavende mor....ja, det er så mig.
Jeg har seriøst brug for, at nogen fortæller mig, hvad jeg skal stille op med mit liv. Jeg er jo en anden. Jeg kan jo ikke bare hoppe på toget igen. Eller kan jeg? Skal jeg? Og hvilket tog var det i øvrigt lige, jeg sad i? Holder det stadig på perronen og venter? Havde det en destination, jeg gerne ville nå? Jeg kan ikke huske det. Ikke huske, hvor jeg var på vej hen.
Adskillige tog er kørt fra mig, det gør sådan nogle jo bare - men på en eller anden underlig måde har jeg samtidig overhalet mig selv i et goddamn jetfly. Jeg synes, hele verden og jeg selv ser fuldstændig anderledes ud. Og jeg ved ikke, om jeg kan bruge de evner, jeg trods alt nok stadig har liggende et eller andet støvet sted, til noget. Om der er nogen, der kan bruge mig til noget.
Det er ikke muligt for mig at dele de konkrete, indviklede detaljer med verden. Men jeg kunne satme godt bruge et godt råd.
Hvad stillede du op med dig selv, da du var færdig med din barsel?

Abonner på:
Opslag (Atom)