Min mor siger ofte: "I mit næste liv vil jeg være [indsæt spændende erhverv], kunne det ikke være sjovt?"
Jeg er begyndt at lure, hvad hun mener, selv om min indre jury har forkastet idéen om muligheden for flere liv. Jeg synes, jeg er nået et punkt, hvor jeg ved en smule om mange ting, men faktisk kun føler, jeg kan én ting sådan rigtig godt.
Der er én ting, jeg kan, som hiver pengene hjem og som jeg for det meste kan gøre med en arm bag ryggen, hvis det skulle blive nødvendligt. Dermed ikke sagt, at jeg er bedre end alle mulige andre til det, men jeg kan det da. Hvilket jo er udmærket, når man har brugt hundrede år og en kandidatgrad på at lære at skrive de her evindelige ord i diverse formater og rækkefølger. Bygget oven på noget, der måske er talent.
Jeg bliver bare sådan lidt misundelig på dem, jeg kender, som kan alle mulige spændende ting, som jeg ikke har haft tid eller ork eller tålmodighed til.
Jeg har f.eks. en veninde, som skriver en blog. Jeg kan huske, da vi var små, og vi sad og tegnede, kunne hun tegne sådan nogle rigtige modelpiger med smart modeltøj på, som hun selv opfandt. De havde store øjne og kyssemund. Når hun snakkede i telefon med sin kæreste hjemme i København (hvor sejt var det i øvrigt lige at være fra København og have EN KÆRESTE?!) tegnede hun små mønstre på sine sommerlår med en kuglepen, sådan lidt distræt. De krøllede sig ofte ud over det meste af hendes ben. Hun flaksede ind i voksenlivet som den her mulitkreative sommerfugl, og nu kan kun trylle den mindste lille dims om til noget skævt, sjovt eller bare pænt. Hun har evnen til at se det smukke i små ting, og det beundrer jeg.
Så er der min mand. Som ved meget om meget, og rigtig meget om det, han laver. Nogle gange forekommer det mig, at han er en ti gange bedre researcher end mig, for hans nysgerrighed driver ham til viden som en stor rød, tegneseriemagnet. Igen meget beundringsværdigt, grænsende til det misundelsesværdige.
I det hele taget synes jeg, at hver eneste forvoksede, kreativt rundtossede middelklassebarn i vores omgangskreds er voldsomt beundringsværdig. De er dansere, kunstnere, digtere, musikere, filmfolk, designere, you name it, they make it. Og jeg ville ønske, jeg havde livs-tid til at lære at kunne alt det, de kan.
fredag den 17. oktober 2008
søndag den 5. oktober 2008
På en skala fra mand til kvinde....
...hvor er du så?
Et tankeeksperiment.
At lave sine egne grafer er skægt. Se her: www.graphjam.com.
Et tankeeksperiment.
At lave sine egne grafer er skægt. Se her: www.graphjam.com.
fredag den 3. oktober 2008
En bid af det store ævle
En mand med solbriller på kommer gående ned ad 5th. avenue.
Med sin kat.
Oven på hovedet.
Der sidder den og troner, som en zenagtig sfinx, helt cool, med halvt lukkede øjne, og den bouncer lidt op og ned som manden går. Kun én anden end os vender sig om og tager et billede med sin mobil. Og går så videre, mens vi stadig står og fniser turistagtigt.
Sådan er det lidt at være i New York. Man tror, man har set det hele, man er flimrende fuld af billeder - og så dukker der en mand med en kat på hovedet op, den allersidste dag man er der. Eller der kommer en politikortege med fuld udrykning, øresneglsbærende agenttyper og en varevogn fuld af et assaultriffel-pegende swatteam. Vi reagerede ved instinktivt at dukke os. Men de skulle bare bugsere en mand ind i en bygning. Han har nok været vigtig. Måske havde han en kat.
Honeymoon i New York er kys på toppen af Empire State Building med udsigt over spidsen af Manhattan, hvor der er et gabende hul i skylinen, som giver kuldegysninger når man er 86 etager over jorden. Det er at måbe ad filthy rich damer på Lexington Avenue, der vifter med pekingeseren, Chaneltasken, Manoloerne og privatchaufføren. Det er at få portioner halvanden gang så store som herhjemme. Det er kanelbagels og kaffe i underhylere til morgenmad, vind i håret på Coney Island og nærgående egern. Det er at putte sammen i iskold aircondition, gå ud og overholde rygeforbuddet sammen og vise ID, når man køber en øl. Det er sex in the city. Det er så meget mere at jeg ikke kan skrive det ned.
Og så er det vanvittigt anbefalelsesværdigt.
Med sin kat.
Oven på hovedet.
Der sidder den og troner, som en zenagtig sfinx, helt cool, med halvt lukkede øjne, og den bouncer lidt op og ned som manden går. Kun én anden end os vender sig om og tager et billede med sin mobil. Og går så videre, mens vi stadig står og fniser turistagtigt.
Sådan er det lidt at være i New York. Man tror, man har set det hele, man er flimrende fuld af billeder - og så dukker der en mand med en kat på hovedet op, den allersidste dag man er der. Eller der kommer en politikortege med fuld udrykning, øresneglsbærende agenttyper og en varevogn fuld af et assaultriffel-pegende swatteam. Vi reagerede ved instinktivt at dukke os. Men de skulle bare bugsere en mand ind i en bygning. Han har nok været vigtig. Måske havde han en kat.
