Den danske sprog er en svær en. Tag nu bare disse tre ord. Helt almindelige, danske ord: kage, kjole og frisure.
Så sætter man præfiksene brude- eller bryllups- foran. Og pludselig sprænger man banken.
Lad mig give et eksempel, som lige er blevet bragt til min opmærksomhed:
Min søde svigermor og lillesøster lagkagelækker gik til en bager for at forespørge på en bryllupskage. Goddag, hvad koster sådan en svend? 3.000 kroner, sagde bagermester G. Rådigsen. Så tog damerne deres gode indignation og gik hen til en anden bager. Her bad de om prisen på en helt almindelig, stor kage til en hel masse mennesker. Ja, ded ka vi da gøre for 700 kroner, sagde den intetanende melsvinger så.
Det har været det samme med kjolen. Jeg har givet 2.000 kroner for min kjole. Fordi det ikke er en brudekjole, men bare en kjole. Hvis man skal have sådan en corsagekliché af en tyltornado som brudekjoler normalt er, starter man minimum ved en 7-8.000, vil jeg mene. Og da jeg ringede til frisør Provinshår i Nææstved fik jeg at vide, at en brudefrisure startede ved 1.000 kroner. Som minimum. For hvad, altså? Hårlak og smalltalk? Den klarer min mor med sin bedste tressertoupering for en krammer.
Jeg ser ikke mig selv som et småligt menneske. Jeg sætter fin pris på godt design og på at betale en idérig producent for noget specielt. Der er heller ikke tale om, at vores bryllup bliver sådan et, hvor gæsterne får cocktailpølser og håndbajere til middag, at vi ikke dresser op eller at den ikke skal have gas.
Men hvad sker der for det, amerikanerne så ømt kalder bryllupsindustrien? (Jeg har i øvrigt med fornyet interesse set Bridezillas her på det sidste og græmmet mig grumt. Ikke fordi de er hysteriske, for det er lissom pointen med showet, men fordi der er så meget lir, der omgiver et bryllup. Rehersaldinner er vist nok en helt integreret del af den amerikanske bryllupstradition. Hvad øver de? Hinandens navne? Og tjek lige alle de brudepiger i ens kjoler ud, som også hører sig til. Veninder i variende størrelser i den samme stropløse, lilla tubekjole.) Industrien, der leverer prinsessedrømme i metermål, pyntet med plastik og penge?
Jeg skulle til at sige, at jeg ville stoppe mit brok mens legen var god. Men det flyder vist allerede ud over alle breder med brok.
Misforstå mig dog ikke. Jeg glæder mig som en vanvittig til mit bryllup og til at se alle de dejlige mennesker, der omgiver min smukke mand og mig. Og nu er der kun seks dage til, yay!
søndag den 31. august 2008
mandag den 11. august 2008
Pyntesyg
Så sker der noget.
Her har vi det første par brudesko. Hvad ingen smarte butikker kunne, kunne eBay.
Og så har vi lidt forskellige øreringe, som dem der ikke har huller i ørerne må lave selv...
Her har vi det første par brudesko. Hvad ingen smarte butikker kunne, kunne eBay.
Og så har vi lidt forskellige øreringe, som dem der ikke har huller i ørerne må lave selv...
Og så har vi nogle hårtanker på nogle alt for lækre tøser:
Kommer tid, kommer ring, kjole og flere sko.
