tirsdag den 30. juni 2009

Søstersolidaritet

Nogle kvinder har syttentusind mere eller mindre tætte veninder, som de ser hele tiden for at svælge i dame-emner og generelt være pigede. Sådan en har jeg mildest talt aldrig været. I ved, de der Sex-And-The-City-die-hard-Beverly-slyngveninder-vi-har-kendt-hinanden-siden-vi-gik-i-børnehave-typer. Not me. Piger er altså bare lidt vanskelige...yes? No?

Anyway. Når jeg så fra tid til anden befinder mig i rent kvindeligt selskab, kan det være svært at navigere. Men i dag var en undtagelse, og en rasende hyggelig en af slagsen. En venindes veninde havde for min skyld slæbt to kæmpe sorte sække med babytøj til huse, som jeg kunne få lov at sidde og rode i, samtidig med at de to skønne damer, et stk. søn og et stk. hund underholdt, sludrede og diskede op med kaffeslabberas. Gnidningsfrit, skægt og rørende at blive lukket ind i det lille Christianshavnerhjem.

Hvis der er en bedre måde at spendere en tropevarm tirsdag på, så har jeg aldrig hørt om den.

Tøjbonanza!
Malle, lille Calle og Helle. Og Lucifer, men han er hurtigere end sin egen skygge.


Broen var oppe. Jeg synes stadig, det er lidt spændende. Ja, jeg er fra landet.
Get your kicks on route 66.
Søstersolidariteten ville ingen ende tage: Resten af dagen gik med at fodre en anden kær, lidt heartbroken pige med mad, rødvin, kaffe og halvkvalte visdomsord om kærlighedens forræderiske væsen. Godt man kan dele lidt ud af sine erfaringer med knudemænd og andre frøer, man ville ønske, man ikke havde kysset (så meget).
Måske er piger slet ikke så vanskelige.

mandag den 29. juni 2009

The ways of womanhood

Nu ved jeg, hvorfor jeg har tøvet med at blogge så længe.

Alt, hvad jeg gør, handler mere og mere om den 3.400 grams nye verdensborger, der gemmer sig bag mit maveskind. Og hvis der er noget, folk synes er indsnævret, gammeldags og snorkende kedeligt, så er det gravide/mødre, der kun ævler om deres børn. Selv jeg synes, det er irriterende f.eks. at blive typecastet som borddame for andre nybagte eller to-be forældre. Men sådan er the ways of womanhood åbenbart.

Så hvis der overhovedet er nogen, der gider følge med i det, der mere og mere ligner en barselsblog, kommer her en præsentaton af mit seneste DIY-værk. Moderfølelsen og redebyggeriet fornægter sig ikke, og guskelov for det.

Mind you, at min kreative åre har været mere en dryppende vandhane end en decideret flodstrøm af idéer i mange år. Men. Den skal hænge over puslebordet og jeg er svært stolt af den. Farver og bevægelse til bebs og forhåbentlig lidt zen til mig og manden, når vi for fjortende gang på en nat står og skal skifte ble.



Og så lige et artsy closeup.

søndag den 28. juni 2009

Udenfor

I Iran havde man i går besluttet at sende hele Ringenes Herre-trilogien i fjernsynet for at se, om det ikke kunne holde folk indendørs, så de ikke sådan rendte rundt og protesterede.

..and in the darkness bind them, eller hvad?

Nyheden melder intet om, hvorvidt det virkede, men jeg kan ikke tro det. At håbe, en 6-7 timers ork-action i eventyrland kan paralysere masserne er simpelthen passé. Tossekassens magt virker kun på folk, der ikke har noget reelt at gå på gaden for. Eller tager jeg naivt fejl?

Apropos at bevæge sig udenfor, så er det ikke altid lige fedt med det her ellers så vidunderskønne sommervejr - ikke når man vejer på den forkerte side af alt rimeligt og pruster som en gammel elefant. Men det lykkedes os da at møffe en tur ned i Netto og dufte til hyldeblomsterne og den varme asfalt på vejen.