Honeymoon i New York er kys på toppen af Empire State Building med udsigt over spidsen af Manhattan, hvor der er et gabende hul i skylinen, som giver kuldegysninger når man er 86 etager over jorden. Det er at måbe ad filthy rich damer på Lexington Avenue, der vifter med pekingeseren, Chaneltasken, Manoloerne og privatchaufføren. Det er at få portioner halvanden gang så store som herhjemme. Det er kanelbagels og kaffe i underhylere til morgenmad, vind i håret på Coney Island og nærgående egern. Det er at putte sammen i iskold aircondition, gå ud og overholde rygeforbuddet sammen og vise ID, når man køber en øl. Det er sex in the city. Det er så meget mere at jeg ikke kan skrive det ned.
Og så er det vanvittigt anbefalelsesværdigt.
onsdag den 10. september 2008
Hr og Fru Hinanden
Brylluppet var fantastisk, og jeg kan slet ikke sige nok tak til alle, der fik det til at ske og fejrede med os. Vi var glade, smukke, rørte, forelskede, dansende, spisende, drikkende, kyssende og temmelig lykkelige. Se selv her (der skal nok komme links til flere billeder en af dagene):
Sune var dagens digterpræst i skysovs og leverede den smukkeste kærlighedsceremoni ever. Det kan man læse her:
Kære alle.
Jeg har en drøm.
En drøm om en verden hvor alle mennesker er lige så smukke og favnende som dem vi i dag fejrer.
For vi er forsamlet her i dag for at fejre kærligheden. Ikke i den oldgræske ”hyldest til små drenge” manér, men mere i sådan en ”hold da op hvor er Fies nye mand lækker” manér.
Men kærligheden. Den kommer man ikke uden om.
Dem der ikke har den er ved at gå til af misundelse over dem der har den.
Dem der har den er ved at dø af længsel efter at være som dem der ikke har den.
Dem der ikke ved om de har den er bare ved at gå amok, og dem der ved de ikke har den har enten taget livet af sig selv, har slået sig på flasken eller er begyndt at skrive. Digte. Om kærlighed.
Som Paulus siger i et af sine utallige breve til Korintherne så er, størst af alt, kærligheden.
Andre mener at det er det eneste du har brug for.
Og når du har den, og hun ryster dine nerver og rasler dine knogler, herre du søde milde, så får du store kugler af ild.
Vågn op, nordenvind, kom søndenvind. Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme,Min elskede skal komme til min have og spise af dens herlige frugter.
Lyder det i Salomons højsang, og således er kærligheden også, en invitation til frugtsalat, og lad os nu ikke fare vild i poetiske omskrivninger. For kærligheden er at invitere den anden indenfor i dit liv. At dele et liv med en anden der også kan, og vil, elske.
Og nu er I så blevet viet på bedste borgerlige manér, ukristelige typer som I er. I har underskrevet de rigtige papirer, I har sagt ja de rigtige steder. I statens øjne er I nu lovformeligt som ægtefolk at betragte.
I den protestantiske kirke, skal det i denne sammenhæng nævnes, er ægteskabet faktisk indgået i det øjeblik kvinden flytter ind under mandens tag. Eller han under hendes. Eller, måske går en presenning også an, men det tager vi senere når vi snakker karrieremuligheder for de der gøglerjobs I har slået jer på.
Faktum er – den kirkelige velsignelse er kun dette, en velsignelse af en allerede indgået pagt mellem mand og kvinde, og i den der kirkes tilfælde, en gud.
Det der er pointen med det her er dette:
Jeres ægteskab startede i en hvis forstand da I flyttede under samme tag. Da I begyndte at leve sammen, og dele morgenånde og efterladt opvask.
Staten er ikke helt så frisindet som Lutheranerne, hvilket i sig selv er temmelig bizart, men den bureaukratiske formalitet på rådhuset skal jo til, og lad os lige tale lidt om hvorfor.
Det er nemmere at være gift, når først der kommer børn og fast ejendom. Det er et meget godt argument. En juridisk formalitet som letter samlivet.
Det er den bedste måde at få bedsteforældre til at holde op med at vende sig i grave, rullestole og øjenhuler. Endelig fik vi ham afsat, man bliver jo bekymret. Din omverdens forventniger, det er også et meget godt, om end lidt hult, argument.
Sådan gør man jo, det gør alle de andre – det argument får vi myrekryb, ticks og udslæt af. På samme tid.
Men det er jo heller ikke derfor man gør det, vel?
I har sat jeres underskifter og sagt jeres ja på de rigtige tidspunkter, men der er ingen der er blevet til en kylling af at stoppe fjer op i måsen. Det er først nu I skal til at blive til et ægtepar. I har ikke sagt ja til at være gift, I har sagt ja til at blive gift.
Med jeres borgerlige ja i dag, har I sagt ja til hinanden. I har sagt ja til at vågne hver morgen resten af jeres liv ved siden af det samme menneske. Til at blive gamle og smukke og få slap og rynket pande og stryge hinanden på den når jeres venner begynder at stille træskoene.
Det ja vi giver hinanden er et ja til livet, et ja til modet. Modet til at tage ansvaret for sin egen fremtid, og modet til at acceptere sit medansvar for et andet menneskes fremtid.
Men
Og nu skal I lige holde op med at hviske i baggrunden, for nu bliver det vigtigt. I en alder af knap tredive er der grænser for hvor meget man har lært, men lidt er der dog faldet af.
