Jeg er bare så moderne

...se lige mig, jeg har fået ny header, og selv om jeg har brokket mig og spruttet og raset, lykkedes det til sidst at få mingleret lidt html og noget pæn font.

Det var bare det. Hej hurra!

Åndehul

Jeg gik en lang tur i dag. Laaang. Jeg havde meget på hjerte, der skulle vandres ud. Når alting er i hårdknude, hjælper det at gå. For så føles det i det mindste, som om man er på vej. Et eller andet sted hen.

Når man kigger op og ind i lejligheder rundt omkring, er der en helt særlig kategori af vinduesrygere. Hist og her stikker en hånd ud med en cigaret, den knipser automatisk asken af, og en gang imellem forsvinder den ind i stuens mørke, oplyses af et orangeglødende sug, og kommer ud igen i en lille let sky af hvid røg. Nogle er mere nonchalante og sidder i vindueskarme og kigger, mens de ryger, snakker i telefon, mens de ryger, går rundt i undertøj, mens de ryger (ved vinduet). Nogle sidder endda med benene ud af vinduet. På fjerde, femte, sjette sal. Med blikket indstillet på uendeligt. 

På Assistensen var der en gravsten med et sirligt indgraveret bz-tegn. Og der var levende lys ved Natasjas grav. I en varebil stak en maksimalt otteårig dreng hovedet ud ad vinduet og råbte arrr, Nørrebrogade, hva' sååå, er I friske? En bodega reklamerede med sjusser for en tier. Pølsedamen ved Runddelen manglede et par tænder. Egernet i gården gloede på mig, som om jeg havde fanget det med fingrene i en kagedåse, da jeg kom hjem.

Punktum.

Penge på ammehjernen

I går kom en sms fra banken: Der er indsat 4.107 kroner på din konto. Wow, tænkte jeg, så er der sørme kommet barselsdagpenge, og hvor er det dog for lidt til at leve for, og hvad gør jeg nu, og hjææælp. Så gik det op for mig, at det var børnepenge. Den skulle jeg lige sluge - tænk at være en af dem, der får børnepenge - og derpå konkludere, at det var skønt, når nu frøken V har lagt sig i den lange ende af vækstkurverne og ergo vokser ud af sit tøj konstant. Men det hjalp lissom ikke på dagpengesituationen.

Når man ringer til Ydelsesservice København, som er dem, der administrerer dagpenge til barslende, får man en lettere muggen og overbelastet dame i røret, der har forklaret den samme ting tusinde gange, og derfor ikke længere kan forklare den ordentligt. Hun sagde: Du får nok 3.600 om ugen, brutto. Og så sagde vi farvel. Eller hun gjorde. Som journalist burde jeg være on top of det dér med at gennemresearche ting og blive ved med at spørge, til jeg får et brugbart svar. Men ikke på fem timers søvn og med ammehjerne.

Ja, hallo, kan vi så få noget service?

Jeg regnede ud, at det vil give mig ca. 2.000 kroner udbetalt om ugen. Det dækker så de faste udgifter og en tur i Netto. Bum. Vil dog egentlig ikke beklage mig over det, for reelt set er jeg taknemmelig over det offentlige sikkerhedsnet. Tænk, hvis man var født i...tja, USA? Og apropos: Når man har et barn med behov for meget kontakt til sygehusvæsenet, skulle jeg hilse og sige, at man er glad for, man betaler sin skat. Det er voldsomt kompetente og rummelige mennesker. Modsat dem hos Ydelsesservice, kunne man fristes til at snerre. Gwarr.

Men hvorfor er det, at det skal være så svært at finde ud af, hvordan det barselsorlov/dagpengesystem fungerer? Flere steder er der oprettet hjemmesider med forklaringer i lange baner, men ingen, jeg kender, har kunnet navigere let og smertefrit igennem det. Et eller andet sted må der da sidde et kommunikationsuddannet menneske, som kan formidle til borgerne, hvordan det hænger sammen. Men mon ikke, det er som hos SKAT, hvor rygterne siger, at ingen - altså INGEN - har overblik over samtlige danske skatteregler. Ikke engang skatteministeren eller en eller anden superrevisor. Kan det ikke gøres nemmere for...ja, skattepengene, f.eks?

