På egne ben

Halvanden time for sig selv kan være en stor og generøs gave, når man har en lille opmærksomhedskrævende drønnert derhjemme. I dag er manden snottet og skulle alligevel ingen steder, så jeg fik lov at tage solbrillen på og gå ud på egne ben. Ned ad Nørrebrogade og tilbage igen.

Jeg mødte nogle kastanier nede ved søerne

Elsker den der måde, de piggede kugler flækker på, når de rammer jorden og åbenbarer en lille lækker, rund ting man kan nulre i lommen. Det kunne bombemagere lære noget af. Tænk hvis vi gik i krig med kastanier. Valkyriernes Ridt med kastanier! Det ville da gøre noget for verdensfreden.

Nå, men jeg var egentlig ude for at finde en instruktionsbog til det her jeg-vil-lære-at-hækle-om-det-så-er-det-sidste-jeg-gør-projekt, men de havde ikke nogen i boghandlen. Til gengæld havde de den famøse bog om dansk tatovering med billeder af smukke Malle og handsome Allan, og jeg blev helt stolt. Igen. I en anden butik var det første, jeg hørte, Sweet Dogs af Trolle//Siebenhaar i højttalerne - en sang, som har en helt særlig plads i mit hjerte, eftersom manden min lavede den smukke video - og eftersom jeg stadig kan huske en eller anden aften ude på landet for nogle år tilbage, hvor Hr. Siebenhaar sad og klimpede på en guitar og fortalte mig, at han havde tænkt sig at blive berømt.

Nu ved jeg godt, at videoen, sangen og efterhånden også bogen er old news, men jeg elsker simpelthen at opleve, at folk er i verden på den måde, doin' it for themselves, på egne ben. Det føles godt og voksent og den slags.

Hækleprojektet so far. Og utålmodighed er mit mellemnavn.

I boghandlen fandt jeg forresten også mig selv. Altså for real mig selv i en bog, som den fantastiske Andrea Hejlskov har skrevet. Glæder mig råddent til at få mit eget eksemplar af den.

Her er den. Reklame!

For nu lige at koge ekstra suppe på den med egne ben, så har vi her Viola i et flygtigt, men stort øjeblik, hvor hun får fat i sine egne fødder. Og hun aner altså ikke, at hun har dem. Tænk engang, hvor mærkeligt det må være.

Og så lige en sidste ben-relateret pointe:

Awesome girls

Anerkendelse kommer i de forskelligste former. En særligt skæg én af slagsen nåede mig i går, da Anja belønnede mit blod på blog-tanden med en pris som hedder "I think you are an awesome girl"-awarden. Tusind tak, det er dejligt at være awesome!

Som Anja skriver, kan man jo benytte lejligheden til at ae sit ego lidt ekstra. Når man får prisen, skal man nemlig nedfælde 10 random ting om sig selv og derefter give prisen videre. Så her kommer de, uden nogen særlig logik...

1. Jeg kan vrikke med ørerne.
2. Jeg interviewede engang en numerolog, som mente, at jeg skulle tage fx. Lolita, Karamella eller Rosina som mellemnavne, hvis jeg ville have et bedre liv.
3. Jeg har boet i en by, der hedder Rude, ved siden af en glarmester, som hed Sten. Han havde en datter, der hed Kit.
4. Jeg kan ikke have, når folk staver dårligt. Måske gør det mig intolerant, men jeg får simpelthen fniller af det.
5. Jeg er synæstetiker i en vis udstrækning og jeg husker sangtekster som en sand Rainman.
6. Jeg har ikke huller i ørerne, og jeg har aldrig farvet mit hår. Jeg ville gerne have en tatovering, men jeg tør sgu ikke.
7. Jeg synes, chick litt er direkte åndssvagt.
8. Jeg synes, noget af det sødeste i verden er, når min datter prutter og derpå smiler bredt.
9. Jeg synes, det er svært at skrive 10 ting om sig selv.
10. Jeg trænger til kaffe. Altid. Med mælk.

Så var det jo, man skulle give den lille award videre. Og der er jo altså ingen tvivl om, hvem der skal have den..

Min penneveninde extraordinaire, Amalie.

Foto fra bogen Dansk Tatovering af Jon Nordstrøm.