Det er et medansvar. Ikke et ansvar. Den eneste der har ansvaret for sin lykke er en selv, og dette er vigtigt at huske. Du har ansvaret for dig.
Din partner er der for at støtte og hjælpe, for at være der når det er hårdt, og dele det når det er smukt. Men følelser starter ikke i den anden, og den eneste der kan tage ansvaret for dit liv og din lykke er dig selv.
En meget klog hippie jeg kender sagde forleden at han var blevet fanget i den der mølle med at bruge vendinger som ”du får mig til at føle at jeg er… ” og ”jeg er lykkeligere sammen med dig fordi du gør mig hel”.
Det bedste, og måske det eneste brugbare, råd der skal komme herfra er dette:
To af en slags er ikke et par. Husk at I er to mennesker, ikke et par. Husk, og dyrk, jeres forskelligheder, jeres individuelle skønheder, og lad det vokse sammen med den andens. Men læg aldrig ansvaret for jeres lykke på den anden.
Thi at glemme sig selv og sit eget værd er ikke kærlighed, det er afhængighed.
Der begynder at komme noget struktur på det her nu.
Når du vågner med tømmermænd og smøglunger og han lægger en arm om dig og trækker dig ind til sig for at sove videre. Det er kærlighed.
Når du finder dig selv dansende i kongens have på en tirsdag eftermiddag i støvregn, med en ufattelig kvinde og ønsker det aldrig bliver onsdag, det er kærlighed.
At kunne tale om ting der virkelig for alvor gør afsindig ondt, og se den anden i øjnene, og møde vedkommende i øjenhøjde, ikke tale ned eller se op eller skævt, men være på samme niveau og acceptere den andens fejl og mangler og fantastiskheder, hvis det er et ord. Det er kærlighed.
Når du virkelig synes det bare er for meget og nu er det sgu for irriterende og geez hvor skal der uddeles flade, men det ændrer ikke ved at der elskes. Det er kærlighed.
At give lov til vreden og det grimme og at livet og kærligheden ikke altid bare er lækker og glansbillede. At give lov til faktisk at være vred når man er det, men ikke blive nedrig eller perfid.
Og først og fremmest –
Ærlighed.
Det er kærlighed.
Foran jer ligger et hav af smukke morgener i eftermiddage og nætter og lange samtaler og tavse søndag eftermiddage med kaffe og uglet hår.
Foran jer ligger et helt liv.
I gav bureaukraterne jeres juridisk formelle ja ved middagstid i dag. Men der er så mange ting de aldrig spørger jer om.
Så nu tilspørger jeg dig, Henrik;
Vil du have Fie, som hos dig står, og opføre dig som en mand og respektere hende for al den herlighed hun er, også når det involvere at kalde hende en harsk strigle?
Vil du se gennem fingre med de små ting og tale, ikke råbe, om de store, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?
Ligeledes tilspørger jeg dig, Fie, vil du have Henrik som hos dig står, og give ham en olfert når han fortjener det, og et kram når han behøver det?
Vil du holde fast i det levende og ægte og forsage det regelbundne og døde, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?
I så fald er det mig en fornøjelse, en ære og et privilegium at erklære jer for, ej længere på polsk levende, ægtefolk med de bedste intentioner, forhåbninger og forudsætninger for et lykkeligt samliv.
Mine damer og herrer, lad os til slut udbringe en skål for livet, og kærligheden, for alle de smukke mænd og kvinder der kan sammen, og som vil hinanden. En skål for solopgange og morgenstjerner på skyfrie forårsmorgener. En skål for denne dag, hvor Fie og Henrik lader alt folket vide at nu er det sgu for real.
De længe leve…
Jeg har en drøm.
En drøm om en verden hvor alle mennesker er lige så smukke og favnende som dem vi i dag fejrer.
For vi er forsamlet her i dag for at fejre kærligheden. Ikke i den oldgræske ”hyldest til små drenge” manér, men mere i sådan en ”hold da op hvor er Fies nye mand lækker” manér.
Men kærligheden. Den kommer man ikke uden om.
Dem der ikke har den er ved at gå til af misundelse over dem der har den.
Dem der har den er ved at dø af længsel efter at være som dem der ikke har den.
Dem der ikke ved om de har den er bare ved at gå amok, og dem der ved de ikke har den har enten taget livet af sig selv, har slået sig på flasken eller er begyndt at skrive. Digte. Om kærlighed.
Som Paulus siger i et af sine utallige breve til Korintherne så er, størst af alt, kærligheden.
Andre mener at det er det eneste du har brug for.
Og når du har den, og hun ryster dine nerver og rasler dine knogler, herre du søde milde, så får du store kugler af ild.
Vågn op, nordenvind, kom søndenvind. Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme,Min elskede skal komme til min have og spise af dens herlige frugter.
Lyder det i Salomons højsang, og således er kærligheden også, en invitation til frugtsalat, og lad os nu ikke fare vild i poetiske omskrivninger. For kærligheden er at invitere den anden indenfor i dit liv. At dele et liv med en anden der også kan, og vil, elske.
Og nu er I så blevet viet på bedste borgerlige manér, ukristelige typer som I er. I har underskrevet de rigtige papirer, I har sagt ja de rigtige steder. I statens øjne er I nu lovformeligt som ægtefolk at betragte.