torsdag den 24. juli 2008
Country girl
Når man vokser op i det, der så fladt kaldes provinsen, og siden rykker et sted hen, hvor der er flere mennesker og ny, mere tryg slags ensomhed, så bliver man fra tid til anden husket på, hvordan der er ude på landet. Gode og dårlige huskerier, både savn, lykke og strittende sørgelig melankoli. Jeg har f.eks. lige set en film. Jeg må endnu ikke fortælle nogen, hvad den specifikt handler om, eller hvor god, jeg synes, den er. Men jeg må gerne fabulere om de påmindelser, den gav mig, så værsgo:
Jeg husker, hvordan der lugter i et forsamlingshus, når der er loppemarked eller juletræsfest. Hvordan skaftet på en brugt rive kradser. Hvordan en god gynge er. Hvordan vinden bider i kinderne, når man står ved et busstoppested klokken 6.54 i januar, som ikke engang er et stoppested, men bare et sted, bussen stopper, fordi det nu en gang er der man står med sit orange buskort, der lugter sært af gummistøvler. Hvordan mælkebøtter og svampe ser ud nedefra og hvordan de farver hænderne, når man har plukket en, og bliver svimmel af at kigge op, fordi svalerne larmer og flyver så hasarderet, at man tror, de falder ned. Hvordan fasaner siger, når de bliver forskrækkede. Hvordan træsko tynger fødderne. Hvordan hundrede gule kyllinger under en varmelampe føles.
Men også hvordan lyset i den tidlige vinter er skarpt og fjendtligt og ligger fortvivlende over markerne og man er ulykkelig og fanget, fordi man ikke var med til at lege kysseleg i frikvarteret, fordi der ikke var nogen, der gad at kysse en, fordi man var underligt langlemmet, mere indelukket, fordi man kunne læse og stave, og sige hvad der stod på Jellingestenen udenad, men ikke rigtig regne eller regne den ud. Så var man Luciabrud og fik stearin i det lange hår og græd fordi det gjorde så pisseondt.
Og hvordan alting havde sit indbyggede, snørklede hierarki. Hvor det betød noget, hvem man var datter af. Hvor man blev, og stadig bliver, omtalt som fotografens datter. Lundsgaards barnebarn. Nå ja, hende den rødhårede, ja, var det ikke hende, der blev født i en snestorm, jo det kan vi da alle sammen huske, det var i radioen dengang bæltekøretøjet med hendes gravide mor kørte mod Slagelse, ja, gubevars at det ikke sner sådan mere.
PS: Filmen hedder Frygtelig Lykkelig og har premiere til oktober engang.
Jeg husker, hvordan der lugter i et forsamlingshus, når der er loppemarked eller juletræsfest. Hvordan skaftet på en brugt rive kradser. Hvordan en god gynge er. Hvordan vinden bider i kinderne, når man står ved et busstoppested klokken 6.54 i januar, som ikke engang er et stoppested, men bare et sted, bussen stopper, fordi det nu en gang er der man står med sit orange buskort, der lugter sært af gummistøvler. Hvordan mælkebøtter og svampe ser ud nedefra og hvordan de farver hænderne, når man har plukket en, og bliver svimmel af at kigge op, fordi svalerne larmer og flyver så hasarderet, at man tror, de falder ned. Hvordan fasaner siger, når de bliver forskrækkede. Hvordan træsko tynger fødderne. Hvordan hundrede gule kyllinger under en varmelampe føles.
Men også hvordan lyset i den tidlige vinter er skarpt og fjendtligt og ligger fortvivlende over markerne og man er ulykkelig og fanget, fordi man ikke var med til at lege kysseleg i frikvarteret, fordi der ikke var nogen, der gad at kysse en, fordi man var underligt langlemmet, mere indelukket, fordi man kunne læse og stave, og sige hvad der stod på Jellingestenen udenad, men ikke rigtig regne eller regne den ud. Så var man Luciabrud og fik stearin i det lange hår og græd fordi det gjorde så pisseondt.
Og hvordan alting havde sit indbyggede, snørklede hierarki. Hvor det betød noget, hvem man var datter af. Hvor man blev, og stadig bliver, omtalt som fotografens datter. Lundsgaards barnebarn. Nå ja, hende den rødhårede, ja, var det ikke hende, der blev født i en snestorm, jo det kan vi da alle sammen huske, det var i radioen dengang bæltekøretøjet med hendes gravide mor kørte mod Slagelse, ja, gubevars at det ikke sner sådan mere.