Fordi...alt muligt. For at være noget af det sjoveste selskab ever, for at insistere kompromisløst på at være sig selv, for at være en nørd, for hendes store kreative talent, for være en sand ven i nøden, for at drikke mig fuld i rom og cola første gang, og for at skrive til mig, med mig, og til inspiration for mig i mange år, da jeg følte mig tabt ude på landet blandt permanentede poptøser. Og for at have en bad ass blog. You are awesome, girl!

Frustrationsnissen på aftentur

Jeg har lavet en pagt med mig selv, stærkt opfordret af forskellige gode venner, om ikke at holde op med at skrive. For barselstiden er lang, og efter kun to måneder mærker jeg allerede en lille frustrationsnisse rumstere i baghovedet. Rundt og rundt i små cirkler går han. Lettere utidig, med en spids hat, hænderne på ryggen og et skæg at mumle i.

Jeg havde glædet mig sådan til at slippe for at arbejde, men nu savner jeg at være produktiv, sådan på et ret basalt niveau. Jo jo, det har da lidt at gøre med mit ego og min karriereangst, men mest af alt har det at gøre med en mental balancegang, et behov for at bruge løs af ord, for at skabe noget og være til stede i andre sfærer end den (hus)moderlige.

Ergo: For ikke at blive komplet gakkelak må jeg skrive, selvom der er for lidt tid og selvom mit primære nærvær er påkrævet andetsteds. Derfor blogger jeg. Og hvis du synes, det er uinteressant, er det bare ærgeligt. For der sker altså ikke det store i min dagligdag, og da jeg har lovet mig selv ikke at lade indlæggene flyde over med for meget baby, er det andre småting, der må fylde pladsen ud.

I dag bliver det en lille fotoreportage fra en aftentur. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen; Nørrebro er ikke særlig farlig på sådan en almindelig hverdag. Faktisk er her rasende hyggeligt og fint.

Ned ad Nørrebrogade

Og gæt hvem, der ikke under nogle omstændigheder ville sove...

Godt man har sit lækre sidekick af en mand og vandrekaffe...

Øhm, ja. Her er så fuldt stop.

Jægersborggade er ved at gå helt Vesterbro, med overskudsironiske skilte og den slags... lidt irriterende, men hey, hvis det med tiden kan fordrive rockerne, så fint med mig.

Nå, men så farvel..

Til sidst en lille quiz, for jeg er desværre ikke street nok til at læse, hvad der står her. Anyone?

Voksen og følsom

Hvornår bliver man voksen?

Nogle siger, at det er, når man selv får børn og for alvor oplever, hvad ordet ansvar vil sige. Og det er sandt, synes jeg. Når man står med en lille nyfødt i hænderne, som man selv er ophav til, og som ikke kan andet end at åbne munden som tegn på, at man skal træde til med noget mad. Hvis man ikke gør det, er barnet fortabt. Dét er ansvar.

Når det ser sådan her ud, er det et meget hyggeligt ansvar...

Men jeg tror ikke, man nogensinde holder op med at vente på, voksenheden indfinder sig. "Nok om ti år, når jeg fylder 40," siger man til sig selv med skælvende stemme. Eller "Når mit barn begynder at spørge mig om alting, og jeg må svare med den sølle erfaring, jeg har." Der er altid en splint af tvivl, en pause, en venten på, om man nu er sit ansvar voksen, som det så tørt hedder. Som når man står foran slikhylden i Netto og har et Palle-alene-i-verden-moment - altså når man tager sig selv i at tænke "Gud, jeg må faktisk gerne købe det hele, hvis jeg vil."

Måske er man voksen, når man får opvaskemaskine og sætter møbler i stand?

Det kan man filosofere længe over. Måske så længe, at man når at blive gammel? Hvornår man så er det, er en helt anden diskussion...

Heldigvis betyder voksenheden ikke nødvendigvis, at man holder op med at være barnlig som bare pokker. Se nu bare på manden og mig, der besluttede at gå en tur ind i byen i går, med barnevogn og fornuftige varme trøjer på og andre voksne ting. Hvor endte vi? I Faraos Cigarer, hvor vi købte tegneserier. Jeg fik den nyeste (og sidste) Valhalla, Vølvens Syner, og ham her:

Stay puft!

Nørder

Forestil jer to langlemmede teenageveninder af den ikke særligt piget-populær-og-permanentede slags på et pigeværelse ca. 1993. De danser gungrende uelegant rundt på gulvet og brøler med på sangen, der kommer ud på max volume af konfirmationsanlægget ovre i hjørnet. Sangen er Twist & Shout, og der er dømt Beatlemania i provinsen, alt for mange år for sent og håbløst langt væk fra de aktuelle hitlister.