Nede i gården stod pludselig en buk. Eller to?
På Rantzausgade lagde vi mærke til denne bestialske baby. Scary stuff.

Efter denne oprivende indkøbstur satte jeg mit barslende korpus ned i gården med koldskål og krydsogtværs og følte mig som en noget ældre dame end jeg er. Men dejligt var det under æbletræet.

Der er så fint i vores gård. Den er faktisk mere en have end en gård. Hvis man kommer forbi, kan man plukke vilde jordbær og få kaffe i skyggen.


Find Holger..?

Og så lige en rose til de romantiske.

lørdag den 27. juni 2009

Alive and kickin'

Der har været stille i Flo's Diner i næsten fem måneder.

Det er helt underligt, eftersom jeg virkelig var opsat på at få projektet på skinner. Men der kom jo ligesom noget i vejen, som har taget al min tankevirksomhed, og vægelsindet som jeg er, er der gået lang tid med at lade den indre jury debattere the pros and cons for, om jeg nu skulle dele ud af den her vanvittige graviditetsoplevelse eller holde det for mig selv.

Nu er jeg så på barsel, der er tre uger til termin, og jeg tænker, at hvis der ikke kommer sving i dineren nu, så kan jeg lisså godt lukke biksen. Så nu prøver jeg. Jeg har en tre kilos sparkende mini-ninja i maven og laver ikke en fløjtende. Might as well blog.

Hvad laver man så på barsel? Man smutter til Skt. Hans bål på Blågårds Plads og holder sognets trolde væk ved at sætte ild til nogle paller fra den lokale Netto og lade en pige, der fraserer lidt for skingert og ikke kan teksten, synge for til Midsommervisen. Alt i mens de små syge gangstere tænder bål i parken og råber "Vi knepper Danmark og heksen", når man går forbi. Ak. Det huer ikke en country girl særligt, altså. Men man føler sig meget lokalpatriotisk.

Blågårds Plads


Og så tager man billeder af sin mave. Tillad mig at at illustrere, hvor vanvittig meget, der er sket, siden jeg sidst skrev noget her:

Februar

Marts

April


Maj


Juni.
Jeg måler 1 meter og 15 i omkreds. Og nej, det er ikke et MJ-sørgebind, men seneskedehindebetændelse.


torsdag den 5. februar 2009

Stork stork langeben

Storken kommer med de små børn, det ved enhver. Ifølge gammel folketro er storken monogam, og for tidlige kristne symboliserede den derfor det rene, pure, kyske ægteskab. Det siger Wikipedia i hvert fald. Men hvem skulle have troet, at storken himself var en lummergøj af dimensioner?

Fra barnets synspunkt er storken hendes bedste ven...

(Stå nu stille, fugleven) Men hvad barnet ikke vidste var, at storken i virkeligheden er en total pimp...



...en værre sjuft, som foreslår usædeligheder og pifter efter de unge damer, der må jage den væk med deres paraply...


Og han er ikke til at slippe af med igen bagefter, hvor stor en paraply man så end har!!


Symbolikken bruges stadig i flæng til barnedåber og på grimme lykønskningskort, ja selv på graviditetstøj finder man den lumre fugl:


Det er sørme godt, at den for nylig blev erklæret for uddød i Danmark, fordi den er blevet for doven til at flyve hele vejen fra Afrika til Ribe. Den skurk!

Billeder fra etsy.com og storkene.dk

fredag den 30. januar 2009

Linkbonanza

Selvom jeg stort set er konstant online, tror jeg, jeg er ved at blive net-reaktionær. Og selvom nettet nok er gammelt nok til at det kan ske, er jeg altså for ung til det. Nogle dage sidder jeg bare og roder rundt på de samme websites, dagen lang. Det føles som sådan en sikker lille kasse. Før i tiden fandt og skrev jeg om nye gadgets og designting uge efter uge - nu går bølgerne højt, hvis jeg vover mig uden for mail, netaviser og Facebook. Og det er sgu for ringe.