PS: Filmen hedder Frygtelig Lykkelig og har premiere til oktober engang.
søndag den 20. juli 2008
Så kommer hun der med sin kvindesnak igen..
I dagens overdimensionerede foldepapirprojekt af en gang selvhøjtidelig tryksværte, dvs. Politiken, står der rent faktisk noget interessant. Om "bornertheden", der har indfundet sig hos 68-kvindernes børn.
Det må jo så betyde mig og de andre halvfjerdserbørn med playmobilhår og fløjsbukser, der blev til kvinder i en tidsalder, hvor verden måske nok siger "det er bare zå modigt", hvis en model har en lille delle, men ellers promoverer kvinden som en trimmet, slank og frem for alt sexet størrelse. Tilsyneladende er der intet i vejen med dét. Vi hader at blive sat i bås med skønhedsidealerne, men vi er jo oprigtigt glade og trygge ved vores voksbehandlinger, polstrede BH'er, tårnhøje hæle, korte kjoler, dyre frisører, glossy lips og alt det andet. Alt det, som vi rutinemæssigt gør hver morgen og kun undlader, hvis vi har ferie eller får et anfald af Nynne/Bridget/antiheltinde pseudooprør. Jeg skal da gladeligt indrømme, at jeg ville få et flip, hvis nogen tog min røvdyre mascara, Venus Breeze-ting, peelingcremer og fodfile fra mig.
"Når vi i dag tager overdelen på, er det for at gøre præcis det samme, som kvindebevægelsen gjorde ved at tage den af; for at få fred for den erotisering, der er sket af kroppen de sidste 15 år," stod der i avisen.
Den har jeg tygget på hele morgenen. Altså ikke overdelen, men pointen. Vi er glade for at dække os til, for at maskere os, for at pakke kroppen ind og væk i sexet tøj. Vi kunne ikke drømme om at være topløse eller gå uden BH. Det handler om antydningens kunst og om at overleve en hel aften i byen, eller en hel dag på jobbet for den sags skyld, uden at være en omvandrende undskyldning for at gøre seksuelle tilnærmelser. Det er altså et værn mod seksualiseringen at trimme hårene, brysterne, kroppen, at være sexet. Æd lige den.
Er meget optaget af kropsbevidsthed for tiden. Og er egentlig gladere for mit eget eksemplar end jeg har været i mange år, plus/minus lidt dellerelateret brok og sådan. Jeg begynder at bløde op over for dyrkelsen af skønhed, men jeg hader stadig stereotyperne. Det er meget komplekst og diffust altsammen, hva?
Det må jo så betyde mig og de andre halvfjerdserbørn med playmobilhår og fløjsbukser, der blev til kvinder i en tidsalder, hvor verden måske nok siger "det er bare zå modigt", hvis en model har en lille delle, men ellers promoverer kvinden som en trimmet, slank og frem for alt sexet størrelse. Tilsyneladende er der intet i vejen med dét. Vi hader at blive sat i bås med skønhedsidealerne, men vi er jo oprigtigt glade og trygge ved vores voksbehandlinger, polstrede BH'er, tårnhøje hæle, korte kjoler, dyre frisører, glossy lips og alt det andet. Alt det, som vi rutinemæssigt gør hver morgen og kun undlader, hvis vi har ferie eller får et anfald af Nynne/Bridget/antiheltinde pseudooprør. Jeg skal da gladeligt indrømme, at jeg ville få et flip, hvis nogen tog min røvdyre mascara, Venus Breeze-ting, peelingcremer og fodfile fra mig.
"Når vi i dag tager overdelen på, er det for at gøre præcis det samme, som kvindebevægelsen gjorde ved at tage den af; for at få fred for den erotisering, der er sket af kroppen de sidste 15 år," stod der i avisen.