Klip til nutiden - hvor denne barslende, 30-årige, gamle Beatlesnørd fik en opringning fra sin teenageveninde, som havde billetter til premieren på Come Together på Østre Gasværk, og havde tænkt på mig som special guest. Ja tak! Op på stiletterne, ud og drikke kulturel hvidvin og høre, hvad de kunne få ud af soundtracket til en stor del af min tidlige ungdom.

Mens jeg ventede på Katrine, faldt jeg i snak med en ivrig autografjæger, der talte bornholmsk og havde taget opstilling ved den røde løber, mens den endnu var gabende tom. Han var ude efter to helt bestemte kvindelige kendte, og jeg måtte love, at jeg ikke ville lade dem gå uset forbi, og at jeg ville tage et billede af ham og dem, hvis det kunne lade sig gøre....

Her har vi ham:

Mens vi ventede, fortalte han, at han havde en veninde i London, som ville have ham til at flytte derover. Hun var også autografjæger, og sammen havde de opsøgt mangen en Hollywoodstar. Jeg så hans autografbog som bevis. Men han ville ikke flytte. Og han bevægede sig da også så hjemmevant, at adskillige skuespillere og andre kendisser hilste hjerteligt på ham, som han stod der. Autografnørden var ved at blive lige så kendt som de kendte selv, åbenbart. Der kan man bare se..

Forestillingen var intet mindre end fabelagtig, og jeg vil piske alle, de har så meget som en lille svaghed for det smukke i Beatles' sangkatalog, til at gå ind og få en stor oplevelse. Det er både en hyldest, en dekonstruktion og en fortolkning, og scenografien er dybt imponerende. Der er klip og præsentation her.

Sig Biiiitels!

Det er da godt, vi blev lidt pænere end vi var i 1993. Nå, anyway. Alt det hvidvin og tå-gang på stiletter og spænding i kroppen og høj musik endte med at give mig en tordnende hovedpine her til morgen. Men pyt, jeg er glad i låget, omend lidt omtåget og distræt.

Når man er det, får man uforvarende gjort ting som det her. Med rande under øjnene:

Malingen skulle ikke i håret. Men på det her:

Destruktion/kreation

Man kan sige meget om Nørrebro, og især det sted, vi bor. Og det gør man. Ævl, ævl, ævl. Men lige meget, hvor meget smadr, små syge stenkastere af diverse kulturelle og etniske oprindelser, får forårsaget, er der altid nogen, der bruger deres kræfter på at skabe noget nyt ud af kaos. Det er smukt. Og ofte skægt. Som nu f.eks. den her bil, der blev offer i en kamp med polisen:

Og apropos at skabe noget nyt ud af noget smadret, så har vi her det nyeste do-it-yourself-barsels-krea-handy-mor projekt. Et køkkenskab, som skal sættes i stand og ende med at være helt rødt med varmtone-bejdsede skuffer. Jeg er nået til spartelstadiet.

På babyniveau er der også gang i noget opvågnen og skabelse - Viola har opdaget, at det er dejligt, når hendes far spiller guitar. Så hun fyrer op for den spæde rytmesans og stemmer i med hyl og hvin.

Og sådan går en helt almindelig dag på Nørrebronx. Farligt? Not so much.

Vegans, beware!

Så meget som denne country girl elsker en sød, gumlende ko på en saftig mark, elsker jeg altså også at gumle på en saftig ko på en...øh, sød tallerken. Heldigvis har min dejlige mand det på samme måde, og derfor tog vi på det hersens fancy, nye steakhouse inde i byen, MASH, i anledning af bryllupsdagen.

Dette syn møder dig på vej ned til de bløde, røde sædebåse i hyggelig og faktisk ret eksklusiv dinerstil...

Så fik man udleveret sådan en kniv her (Crocodile Dundee i mit hoved: "now, that's a knife...")

Og så kom min 300 g. New York strip steak med chili fries, peber sauce og grøn salat med vinaigrette...

I øvrigt så man lige mig have de her lækre hæle og en fin jakke på...

Rabarber-is, rødvin og kaffe. Og så en taxa hjem. Det er fed luksus for uudhvilede otte-ugers forældre.

Love, love, love

Papirbryllup, hedder den, sådan en 1 års bryllupsdag. Holder man ud i 75 år, kan man fejre atombryllup (så er der eksplosiv fest på plejehjemmet!), og ind imellem de to ekstremer ligger en masse bryllupsdage med navne efter ædelstene, metaller og andre materialer af stigende værdi.