I den protestantiske kirke, skal det i denne sammenhæng nævnes, er ægteskabet faktisk indgået i det øjeblik kvinden flytter ind under mandens tag. Eller han under hendes. Eller, måske går en presenning også an, men det tager vi senere når vi snakker karrieremuligheder for de der gøglerjobs I har slået jer på.
Faktum er – den kirkelige velsignelse er kun dette, en velsignelse af en allerede indgået pagt mellem mand og kvinde, og i den der kirkes tilfælde, en gud.
Det der er pointen med det her er dette:
Jeres ægteskab startede i en hvis forstand da I flyttede under samme tag. Da I begyndte at leve sammen, og dele morgenånde og efterladt opvask.
Staten er ikke helt så frisindet som Lutheranerne, hvilket i sig selv er temmelig bizart, men den bureaukratiske formalitet på rådhuset skal jo til, og lad os lige tale lidt om hvorfor.
Det er nemmere at være gift, når først der kommer børn og fast ejendom. Det er et meget godt argument. En juridisk formalitet som letter samlivet.
Det er den bedste måde at få bedsteforældre til at holde op med at vende sig i grave, rullestole og øjenhuler. Endelig fik vi ham afsat, man bliver jo bekymret. Din omverdens forventniger, det er også et meget godt, om end lidt hult, argument.
Sådan gør man jo, det gør alle de andre – det argument får vi myrekryb, ticks og udslæt af. På samme tid.
Men det er jo heller ikke derfor man gør det, vel?
I har sat jeres underskifter og sagt jeres ja på de rigtige tidspunkter, men der er ingen der er blevet til en kylling af at stoppe fjer op i måsen. Det er først nu I skal til at blive til et ægtepar. I har ikke sagt ja til at være gift, I har sagt ja til at blive gift.
Med jeres borgerlige ja i dag, har I sagt ja til hinanden. I har sagt ja til at vågne hver morgen resten af jeres liv ved siden af det samme menneske. Til at blive gamle og smukke og få slap og rynket pande og stryge hinanden på den når jeres venner begynder at stille træskoene.
Det ja vi giver hinanden er et ja til livet, et ja til modet. Modet til at tage ansvaret for sin egen fremtid, og modet til at acceptere sit medansvar for et andet menneskes fremtid.
Men
Og nu skal I lige holde op med at hviske i baggrunden, for nu bliver det vigtigt. I en alder af knap tredive er der grænser for hvor meget man har lært, men lidt er der dog faldet af.
Det er et medansvar. Ikke et ansvar. Den eneste der har ansvaret for sin lykke er en selv, og dette er vigtigt at huske. Du har ansvaret for dig.
Din partner er der for at støtte og hjælpe, for at være der når det er hårdt, og dele det når det er smukt. Men følelser starter ikke i den anden, og den eneste der kan tage ansvaret for dit liv og din lykke er dig selv.
En meget klog hippie jeg kender sagde forleden at han var blevet fanget i den der mølle med at bruge vendinger som ”du får mig til at føle at jeg er… ” og ”jeg er lykkeligere sammen med dig fordi du gør mig hel”.
Det bedste, og måske det eneste brugbare, råd der skal komme herfra er dette:
To af en slags er ikke et par. Husk at I er to mennesker, ikke et par. Husk, og dyrk, jeres forskelligheder, jeres individuelle skønheder, og lad det vokse sammen med den andens. Men læg aldrig ansvaret for jeres lykke på den anden.
Thi at glemme sig selv og sit eget værd er ikke kærlighed, det er afhængighed.
Der begynder at komme noget struktur på det her nu.
Når du vågner med tømmermænd og smøglunger og han lægger en arm om dig og trækker dig ind til sig for at sove videre. Det er kærlighed.
Når du finder dig selv dansende i kongens have på en tirsdag eftermiddag i støvregn, med en ufattelig kvinde og ønsker det aldrig bliver onsdag, det er kærlighed.
At kunne tale om ting der virkelig for alvor gør afsindig ondt, og se den anden i øjnene, og møde vedkommende i øjenhøjde, ikke tale ned eller se op eller skævt, men være på samme niveau og acceptere den andens fejl og mangler og fantastiskheder, hvis det er et ord. Det er kærlighed.
Når du virkelig synes det bare er for meget og nu er det sgu for irriterende og geez hvor skal der uddeles flade, men det ændrer ikke ved at der elskes. Det er kærlighed.
At give lov til vreden og det grimme og at livet og kærligheden ikke altid bare er lækker og glansbillede. At give lov til faktisk at være vred når man er det, men ikke blive nedrig eller perfid.
Og først og fremmest –
Ærlighed.
Det er kærlighed.
Foran jer ligger et hav af smukke morgener i eftermiddage og nætter og lange samtaler og tavse søndag eftermiddage med kaffe og uglet hår.
Foran jer ligger et helt liv.
I gav bureaukraterne jeres juridisk formelle ja ved middagstid i dag. Men der er så mange ting de aldrig spørger jer om.
Så nu tilspørger jeg dig, Henrik;
Vil du have Fie, som hos dig står, og opføre dig som en mand og respektere hende for al den herlighed hun er, også når det involvere at kalde hende en harsk strigle?
Vil du se gennem fingre med de små ting og tale, ikke råbe, om de store, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?
Ligeledes tilspørger jeg dig, Fie, vil du have Henrik som hos dig står, og give ham en olfert når han fortjener det, og et kram når han behøver det?