Ja, hallo. Service? Det kan der ikke blive tale om. Til gengæld har vi mange par briller og bar røv.

Det er det rene volapyk.

PS: For at se, om de famøse dagpenge skulle være kommet, har jeg længe forsøgt at komme på netbank. Men når man har en Mac, skal det af en eller anden grund være ekstra besværligt, så jeg skal huske et bruger-id, en adgangskode OG en pinkode til en lille åndssvag dims, der ligner en regnemaskine, og som jeg hver gang (HVER GANG) jeg vil tjekke min bank, skal generere en ny kode til mig. Velkommen til Oldnordisk Bankcenter, her maler vi vores korn til mel, tænder bål med flintesten og bruger sytten forskellige koder til vores netbank. Igen: Det kan man ikke på fem timers søvn.

Og så lige en vagt relateret video. Jeg vil ha' hendes hat. Men det har jeg så ikke råd til.

Sparefrans

Jeg skal ærligt indrømme, at den indre tilbudsjæger/sparefrans/cheapo var en af de mest tungtvejende grunde til, at jeg tog på Babymesse her i weekenden. Når man samler en hel masse folk, der producerer eller sælger noget babyrelateret, er konkurrencen stor, og 5 stk etellerandet for 100 kr-kasserne er mange. Grådigmor.

Indkøbet endte med 2 klassiske plakater fra Zoologisk Have, 5 bodystockings, 1 bidering, 1 rangle, 3 savlesmækker og et gratis medlemsskab til noget, der hedder sundhedsplejersken.dk. Og chancen for at vinde en fancy ladcykel. Hele baduljen betalt af mormor.

Den siger båt-båt-skviiirk, når man klemmer på den. Viola synes, det er vildt skægt, og det er det faktisk også.

Sådan en Babymesse er egentlig lidt forstemmende. For klientellet er jo, som jeg blev enig med min medbragte mor om, købestærke, overskudsagtige byboer, der for rigtig manges vedkommende trillede velklædte, velnærede poder rundt i læderindbundne Emmaljungavogne. Der er ikke mange ude fra Brøndby Strand, der kigger forbi med 20 grønne Look i lommen, vel? De besøgende - inkl. os - behøvede lissom ikke flere funky babyting. Men vi shoppede gladeligt rundt i fransk legetøj, dansk ammedesign og økologiske babymadsordninger. Materialismen ligger åbenlyst og gør sig lækker midt på Øksnehallens klinkegulv, selvom alle kigger væk og føler sig finanskriseramte, nøjsomme, oprindelige, frilands, bæredygtige og den slags.

Det klinger nok lidt hult, det her. Jeg kunne jo bare være blevet hjemme, og have ladet være med at betale 80 kroner for at komme ind, hvis jeg skal være så fordømmende, nedadsnobbende og bedrevidende, ikke sandt? Jo. Men det gjorde jeg så ikke.

Uden for Babymessen lå - meget passende - den her. Sikke en forestilling, der må have været. Inviteret gæst, venstre opgang, dørene lukkes præcis. Høhøhø.

Man kunne få sig en trone til pigeværelset. Eller gøre sit barn til tilbudsavismodel.

MEN man kunne altså også få nogle rigtig fine ting, nå.

Og så, helt uden for nogen som helst kontekst, dagens kaffebillede:

Detaljer

Beklager, men heller ikke i dag er der ord til overs. Jeg er meget detaljefikseret for tiden - jeg holder kaje og kigger. Måske er det efteråret, der har lusket sig ind på mig med sin stille hulementalitet.

Viola kom op og kiggede med...

...og resten af familien kom op at hænge.

Snorketræet drømte om at være en fin dame, måske?

Elastikpakken Ella.

Alt forladt, lille økosmarte mejeri. Jeg ælter også dig, gør jeg.

En mors perspektiv

I dag har jeg ikke så mange ord. Så vi tager den i billeder.

Morgenkaffe i ny fjollet kop

På Dronning Louises bro. Tack så mycke!