Den har jeg tygget på hele morgenen. Altså ikke overdelen, men pointen. Vi er glade for at dække os til, for at maskere os, for at pakke kroppen ind og væk i sexet tøj. Vi kunne ikke drømme om at være topløse eller gå uden BH. Det handler om antydningens kunst og om at overleve en hel aften i byen, eller en hel dag på jobbet for den sags skyld, uden at være en omvandrende undskyldning for at gøre seksuelle tilnærmelser. Det er altså et værn mod seksualiseringen at trimme hårene, brysterne, kroppen, at være sexet. Æd lige den.
Er meget optaget af kropsbevidsthed for tiden. Og er egentlig gladere for mit eget eksemplar end jeg har været i mange år, plus/minus lidt dellerelateret brok og sådan. Jeg begynder at bløde op over for dyrkelsen af skønhed, men jeg hader stadig stereotyperne. Det er meget komplekst og diffust altsammen, hva?
onsdag den 2. juli 2008
Utålmodighed og ævl
Det sker som regel altid, at jeg begynder på et eller andet, dyrker det ret meget, lader det ligge, det bliver støvet, det bliver gammelt, jeg synes, det var åndssvagt - og så pludselig opdager jeg det igen, og tænker ved mig selv, at det da var fuldstænig genialt tænkt. Som regel går der så lang tid, at tingen bliver retro. Hvilket selvfølgelig ikke siger så meget i dag, hvor yesterdays fashion er tomorrows cult.
Måske skal ting bare have lov at modnes. Måske handler det ikke om min egen utålmodighed. Det ville jeg jo gerne tro, at det ikke gør.
Tag nu f.eks. den her blog. Jeg har kigget på den og tænkt ja, ja, du er der, og nu skal du liiige slappe af. Ikke stresse mig. Jeg har ignoreret den og den har sikkert passet sig selv fint. Lidt ensomhed har aldrig gjort nogen noget. Men så tænker jeg alligevel: Alle de ord, alle de daglige indtryk og tanker og strømme af ævl, der løber i mit hoved, skal det ikke have lov at komme ud? Skal jeg ikke dele min såkaldte gnist af storladent geni med andre? Joeh. Kommer tid, kommer ord.
Jeg har rejsefeber. Jeg er utålmodig som ind i helvede. Jeg vil ud. Opleve noget nyt og lægge det bag mig som en vinterjakke i et skab. I morgen tager jeg på Roskilde, nyder solen og friheden, samler ord og mentale billeder. Så kan det være, jeg kan læsse dem af her, når jeg kommer hjem.
Måske skal ting bare have lov at modnes. Måske handler det ikke om min egen utålmodighed. Det ville jeg jo gerne tro, at det ikke gør.
Tag nu f.eks. den her blog. Jeg har kigget på den og tænkt ja, ja, du er der, og nu skal du liiige slappe af. Ikke stresse mig. Jeg har ignoreret den og den har sikkert passet sig selv fint. Lidt ensomhed har aldrig gjort nogen noget. Men så tænker jeg alligevel: Alle de ord, alle de daglige indtryk og tanker og strømme af ævl, der løber i mit hoved, skal det ikke have lov at komme ud? Skal jeg ikke dele min såkaldte gnist af storladent geni med andre? Joeh. Kommer tid, kommer ord.
Jeg har rejsefeber. Jeg er utålmodig som ind i helvede. Jeg vil ud. Opleve noget nyt og lægge det bag mig som en vinterjakke i et skab. I morgen tager jeg på Roskilde, nyder solen og friheden, samler ord og mentale billeder. Så kan det være, jeg kan læsse dem af her, når jeg kommer hjem.
tirsdag den 10. juni 2008
Fru Olsen
Jeg bryder mig ikke om hvidt polyestertyl, matchende ringe, satinsko, folk der klipper sokker og slips over, corsager, at betale sko med kobbermønter, at jeg angiveligt ikke må sove sammen med min elskede dagen før, strømpebånd, blåt-lånt-nyt-gammelt-halløj, lyserøde risposer og al den slags deprimerende, kontrollerende blah.
Derfor skal jeg, som det er nogle bekendt, giftes i grønt og have det skægt.