Vil du holde fast i det levende og ægte og forsage det regelbundne og døde, og først og fremmest, vil du påtage dig det ansvar det er at dele et liv med et andet menneske, og aldrig forfalde til den rigide tosomhed der bliver til ensomhed?
I så fald er det mig en fornøjelse, en ære og et privilegium at erklære jer for, ej længere på polsk levende, ægtefolk med de bedste intentioner, forhåbninger og forudsætninger for et lykkeligt samliv.
Mine damer og herrer, lad os til slut udbringe en skål for livet, og kærligheden, for alle de smukke mænd og kvinder der kan sammen, og som vil hinanden. En skål for solopgange og morgenstjerner på skyfrie forårsmorgener. En skål for denne dag, hvor Fie og Henrik lader alt folket vide at nu er det sgu for real.
De længe leve…
søndag den 31. august 2008
Det danske sprog er en ond blondine
Den danske sprog er en svær en. Tag nu bare disse tre ord. Helt almindelige, danske ord: kage, kjole og frisure.
Så sætter man præfiksene brude- eller bryllups- foran. Og pludselig sprænger man banken.
Lad mig give et eksempel, som lige er blevet bragt til min opmærksomhed:
Min søde svigermor og lillesøster lagkagelækker gik til en bager for at forespørge på en bryllupskage. Goddag, hvad koster sådan en svend? 3.000 kroner, sagde bagermester G. Rådigsen. Så tog damerne deres gode indignation og gik hen til en anden bager. Her bad de om prisen på en helt almindelig, stor kage til en hel masse mennesker. Ja, ded ka vi da gøre for 700 kroner, sagde den intetanende melsvinger så.
Det har været det samme med kjolen. Jeg har givet 2.000 kroner for min kjole. Fordi det ikke er en brudekjole, men bare en kjole. Hvis man skal have sådan en corsagekliché af en tyltornado som brudekjoler normalt er, starter man minimum ved en 7-8.000, vil jeg mene. Og da jeg ringede til frisør Provinshår i Nææstved fik jeg at vide, at en brudefrisure startede ved 1.000 kroner. Som minimum. For hvad, altså? Hårlak og smalltalk? Den klarer min mor med sin bedste tressertoupering for en krammer.
Jeg ser ikke mig selv som et småligt menneske. Jeg sætter fin pris på godt design og på at betale en idérig producent for noget specielt. Der er heller ikke tale om, at vores bryllup bliver sådan et, hvor gæsterne får cocktailpølser og håndbajere til middag, at vi ikke dresser op eller at den ikke skal have gas.
Men hvad sker der for det, amerikanerne så ømt kalder bryllupsindustrien? (Jeg har i øvrigt med fornyet interesse set Bridezillas her på det sidste og græmmet mig grumt. Ikke fordi de er hysteriske, for det er lissom pointen med showet, men fordi der er så meget lir, der omgiver et bryllup. Rehersaldinner er vist nok en helt integreret del af den amerikanske bryllupstradition. Hvad øver de? Hinandens navne? Og tjek lige alle de brudepiger i ens kjoler ud, som også hører sig til. Veninder i variende størrelser i den samme stropløse, lilla tubekjole.) Industrien, der leverer prinsessedrømme i metermål, pyntet med plastik og penge?
Jeg skulle til at sige, at jeg ville stoppe mit brok mens legen var god. Men det flyder vist allerede ud over alle breder med brok.
Misforstå mig dog ikke. Jeg glæder mig som en vanvittig til mit bryllup og til at se alle de dejlige mennesker, der omgiver min smukke mand og mig. Og nu er der kun seks dage til, yay!
Så sætter man præfiksene brude- eller bryllups- foran. Og pludselig sprænger man banken.
Lad mig give et eksempel, som lige er blevet bragt til min opmærksomhed:
Min søde svigermor og lillesøster lagkagelækker gik til en bager for at forespørge på en bryllupskage. Goddag, hvad koster sådan en svend? 3.000 kroner, sagde bagermester G. Rådigsen. Så tog damerne deres gode indignation og gik hen til en anden bager. Her bad de om prisen på en helt almindelig, stor kage til en hel masse mennesker. Ja, ded ka vi da gøre for 700 kroner, sagde den intetanende melsvinger så.
Det har været det samme med kjolen. Jeg har givet 2.000 kroner for min kjole. Fordi det ikke er en brudekjole, men bare en kjole. Hvis man skal have sådan en corsagekliché af en tyltornado som brudekjoler normalt er, starter man minimum ved en 7-8.000, vil jeg mene. Og da jeg ringede til frisør Provinshår i Nææstved fik jeg at vide, at en brudefrisure startede ved 1.000 kroner. Som minimum. For hvad, altså? Hårlak og smalltalk? Den klarer min mor med sin bedste tressertoupering for en krammer.
Jeg ser ikke mig selv som et småligt menneske. Jeg sætter fin pris på godt design og på at betale en idérig producent for noget specielt. Der er heller ikke tale om, at vores bryllup bliver sådan et, hvor gæsterne får cocktailpølser og håndbajere til middag, at vi ikke dresser op eller at den ikke skal have gas.