En mors perspektiv

Folkets trold

Na na na na - na na na na - na na na na - na na na na - Batman!

1. oktobers blå uldsokker

Og en blå aftenhimmel. På gaden:

...og ved søerne.

Le grande finale: Kopiparfumen med det bedste navn ever.

Uromager

Det er den rene lømmelpakke herhjemme - mens Viola har lavet ballade fra babyhøjde, har jeg ageret uromager og sat fugle på kviste. De er nu hængt op over frøkenens nye, røde seng.

Fem fugle over sengen er bedre end ti under den....eller hvordan var det nu?

Ham her er ældst og sidder øverst for at holde øje med tropperne...

Under ham sidder Pink og Grøn og spejder, mens Gul og Orange bare kvidrer dagen lang...

Elastisk nylonsnor, tre grene fra gården, fem fugle og en rulle ståltråd. Det er en hel Egon Olsen-plan.

PS: Det er da utroligt så meget andet, man får kreeret, når man IKKE følger sin plan om at lære at hækle.

Bird in a box

Nej, det er ikke en dårlig metafor for at føle sig barsels-indespærret i en lejlighed. Ej heller er det noget fra den lokale Kinagrill.

Det er en decideret fugl i en æske.

Eller...nå ja, fugle

De skal bruges til endnu et tophemmeligt DIY-krea-mor-projekt.

Stand by for airborn duty, lieutenant.

Ma'am, yes Ma'am!

Irmapigen

Det er måske de færreste af jer, der ved det, men jeg har en fortid som Irmapige. Ikke Nettopige, ikke Faktapige, ikke Aldipige. Irmapige.

Og jeg bliver mindet om det, når jeg en sjælden gang frekventerer stedet: Man skal huske at smile til sin Irmapige.

Da jeg boede på Østerbro, arbejdede jeg i den lille, lokale Irma. Min chef hed noget pakistansk, jeg har glemt, men det mindede utrolig meget om Apu. Der var mærkeligt nok stor respekt om det, når man sagde, man havde studiejob i Irma. Det var ligesom lidt mere upperclass. Den finere version af en kassedame. Som om, Irmas gode rygte og rødvinsidealer smittede af på mig.

Jo, den er god nok.

Men på den ene side havde jeg kolleger, der syntes, jeg var lidt for fin på den, når jeg fortalte om mit studieliv. De arbejdede der, jeg var bare på besøg. Grethe, en ældre skrappedulle, blødte kun op den dag, vi var til stort anlagt koncern-julefrokost og jeg pejlede Elvis-imitatoren i retning af hende. Love me tender i en følgespot foran 3000 mennesker. Dét kunne få hende til at rødme. Louise, den svært overvægtige unge mor, der trøstespiste af de åbne slikposer, syntes bare, jeg var irriterende og brugte underlige ord.

På den anden side var der kunderne. De var nogle idioter, til trods for, at de lagde kassen. Jeg har aldrig før eller siden mødt mennesker, der på en så bevidst og bedreværdsagtig lemfældig måde kunne smide en tusindkroneseddel for næsen af mig. Det stod jo ikke i panden på mig, at jeg var ved at uddanne mig til samme niveau som de her akademiske økosnobber, der følte sig bedre end mig. De så en uniform, et serviceorgan. De havde med garanti behandlet mig anderledes, hvis jeg havde haft en afhandling under armen.

Jeg vil lade disse to produkter tale for sig selv.

Jeg var egentlig glad for mit job. Der dufter dejligt af kaffe i Irma, jeg havde et godt vagtskema og jeg tjente penge. Fint nok. Men baglokalerne var ligeså smadrede, flaskeautomaten lige så beskidt, frokostordningen lige så fraværende og uniformen lige så grim som i alle andre supermarkeder. Der var lige så mange beskidte handelskneb, lige så dårlig løn, lige så mange rotter på lageret. Ikke noget fancy dér.