Så lykkedes det mig at settle på en brudekjole. Den fineste Fie-kjole nogensinde, fra Emporio Rix inde i Sværtegade, hvor verdens nok sødeste og sejeste kjoledame tog mål af mit sommersvedende, gamacheindpakkede korpus og sendte mig i byen efter den helt rigtige farve.
Det bragte mig til City Kunstnerartikler, hvor der efter megen kiggen på farveblyanter, karton, pap og farvelader dukkede et stort stykke groft papir i den helt rigtige grønne farve op. Haps, tilbage til kjolebutik. Modellen hedder Tulipan, går til knæene, og ligner noget, Jackie Kennedy kunne have haft på, hvis der havde været lidt mere Rita Hayworth i hende. Og så kommer den max til at koste 2.000 kr. Genialt.
Nu overvejer jeg hårpynt, frisure, slør/ikke slør, sko og undertøj. Har fundet meget inspiration hos de her indietosser, men alle forslag er velkomne. Er ude i noget med guldstiletter til max. tusind kroner (jo, sko må gerne være dyre).
Kom glad med links!
Derfor skal jeg, som det er nogle bekendt, giftes i grønt og have det skægt.
Så lykkedes det mig at settle på en brudekjole. Den fineste Fie-kjole nogensinde, fra Emporio Rix inde i Sværtegade, hvor verdens nok sødeste og sejeste kjoledame tog mål af mit sommersvedende, gamacheindpakkede korpus og sendte mig i byen efter den helt rigtige farve.
Det bragte mig til City Kunstnerartikler, hvor der efter megen kiggen på farveblyanter, karton, pap og farvelader dukkede et stort stykke groft papir i den helt rigtige grønne farve op. Haps, tilbage til kjolebutik. Modellen hedder Tulipan, går til knæene, og ligner noget, Jackie Kennedy kunne have haft på, hvis der havde været lidt mere Rita Hayworth i hende. Og så kommer den max til at koste 2.000 kr. Genialt.
Nu overvejer jeg hårpynt, frisure, slør/ikke slør, sko og undertøj. Har fundet meget inspiration hos de her indietosser, men alle forslag er velkomne. Er ude i noget med guldstiletter til max. tusind kroner (jo, sko må gerne være dyre).
Kom glad med links!
fredag den 30. maj 2008
Retrolife
Nu hvor firserdrengene med det umådeligt kiksede hår og opsmøgede jakkeærmer har fået oprejsning ved at blive VJ's på VH1 og den slags, er turen åbenbart kommet til halvfemserne. Gud forbyde, at vi skal have vores ungdom i fred. Næ, lad os spolere den med compilations, temafester i Forum og remakes af Beverly Hills, hvor Donna er med igen som sig selv (altså Tori Spelling). Det skal jeg nok rante om en anden dag...
Men hvad er det egentlig med remakes? Handler det om at malke en succes? Eller handler det om renhjertet nostalgi og kærlighed til fortiden? Eller om en mangel på mod til at fornye sig?
Altså, jeg klager ikke. Jeg glæder mig da til at se Eddie Murphy i Beverly Hills Cop IV, men jeg ville nok hellere se ham lave noget sjovt, han ikke har lavet før. Han pørver, bevares, men det virker ikke for ham at klæde sig ud som fede damer gang på gang. Så hellere hoppe i den røde læderjakke igen, eller hvad, Eddie? Og nu skal jeg heller ikke komme for godt igang, for jeg elskede jo Indy og den roterende krystalrummandsthingie, hvor Harrison Ford så lidt løsthængende ud i canvasbuksen, men ikke desto mindre jo stadig kan smile, så man bliver blød i knæet.
Jeg vil tænke over det i weekenden, når jeg har holdt planlægningsmøde om det bryllup, hvor jeg som bekendt gifter mig med den mand, der var min første kæreste tilbage i 1995. Hvem sagde retro?