Men hvad sker der for det, amerikanerne så ømt kalder bryllupsindustrien? (Jeg har i øvrigt med fornyet interesse set Bridezillas her på det sidste og græmmet mig grumt. Ikke fordi de er hysteriske, for det er lissom pointen med showet, men fordi der er så meget lir, der omgiver et bryllup. Rehersaldinner er vist nok en helt integreret del af den amerikanske bryllupstradition. Hvad øver de? Hinandens navne? Og tjek lige alle de brudepiger i ens kjoler ud, som også hører sig til. Veninder i variende størrelser i den samme stropløse, lilla tubekjole.) Industrien, der leverer prinsessedrømme i metermål, pyntet med plastik og penge?
Jeg skulle til at sige, at jeg ville stoppe mit brok mens legen var god. Men det flyder vist allerede ud over alle breder med brok.
Misforstå mig dog ikke. Jeg glæder mig som en vanvittig til mit bryllup og til at se alle de dejlige mennesker, der omgiver min smukke mand og mig. Og nu er der kun seks dage til, yay!
mandag den 11. august 2008
Pyntesyg
Så sker der noget.
Her har vi det første par brudesko. Hvad ingen smarte butikker kunne, kunne eBay.
Og så har vi lidt forskellige øreringe, som dem der ikke har huller i ørerne må lave selv...
Her har vi det første par brudesko. Hvad ingen smarte butikker kunne, kunne eBay.
Og så har vi lidt forskellige øreringe, som dem der ikke har huller i ørerne må lave selv...
Og så har vi nogle hårtanker på nogle alt for lækre tøser:
Kommer tid, kommer ring, kjole og flere sko.
torsdag den 24. juli 2008
Country girl
Når man vokser op i det, der så fladt kaldes provinsen, og siden rykker et sted hen, hvor der er flere mennesker og ny, mere tryg slags ensomhed, så bliver man fra tid til anden husket på, hvordan der er ude på landet. Gode og dårlige huskerier, både savn, lykke og strittende sørgelig melankoli. Jeg har f.eks. lige set en film. Jeg må endnu ikke fortælle nogen, hvad den specifikt handler om, eller hvor god, jeg synes, den er. Men jeg må gerne fabulere om de påmindelser, den gav mig, så værsgo:
Jeg husker, hvordan der lugter i et forsamlingshus, når der er loppemarked eller juletræsfest. Hvordan skaftet på en brugt rive kradser. Hvordan en god gynge er. Hvordan vinden bider i kinderne, når man står ved et busstoppested klokken 6.54 i januar, som ikke engang er et stoppested, men bare et sted, bussen stopper, fordi det nu en gang er der man står med sit orange buskort, der lugter sært af gummistøvler. Hvordan mælkebøtter og svampe ser ud nedefra og hvordan de farver hænderne, når man har plukket en, og bliver svimmel af at kigge op, fordi svalerne larmer og flyver så hasarderet, at man tror, de falder ned. Hvordan fasaner siger, når de bliver forskrækkede. Hvordan træsko tynger fødderne. Hvordan hundrede gule kyllinger under en varmelampe føles.
Men også hvordan lyset i den tidlige vinter er skarpt og fjendtligt og ligger fortvivlende over markerne og man er ulykkelig og fanget, fordi man ikke var med til at lege kysseleg i frikvarteret, fordi der ikke var nogen, der gad at kysse en, fordi man var underligt langlemmet, mere indelukket, fordi man kunne læse og stave, og sige hvad der stod på Jellingestenen udenad, men ikke rigtig regne eller regne den ud. Så var man Luciabrud og fik stearin i det lange hår og græd fordi det gjorde så pisseondt.
Og hvordan alting havde sit indbyggede, snørklede hierarki. Hvor det betød noget, hvem man var datter af. Hvor man blev, og stadig bliver, omtalt som fotografens datter. Lundsgaards barnebarn. Nå ja, hende den rødhårede, ja, var det ikke hende, der blev født i en snestorm, jo det kan vi da alle sammen huske, det var i radioen dengang bæltekøretøjet med hendes gravide mor kørte mod Slagelse, ja, gubevars at det ikke sner sådan mere.
PS: Filmen hedder Frygtelig Lykkelig og har premiere til oktober engang.
Jeg husker, hvordan der lugter i et forsamlingshus, når der er loppemarked eller juletræsfest. Hvordan skaftet på en brugt rive kradser. Hvordan en god gynge er. Hvordan vinden bider i kinderne, når man står ved et busstoppested klokken 6.54 i januar, som ikke engang er et stoppested, men bare et sted, bussen stopper, fordi det nu en gang er der man står med sit orange buskort, der lugter sært af gummistøvler. Hvordan mælkebøtter og svampe ser ud nedefra og hvordan de farver hænderne, når man har plukket en, og bliver svimmel af at kigge op, fordi svalerne larmer og flyver så hasarderet, at man tror, de falder ned. Hvordan fasaner siger, når de bliver forskrækkede. Hvordan træsko tynger fødderne. Hvordan hundrede gule kyllinger under en varmelampe føles.
Men også hvordan lyset i den tidlige vinter er skarpt og fjendtligt og ligger fortvivlende over markerne og man er ulykkelig og fanget, fordi man ikke var med til at lege kysseleg i frikvarteret, fordi der ikke var nogen, der gad at kysse en, fordi man var underligt langlemmet, mere indelukket, fordi man kunne læse og stave, og sige hvad der stod på Jellingestenen udenad, men ikke rigtig regne eller regne den ud. Så var man Luciabrud og fik stearin i det lange hår og græd fordi det gjorde så pisseondt.