Papir er så det, der er mindst værd. Og symbolikken i det skrøbelige papir er lidt demotiverende - det kan let rives itu, krølles sammen eller man kan få nogle væmmelige papercuts.

Men heldigvis er vores papir solidt, for det træ, det er skåret af, har groet længe. Min første kæreste blev, med mange års mellemrum, min sidste. Som David sagde til Donna: "I can't picture a time when I wasn't in love with you."

Grin I bare, sådan er det :)

Her er et af mine yndlingsbilleder fra dagen:

Det, Sune siger på billedet, er (blandt andet) dette:

I gav bureaukraterne jeres juridisk formelle ja ved middagstid i dag. Men der er så mange ting de aldrig spørger jer om.
Så nu tilspørger jeg dig, Henrik;
Vil du have Fie, som hos dig står, og opføre dig som en mand og respektere hende for al den herlighed hun er, også når det involvere at kalde hende en harsk strigle?
Vil du se gennem fingre med de små ting og tale, ikke råbe, om de store, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?
Ligeledes tilspørger jeg dig, Fie, vil du have Henrik som hos dig står, og give ham en olfert når han fortjener det, og et kram når han behøver det?
Vil du holde fast i det levende og ægte og forsage det regelbundne og døde, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?
I så fald er det mig en fornøjelse, en ære og et privilegium at erklære jer for, ej længere på polsk levende, ægtefolk med de bedste intentioner, forhåbninger og forudsætninger for et lykkeligt samliv.
Mine damer og herrer, lad os til slut udbringe en skål for livet, og kærligheden, for alle de smukke mænd og kvinder der kan sammen, og som vil hinanden. En skål for solopgange og morgenstjerner på skyfrie forårsmorgener. En skål for denne dag, hvor Fie og Henrik lader alt folket vide at nu er det sgu for real.

Kapow!

Jeg elsker dig, sweetie.

Legestue

Jeg har fundet på en ny leg, som jeg håber, I vil være med til. Den hedder Før & Nu.

Den burde have en snappy jingle a la den her, men så langt er jeg ikke kommet. Kan du komponere, så kom glad!

Reglerne er enkle: Find et foto, der er taget for et år siden, og opdatér det.

Simple fun for simple folk!

Jeg lægger ud med et familierelateret motiv.

Før:

Vi er ved at planlægge vores bryllup...

Nu:

Vi gjorde vores pligt som ægtefolk...

Oh, kaffe!

Det ville jo ikke være Flo's Diner det her, uden en hyldest til kaffe i ny og næ. Og af en eller anden grund har jeg taget en del billeder af kopper i dag - for selvom jeg har været komplet forkert klædt på hele dagen og svedt som en slædehund på charterferie, har jeg alligevel travet byen tynd sammen med frøkenen i barnevogn, og så er det jo, at man får sig en dejlig masse kopper vandrekaffe... uanset kropstemperaturen.

Først et par fine kopper i vinduet hos Stilleben i Strædet. Faktisk, hvis der nu havde været en tredje, hvor der stod "fin", havde jeg købt dem på stedet.

Så en sidde-ned-og-glo-på-folk kop på den franske måde. Og ja, jeg ved godt, at det ikke er sådan her man kommer af med sine overskydende 10 kilo...

Jeg stødte også på den her noget feminine herrekop, som kostede 1 krone i en genbrugsbutik. Det var selvsagt ikke af nærighed, men jeg vidste ikke, hvad jeg egentlig skulle med den, så jeg købte den ikke. Men nu har jeg da et meget uskarpt billede af den...

Og så kan jeg jo passende lige vise den her frem. Mit seneste køb på etsy.com, som kom sammen med en halskædevedhæng af en Starbucks-to-go-kop og en miniature cookie. I likes my coffee.

Viola synes, kaffe er vildt uinteressant. Næ, hun vil hellere ligge i sin dyne på mors skød og glo ud af vinduet.

Og PS: Når man sådan går rundt i byen og småshopper (jeg fik en taske, Viola fik et par prikkede strømpebukser), opdager man, at det fodtøj, der er på alle hylder nu, i et uopmærksomt øjeblik gik hen og blev en afspejling af en eller anden usmagelig strippers skosamling. Hvad blev der lige af femininiteten og elegancen ved højhælede sko?