Men hvad er det egentlig med remakes? Handler det om at malke en succes? Eller handler det om renhjertet nostalgi og kærlighed til fortiden? Eller om en mangel på mod til at fornye sig?
Altså, jeg klager ikke. Jeg glæder mig da til at se Eddie Murphy i Beverly Hills Cop IV, men jeg ville nok hellere se ham lave noget sjovt, han ikke har lavet før. Han pørver, bevares, men det virker ikke for ham at klæde sig ud som fede damer gang på gang. Så hellere hoppe i den røde læderjakke igen, eller hvad, Eddie? Og nu skal jeg heller ikke komme for godt igang, for jeg elskede jo Indy og den roterende krystalrummandsthingie, hvor Harrison Ford så lidt løsthængende ud i canvasbuksen, men ikke desto mindre jo stadig kan smile, så man bliver blød i knæet.
Jeg vil tænke over det i weekenden, når jeg har holdt planlægningsmøde om det bryllup, hvor jeg som bekendt gifter mig med den mand, der var min første kæreste tilbage i 1995. Hvem sagde retro?
søndag den 25. maj 2008
Bridezilla goes to town
Det er ikke nemt at blive gift. Eller jo, beslutningen var den mest indlysende, jeg nogensinde har truffet, men det er ikke nemt at få det hele til at ske, snart sagt tage stilling til hele brudekjolekonceptet, skulle jeg hilse og sige.
Var ude og kigge på kjole med en veninde i går. Startede velforberedte med kaffe og notater og billeder af forskellige styles, adresser på syersker og the works. Prøvede en Karen Millen-model, men lignede en nysnøret turkis rullepølse. Prøvede Chloé-kjoler til en milliard og prøvede InWear-kjoler til en tusindkrone. Prøvede også det, jeg egentlig troede var min kjoleskæbne, nemlig en smuk, græsgrøn hippiemodel med hellangt skørt og snoede stropper fra noget der hedder T-Bags. Og lignede en ammende asparges. Ved ikke, hvorfor jeg får mad-associationer, når jeg prøver tøj. Det må nogen analysere for mig.
Nå, men. Ved et tilfælde stoppede vi op ved en lille kjolebiks i en sidegade, og der blev jeg solgt. De kjoler var som taget ud af 50'erne i fed silke og poofy skørt. (Eller lettere poofy, kun så meget, at man stadig har pencil-profil, hvis nogen forstår, hvad jeg mener med det. Butikken har desværre ingen hjemmeside, så det her må være a-la-sådan-her-hint nok). Hende, der syer, havde selv strutnederdel og knaldrødt hår og lur mig om hun ikke havde en Elvisplade eller to derhjemme. Jeg skal derind og prøve overtale hende til at sy en i grøn til mig. Meget snart. Selvom det går komplet over budget, er jeg sikker på.
Når det er gjort, kan vi rykke videre til næste issue: Sko og hår.
Godt der er et par måneder endnu.
PS: Jeg er PISSETRÆT af kjoler i en såkaldt størrelse Large, som ikke engang en dværg uden bryster kunne presse sig ned i. Hvornår får moden nogle realistiske mål?
Var ude og kigge på kjole med en veninde i går. Startede velforberedte med kaffe og notater og billeder af forskellige styles, adresser på syersker og the works. Prøvede en Karen Millen-model, men lignede en nysnøret turkis rullepølse. Prøvede Chloé-kjoler til en milliard og prøvede InWear-kjoler til en tusindkrone. Prøvede også det, jeg egentlig troede var min kjoleskæbne, nemlig en smuk, græsgrøn hippiemodel med hellangt skørt og snoede stropper fra noget der hedder T-Bags. Og lignede en ammende asparges. Ved ikke, hvorfor jeg får mad-associationer, når jeg prøver tøj. Det må nogen analysere for mig.