Og hvordan alting havde sit indbyggede, snørklede hierarki. Hvor det betød noget, hvem man var datter af. Hvor man blev, og stadig bliver, omtalt som fotografens datter. Lundsgaards barnebarn. Nå ja, hende den rødhårede, ja, var det ikke hende, der blev født i en snestorm, jo det kan vi da alle sammen huske, det var i radioen dengang bæltekøretøjet med hendes gravide mor kørte mod Slagelse, ja, gubevars at det ikke sner sådan mere.
PS: Filmen hedder Frygtelig Lykkelig og har premiere til oktober engang.
søndag den 20. juli 2008
Så kommer hun der med sin kvindesnak igen..
I dagens overdimensionerede foldepapirprojekt af en gang selvhøjtidelig tryksværte, dvs. Politiken, står der rent faktisk noget interessant. Om "bornertheden", der har indfundet sig hos 68-kvindernes børn.
Det må jo så betyde mig og de andre halvfjerdserbørn med playmobilhår og fløjsbukser, der blev til kvinder i en tidsalder, hvor verden måske nok siger "det er bare zå modigt", hvis en model har en lille delle, men ellers promoverer kvinden som en trimmet, slank og frem for alt sexet størrelse. Tilsyneladende er der intet i vejen med dét. Vi hader at blive sat i bås med skønhedsidealerne, men vi er jo oprigtigt glade og trygge ved vores voksbehandlinger, polstrede BH'er, tårnhøje hæle, korte kjoler, dyre frisører, glossy lips og alt det andet. Alt det, som vi rutinemæssigt gør hver morgen og kun undlader, hvis vi har ferie eller får et anfald af Nynne/Bridget/antiheltinde pseudooprør. Jeg skal da gladeligt indrømme, at jeg ville få et flip, hvis nogen tog min røvdyre mascara, Venus Breeze-ting, peelingcremer og fodfile fra mig.
"Når vi i dag tager overdelen på, er det for at gøre præcis det samme, som kvindebevægelsen gjorde ved at tage den af; for at få fred for den erotisering, der er sket af kroppen de sidste 15 år," stod der i avisen.
Den har jeg tygget på hele morgenen. Altså ikke overdelen, men pointen. Vi er glade for at dække os til, for at maskere os, for at pakke kroppen ind og væk i sexet tøj. Vi kunne ikke drømme om at være topløse eller gå uden BH. Det handler om antydningens kunst og om at overleve en hel aften i byen, eller en hel dag på jobbet for den sags skyld, uden at være en omvandrende undskyldning for at gøre seksuelle tilnærmelser. Det er altså et værn mod seksualiseringen at trimme hårene, brysterne, kroppen, at være sexet. Æd lige den.
Er meget optaget af kropsbevidsthed for tiden. Og er egentlig gladere for mit eget eksemplar end jeg har været i mange år, plus/minus lidt dellerelateret brok og sådan. Jeg begynder at bløde op over for dyrkelsen af skønhed, men jeg hader stadig stereotyperne. Det er meget komplekst og diffust altsammen, hva?
Det må jo så betyde mig og de andre halvfjerdserbørn med playmobilhår og fløjsbukser, der blev til kvinder i en tidsalder, hvor verden måske nok siger "det er bare zå modigt", hvis en model har en lille delle, men ellers promoverer kvinden som en trimmet, slank og frem for alt sexet størrelse. Tilsyneladende er der intet i vejen med dét. Vi hader at blive sat i bås med skønhedsidealerne, men vi er jo oprigtigt glade og trygge ved vores voksbehandlinger, polstrede BH'er, tårnhøje hæle, korte kjoler, dyre frisører, glossy lips og alt det andet. Alt det, som vi rutinemæssigt gør hver morgen og kun undlader, hvis vi har ferie eller får et anfald af Nynne/Bridget/antiheltinde pseudooprør. Jeg skal da gladeligt indrømme, at jeg ville få et flip, hvis nogen tog min røvdyre mascara, Venus Breeze-ting, peelingcremer og fodfile fra mig.
"Når vi i dag tager overdelen på, er det for at gøre præcis det samme, som kvindebevægelsen gjorde ved at tage den af; for at få fred for den erotisering, der er sket af kroppen de sidste 15 år," stod der i avisen.
Den har jeg tygget på hele morgenen. Altså ikke overdelen, men pointen. Vi er glade for at dække os til, for at maskere os, for at pakke kroppen ind og væk i sexet tøj. Vi kunne ikke drømme om at være topløse eller gå uden BH. Det handler om antydningens kunst og om at overleve en hel aften i byen, eller en hel dag på jobbet for den sags skyld, uden at være en omvandrende undskyldning for at gøre seksuelle tilnærmelser. Det er altså et værn mod seksualiseringen at trimme hårene, brysterne, kroppen, at være sexet. Æd lige den.
Er meget optaget af kropsbevidsthed for tiden. Og er egentlig gladere for mit eget eksemplar end jeg har været i mange år, plus/minus lidt dellerelateret brok og sådan. Jeg begynder at bløde op over for dyrkelsen af skønhed, men jeg hader stadig stereotyperne. Det er meget komplekst og diffust altsammen, hva?
onsdag den 2. juli 2008
Utålmodighed og ævl
Det sker som regel altid, at jeg begynder på et eller andet, dyrker det ret meget, lader det ligge, det bliver støvet, det bliver gammelt, jeg synes, det var åndssvagt - og så pludselig opdager jeg det igen, og tænker ved mig selv, at det da var fuldstænig genialt tænkt. Som regel går der så lang tid, at tingen bliver retro. Hvilket selvfølgelig ikke siger så meget i dag, hvor yesterdays fashion er tomorrows cult.