Så inspireret af eeze.dk poster jeg her et par af mine favoritter - for så kan det være, at jeg kan få nogle nye. Der er jo lissom heller ingen grund til at sidde og gemme på dem, vel?

Først et lille billede af vores bagdør i køkkenet. Robotkrogen Albert er købt hos svenske Designtorget, hvor de altså virkelig har nogle fede ting. Og et fedt koncept der gør, at der hele tiden er udskiftning i sortimentet og nye chancer til nye designere.


For dem, der ikke kender Found Magazine, er der en hel verden af tingfinderi, der vil åbne sig!Det kan ikke kun være mig, der er barnlig nok til at elske suset ved at finde en syret indskøbsseddel i kurven i supermarkedet, samle et krøllet kærestebrev op på gaden eller finde halvpornografiske billeder i et gammelt skab på et loppemarked...hvis der er nogen, der vil lave en dansk version sammen med mig, så sig til!! Se f.eks. her:


Det tredje link i denne omgang er temmelig specifikt rettet mod folk, der skal giftes. Jeg fandt selv meget inspiration og fik afstivet rygraden her, da jeg kastede mig ud i at blive gift i en grøn kjole. Det er dog intet imod, hvad folk her på Offbeatbride.com gør ud af deres fester, og det er lige til at blive glad i låget af.

Nå, ja, og så kan I jo ligeså godt få et billede af min nye nøddeknækker. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg elsker eBay. No link nødvendigt.



Og som grande finale: Mine nye sko fra Lola Ramona. En lille fugl har sunget om, at de åbner webshop inden sommeren. Det bliver dyrt at være på barsel...











lørdag den 24. januar 2009

Kamerafund

Man ved, at man ikke holder godt nok styr på sine billeder, når man opdager en masse fra efteråret, man havde glemt.... men fine er de:

Æblekassen Poul
Kaosbedet

Yndlingsmænd


Ævler
Hanging on

Gult med gult på (til ære for Malle)

Smirky








Extreme Makeover Belly Edition

Efter mange års pudsen og poleren på mit voksenpanser finder jeg mig selv overgiven til den totale, drivende emotionalitet. Efter at Formand Mave har overtaget mit liv er der bare ikke noget at gøre.

Jeg græder i hvert fald et par gange om dagen. Og det er ikke fordi, jeg er ked af det. Jeg bliver bare rørt eller overvældet eller skræmt. I forgårs så jeg en film om nogle terrorangreb, inkl. folkemængde der bliver angrebet af politi, skud, blod og den slags. Normalt ville den slags prelle af, men jeg begyndte at tude, fem minutter inde i filmen. Så var der også noget Extreme Makeover Home Edition i fjernsynet den anden dag. Og noget reklame for bleer. Og eventuelt en sød hund der løb i slowmotion. Eller nogen, der kyssede. Barren er virkelig sænket, og alting rører mig.

Jeg ved jo godt, det er hormoner. Men måske er det også naturens måde at fortælle mig på, at jeg skal blive blødere, varmere, mere nærværende. Mere barnlig. Måske er det meningen, at jeg selv skal lære at føle alting som et barn igen for at forstå, hvilket ansvar, jeg er i gang med at påtage mig, og hvordan jeg beskytter et barn mod verdens voldsomhed?

fredag den 16. januar 2009

Maven og mig

Folk er begyndt at røre ved min mave. Jeg får et chok hver gang, der bliver rakt et par hænder ud mod mig – som om jeg skal have tæsk. Men så går det op for mig, hvad der foregår, og splitsekundet efter er det for sent at flytte sig. Jeg ser ned, og et par fremmede eller fjernt bekendte hænder ligger nu på min mave - og hvis det går højt, aer de også.

Almindeligvis rører man jo ikke ved hinanden - andet end på hænderne og afmålt ved korte knus, med mindre man er rigtig gode venner. Maven er faktisk et meget privat sted. Jeg har personligt aldrig vist den frem, heller ikke på stranden. Det holdt hårdt, men jeg kom da igennem 90’erne uden at eje en stumpet bluse.