Da jeg var i Irma i dag, og brugte 250 kroner på 5 ting, lagde jeg mærke til, hvem jeg var blevet. En af dem, de veluddannede klidmostre, der nonchalant går i Irma, fordi Netto lige ligger lidt for besværligt. Og damen foran mig i køen var så ubehøvlet over for den unge kassedame, at jeg fik det helt dårligt. Hun kunne ikke få 300 kroner over beløbet, hvilket åbenbart ødelagde hendes dag så meget, at hun bare måtte begynde at tale ned. Da hun vrissende forlod etablissementet, vendte pigen ansigtet mod mig, den næste idiot i rækken - og smilede. Jeg sørgede for at smile igen, ikke være besværlig ved Dankortmaskinen og pakke mine ting i en fart.

Det vil jeg hermed opfordre til, at man gør. Også i alle de andre supermarkeder.

Nå, jo, I skal lige have den her med: I anledning af et Irma-jubilæum ankom engang en papkasse med et kostume til butikken. En meget booby Irmapigekjole med strutskørt, pufærmer, lys paryk, kurv og hele svineriet. Jeg nægtede hårdnakket. En stakkels flaskepige endte i kostumet og hadede det hele vejen, hele dagen, med blussende kinder og lumre tilråb.

Hvis den havde set sådan her ud, havde jeg sagt ja, og stukket af med den på.

I anledning af Irmapigens 100 års jubilæum har kæden bedst tre designere om at opdatere hendes robe. Den her er designet af en af kvinderne bag Edith & Ella, Line Markwardsen.

Og en sidste-sidste ting. Tjek lige den her: http://hvormangeægharirmahønenlagt.dk/

These shoes are made for walking

Kan du huske dit første par højhælede sko?

For de fleste kvinder er det spørgsmål på højde med, hvem man fik sit første kys af, eller hvor man var d. 11. september. Ikke til at tage fejl af.

Jeg kan huske, at jeg nærmest blev pisket til at købe et par af min mor, som altid har haft en anseelig skosamling. Jeg var ellers i Jesussandaler, hjemmegjort batik og Janis Joplin-brille på det tidspunkt og synes egentlig ikke, der var nødvendigt at gøre noget ud af min i forvejen opsigtsvækkende højde. Men en dag, jeg var med mine venner i København, havde jeg fået penge med til formålet. Jeg var 16 år. I en kælderbutik i Fiolstræde købte jeg et par sorte, højhælede sko med ret tyk hæl og ankelrem. De var ikke særligt fikse, og købt lidt i protest, men med dem skete en forvandling.

Nytåret efter var jeg pludselig i kjole, strømper og hæle, og derfra eskalerede det. Om end lidt skizofrent vekslende med hippiestilen, men efterhånden fik følelsen af stolthed ved min højde, lyden af hælene mod forskellige gulvoverflader, den rødmende glæde ved at få nogen til at glo og den generelt essentielle femininitet, jeg følte, deroppe på hælene, taget over fra den fladtrådte teenager.

Høje hæle er jo nærmest et overgangsritual på linje med den første Tampax. Jeg ved ikke, hvad det svarer til for drenge, men for piger er hæle, lige fra de stavrer rundt i mors sko, det ultimative symbol på kvindelighed. Tænk lige på, at det nærmest er det sidste beklædningsobjekt, ud over bh'en, der er forbeholdt kvinder - og som dermed råber højt om forskellen på de to køn. Fra Askepots jomfruelige glassko til Carries powertårnhøje Manoloer.

Alt dette ævl er egentlig for at komme frem til dagens glade nyhed: Der var 50% i Foxy Lady shoes på Elmegade. Himlens lys brød frem af skyerne og skinnede på lige præcis de sko, jeg har sukket efter i nogle måneder nu. Til halv pris!

Lola Ramona, I love you.

Hm. Disse sko har jo faktisk indtaget et af det mandlige køns sidste beklædningsmæssige bastioner, går det lige op for mig...haps slips. Hvis der er nogen, der kan overskue de feministiske pointer i dét, så kom glad.

Tillad mig at slutte med et fint citat:

"I have never been able to study a new role until, alongside the director, we choose the shoes which the woman we are about to bring to the screen will be wearing. Everything starts down there."

Penelope Cruz