Måske skal ting bare have lov at modnes. Måske handler det ikke om min egen utålmodighed. Det ville jeg jo gerne tro, at det ikke gør.
Tag nu f.eks. den her blog. Jeg har kigget på den og tænkt ja, ja, du er der, og nu skal du liiige slappe af. Ikke stresse mig. Jeg har ignoreret den og den har sikkert passet sig selv fint. Lidt ensomhed har aldrig gjort nogen noget. Men så tænker jeg alligevel: Alle de ord, alle de daglige indtryk og tanker og strømme af ævl, der løber i mit hoved, skal det ikke have lov at komme ud? Skal jeg ikke dele min såkaldte gnist af storladent geni med andre? Joeh. Kommer tid, kommer ord.
Jeg har rejsefeber. Jeg er utålmodig som ind i helvede. Jeg vil ud. Opleve noget nyt og lægge det bag mig som en vinterjakke i et skab. I morgen tager jeg på Roskilde, nyder solen og friheden, samler ord og mentale billeder. Så kan det være, jeg kan læsse dem af her, når jeg kommer hjem.
Måske skal ting bare have lov at modnes. Måske handler det ikke om min egen utålmodighed. Det ville jeg jo gerne tro, at det ikke gør.
Tag nu f.eks. den her blog. Jeg har kigget på den og tænkt ja, ja, du er der, og nu skal du liiige slappe af. Ikke stresse mig. Jeg har ignoreret den og den har sikkert passet sig selv fint. Lidt ensomhed har aldrig gjort nogen noget. Men så tænker jeg alligevel: Alle de ord, alle de daglige indtryk og tanker og strømme af ævl, der løber i mit hoved, skal det ikke have lov at komme ud? Skal jeg ikke dele min såkaldte gnist af storladent geni med andre? Joeh. Kommer tid, kommer ord.
Jeg har rejsefeber. Jeg er utålmodig som ind i helvede. Jeg vil ud. Opleve noget nyt og lægge det bag mig som en vinterjakke i et skab. I morgen tager jeg på Roskilde, nyder solen og friheden, samler ord og mentale billeder. Så kan det være, jeg kan læsse dem af her, når jeg kommer hjem.
tirsdag den 10. juni 2008
Fru Olsen
Jeg bryder mig ikke om hvidt polyestertyl, matchende ringe, satinsko, folk der klipper sokker og slips over, corsager, at betale sko med kobbermønter, at jeg angiveligt ikke må sove sammen med min elskede dagen før, strømpebånd, blåt-lånt-nyt-gammelt-halløj, lyserøde risposer og al den slags deprimerende, kontrollerende blah.
Derfor skal jeg, som det er nogle bekendt, giftes i grønt og have det skægt.
Så lykkedes det mig at settle på en brudekjole. Den fineste Fie-kjole nogensinde, fra Emporio Rix inde i Sværtegade, hvor verdens nok sødeste og sejeste kjoledame tog mål af mit sommersvedende, gamacheindpakkede korpus og sendte mig i byen efter den helt rigtige farve.
Det bragte mig til City Kunstnerartikler, hvor der efter megen kiggen på farveblyanter, karton, pap og farvelader dukkede et stort stykke groft papir i den helt rigtige grønne farve op. Haps, tilbage til kjolebutik. Modellen hedder Tulipan, går til knæene, og ligner noget, Jackie Kennedy kunne have haft på, hvis der havde været lidt mere Rita Hayworth i hende. Og så kommer den max til at koste 2.000 kr. Genialt.
Nu overvejer jeg hårpynt, frisure, slør/ikke slør, sko og undertøj. Har fundet meget inspiration hos de her indietosser, men alle forslag er velkomne. Er ude i noget med guldstiletter til max. tusind kroner (jo, sko må gerne være dyre).
Kom glad med links!
Derfor skal jeg, som det er nogle bekendt, giftes i grønt og have det skægt.
Så lykkedes det mig at settle på en brudekjole. Den fineste Fie-kjole nogensinde, fra Emporio Rix inde i Sværtegade, hvor verdens nok sødeste og sejeste kjoledame tog mål af mit sommersvedende, gamacheindpakkede korpus og sendte mig i byen efter den helt rigtige farve.
Det bragte mig til City Kunstnerartikler, hvor der efter megen kiggen på farveblyanter, karton, pap og farvelader dukkede et stort stykke groft papir i den helt rigtige grønne farve op. Haps, tilbage til kjolebutik. Modellen hedder Tulipan, går til knæene, og ligner noget, Jackie Kennedy kunne have haft på, hvis der havde været lidt mere Rita Hayworth i hende. Og så kommer den max til at koste 2.000 kr. Genialt.
Nu overvejer jeg hårpynt, frisure, slør/ikke slør, sko og undertøj. Har fundet meget inspiration hos de her indietosser, men alle forslag er velkomne. Er ude i noget med guldstiletter til max. tusind kroner (jo, sko må gerne være dyre).
Kom glad med links!
Abonner på:
Opslag (Atom)
.jpg)