At blive rørt på sin gravide mave føles lidt som at blive taget på røven i bussen, og så bare smile og sige, ”ja, den bliver sørme større og større.” Tænk, hvis jeg gik og rørte folk på deres maver. Måske skulle jeg til at gøre det, som en helt nonchalant gengældelsesgestus. For hvad fanden siger man? ”Gider du godt lade være med at pille mig på maven?” Det ødelægger ligesom samtalen til at starte med, ikke?

Folk gør det jo af venlighed og nysgerrighed og i en illusion om, at en gravid kvinde har smidt sin kropslige identitet som en gammel frakke og nu kun består af mave, bryster og baby. Man bliver fælleseje i det store frugtbarhedskosmos. Men come on. Man kunne da godt vride hjernen og lige tænke over, at man er i gang med at overskride en meget intim grænse. Det er lidt ligesom da min veninde engang fortalte, at folk uopfordret rører ved hendes tatoveringer og siger ”nej, hvor er den flot.” Øh, tak, men du står altså og piller mig på overarmen eller inderlåret…

Hvad skal jeg gøre ved det? Alle gode forslag er velkomne.

onsdag den 7. januar 2009

Udklip fra en slags dagbog

18. november
For en uge siden fandt vi ud af, at jeg er gravid. Jeg er omkring 5 eller 6 uger henne. Så vidt jeg kan regne ud med hjælp fra nettet, er min terminsdato 15. juli 2009. Et sommerbarn.

I dag har jeg haft kvalme for første gang. Det lettede faktisk lidt at være kvalm: Det har overrasket mig at finde ud af, at kun cirka halvdelen af gravide kvinder får kvalme. Det er jo nærmest det mest berømte tegn på, at man er gravid. Og hvis man ikke har kvalme, er det faktisk meget svært at tro på det! Man føler sig ikke rigtigt gravid. Eller gravid på den rigtige måde. Som om folk vil se skævt til en. Nå, hun er da dårlig til at være gravid, hun har ikke engang kvalme.

Det er som om, jeg er sendt ind på banen i et boldspil, hvor jeg ikke kender reglerne (og jeg hader sport). Til gengæld er jeg holdt op med at ryge, og jeg føler mig vildt sej.

20. november
Jeg har første aftale hos lægen 2. december. Jeg bliver sindssyg af at vente så længe. Og jeg bliver skidebange af at tænke på, at jeg jo godt ved, de ikke booker en tid før man er to måneder henne, fordi man så på den måde screener for spontane aborter. Tak for venligheden, siger jeg bare. Jeg har brug for at snakke med nogen NU! Tænk hvis jeg aborterer uden at vide, hvad der sker, eller hvorfor, eller om jeg gør noget forkert.

10. december
Kvalmehelvede. Det var et under, jeg havde det godt, den dag vi skulle på NOMA. Det var en god oplevelse, som det endnu ikke er lykkedes mig at fortælle nogen om, fordi jeg ikke kan klare at tænke på mad. Ikke den mad, i hvert fald. Vores køleskab stinker også helt vildt. Jeg ved ikke af hvad, men det er en pinsel at åbne det. Nogle ting er dog lige til højrehapsen: Henrik kom hjem i går med rødkål på glas og rugbrød, og så fik vi frikadellemadder. Der ramte han virkelig plet.

7. januar
Den komplet officielle dag. Var til nakkefoldsscanning i formiddags. Med faldne underkæber og tårer i øjnene gloede vi på det lille væsen på bare 7 centimeter, der virkelig ligner et færdigudviklet barn. Den viftede ivrigt med arme og ben og puttede sin tommelfinger i munden, og jeg har aldrig set noget så vildt i hele mit (under)liv. Hun printede et par billeder til os, som vi klamrede os til i venteværelset, mens jeg kunne mærke al nervøsiteten og angsten forlade mig og gøre mine ben til ren spaghetti. Dernæst ringe til mødre og trække cykler gennem sne og flette fingre på kaffebar med rystende hænder.