Nå, men. Ved et tilfælde stoppede vi op ved en lille kjolebiks i en sidegade, og der blev jeg solgt. De kjoler var som taget ud af 50'erne i fed silke og poofy skørt. (Eller lettere poofy, kun så meget, at man stadig har pencil-profil, hvis nogen forstår, hvad jeg mener med det. Butikken har desværre ingen hjemmeside, så det her må være a-la-sådan-her-hint nok). Hende, der syer, havde selv strutnederdel og knaldrødt hår og lur mig om hun ikke havde en Elvisplade eller to derhjemme. Jeg skal derind og prøve overtale hende til at sy en i grøn til mig. Meget snart. Selvom det går komplet over budget, er jeg sikker på.
Når det er gjort, kan vi rykke videre til næste issue: Sko og hår.
Godt der er et par måneder endnu.
PS: Jeg er PISSETRÆT af kjoler i en såkaldt størrelse Large, som ikke engang en dværg uden bryster kunne presse sig ned i. Hvornår får moden nogle realistiske mål?
søndag den 18. maj 2008
Jeg har læst en bog
"sTori telling by Tori Spelling" hed den så. Og jeg har læst den på under et døgn, hvilket er en lidt sørgelig rekord, eftersom jeg er blevet så uhelbredeligt dårlig til at åbne en bog, snart sagt læse den. Jeg bliver bare træt og gnaven og melankolsk over dens eksistens, så snart jeg, som en god og ordentlig pige, har bladret de første 20-30 sider igennem. Og så lægger jeg den væk, godt knotten. Traumatiseret, nej da...
Nå, men, den her bog, som har det mest pink cover, jeg nogensinde har haft mellem hænderne, reklamerede for sig selv ved at vifte mig om næsen med all the dirty secrets fra Beverly Hills 90210. Så haps til mig. Jeg er die hard, når det kommer til Bev, hvis det skulle have gået nogens næse forbi.
Malle, du skal ikke læse videre, hvis du vil undgå spoilers!!
Det er historien om en pige, der vokser op i noget, man simpelthen tror er løgn. Billionvilla, importeret sne til jul, barnestjernekarriere, den samme fødselsdagsgave år efter år - porcelænsdukker med døde øjne. Første kys var med kokken i huset. Forført af adskillige narrehatte. Gift med en af dem ved et bryllup, der mindst, og jeg mener mindst, må have kostet a million bucks. Traumatiseret, uoplyst, romantisk, naiv, opmærksomhedshungrende og ude af stand til at tage en beslutning.
Uhyggeligt og, må jeg indrømme, sjovt skrevet. Som én lang klumme i et magasin. Har ingen idé om, om hun har skrevet det selv, men anyway. Da kapitlerne om Beverly kom, kom det for en dag, at alle knaldede med alle. Big surprise. At Shannen Doherty var bindegal. Big surprise. Men også, at Donna og David, i virkelighedens verden, altså som Tori og Brian, knaldede. Mens Donna var jomfru. Se DET er news, jeg kan bruge til noget. Foder til min lille sultne sladdermave.
Så var der historien om, da Terence Trent D'arby, som åbenbart er gone pshycic, formanede frøkenen om at lægge sit liv om. Eller da hun besøgte Mama Lola, en voodoopræstinde, fordi hendes mor havde et ondt øje til hende (og det havde hun satanfløjtemig, hvis man skal tro, hvad der står). Eller da hun havde et lille, intimt, privat, spontant bryllup på en tropeø, og bare lige smuttede i en Dolce & Gabbana-kjole og havde et par kampklædte indfødte til at trutte i en konkylie for hende. Eller da hun opdagede, at juletræer faktisk gror op ad jorden, og at man kan fælde dem selv.
Damen bliver aldrig normal, men i det mindste har hun humor.
(Jeg vil nok en dag vende tilbage til issuet om mit bogtraume. Men jeg bliver lige nødt til at forsikre verden, og mig selv, om at det er okay at nyde sådan en bog. Kan vi betragte den som en selvbiografi? Ja. Godt. Så har jeg mit på det tørre. I det mindste har jeg aldrig læst en af de der såkaldte chick lit-bøger - "en shoppingprinsesses bekendelser på høje hæle med en rundbarberet puddel i tasken", eller hvad hulen de hedder.)
Jeg har det som om, jeg lige har spist en stor, lyserød kage. Lykkelig og en anelse kvalm.
Nå, men, den her bog, som har det mest pink cover, jeg nogensinde har haft mellem hænderne, reklamerede for sig selv ved at vifte mig om næsen med all the dirty secrets fra Beverly Hills 90210. Så haps til mig. Jeg er die hard, når det kommer til Bev, hvis det skulle have gået nogens næse forbi.
Malle, du skal ikke læse videre, hvis du vil undgå spoilers!!
Det er historien om en pige, der vokser op i noget, man simpelthen tror er løgn. Billionvilla, importeret sne til jul, barnestjernekarriere, den samme fødselsdagsgave år efter år - porcelænsdukker med døde øjne. Første kys var med kokken i huset. Forført af adskillige narrehatte. Gift med en af dem ved et bryllup, der mindst, og jeg mener mindst, må have kostet a million bucks. Traumatiseret, uoplyst, romantisk, naiv, opmærksomhedshungrende og ude af stand til at tage en beslutning.
Uhyggeligt og, må jeg indrømme, sjovt skrevet. Som én lang klumme i et magasin. Har ingen idé om, om hun har skrevet det selv, men anyway. Da kapitlerne om Beverly kom, kom det for en dag, at alle knaldede med alle. Big surprise. At Shannen Doherty var bindegal. Big surprise. Men også, at Donna og David, i virkelighedens verden, altså som Tori og Brian, knaldede. Mens Donna var jomfru. Se DET er news, jeg kan bruge til noget. Foder til min lille sultne sladdermave.
Så var der historien om, da Terence Trent D'arby, som åbenbart er gone pshycic, formanede frøkenen om at lægge sit liv om. Eller da hun besøgte Mama Lola, en voodoopræstinde, fordi hendes mor havde et ondt øje til hende (og det havde hun satanfløjtemig, hvis man skal tro, hvad der står). Eller da hun havde et lille, intimt, privat, spontant bryllup på en tropeø, og bare lige smuttede i en Dolce & Gabbana-kjole og havde et par kampklædte indfødte til at trutte i en konkylie for hende. Eller da hun opdagede, at juletræer faktisk gror op ad jorden, og at man kan fælde dem selv.
Damen bliver aldrig normal, men i det mindste har hun humor.
(Jeg vil nok en dag vende tilbage til issuet om mit bogtraume. Men jeg bliver lige nødt til at forsikre verden, og mig selv, om at det er okay at nyde sådan en bog. Kan vi betragte den som en selvbiografi? Ja. Godt. Så har jeg mit på det tørre. I det mindste har jeg aldrig læst en af de der såkaldte chick lit-bøger - "en shoppingprinsesses bekendelser på høje hæle med en rundbarberet puddel i tasken", eller hvad hulen de hedder.)
Jeg har det som om, jeg lige har spist en stor, lyserød kage. Lykkelig og en anelse kvalm.
lørdag den 17. maj 2008
Oh lørdag
Klokken er snart 14.30, og jeg har foretaget mig følgende i dag:
- Vendt mig om på den anden side, så'n ved 10-tiden
- Kysset godmorgen
- Vendt mig om igen
- Fået ostemadder og kaffe på sengen
- Læst avis under dynen
- Spillet Text Twirl på Facebook - længe
- Spist guldkarameller og lakrids fra i går
- Drukket mere kaffe
- Fået en delivery fra Amazon
- Undgået at stå op
Og nu, mens jeg stadig undgår at stå op, vil jeg kaste mig over de grimme små hemmeligheder bag kulisserne på Beverly, as remembered by Den Blonde Ørred, Tori Spelling. Det bliver hyl.
Abonner på:
Opslag (Atom)
.jpg)
